Lægerne besluttede at slukke for livsstøtten til kvinden, der havde været i koma i månedsvis: Manden bad om tid til at sige farvel til sin kone, bøjede sig ned og hviskede noget forfærdeligt i hendes øre

**Dagbogsnotat**
I dag var det endelig tid. Lægerne besluttede at slukke for maskinerne og lade min kone, som havde ligget i koma i månedsvis, få fred. Hendes mand bad om et øjeblik alene for at sige farvel. Stuen var tavs, kun afbrudt af de monotone bip fra apparaterne og det svage lys fra natlamperne. Han havde siddet ved hendes side hver dag, holdt hendes hånd, hvisket kærlige ord. For alle udadtil var han den perfekte, hengivne ægtemand.
Men da lægerne fortalte ham, at der ikke var håb længere, at hendes krop langsomt gik i stykker, og at beslutningen måtte tages, brød han sammen. Som om hans sjul blev flået i stykker. Han tiggede om tid til at sige farvel. I den stille stue trykkede han sine læber mod hendes kolde pande, hviskede noget uventet noget forfærdeligt. Han anede ikke, at en civilklædt betjent stod lige udenfor og iagttog hver eneste bevægelse.
Hans ord var så bløde, som om de kun var tiltænkt hende:
*»Nu er alle dine ting mine. Farvel, skat.«*
Politiet havde mistanke i uger. Blodprøver havde afsløret minimale mængder gift ikke nok til at dræbe med det samme, men nok til at holde hende hængende mellem liv og død. De lavede en fælde. Lægerne fortalte manden om den »uundgåelige slutning« og gav ham adgang under overvågning. Og der et tilståelse, kastet ud i luften blev nøglen til sandheden.
Da han forlod stuen, mødte han to uniformerede mænd. Først forstod han ikke, men da han så deres kolde blikke, prøvede han at protestere. For sent. De førte ham væk i håndjern, ned ad den lange gang.
Hun blev tilbage. Lægerne vidste, at hendes krop kunne kæmpe sig tilbage, nu hvor forgiftningen var stoppet. Og det gjorde den. Efter få dage viste monitorerne tegn på forbedring. Fingrene bevægede sig. Øjnene åbnede sig. Verden mødte hende med en sygeplejerskes hvisken:
*»Det er overstået. Du er i sikkerhed.«*
Længe forstod hun ikke, hvad der var sket. Men sandheden kom frem. Hendes mand, som havde svoret evig kærlighed og siddet ved hendes side, havde langsomt forgiftet hende. Og det var hans egen arrogance, hans tro på sejr, der fik ham til at røbe sig selv og reddede hende.