– Frøken, har du nu tænkt det grundigt igennem?
Astrid kigger på katten og nikker.
– Er du virkelig sikker på, at det er det, du vil? Det er endnu ikke for sent at ombestemme sig
– Jeg har besluttet mig! svarer Astrid med fast stemme. Og nu må du holde op med at forsøge at tale mig fra det!
Det giver da heller ikke længere mening at prøve at overbevise hende. Det kommer ikke til at ændre noget.
For Astrid er det her SIDSTE CHANCE for at få et normalt liv igen, og hun har ikke skænket tanken om at give op.
*****
Den ulyksalige dag har Astrid ingen planer overhovedet. Det er hendes lovlige fridag, og hun mener bestemt, man må tillade sig selv at lave absolut ingenting mindst én gang om ugen.
Helt bogstaveligt ingenting.
Måske lige forkæle sig selv med en stærk kaffe op ad formiddagen. Og til aften nogle kogte rejer, hendes livret.
Det er let at lave, forstyrrer ikke afslapningen tværtimod gør det kun hyggen endnu bedre.
Men midt i det hele afbrydes Astrids planer af døren, der ringer. Et langt, næsten uafbrudt klokkeslag.
Samtidig mærker hun straks en underlig uro i kroppen.
Jo længere de ubudne gæster holder fingeren på klokken, jo større vokser Astrids nervøsitet.
Og det selvom hun ærligt talt ikke skylder nogen penge, betaler sin husleje til tiden, har ikke snuppet nogen andens kæreste hvorfor så uroen?
Hvorfor tænker hun straks det værste?
Måske er det bare naboen, der kommer med æblekage, eller en forvirret budmand, som har fået forkerte oplysninger? Alt kan jo ske.
Hun lister hen mod døren og tjekker i kighullet. Og springer straks tilbage som ramt af lynet.
Det hun ser på opgangen virker så surrealistisk, at hun tror, det måske er en hallucination. Derfor ser hun igjen i kighullet.
– Nej-nej, det kan simpelthen ikke passe! hvisker Astrid knapt hørbart, mens hun prøver at holde benene fra at ryste.
I det øjeblik banker de på, hårdt og vedholdende. Det lyder endda som om, de sparker med fødderne.
Og så
– Astrid, luk nu op! Vi ved, du er hjemme! Hvor længe har du tænkt dig at stirre gennem kighullet?!
Der er næsten ikke noget mere åndssvagt end at hænge desperat på kanten, forsøge at bevare balancen, og så alligevel bare kaste sig ud men netop dét gør Astrid. Hun springer, selvom hun godt ved, hvad det kan ende med.
– Hej, lillesøster! Vi troede allerede, du slet ikke ville lukke os ind! griner Frederikke og Birgitte, da de træder ind i lejligheden. Hmm, du bor da meget godt!
– Hvordan fandt I mig?
– Åh kom nu, hvor svært kan det være?
– Jamen, er det ikke det?
– Se her: man går bare ned på Borgerservice, lægger en god plade chokolade på skranken, og så har man oplysningerne et øjeblik efter.
– Siger du, det er så nemt? Astrid tvivler på, at folk på et dansk kommunekontor bryder reglerne for lidt chokolade.
– Hvis det er en mand, der arbejder der, er det langt fra umuligt, specielt hvis han synes, to søde piger gerne må inviteres ud smiler Frederikke.
– Ja! Især når vi begge to siger ja til en date! griner Birgitte.
– Så forstår jeg alt – sukker Astrid dybt.
*****
Frederikke og Birgitte er Astrids halvsøstre. De deler mor, men ikke far.
Deres forældre mødtes i bedste romantiske ånd, de blev vilde med hinanden.
Pigernes mor, Mille, var gift med landsbyens flotteste fyr og følte sig som verdens heldigste, da hun fik ham.
Men efter Frederikke og Birgitte, tvillingerne, blev født, meldte han ud, at han havde fundet en anden.
– Jeg skrider! sagde han, pakkede sine ting og gik.
Han lovede dog, at han nok skulle hjælpe pigerne, om det blev nødvendigt.
Mille blev så såret, at hun efterlod pigerne hos sin mor og tog til København for at glemme det hele.
Hvad hun ville finde i byen, vidste den stakkels kvinde ikke selv. Følelseskaos og hævntørst fyldte hende.
– Hvorfor skal du til byen, min pige? – græd hendes syge mor.
Mille sagde ingenting. Måske drømte hun om en bedre mand, som kunne tage hende ud af landsbyen, så eksmanden kunne ærgre sig gul og grøn. Måske ville hun bare vise sin udkårne, at han ikke var verdens eneste prins.
I København mødte hun en smuk mand, Jesper, og de blev hurtigt forelskede.
