Ægtepar ringede til politiet og sagde, de hørte mærkelige lyde fra sofaen: da betjentene skar polstringen op, så de noget forfærdeligt inde i den

Ægteparret ringede til politiet tidligt om morgenen, lige ved daggry. Kvindens stemme skælvede, mens hun forsøgte at forklare vagtholderen, at der “levede noget” i deres sofa.
“Det bevæger sig… og skraber,” insisterede hun. “Vi troede først, det var støj fra gaden, men lydene kommer direkte fra sofaen!”
Betjenten besluttede at tage ud til stedet sammen med en hundefører og hans hund. Måske var der virkelig noget.
Da de trådte ind i stuen, stod ægteparret allerede i alarmberedskab: manden i kørestolen holdt sin kones hånd, og hun så ud, som om hun var ved at bryde sammen. Der var en anspændt tavshed i rummet.
Hunden standsede ved sofaen, pelshårene rejste sig, og pludselig knurrede den. Et sekund efter sprang den mod puderne med hidsig gøen, snuden presset mod stoffet. Parret gispede, og betjenten rynkede panden.
“Der er noget derinde. Og det er bestemt ikke ingenting.”
Hunden kradsede i betrækket, gispende af ophidselse, som om den forsøgte at nå en usynlig fjende.
Betjenten trak en kniv frem og skar forsigtigt i siden af sofaen. Først dryssede støv og gammel vaddelse ud, og så lød der et skingert pib.
“Åh Gud!” udbrød kvinden og holdt hånden for munden.
Inde i sofaen var…
Flere grå kroppe gled ud af sprækken. Det var rotter store, med blanke øjne. De pilte hen ad gulvet, og hunden kastede sig rasende efter dem.
Men det værste ventede indeni. Da betjenten flængede betrækket yderligere, så de det allesammen: i sofaens mørke fandtes der et helt bo.
Den myldrede af liv snesevis af rotter, nyfødte unger, sammenfiltrede grå kroppe, der vred sig og peb.
“Hvordan kom de derind…?” hviskede manden i kørestolen og blev bleg.
Hunden gøede og forsøgte at få fat i rottene, men betjenten trak den væk. Selv han, der havde set meget, var rystet over omfanget. Sofaen, hvor familien havde siddet i årevis, set tv og underholdt gæster, var blevet til en spirende plads for mareridt.
Kvinden kunne ikke holde til det hendes hænder rystede, og hun var lige ved at skrige:
“Har vi SIDDET på DET HER?!”
Betjenten nikkede alvorligt.
“Ja. Men nu skal vi tage os af det. Dit hjem er ikke længere deres.”
Og først nu gik det op for ægteparret, at de underlige lyde, de havde hørt i ugevis, slet ikke var deres fantasi.