Forår for kærlighed
Jens Møller trådte ud gennem de tunge, udskårne egetræsdøre, satte med ynde sin mørke filthat på hovedet, rettede på det lysegrå halstørklæde, knappede frakken og klaprede muntert ned ad trapperne på fortovet med sin stok. Han trak en dyb, befriet vejret, som var en blytung byrde lige blevet løftet fra hans skuldre, og gik målbevidst væk fra det forhærdede sted. Nu var det overstået, endelig fri til næste gang! Han kastede ikke et eneste blik tilbage mod den fireetagers, gamle bygning med stuk på facaden alt for stor ære.
… Jeg nægter! Jeg nægter og du skal ikke tigge mere! udbrød han i morges, mens han smed avisen på bordet og vredt hev læsebrillerne af næsen og smed dem efter.
Åh Jens, altså! Kom nu, min ven! Det er altså nødvendigt! Jeg har talt med Anne, hun vil tage imod dig selv. Det tager ikke mere end en time, Jens. Du forstår jo selv, at i din alder og med det hjerte skal du passe på! Birthe trippede rundt om sin sure ægtemand, sukkede og rystede på hovedet. Hold nu op med det pjat, Jens. Du er jo voksen, du forstår det hele!
Og netop fordi jeg er voksen, så bestemmer jeg da selv hvor jeg vil gå hen! råbte Jens Møller.
De havde været gift i snart halvtreds år, og de seneste ti år havde Jens hjerte ikke opført sig, som det skulle. Birthe var bange. Indimellem gik tanken alligevel i sort; hun ville ikke miste ham, aldrig. Hun nægtede at slippe ham ud af syne, de skulle kun være sammen, i ét åndedrag. Birthe troede helligt på sundhedsvæsenet. Ikke på systemet som sådan, men på veninden Anne, som var praktiserende læge og lidt af en institution på Østerbro. Anne tog sig altid af Jens, gav gode råd, irettesatte og så meget mere nærmest deres private familielæge.
Efter undersøgelsen ringede Anne altid til Birthe: aflagde rapport, læste recepter op, var streng, hvis vægten var kravlet opad. Også denne dag …
Birthe! For pokker da, Birthe! Han har taget på igen! Det går ikke, du ved jo det pres på hjertet … Nej, har I siddet hjemme hos Holger igen? Jeg kan nærmest smage flæskestegen på afstand! Du tager livet af ham, kvinde! Anne skældte, og Birthe peb sine undskyldninger.
Men seriøst, de havde kun været hos Holger én gang i februar, hvor Anne selv havde været med, til fødselsdag og det hele! Jens gik jo tur hver dag hvordan blev han mon tungere?..
Hør, Birthe Du har fået dig en mand, så må du også passe på ham! Hvorfor nu ikke mig i sin tid? Så havde han kun fået havregrød og dampet torsk! Anne stoppede sig selv, børstede pandehåret til side. Nå, undskyld, jeg faldt lige lidt for meget ind i rollen. Bare rolig, Birthe, hans blodprøver er ikke, hvad de var, men det går nok. Husk nu, han skal tage medicinen og I skal begge to gå ture.
Hvorfor begge to? Tror du bare, han kan falde om på gaden? Birthe frygtede spørgsmålet.
Du er så slem til at bekymre dig, Birthe! Gå I nu bare ud. Eller bliver du en rusten maskine! Og hvornår skal du så selv til undersøgelse? Anne lød stram og travl.
Tja Anne, det bliver lidt senere. Det er jo forår, du ved, vinduerne skal gøres rene, Jens kan bedst lide, jeg er hjemme
Godt! Det er noteret … Tirsdag om en uge. Og d. 20. regner jeg med dig til fødselsdag. Knus, ven!
