Særlingen Signe
Undskyld, giv lige plads, pas nu på! Sådan, ind med den Der skal nok blive plads! Kom, Ninna, vi får den ind! Pas nu på, ikke bære den som en sæk kartofler!
Signe trådte til side sammen med Viktor og lod de nye tilflyttere komme frem til elevatoren. Han var høj og bredskuldret militær af en slags, tænkte Signe og hun, lille og kvik som en mus, havde lige købt lejligheden, og nu bar de deres ting ind.
Se, Viktor, hvilken plante de har! Det er jo et helt træ! fortryllet så Signe efter den kæmpe gummifigen på hjul. Se de blanke blade Skal vi ikke også købe sådan en til os? Kom nu, Viktor! Så står den så pænt inde i stuen! Signe løftede blikket drømmende, så lagde hun armene om sin udkårne.
Ej, hvor er du fjollet! Hvorfor spilde pladsen på sådan et ukrudt? Jeg sætter hellere en stol der, så har jeg også et sted at smide tøjet. Nu lægger du også mærke til den slags. Tag nu min pose, min arm er ved at falde af. Jeg finder nøglerne i lommen, det skal jo altid være mig, der åbner døren! Viktor lagde sin tunge pose med grøntsager over i Signes arme, dem hun senere skulle bruge til en gryderet til weekend, så Viktor havde noget at spise. Han gik foran, rodede i lommerne på de gamle bukser.
Bukserne var ældgamle sikkert fra før Grundlovens tid. Viktor nægtede at købe nyt, han sagde, at de var rare og lette, men Signe vidste, at han egentlig bare ikke gad bruge penge. Han slæbte rundt på de gamle skjorter, skoene var nærmest udslidte, men først når de faldt fra hinanden, købte han noget nyt. Han lærte også Signe »at spare«. Viktor kaldte det sparsommelighed, Signes veninde sagde nærigt, men Signe opgav at mene noget. Han tog al hendes løn og lagde til side. Til en dårlig dag, sagde han.
Hvorfor finder du dig i det? spurgte Alenka, Signes veninde hidsigt. Hvorfor har du brug for sådan en alfahan?!
Men altså, vi elsker jo hinanden, vi er familie. peb Signe blidt, mens hun rodede nervøst med hjørnet af den gamle dug, Viktor havde taget med fra sommerhuset. Viktor sagde dengang, at man skulle bruge tingene med fornuft på landet kunne man sagtens spise direkte på bordet, men i byen gik det ikke uden en dug. Og nu, hvor han havde brændt hul i den fine dug, da han lodde på noget gammelt radioindmad, han fandt i skraldet, så var det helt på sin plads at tage en brugt dug fra landet. Skakternet, lugtede af mug, med kafferinge.
Måske vi bare skulle købe en ny, Viktor? Bare en billig én? foreslog Signe forsigtigt.
Men Viktor svarede kun med det dér strenge blik, så hun tav.
Hun tav som regel men slæbte dog løg, kartofler, indkøbsnettet med en lille netmelon, en glas kompot og tre squash, hendes kollega fra Jylland havde givet hende. Viktor manglede stadig nøglerne, han skulle jo åbne døren, slippe Signe først ind, så kunne de spise sammen. Ikke med det samme, for Viktor gik altid længe i bad, fnyste og bandede, sæben ramlede ned på bunden af badekarret, han råbte, og så bum! blev der stille, og Signe kunne høre ham komme ud, rød og duftende af jordbærshampoo. Han satte sig foran spejlet i bare tæer og undertrøje.
Det spejl var mat og sortplettet i hjørnerne, så gammelt at Signes tip-oldemødre sikkert havde set sig i det. Døren til det lille garderobeskab knirkede, Viktor satte sig og beundrede sit korpus den bløde mave, den slappe brystkasse, hændernes plumpe former. Han spændte dem for Signe, viste hvad han havde af muskler, så spændte han maven, som mændene på sports-tv. Men der var ingen drømme-mave som på tv, men Viktor vidste, at for Signe var det alligevel ligegyldigt. Hun havde jo ham, og hvor skulle hun ellers gå hen?
For pokker! Har jeg mistet nøglerne? brummede Viktor irriteret. Er det nu igen dig, der ikke har lappet lommen? Hvor mange gange har jeg sagt, der er hul i den? Sæt nu de poser, hvad løber du rundt med dem for? Du ser da, jeg har mistet nøglerne!
De ledte febrilsk. Det var den nye nabo, Ninna, hende med den misundte gummifigen, som rakte dem bunken.
Var det jeres? Lå på trappen! sagde hun og smilede.
