Mors tegninger
Hva så, Mikkel, er du sendt i eksil nu? spurgte farfar Egon, mens han masede sig lunt på bænken i solen og kneb øjnene sammen, da solskinnet sved. Han kiggede op på sit barnebarn.
Uden at vente på svar fandt Egon en mere behagelig stilling til sit dårlige ben, strøg lårbenet og så længe på den tynde dreng i den slidte grå T-shirt og blegnede jeans, der stod lænet op ad stakittet.
At få Mikkel til at tage nyt tøj på, forny garderoben, bare sætte håret, var noget nær en umulighed. Mikkels mor, Tilde, havde krøllet sig helt sammen over det.
Når du har været i bad, skal du straks rede håret, unge mand! Du har jo det vildeste, stive hår, og det stritter hver vej. Det skal se ordentligt ud, jo! formanede frisøren, mens hun kørte sin kam gennem Mikkels hidsige pandehår. Se, hvor fin du blev.
Men så snart Tilde havde betalt for klipningen ydmygende nok i sig selv og de kom udenfor, rodede Mikkel det hele op igen med fingrene.
Hvad laver du? Se på dig selv! Nu skal du rettes op straks! Hvor er min kam! Tilde ledte hidsigt i tasken.
Glem det! Jeg gider ikke ligne én med ko-tunge i håret! siger jeg jo! Mikkel snerrede, overhalede sin mor og gik væk i rasende tempo, ventede længe på hende ved Nørreport.
De alt for lange, slidte jeans, der slæbte igennem støvet og var flået op ved knæene, den ternede skjorte, halvt stoppet ned, halvt flagrende, alt havde han selv valgt for konfirmationspengene, hvilket bragte Tilde til vanvid, mens faren Hans bare grinede og slog det hen som ungdomstrods. Og det vilde hår, støvler med snørebånd i to farver, kæder rundt om håndleddet og tasken, trodsigt løftet næse Tilde opdagede, at alt ved sønnen irriterede hende til sidst.
Og hvem gad høre mere snak om pubertet, om trodsalder, om trang til at udtrykke sig? Heller ikke at karaktererne i skolen var ok, gjorde hende rolig.
Det er jo dit eget barn! himlede svigermor Karen over. Du må lade ham være, Tilde. Han retter sig. Jo mere du presser, jo stærkere retter han sig op og det kan du ikke lide!
Jamen, det er nemt for dig at sige, du ser ham én gang om året, jeg sidder med ham i bussen hver dag! Hvad siger du, Hans? Han skal blive til et menneske, ikke en gorilla! Forstår I ingenting?
Men Hans trak bare på skuldrene.
Sådan kæmpede Tilde ene mod sønnen, mens resten af slægten åbenlyst holdt med ham.
Mikkel stod henne ved skraldespanden, og da han var sikker på, moderen så det, begyndte han at spytte i den.
Så blev han pludselig puffet bagfra.
Skrub af, kamel! Skam dig! knurrede gårdmanden, der pludselig stod der. Kamel, det er du!
Mikkel ville svare, men Tilde trak ham allerede væk i armen.
Nu får du sommeren hos farfar og farmor, hørte du det? Jeg kan ikke mere! Du skal bo der, så kan jeg slappe af og lære, hvordan man opdrager sådan nogle som dig, mumlede hun, mens de stod på rulletrappen, tæt ind over ham. Du kører i morgen. Og du ringer ikke til Karen! Jeg gider ikke høre mere om, at jeg skal tie! Hvis du ender som tyv, er det mig, der må rede trådene ud
Mikkel kneb læberne sammen, skulede under brynene på folk, lamper, farvestrålende tøj, der flød forbi.
Han havde lyst til at springe ned og løbe sin vej. Aldrig mere vende hjem. Aldrig, hører du, mor? Længere væk fra din evige klage, din tunge parfume, dine forargede blikke.
Fint, jeg kører gerne! snerrede Mikkel. I det mindste får jeg fred!
Han ville tilføje noget barskt, men løb i stedet frem mod toget.
Mikkel dukkede først op hjemme ved aftensmadstid. Tilde havde ringet og smset halvtreds gange, men han svarede ikke. Hvorfor skulle han? Han var seksten år.
Hvor har du været? Hører du ikke, jeg taler til dig? Tilde stormede imod ham, øjnene løb. Hans! Igen er det kun mig, der skal tage ansvar! Mikkel, hvad skal der blive af dig? Du har ikke læst én bog! Hvordan skal det ende?