Anne smækkede røret på, klappede kalenderen sammen. Nå, Møllers! Gamle og genstridige. Frygteligt empatiske og bange for læger, alle sammen. Men gamle venner, fra den samme gård på Frederiksberg. Lidt senere var Anne taget til Århus for at læse medicin, bange for storbyens konkurrence og for at stikke af fra den gamle forelskelse i Jens. Så trivielt, og så ondt. Anne så sig selv pakke kufferten, grædende, lovede aldrig at elske igen
Men livet ordner sig, og Anne kastede sig over sine studier, Birthe og Jens deres hverdag, og de såes kun om sommeren, ikke hvert år.
Og så ringede Anne en dag og sagde, hun skulle giftes. Birthe blev nærmest mere begejstret end bruden selv, mens Jens blev underligt stille.
Gifte dig? Hvem er han? Anne, har du nu fortravlt? Jens forhørte sig nidkært, da Anne endnu engang ringede.
Jens, havde du travlt, da du giftede dig med Birthe? blev Anne skarp. Jeg vil også leve, elske, få børn. Beslutningen er min.
Kun Birthe tog til brylluppet; Jens sagde, han var alt for travl.
Jens, alle I mænd er så forfærdeligt selvoptagede! Du vil ikke, hun skal blive lykkelig, og så sidder du selv og mugger det går ikke. Anne græd, da vi blev gift, jeg ved det. Men sagde ikke et ord. Og du? Er du ikke glad på hendes vegne? Hun var glad for dig. Nu skal du også være glad for hende. Alt andet er tarveligt.
Birthe lod ikke Jens følge hende til taxaen, men smuttede elegant ud i forårsluften, kjoleklædt og let. Jens kunne høre ekkoet fra hendes hæle mod brostenene. Og kimen: Du er alt for selvoptaget, Jens!
Ja, han måtte indrømme, at han gik og troede, Anne også tilhørte ham lidt. Det er jo smigrende at to kvinder værdsætter én så højt, det gør én til konge og halvgud! Og ja, Birthe havde ret, han var egoist helt ind til benet.
Kære Anne, jeg kan ikke komme arbejdet kalder, snakkede han hurtigt ud i røret, flov over sin undskyldning. Jeg ønsker dig alt det bedste, kan du love mig det?
Det lovede hun.
Så blev årene lagt bag dem, børn blev voksne, Anne flyttede tilbage med sin mand, Karl, Birthe og Jens boede nu i Bagsværd. Anne derimod, hun blev trofast på Østerbro, hvor hun regnede for en slags lokal attraktion. Nogle gange gik de sammen og slentrede langs Søerne, mændene foran og diskuterede med store armbevægelser, kvinderne bagved, lavmælt og hviskende om helbred, læste bøger og syede perlebroderede billeder.
Er det dette, de kalder alderdommens tid? spurgte Birthe med hænderne omkring rækværket og blikket mod det blanke vand. Hun frygtede at blive svag, en belastning, en dukke uden vilje. Er det bare ned ad bakke herfra?
Sludder, Birthe! Du er jo ikke halvfems endnu! Vi er jo jernheste, os to! Det ordner vi, vi sender dig i sommerhus, giver dig briller og sender dig på kurophold! Karl, Jens, hvor skal I hen? Vi vil med på kanalrundfart! Ikke noget nej. Og is! Jens Møller, jeg kan ikke spore begejstring. Så må vi vel selv købe billet og finde en sød herre ombord. Kan I klare det, mænd? Kom så, lad os sejle!
Og straks trak Anne alle ud på dækket, Birthe klamrede sig ængsteligt til Jens, som strakte sig op han var jo ung med de unge. Han bejlede til to damer på én gang, Karl kunne ikke hamle op. Det var Jens karisma!
Selvtilfreds og livskraftig rødmede Jens men så skød det i knæet, alderen meldte sig trods alt, og Birthe sendte ham et strengt blik: hun brød sig ikke om alt den opmærksomhed.
Vinteren gik på teater- og operature, fortrinsvis klassikere, men Karl fik indimellem billetter til noget moderne og efter forestillingen stod selskabet tilbage med åbne øjne. De forstod det ikke helt.
Du har gjort det igen, Karl, rystede Jens på hovedet.