Tænk, hun smilede til Signe, og roste hendes fine hårspænde.
Tak for nøglerne sagde Signe forlegent. Spændet, tja Det fandt jeg i Skagen, da jeg var på ferie med mine forældre.
Sikke sjovt! Min mor havde også sådan et, men med muslingeskaller i et andet mønster. Hyggeligt nikkede Ninna.
Signe nikkede tilbage. Hun blev glad, men måtte skynde sig, Viktor stirrede allerede. Hun stormede ind, men nåede lige at standse.
Skal du have hjælp med noget? Signe overraskede sig selv med dristigheden. I har mange ting, og det bliver snart mørkt, det småregner.
Nej nej, du har selv nok, sagde Ninna og så på hendes poser. Når vi er kommet på plads, så kom over på te. Jeg hedder Ninna, min mand hedder Poul. Og I?
Signe og Viktor. Nå, men så god aften.
Signe lukkede døren. Viktor plaskede stadig i badeværelset, hun måtte selv lægge varer på køl.
Signe havde kvarterets tid at hvile sig på, efter en lang dag i supermarkedets frokostafdeling. Fem minutter at sidde, tyve at varme de krebinetter og kartoffelmos, hun havde på forhånd lavet.
Vandet hamrede, sæben dundrede, Viktor brummede, mens hans hustru ja, nuvel, de var jo slet ikke gift endnu! Viktor sagde, det var overflødigt at spilde tid på papir og stempel, det måtte vente til siden Så Signe ventede tålmodigt.
Hun satte sig på den nedslidte sovesofa, strakte benene, snoede fødderne i sine gråbrune strømpebukser, lukkede øjnene og sad ubevægelig. Kun femten minutter. Kun dér kunne hun tænke på, hvordan lejligheden ville være om nogle år, når de endelig fik et barn sammen, blev en rigtig familie. De ville købe nye møbler, skifte gardiner, male væggene, måske købe en ordentlig støvsuger, ikke den gamle, knitrende Nilfisk, hun var døv af. Noget flottere service, elkoger, mikroovn Men som Viktor sagde, det var bare spild af penge. Det var vigtigt at spare op.
Hendes indre ur mindede hende om, at nu måtte drømmene stoppe. Hun gik ud i køkkenet for at gøre klar til aftensmad.
Langt senere, da Viktor var gået i seng, og Signe hurtigt havde været i bad, stod hun ved garderobespejlet og trak skjorten ned i taljen. Så sagde hun:
Tror du, jeg skulle begynde til svømning igen, Viktor? Jeg gik jo til det før, var tæt på at blive udtaget til juniormesterskabet
Er du fra snøvsen?! brummede Viktor. Ved du, hvad svømmehallen koster? Hvordan skal jeg så sende penge til mor? Og vi sparer jo op til bil, har du glemt det? Du er godt nok sær, Signe!
Ja, men Viktor, du har jo ikke engang et kørekort! prøvede Signe sagte, trak nattøjet endnu tættere om sig. Hun var begyndt at blive lidt rund. Her skulle der trimmes, der løftes men alligevel
Når vi har bilen, så lærer jeg det! Hvad skal du ud i? Du er ikke nogen havfrue! Læg dig nu, luk vinduet, og varm min side, dit sælkræ!
Hun lagde sig sammenkrøllet, med lukkede øjne og tænkte på dengang familien heppede på hende i svømmehallen, farens trommen på knæet, morens hjemmehæklede hue svajede i luften, og hun, Signe, svømmede i den røde badedragt. Der var glæde, omsorg de omfavnede hende, uanset hendes tid, og sagde: »Du gjorde det, Signe!«
Signe græd stille. Hvad lavede hun her? Viktor snorkede og skubbede til hende i søvne. Signe kunne ikke sove, var så træt, at selv søvnen blev flad. Hendes ben frøs.
Sælen Hvornår var hun blevet det? Ikke kun udenpå, jo tiden, hormonerne, tre mislykkede graviditeter, dårlig mad men inden i var hun også blevet kluntet og stille. Hun vidste dårligt nok længere, om hun ønskede sig noget. Ja, Viktor vidste alt.
Signe rejste sig, puttede dynen om Viktor, så han ikke vågnede og gik til vinduet. Ude på bænken sad Ninna fra ovenpå. Hun sad bare. Måske var der sket noget, tænkte Signe nervsø, tog sin jakke og gummistøvler, og sekunder efter sad hun ved siden af Ninna.
God aften, Signe, flyttede Ninna sig og gjorde plads. Hvorfor så forskrækket?