Hun var en flot kvinde, vant til opmærksomhed fra mænd.
Men et forhold bygget på løgne holder sjældent længe, og det gjorde det heller ikke her.
Mille fortalte Jesper, at hun var fri og ikke bundet af noget hjemsted. Hun ville kun bo med ham, leve med ham, stifte familie.
Men da Jesper fandt ud af, at hun egentlig stadig var gift og havde to børn hjemme hos sin syge mor, stoppede han straks forholdet.
Knust og svigtet, kastede Mille hårde ord af sig. Hun påstod endda, at Jesper aldrig ville kunne skabe sig en familie.
Jesper grinede bare og sagde: Heldigvis har vi ingen børn sammen.
Men dér tog han fejl Mille var gravid med Astrid, uden at vide det. Da Jesper endelig opdagede sandheden, var Astrid allerede ti år gammel.
Hvordan fandt han ud af det?
Mille skrev selv til ham, for Frederikke og Birgittes far var fuldstændig ude af spillet, og hun manglede penge. Hun kontaktede Jesper og forlangte børnepenge til Astrid.
Jesper troede ikke på hende, men Mille fik gennemført en DNA-test, og han måtte betale børnebidrag.
Han tjente godt og boede alene, kunne sagtens betale.
Milles håb blev opfyldt Jesper fik aldrig skabt sig en familie, men pengene, som skulle gå til Astrid, gik sjældent til hende. De blev brugt på Frederikke og Birgitte.
Sådan var det jo, for Mille betragtede Astrid som et uønsket barn. Den klassiske Askepot-historie, hvor stedsøstrene får alt og én må nøjes og gøre alt det beskidte arbejde.
Seksogtyve år med ydmygelser og nedgørelse Og Astrid forstod aldrig, hvorfor.
Hun gjorde altid, hvad hun fik besked på uden at mukke. Selv de ting, der ikke var passende for en pige på hendes alder.
Om natten drømte hun kun om én ting: at komme så langt væk som muligt, aldrig se mor eller søstre igen. Og en dag skete miraklet. Hun skrev til Jesper, fortalte det hele, og han tog hende til sig med advokathjælp.
Hun var færdig med gymnasiet og startede på designstudiet i København.
Hun elskede altid at tegne, sy, indrette. At skabe noget smukt det lå hende nært.
Jesper støttede sin datter i alt så længe, han var der.
Men Jesper døde alt for tidligt Efterlod Astrid sin lejlighed og lidt opsparing, der hjalp hende i begyndelsen.
Astrid kunne ikke komme sig over tabet længe. Hun havde jo kun haft ham så kort tid.
Men med tiden fandt hun tilbage, skaffede sig arbejde og fortsatte livet.
Et år efter farens død rejste hun den flotteste gravsten for ham, som for det dyrebareste menneske i hendes liv og præcis der, året efter, dukkede søstrene op på hendes dørtrin.
Hvorfor hun åbnede, ved hun ikke selv. Måske fordi hun aldrig har lært at sige nej til dem.
*****
– Astrid, laver du overhovedet mad? Lever du på sultegrænsen? søstrene blev forargede, da de så det tomme køkken.
– Undskyld, jeg havde ingen planer om at lave mad i dag. Det er min fridag, jeg ville slappe af.
– Du kan hvile dig, når du er død! Har du glemt, hvad mor sagde? skævede Frederikke.
Det har jeg faktisk glemt, tænker Astrid. Og jeg gider virkelig ikke huske det.
– Hør nu! Vi er sultne efter en lang rejse. Så se at komme ud i køkkenet og lav noget mad, imens vi installerer os på værelserne, sagde Birgitte anmassende.
– På jeres værelser?
– Er noget galt, Astrid? Du har da tre værelser. Du bor alene de to ekstra bruger vi.
– Jeg har nu ikke inviteret jer.
– Ja, vi spurgte heller ikke om lov.
– Men
– Vi er flyttet til byen for at få styr på livet, finde job vi har intet sted at bo. Vil du virkelig afvise dine egne søstre?
Astrid sukker tungt.
Hun vil allerhelst smide dem ud, men noget holder hende tilbage.
Samvittighed? Pligt? Frygt? Eller har hun bare vænnet sig til at opfylde alles krav?
Hvorfor tillader hun igen, at de overtager hendes liv og gør det til et helvede? Astrid forstår kun én ting: det kommer hun til at fortryde…
*****
Og det gør hun allerede samme dag.
Astrid bliver igen Askepot, til alles tjeneste.
Hun laver mad til tre, vasker tre gange så meget tøj, rydder op for tre. Alt sammen præcis som dengang i landsbyen.
Hun har fuldtidsjob, konstant travlt derhjemme og græder i puden, når hun kan komme til det.