Hun klagede i ti minutter, mens Mikkel gik i bad og hældte gul hårfarve i pandehåret, vaskede ud igen, lavede skøre grimasser til spejlet og gik til bords.
Hvad har du lavet ved dig selv? Du er da blevet vanvittig! skreg Tilde pludselig.
Ud! Pak dine ting, du skal ud på landet i morgen! Ud af mit øje, forstår du? Ud!
Mikkel, der før havde været muggen og lidt bange, rettede sig nu op og så moren stolt i øjnene. Lille, kun 163 høj, han var næsten to meter. Hun nåede kun til hans navle, som mormor Karen sagde. Men nu hadede han hende sådan!
Glimrende, hviskede han, knyttede næverne. Jeg ville selv gå. Så kan du bo alene. Det har du bedst af. Du klarer dig uden nogen. Du skal nok også få far væk engang men jeg gider ikke engang se det! snerrede Mikkel og smækkede døren.
Sent på aftenen stak Hans ind for at tale ud, sagde at moren græd.
Pyt, far. Hun har jo smidt mig ud, svarede Mikkel, slukkede lyset.
Han var sikker på, at han og moren aldrig havde fungeret, måske allerede fra fødslen.
Tilde havde jo drømt om en datter, om kjoler, dukkesange, de pæneste, lette kjoler, Tildes mor havde aldrig købt dem til hende ingen penge, og hvor skulle man gå i dem? Men nu bugnede butikkerne jo! Hun ville have givet sin datter alt det, hun selv havde drømt om. Fritidsklub, dans, skøjteløb, tegning og musik alt!
Men man fik nu en søn. Hun anede ikke, hvordan man opdrager drenge. Alle hendes drømme brast, men hun gik løs med krum hals.
Drenge skal have tøjlerne stramt ellers løber de løbsk! sagde hun. Hun opslog ethvert skrækkeligt rygte.
Hold nu op, Tilde, jeg er da hverken drukkenbolt eller i fængsel, og Mikkel skal nok klare sig! Hans kunne ikke lade være.
De skændtes. Hans lærte sønnen alt, han kunne, men Tilde blandede sig konstant, overbevist om, at Hans intet vidste om livet.
Senere overlod Tilde heldigvis lektierne til Hans havde hverken tid eller nerver til det. Men hun havde streng kontrol med karaktererne, som om Mikkel skyldte hende at være dygtig, bare fordi hun havde født ham.
Også hvordan han opførte sig, og hvordan han klædte sig; det var hendes kald.
Men hvad var hun selv? Bare en gennemsnitlig kvinde.
Jeg skylder ingenting, råbte Mikkel ude i gangen. Kører til farfar. Basta! Jeg bliver traktorchauffør, begynder at ryge og bande, og så kan du bare lade mig være!
Han smækkede døren, stormede ned ad trappen. Men moren løb efter. Hun ville følge drengen til Vejby, ikke overlade ham til sig selv!
Nu stod de der ved lågen, hans bedsteforældre, Egon og Inga, med arme udstrakte og bød velkommen selvom de ikke var varslet.
Lad ham være her lidt! nikkede Tilde, afleverede tasken med mad. Han har slidt mig op! Se på ham… Det er for at tirre mig! Jeg kan ikke mere…
Så, så, tag du bare et hvil, Tilde. Mikkel, kom, bedstemor har bagt pandekager, Inga, giv ham creme fraiche, han må være sulten. Egon smilte.
Bedstemor Inga trak den sure dreng indenfor. Egon satte sig, rystede på hovedet.
Det skal nok gå, Tilde, det ordner sig! han nikkede til alle hendes klager. Han er ung, hed, vores Mikkel. Men du, du kunne også godt give slip på lidt, hva? Så farvede han håret, sommeren går alligevel. Det er mode nu!
I dag er det hår, i morgen er det flasken og politiet! Skal du hente ham ud derfra? Nej, Egon, jeg tier ikke!
Åh, lad nu være, Tilde! Du glemmer dig selv. Se på dig selv! sukkede Egon og gik ind.
Tilde tog hjem to timer senere med den første bedstemor-afgang.