I skal ikke gro fast! Alt behøver ikke være som i gamle dage. Se bare ét møbel på scenen, skuespillerne næsten nøgne, og folk klapper! Nu skal vi på restaurant og blive os selv igen og vi går!
Nej nej, hjem, jeg har ondt i hovedet! koketterede Birthe.
Holger har sikkert noget mod det, alt går over hos ham hans mad virker på alt! Karl slog ud med armene, han kunne godt have været præst, der var noget mildt og tillidsfuldt over ham. Birthe forstod straks, hvorfor Anne havde elsket netop ham hans øjne blidt indfølende, akkurat som Annes far.
De var ofte hos Holger, den lille kødrestaurant i indre by, hvor de havde deres hjørne egne retter, egne minder og interne løjer, som ingen forstod udenfor.
Holger selv lav, rund, en bastant og elskelig mand, fløj af sted mellem bordene, lyttede, observerede, hviskede til personalet. Restauranten var hans liv, han havde intet andet. Alt var perfekt: stivede duge, højtblankt bestik, krystalglas, vægge i eg med årer og snit, møjsommeligt udvalgt. Holgers far havde snittet træ, bedstefaren slebet sten, bedstemoren kniplet blonder. Men Holger var alene, uforløst.
Hvorfor dog, Holger? Du er jo så rar hvorfor alene? spurgte Birthe en aften, hvor hun fik ham overtalt til at sidde med ved bordet.
Kærlighed … Jeg har ikke kunnet vinde hende. Hun valgte en anden. Hver sin vej. Jeg har mit her. Tiden løber ikke familie til mig, nej. Han løj, Birthe så det i øjnene, men han nægtede at indrømme det savn.
Holgers gæster kunne aldrig holde diæt; bare duften i trappegangen ned i kælderen drev ens appetit i gang. Duft af anis, koriander, ristet valnød, saftig grill og hjemmelavet sennep alt det fik én til at bestille og bestille Og vinen! Holger havde sine egne forbindelser, kun det bedste.
Anne brokkede sig altid bagefter over kalorierne men bøjede sig, når tjeneren kom med et kvist æblekage og stærk kaffe. Isen smeltede, hjertet smeltede … For en stund var de glad og tankeløse. Sådan skulle det være!
… Jens Møller gik ud fra lægehuset, næsten let som et barn, spadserestokken føltes nærmest som en accessorie, og han havde mest lyst til at slippe den fri, lette opad som en ballon, så let var han nu. Forår! Alt glimtede fugtigt, luften vibrerede stærene skrålede i hækkene, spurve skreg, en solsort dykkede i en sky af lysegrønt støv, en krage bar pinde væk til et rederi. Forår! Hvad rager kolesteroltal, piller og EKGer én på sådan en dag? Man bliver fuld af det solskin, denne lugt af bristeknopper, af våd jord og gammelt løv; himlen svæver højt og spænder i himmelblå bue. Sol overalt i vinduesglas og gadens vandpytter, dryppende i guldklatter, jagende vinterens skygger væk.
Alting medicinsk kontrolrum, læger, ventebænke, klor og bip fra måleapparater kunne gå ad helvede til.
Hvordan kan man bekymre sig i sådan et vejr? Man må ud snuse, leve, nyde.
Jens gik målrettet mod parken. Hjem turde han ikke gå, for der ville Birthe bare irettesætte ham efter Anne havde sat hende i alarm. Dérhjemme ventede medicin og duften af valerian men her på parkens stier, der var livet! Hundenes tunger hænger ud af munden, fuglene fløjter, sporvogne klinger, og unge par slentrer arm i arm. Ungdommen skyldte sig ud for at slubre sol i krus, glas, næver fyldt med forårsluft.
Pigerne, i fine forårskjoler, drenge i lette skjorter, ingen gad tage jakke med endnu, det blev for varmt midt på dagen.