Imens nyder Birgitte og Frederikke livet.
De leder ikke efter job, men er dagligt på dates, og nogle gange inviterer de fyre hjem til lejligheden.
– Piger, nu synes jeg, I går over stregen! Hvorfor tager I fremmede med hjem? Det er min lejlighed!
– Vi kender dem faktisk vældig godt, griner Frederikke.
– Og vi gør, hvad vi har ret til du som lillesøster bestemmer ikke over os! erklærer Birgitte.
Efter tre måneder forstår Astrid, at søstrene ikke har planer om at finde egen bolig.
De synes, det hele er dejligt og hvad Astrid føler, er ligegyldigt for dem.
Til sidst orker Astrid ikke hjem efter arbejde. Men hun vil ikke opgive sin lejlighed den er mindet om hendes far. Hun må finde en måde at få dem ud men sådan at mor aldrig kan bebrejde hende for at smide sine søstre på gaden.
De skal selv vælge at gå.
*****
En dag sidder Astrid foran computeren, falder tilfældigt over en artikel om en helt særlig kat Sigurd.
Sigurd er blevet adopteret ti gange og returneret ti gange. Folk har sågar tilbudt penge for at slippe af med ham.
Hver eneste tidligere ejer angav samme grund:
KAN IKKE SAMMEN.
Med store bogstaver for tydelighedens skyld.
Nogle har ovenikøbet bagefter krævet erstatning.
Min mand gik! Vi har ellers været gift i otte år! Hvad gør jeg nu? skrev en vred Signe P.
Men andre har takket internatet. For eksempel skrev en vis Jens R., at han er taknemmelig for Sigurd, fordi han fik svigermoren ud af huset. Men hvorfor levere katten tilbage? Fordi konen bestemmer, lød det lakonisk.
Astrid, der aldrig før har set Sigurd, forelsker sig straks via billedet.
Efter at have læst alle anmeldelserne går det op for hende, at Sigurd er præcis, hvad hun har brug for.
Allerede næste dag tager hun til dyreinternatet kun med én ting for øje: Sigurd skal med hjem.
– Frøken, har du virkelig overvejet det?
Astrid kigger på Sigurd nikker.
– Er du helt sikker på, at du orker? Du kan stadig nå at springe fra
– Jeg har besluttet mig! siger Astrid fast. Slut med at overtale mig!
Man kunne lige så godt forsøge at stoppe en storm. Hun kan ikke overtales.
For hende er det HER sidste chance for at få et almindeligt liv. Hun agter ikke at miste den mulighed.
– Hun er ikke rigtig klog hvisker kollegerne på internatet, mens Astrid bærer Sigurd i transportkassen. Hun kommer jo garanteret tilbage i morgen og afleverer ham
– Ja, det gør hun med sikkerhed.
Men det mener Astrid ikke. Hun ved, katten er speciel; hun venter ballade.
Men hun har trods alt udholdt søstrenes humør i årevis. Kan hun virkelig ikke klare én kat?
Hun elsker dyr og dyr elsker hende. Det her MÅ prøves, for der er ikke mere at miste. Værre kan det ikke blive.
*****
– Hvad pokker er det?! Søstrene stirrer forbløffede på transportkassen, hvor uhyret befinder sig.
Ja, uhyret for Sigurd udstøder frygtelige lyde: brummer, hvæser, fnyser.
Tilmed hyler han som en vinterstorm. Han virker farlig bare at se på.
– Det er Sigurd, Sigge, svarer Astrid uimponeret, glad for effekten på søstrene.
– Hvorfor slæber du det bæst ind i huset? spørger Frederikke, bange for at se på katten.
– Fordi jeg længe har drømt om at få en kat. Nu bød muligheden sig. Han er så sød!
– Bor her?! råber de i kor.
– Har du tænkt på at spørge os, før du træffer sådan en beslutning? Eller i det mindste informere os om dine tossede planer! brokker Frederikke sig.
– Ja, vi vil gerne spørges! Jeg har virkelig ikke lyst til at dele lejlighed med en kat, erklærer Birgitte.
– Kære søstre, undskyld at jeg ikke spurgte jer Men I spurgte heller aldrig mig, før I slæbte fremmede fyre ind. Og ja, det er min lejlighed, så jeg bestemmer, hvad jeg vil jeres mening betyder ikke meget her.
Aldrig tidligere har Astrid talt sådan til sine søstre. Men det var velfortjent.
Som barn måtte hun tage imod alt. Nu
Nu bliver det anderledes.
*****
Hele det næste døgn sover Sigurd væk, gemt et eller andet sted (ingen har hverken set eller hørt ham).
Frederikke og Birgitte tror, katten er lige så usynlig som Astrid og kommer ikke til at lave besvær.