Mikkel gad ikke engang tage afsked, nægtede mad, kravlede op i sit skjul på loftet og holdt øje ud gennem det lille trekantede vindue så moren gå. Han satte musik på så væggene rystede, bare for at gøre hende endnu mere »pinligt berørt«. Han ventede, hun ville vende sig og vinke. Gjorde hun ikke, og han blev mere vred, sparkede til de gamle kasser i hjørnet, roede i dem og blev rolig igen, satte sig med sin mobil. Ingen net. Kedede sig. Alt væltet ud på gulvet gamle haveblade, æsker, rustne hæfteklammer, knækkede fiskeflåd, dåser med undervognsbolte, snavsede bor og en rød mappe med bånd.
Han sparkede til den. Så rakte han ud og hev den hen til sig. Båndene måtte rives over.
Papbindets snore fór fra hinanden. Han lagde dem forsigtigt til side.
Han smed T-shirten, åbnede vinduet for at lade vinden lege igennem det trykkende loft, satte sig mere til rette og åbnede mappen.
I den gemtes tegninger blege, farvede blyanter, usikre streger …
En pige har tegnet det! Prinsesser, igen og igen hele albummet bugnede af dukker i flotte kjoler, sko, håndtasker, kroner, diademer, langt hår, øreringe i fine små ører.
Nedenunder: »Tilde«.
Se lige her er fremtidens kone til Shrek! snerrende han.
Morens tegninger. Mikkel havde aldrig tegnet og brød sig ikke om det. Men Tilde … Da hun var barn og det regnede, sad hun hjemme og tegnede, eller »malede«, som faren sagde.
Hvor er det smukt, Tilde! Moren smilede.
Mor, skal vi ikke sy sådan en kjole? Se, jeg har tilføjet et bælte og de sko, du viste! Kan du huske butikken? Tilde lyste op, så morens ansigt.
Moren nikkede ja, men sagde:
Engang, når vi får flere penge …
Men de penge kom ikke, og hun lavede nytårskjoler til Tilde af gardiner og duge, dekorerede dem efter bedste evne; men …
Det er bare ikke det samme, mor! Tildes hoved rystede.
De andre piger havde butikkens kjoler, vilde farver, kraver og bånd. Tilde måtte have bløde sko hun havde platfod.
Tegningerne var det eneste sted, hvor Tilde var sig selv og smilede.
Mikkel strøg over en tegning. Tænk, mor havde engang været barn, sad på en skammel og svedte over sin drøm på papiret. Og den blev smuk. Men opfyldt blev den ikke.
Han lagde forsigtigt bladene tilbage, tørrede støv væk, lagde den ned igen og satte sig, tænkte. Selv musikken gad han ikke længere
Næste dag, nær frokost, kom han ned, stillede sig ved trappen og så ud over haven.
Tag dig ikke af det, Mikkel! Det skal nok gå. Din mor er træt, og og livet i dag er skørt. Hun vil bare styre alt, og sådan har hun det bedst. Men du vil selv, det forstår jeg godt.
Hun elsker mig ikke sådan er det bare. Hun kan ikke holde synet af mig ud … svarede han og stirrede ned i sin gamle smartphone, fløjtede så, gik ud ad lågen.
Hvor går du hen? Bedstemor Inga kaldte.
Ud og lufte hjernen. Kommer snart, svarede han, mappe under armen. Hvorfor? Tja, bare for at lave noget.
I landsbyen var livet, ligesom morens sind, kedeligt, varmt, surt. Jordbærrene, solbærrene, irgaen, selv livet smagte syrligt.
Han gik på vejen, mærkede blikke bag hækkene, sad på bænk ved dammen, stirrede på fisk i vandskorpen, hørte toget summe bag træerne det var alt sammen for tomt. Jævnaldrende var her ikke, måske gad de ikke landet. Hans mors gamle kladdehæfter blev nu båret væk af vinden spild af tid at tage dem med!
Han fortrak til en gammel trærod ved dammen, rev hul i jeansene, fik våde sko, bandede så selv moren ville være blevet rød. Det var befriende at forbandes ud i luften, stolt, som en mand.
Muldvarper myldrede, én bed ham, og så fløj den i dammen, hvor en lille edderkop hentede den ned. Han forstod det ikke, men moren frygtede måske, han også kunne trækkes ned sådan
Han satte sig til rette, satte musik på i ørene, bestemt »noget vildt«, som moren kaldte det. Hun ville kun høre opera, italiensk selvfølgelig, så hun ikke forstod teksten.
Men for ham: jo mere råt, jo bedre. At slå til med ord, hårdt og ærligt.
Hans fod svingede i takt. Vandet duftede af søgræs, og en ung måge øvede sig i at jage, svævede og dykkede igen og igen uden held, og blev godt gal. Han lukkede øjnene. Og …
Pludselig fald, plask, vådt tøj.