Medicin-studerende fnisede og hoppede over plamager, hvide kitler i tasken, men nu bare unge kvinder, præcis som Birthe og Anne havde været dengang og alle de andre kvinder, som havde delt bænke med Jens i dag
Skolebørn delte op i grupper, talte deres penge, købte chokoladeboller og sad i ring på bænkene, bed af de varme rundstykker og skyllede det ned med sodavand. Usundt! Men hvorfor ikke?
Jens smilede. Han havde lyst til at slippe stokken og løbe efter, men stokken var en gave fra Birthe, og man ville se tosset ud med våde fødder … Årene sætter sig.
Han betragtede børnene i sandkassen, overvejede at sætte sig i solen men så vibrerede mobilen i lommen, det forhadte stykke teknik.
Ja ja, nu kan de finde én hvor som helst! skældte han ofte på telefonen.
Jens! Jens, hvor er du? Anne har lige ringet, hun siger din EKG var dårligt, du skal passe på, hvor bliver du af? Har du det dårligt? Kan du få hjælp? Svimmel? Dit blodtryk er sikkert tårnhøjt nu, det ved jeg. Det er tid til både medicin og frokost; hvorfor siger du ingenting?
Han prøvede at komme til orde, men Birthe holdt sig ikke tilbage. Endelig blev der ro i røret.
Birthe, min skat, alt er fint. Pak dig sammen og kom ud i parken. Jeg byder dig på en date, sagde Jens i den anden ende, lidt kry, lidt mystisk.
Hvad? Frokosten … hun tøvede, men Jens havde allerede lagt på.
Hun kom, ingen tvivl. Og hun kendte deres park de havde haft stedet i alle de år. Hver kærlighed må have et såre minderigt sted.
Birthe ankom lidt forvirret, men i pæneste stiveste puds, diskret makeup og den skråtte hatte. I hånden en lille taske, på benene fine støvler, på læberne hendes mørke, bærfarvede favoritlæbestift.
Jens! Jens! hun kaldte, han vendte sig rundt og rakte en buket anemoner frem, som han lige havde købt af en gammel dame ved hjørnet, stor og duftende. De var bundet med simpelt sejlgarn, lige som dengang han friede. Dengang var det også anemoner deres kærligheds blomster.
Åh, Jens Hvor er du sød! Birthe smilede, tøede op. Hun ville ellers have skældt ham ud, beordret varme strømper, halstørklæde, havde endda taget vanter med men det hele smeltede væk. Jens, dine led …
Glem leddene! Glem piller, diæt, du er jo ikke ung mere og al den slags jeg har et hjerte, Birthe! Og mit hjerte synger! Med foråret, endnu et forår sammen kom, kære! råbte Jens, kyssede hende, tog hende under armen, gik mod deres bænk. Hjemme ventede mager mad og medicin, og Anne var sikkert utilfreds med EKG eller blodprøve men nu, nu fyldtes de af forårets og kærlighedens luft, af glæde og sol.
Om aftenen samledes de hos Holger igen Anne og Karl kom, så kom Line, Jens og Birthes datter, og de andre dukkede op: Søren, sønnen, samt Karen og Marie, Karl og Annes piger. Holger så på dem bag gardinet i sin lille krog, fangede deres latter og smilede. Godt, at de fandtes, og elskede også Holger levede. For nylig havde hun, Helle, skrevet at hun var blevet enkefrue, hans gamle kærlighed Helle Kjær. Snart ville hun utrolig nok komme, måske i morgen og han vil tage hende i hånden og føre hende ned i sit imperium. Måske kunne de begynde forfra. Holger var ikke bange, for foråret var her, og alting begyndte på ny, og kærligheden herskede over alt.
Plant mit druekerne i den varme jord,
Kys vinstokken spire frem, pluk moden frugt,
Inviter venner ind, sæt mit hjerte til kærlighed,
Hvad ellers, hvorfor ellers, på denne evige jord… spillede troubadouren, blidt, på cafeens lille scene.
Holger fik blanke øjne. Ja, man må leve for kærlighed. Alt andet er sekundært. Uden kærlighed, ingen mening, kun eksistens. Det ved han.