Men de glæder sig for tidligt. På dag to begynder Sigurd at hærge lejligheden.
Ud af tre værelser er alle optaget af folk, og det finder Sigurd sig ikke i.
I hans årer løber løvens blod! Hvorfor lade aber besætte territoriet?
Så Sigurd kæmper for sin plads med alt, hvad han har.
– Astrid! Fjern din kat! NU! hvæser søstrene i telefonen, mens Sigurd vælter ting, river møbler og vægge tegn på hans raseri.
Astrid er på arbejde, og råder dem bare til at ignorere ham.
– Han leger bare, siger hun forsigtigt og prøver ikke at grine.
Søstrene barrikaderer sig på deres værelser, taler sammen kun via mobilen, går kun ud, når han sover, og da i al hast.
Men det er ikke det eneste problem. Sigurd forguder sko og tasker, der står fremme.
Frederikke og Birgitte har begge dårlige vaner der så de ender uden både tasker og sko.
Desuden efterlader Sigurd små hilsner på strategiske steder, så dagligdagen bliver et mareridt.
De beder, kræver til sidst trygler Astrid om at skaffe sig af med katten. Men Astrid svarer altid, at Sigurd er verdens bedste kat. Til gengæld peger søstrene sig på tindingen og råber:
– Ikke rigtig klog!
Astrid får dog også sit. Sigurd vælter gryden med suppe, og hun må vaske gulv. Han kradser i hendes yndlingstaske så hun syr lapper på om natten.
Men hendes designerfingre klarer det tasken ender med at se så speciel ud, at kollegerne spørger, hvor den kan købes.
Søstrene holder ud så længe de kan. Efter en måned knækker det, og de forsvinder ud.
– Er det virkelig sket?! Hvor er jeg glad! jubler Astrid, da hun kommer hjem til tom lejlighed.
Ikke én eneste ting tilbage efter dem!
Hun griber Sigurd, krammer ham og bruger ti minutter på at takke ham for hans hjælp til at jage de uønskede ud.
– Uden dig, Sigge, havde jeg aldrig klaret det! smiler hun, mens hun kysser sin lille frelser på snuden.
Ikke rigtig klog, hvæser katten misfornøjet.
Han er vant til frygt, skrig og måske endda slag. Men at blive krammet som det naturligste, uden frygt for kradsede fingre eller ansigt det er nyt for Sigurd.
For første gang spinder han.
Han lover sig selv: herfra vil han være verdens sødeste og mest eksemplariske kat.
For Astrid har udholdt alt og fortjener hans hengivenhed.
*****
Astrid er oprigtigt lykkelig.
Hun har endelig sagt farvel til søstrene (eller rettere, de flyttede endelig selv), og har fået sig en ven for livet en rigtig ven.
En, der både kan forsvare hende, lytte uden at afbryde og varme hende på en kold vinternat.
Det eneste, der nu piner hende: hvordan vil Sigurd reagere, hvis hun fører en mand hjem?
En god fyr. Omsorgsfuld, opmærksom. Ikke bare hvem som helst Kristian har Astrid kendt i årevis (de arbejder sammen). Først for nylig har hun fået øjnene op for ham.
Nu spirer kærligheden, måske endda bryllup, hvis alt går som håbet. Men hun er usikker: kan de tre overhovedet fungere sammen under samme tagDen første aften, hun inviterer Kristian hjem, sniger Sigurd sig rundt som en skygge. Han sætter sig strategisk imellem dem på sofaen, stirrer udfordrende op. Astrid er nervøs, men Kristian griner og gnider Sigurd bag øret med rolige, selvsikre bevægelser. Katten ser overrasket ud, men affinder sig til hendes forbløffelse hurtigt med denne nye indtrængende.
Senere, da de spiser aftensmad, springer Sigurd op på bordet og lægger sig helt tæt mod Kristian og da Astrid ser det, ved hun, at hun ikke har noget at frygte. Selv Sigurd har accepteret ham.
Aftenen slutter med latter, varme blikke og en tryghed, Astrid troede var forbeholdt andre. Da Kristian går, sender han hende et sidste smil:
Tak for i aften. Sigurd og jeg har en aftale om at tage os godt af dig.
Hun lukker døren og mærker, hvordan roen falder. Lejligheden er hendes. Livet er hendes. Små poter lander på hendes lår. Sigurd kurrer lavt, spinder og hun lytter, som om det var musik kun skrevet til hende.
Ude fra gangen løber latter og stemmer, men for første gang nogensinde glimter ikke én skygge gennem hendes hjem. Hun aede Sigurd bag øret og mærkede taknemmeligheden brede sig. For nu vidste hun: Askepot havde endelig lært at sige nej. Og med verdens modigste kat og sin nye kærlighed ja, så kunne livet kun blive magisk.