Hvorfor sidder du her? Er du uvenner med din mand? Signe nikkede mod deres oplyste vindue. Lad vær at tage det tungt, mænd kan være sådan, når de er trætte. Det går over i morgen. Flytning er hårdt og…
Nej, nej da! lo Ninna, fandt en karamelslik frem. Vil du have? Kom nu! Vi har det fint; jeg nyder bare luften, mens Poul vasker gulv.
Han vasker gulv?! Hold nu op! Det gør mænd da ikke bortset måske fra i søværnet. Signe troede det var løgn.
Måske gør de ikke det i søværnet, men hjemme hjælpes alle ad sagde Ninna. Nu vasker han gulvet, senere sætter vi bøgerne på plads, Poul er vild med biologi. Og så i seng. Hvad med jeres?
Hvad? Signe forstod ikke.
Din mand, sover han?
Ja. Vi er jo heller ikke gift, faktisk sukkede Signe. Må vel nøjes med ham, hvem skulle ellers have mig?
De sad lidt i stilheden. Så sagde Ninna:
Du er en smuk kvinde, Signe, også uden makeup og i regnfrakken.
Hold op, det passer ikke! Hvordan skulle jeg være smuk? Jeg er blevet tyk, slasket, kan ikke engang sætte mit hår. Men Viktor Ja, han mener, at jeg er fin nok.
Selvfølgelig, smilede Ninna listigt. Men hvad mener du? Synes du selv, det er fint nok?
Hvis Viktor er tilfreds, er jeg tilfreds, afbrød Signe.
Nå… Du svømmede før? Var du lidt sportslig? Ninna fandt endnu en karamelslik frem.
Ja, for længe siden. Mine forældre døde, så skulle jeg bare klare mig selv, arbejde, var på ture med veninderne, sommeren ved havet Og så Viktor han flyttede ind fra kollegiet, vi blev til en familie. Intet barn endnu, men jeg ville jo så gerne…
Natten, de raslende blade, mørket, skabte ro til snakken. Signe fortalte om Viktor, hvordan han straks gjorde dem til par, for: »Du er ikke nogen forårsbebuder, Signe; vi har ikke tid.« Han rykkede ind, og snart var hun helt indrettet efter ham. Han var hendes første og eneste.
Hvor gammel er du? spurgte Ninna.
Treogtredive svarede Signe. Ikke ligefrem ung længere smilede forlegent.
Det er løgn, sagde Ninna stille. Hvad ville du, hvis du kunne vælge frit?
Aner det ikke Jeg har jo alt en mand, et hjem, et arbejde
Men det var løgn, og Ninna vidste det. Signe ville også gerne være smuk, lækkert hår, nogen der tog sig af hende, lidt eventyr, rigtigt ægteskab.
Jeg vil gerne være flot, indrømmede Signe. Tabe mig lidt. Jeg var jo engang slank. Viktor siger, jeg bare skal være mig, nu hvor jeg har ham.
Forstår, svarede Ninna, så vinkede Poul fra vinduet, og hun løb op men lovede at komme over.
Hun skal også op, fordi han kalder! Skidt, vi underkaster os mændene altid ja, ja, det er jo skæbnen.
Men mere nåede Signe ikke at tænke, for Viktor hang ud ad vinduet.
Hvor bliver du af?! Hele siden trækker jo! Og for resten jeg har fået kupon til Hvidbjerg Strand kurbad, tager af sted! Skal have noget pænt at tage med ellers kan jeg jo ikke vise mig!
Signe blev helt paff. Altså, Viktor tog på spa uden hende?!
Du har da tøj nok, mumlede hun, krøb under sin dyne. Jeg skal aldrig have nyt, men dig, ja, dig skal der bruges penge på!
Viktor fnøs.
Slap nu af, Signe! Jeg bestemmer, hvad pengene skal bruges på! Sov, jeg skal have kufferten pakket, rejser om to dage!
Signe fulgte ham ikke til stationen, hun ringede blot for at minde ham om mavepillerne.
Det klarer jeg, mas ikke! Viktor smed på, dansede ud med »Se den lille kattekilling«. Han skulle feste, han havde penge nok. Signe? Hun skulle bare holde huset.
Næste aften ringede det på. Ninna kom med vin og lidt mad små kager og salater.
Ej, det kan du ikke mene! Det må have kostet! Signe slog ud med hænderne.
Ikke dyrere end livet! Du skal ikke sidde her som eneboer. Kom vi fejrer livet!
De klirrede, lo og græd om hinanden. Signe græd, for det var så længe siden, hun havde hygget med nogen, uden at skulle stå på spring, stikke til Viktor.