Og latter.
Han vred sig op af søbunden, benene tunge, snublede i mudderet, vendte sig rasende.
På bredden stod en pige, solskinsgul kjole, fregner overalt, grinende med lukkede øjne og hovedet kastet tilbage.
Mikkel så ikke med beundring, men knurrede, hun skulle bare tie.
Hun blev stille, så bekymret ud.
Undskyld, skal jeg hjælpe dig? spurgte hun.
Skrid, hvor du kom fra, brummede Mikkel rød i hovedet. Jeg kunne godt selv!
Hvis du vil hoppe i, er der et reb derovre, hun pegede.
Kan selv finde ud af det! Han kravlede op på græsset, og hvad glor du på? Forsvind så jeg kan vride bukser!
Hun ville have sagt noget, men trak sig bare væk.
Mens han vred sine bukser, sagde hun stille:
Undskyld, jeg så dine tegninger, hun smilede forsigtigt. Det er vel din søsters, ikke? Flotte!
Mikkel bandede. Hvordan kunne hun røre hans mappe! Pinligt!
Min mors. Har du aldrig lært om at lade andres ting være?
Den faldt jo, papirerne røg ud. Din mors siger du? Hun må være utrolig! Kommer du fra Nielsens gård?
Mikkel følte sig slået, kastede bukserne på bænken og satte sig i underbukser. Nu genkendte han hende. Det var hende fra metroen, der væltede sine bøger.
Og du?
Jeg bor hos Bygmark, min mor har astma og skal ud af byen, så vi bor her, forklarede hun. Jeg hedder Alberte.
Mikkel, sagde han. Jeg så dig i metroen i går …
Hun rødmede.
Åh. Lad os ikke tale om i går! Jeg tabte bøgerne, snoren gik i stykker, og en venlig dame hjalp. Ikke snoren damen! forklarede hun, og de grinede begge.
De sad og kiggede på tegninger – Alberte mest. Hun fortalte, hendes mor syede kjoler, ikke de samme, men næsten.
Hvad laver I egentlig? spurgte hun.
Vi holder ferie. Bader. hånede han.
Koldt vand?
Kun vådt.
De grinede. Om aftenen inviterede Alberte Mikkel på te. Hendes mor, Vera, var rar og hjemlig, snakkede om sommer, svampe, skole, at Alberte skulle lære at sy.
Jeg ville gerne være mekaniker, men mine forældre nægtede. Tiende klasse; nu arbejder mine venner allerede, sagde Mikkel bittert.
Vi mødre tror, vi ved bedst, Vera sukkede. Bliv ikke vred på hende.
Det passer sig ikke at snakke om min mor, mumlede Mikkel og gik.
Hvad hedder din mor?
Tilde. Farvel!
Tilde Mikkelsen? Nå, så er du hendes søn! Vera lo hjerteligt.
Kommer aldrig til at vide, hun har det godt, mumlede Mikkel og forsvandt. Engang kommer hun jo, når hun vil …
Ugen efter kom Tilde og Hans med mad og en ny cykel. Farfar og Mikkel samlede den sammen.
Til hvem?
Til bedstefar og dig! Cykel med gear og bagkurv. Vi har valgt den med omhu.
Mikkel prøvede den, kørte ned ad vejen, væltede næsten naboen, stoppede ude foran Albertas havelåge.
Hun kunne ikke cykle; han lærte hende det, men holdt op med at skælde, da hun blev for forskrækket.
Om aftenen fulgte Mikkel moren til Vera.
Vera? Tilde blev overrasket, smilede til sin søn. Så mange år…
Hun så på sit slidte tøj, simple sandaler, hænder mærket af hverdag. Vera var fin farverig sommerkjole, halstørklæde, armbånd.
Tilde kunne have klædt sig pænt, hun havde råd, men alt gik til Mikkel og Hans, og først til sidst til hende selv, og så gad hun ikke mere.
Mens de unge lappede cykeldæk, trak kvinderne sig ind, og Tilde fortalte om at sende sønnen i eksil.
Altså, Tilde, i eksil bliver man sommetider til noget stort! Jeg sidder jo selv her på landet pga. astma. Men ved du hvad? Din søn fandt dine tegninger. Prinsesserne! Jeg syntes, du skulle have en kjole, mens du er her. Jeg syr én!
Vera frem med papir, skitserede, tog farvekridt, tegnede en sag, lys grøn og med solskørter.