Jeg er jo bare hushjælp, Ninna! Jeg har glemt mig selv. Bare se på mig ikke engang et spejl tør jeg kigge i. Men jeg vil gerne have kærlighed. Jeg vil male væggen! halvhviskede hun, mens hun snøftede.
Så gå fra ham. Eller smid ham ud! slog Ninna i bordet.
Det kan jeg ikke Hvordan skulle jeg klare mig?
Ninna rystede på hovedet, rakte et lommetørklæde, lavede kaffe; de sad, til Signe faldt til ro, og Ninna lovede at komme igen.
Hun kom næste dag, trak Signe med ud. Ikke så længe, ikke så meget, men de prøvede syv kjoler, købte to, plus sko og en taske alt sammen af Signes egne penge. For første gang havde hun råd.
Signe stod længe foran spejlet og smilede. Kjolerne strammede lidt, men pyt.
Lørdag skulle Signe komme til Ninna »i noget bekvemt tøj«. Hvorfor?
Du spurgte, om du kunne hjælpe; nu kan du hjælpe mig! nikkede Ninna.
Bekvemt? Signe tog leggings og en løs T-shirt. Det gik hun altid og pudsede i.
Perfekt! sagde Ninna, trak hende ind i den tomme stue. Vi har ikke fået møbler, men kom hjælp mig
Hun klikkede på sin mobil, tændte for den store fladskærm.
Se, jeg fandt Fitstars online træningsvideoer! Man hopper og danser med, bare foran TV. Alt muligt yoga, pilates, ballet, og hvis man vil splits, ha! Kan du splits, Signe?
Det kunne jeg engang.
Og snart begyndte Ninna at klovne rundt men Signe så straks, hvordan man gjorde rigtigt. Først gik det ikke, men efterhånden fulgte de med, og time efter time blev de bedre. De fejrede det med juice bagefter.
Jeg vil også tabe mig Når Viktor er hjemme, så
Så hvad? smilede Ninna træt.
Ja, så ved jeg ikke. Men i morgen vi fortsætter!
De behøvede ikke at være nervøse i fitnesscenteret, trykke sig i hjørnet, hvis træneren lavede nye øvelser. De satte bare videoen på pause og prøvede igen.
Den måned, Viktor var væk, piftede Signe op, tabte halvandet kilo, og kjolerne passede. Trætte var de hver dag, men træneren på skærmen roste dem. Det hjalp.
De eksperimenterede også med opskrifter på Fitstars: Lækre salater og sunde retter. Viktor blev længere væk, han ringede kun, sagde lægen havde sagt han skulle blive en uge mere.
Hvad svarede du? spurgte Ninna elegant.
Jeg? Hans sager står i entréen. Jeg har indset, at jeg ikke vil ham mere.
Nu kunne hun lide sig selv, og hun så i spejlet hver dag hun havde nemlig fået et nyt. Poul havde hængt det store gulvspejl op for hende. Og nu, hvor Viktor ikke sparede op til bil, var der masser af penge til en god yogamåtte, et blødt træningssæt, et par håndvægte i mintgrøn.
Hun havde fået nye gardiner, ny dug og bord. Hjemmet var blevet hendes hjem igen. På mobilen talte Fitstars appen hendes træningspoint og stjernemærker lavede hun nok, ville der blive plantet et træ i hendes navn.
Se, det er fremtiden! grinede Ninna. Og indtil da her er din figen! Du har ønsket dig den. Den har du fortjent! Poul bar den ind.
Ninna, nej, kan ikke tage imod! Det er sådan en værdi! Signe brød ud i gråd. Hun var ikke vant til at modtage gaver.
Mænd begyndte at lægge mærke til Signe, jo! Det var fordi hun smilede.
Ovre kom Alenka, hun blev målløs over, hvor frisk Signe så ud. Noterede hurtigt navnet på træningsappen.
Så meldte Viktor sig hjem, endnu mere buttet. Hans kuffert og en indkøbspose stod klar i entreen.
Hvad er nu det?! Hvem har sagt, du måtte tabe dig?! Hvad skal jeg gøre nu, uden dig? Du kan jo ingenting, Signe! Særling!
Det bestemmer jeg selv, Viktor. Hvad du skal, ved jeg ikke men jeg vil gerne have, du ikke ringer mere. Nul er ikke så værst endda! Hun smilede, hjalp ham med at lukke munden, ordnede håret, og gik uden tøven ind. Og nøj, det klaskede dejligt, da hoveddøren smækkede.
Signe blev aldrig sæl, hun var bare blevet væk et stykke af vejen, men nu gik hun igen fremad med oprejst pande. Hun kunne lide sig selv og nu kunne de andre også.