Nej, nej, hvor sku jeg bruge sådan én … protesterede Tilde.
Du får den af mig. Vi er af samme årgang. Jeg fandt også først ud af sent, at jeg måtte tage alt for meget for givet. Efter jeg blev syg, syede jeg også til mig selv, ikke bare til Alberte. Ungdom er barsk! Men engang købte jeg billetter til min datters yndlingsband, vi lavede kjoler sammen og dansede hele natten! Øh, Tilde, nu skal vi have hjemmelavet snaps, ikke? Vera fniste.
Tilde nikkede…
To uger senere så Mikkel sin mor komme ned ad vejen, i den nye, lysegrønne kjole. Han stivnede, så smilede han stort.
Kan du li den, Mikkel? spurgte hun tøvende.
Jo da. Hvorfor?
Fordi jeg fik lyst. Vera har syet den. Pæn, ikke?
Fin! skød Hans ind. Du skal ud i lyset nu for køn bare at gemme! Men du var nu også pæn før
For VILD, rundede Mikkel af.
Han gad ikke restaurant med forældrene, sendte dem alene afsted og lavede grill med bedstefar Egon i haven. Vera, Alberte og Inga hjalp, mændene stod for kødet, diskuterede, hvornår det skulle vendes, viftede myg væk, drak kold øl og fnyste.
Mikkel brændte hul i sine jeans, Egon tabte syltede agurker, men ingen skældte ud. Det var bare godt. Selv Alberte var smuk, syntes Mikkel nervøst…
Tilde ændrede sig ikke fra dag til dag, men skridt for skridt holdt hun op med at hakke på sønnen, lærte at stole, give slip, og tænke mere på sig selv. Langsomt, men dejligt, blomstrede Tilde op.
Hans så på hende med forelskede øjne. Det havde ikke været sådan i årevis eller havde hun bare aldrig set det?
Så sendte Gud dem en datter. Mikkel så skeptisk på det bitte barn i mors hænder seksten år og følte sig alligevel lille:
Mor hvorfor er hun så rød? Er hun syg? Sådan så jeg vel ikke ud? Han skjulte ansigtet.
Hun er ikke rød, men sød, fnøs bedstemor Inga. Tilde, læg hende forsigtigt, hun brokker sig …
Tilde puttede datteren bedre.
Karens gamle hænder rodede i nu knaldrøde pandehår hos barnebarnet.
Bøj dig ned! hun hviskede i øret, da han bøjede sig. Du blev født klog og voksen, som din far.
Mikkel smilede Mikkel kiggede ned på den lille, krøllede babyhånd, der rakte op mod lyset. Han grinede akavet, men blev stående længe ved vuggen, kiggede, indtil den lille pige pludrede og sparkede med benene. Tilde lagde armen om ham uden at sige noget, som om det var første gang, hun ikke behøvede forklaring eller formaninger.
Udenfor lokkede knitrende stemmer fra haven; Egon råbte om flere pølser, Hans vinkede med grilltangen, og Vera og Inga dansede med hovedet på skrå til tynd radiojazz. Alberte stod et øjeblik og så efter Mikkel gennem vinduet, sendte et lille smil, som han godt kunne lide.
Han plukkede den slidte mappe med prinsessetegninger frem under armen inden han gik ud i solen. På trappen satte han sig mellem Alberte og Vera, åbnede langsomt mappen og lod en håndfuld hvide sider blafre ud i brisen. Alberte greb én, lo og pegede på guldsløjfen på kjolen. For første gang følte han, intet var for pinligt at vises frem.
Det duftede af grill, græs og sommerregn på afveje. Og pludselig så han det hele: Tildes drømme, sine egne forvredne forsøg på at vælge sit liv, bedstefarens lune jokes, farens omsorg alt glasur og skår på ét fad, men alligevel sammen. Ingen forklarede mere, ingen skulle rettes op. De satte sig, hvor de havde lyst, så på hinanden, buldrende latter, og ingen overhørte fuglenes tusmørkesang.
Og Tilde, i sin lysegrønne kjole, vuggede stille datteren frem og tilbage og mumlede måske til sig selv, måske til hele verden: “Måske behøver vi ikke at ligne eller rette nogen. Måske er vi bare gode nok, præcis som vi er.”
Så var det, som om lyset faldt ind gennem de åbne vinduer, og for første gang glemte alle at være bange for, hvad de skulle blive og begyndte bare at være der sammen, nu.
