Det rigtige valg
Lise, skat, du forstår jo godt, at det dér ikke kan tages alvorligt! sagde tante Nina forsigtigt, mens hun med en negl skubbede til de skitser, der lå i mapperne på bordet.
Hendes veninde, Lises mor, Marie Johansen, havde bedt hende tale med datteren, for som hun sagde: “Familien har hun jo slet ingen respekt for.” Hun hører ikke på moren, omfavner kun sin far, når han begynder at mumle om en “rigtig uddannelse”, så smelter han straks.
Hun render konstant rundt med alle de brædder, farver og pensler som en eller anden maler, udbrød Marie, mens de drak morgenkaffe på Ninas lille kontor. Det er noget pjat! Som hobby kan jeg forstå det, men som karriere Katastrofe!
Masha rullede med øjnene. Nina fiskede endnu en chokolade fra den flotte æske, hun havde fået foræret, og rakte sin kollega én.
Masha, Nina og Lises far, Viggo, arbejdede alle på Rigshospitalet. Læger det er et ærefuldt erhverv! Folk lytter til dem, hilser, de har altid en vis status. Og Lise burde føre traditionen videre! Men
Pigen er blevet helt uregerlig! Hun forsvinder efter skoletid, hun dukker aldrig op til forberedelseskurserne, kommer hjem og lugter af billig pålæg og terpentin, og så alle de frygtelige tegninger igen. Jeg holder det ikke ud, Nina! Lise siger, det er realisme blandet med abstraktion, men for mig ligner det begyndelsen på en psykose. Kan du ikke tage en snak med hende, du står hende ikke så fjernt? Hjælp mig! Marie sukkede og kastede et blik på uret på sit tynde armbånd, udbrød lavmælt. Arbejdsdagen var begyndt for ti minutter siden, hun måtte af sted!
Marie fór ud af kontoret på sine sko med hæle, dørene smækkede bag hende…
Om aftenen stod de begge med korslagte arme og så på, at Lise, der lige havde lagt en ny mappe med skitser på bordet, hurtigt bandt et bånd i håret, mens hun nynnede.
Lise, du bliver nødt til at tænke dig grundigt om! Det er fint, du har hygget dig med det her, men nu er det tid til eksamensforberedelser! Du skal ind! Tante Nina slog ud med hænderne beklædt med ringe.
Ind hvor? Lise glattede håret ved tindingerne og vendte sig stille om. Hun havde egentlig fjollet rundt.
Hvad mener du? Medicinstudiet, selvfølgelig! Der er ikke noget at diskutere. Vi hjælper dig, du får ekstra træning, og vi ringer også til de rigtige; du skal bare i gang! Men du skal til at læse, Lise! Tag dig nu sammen!
Nina kom til at vælte en stak akvareller, så de dalede ned som efterårsblade.
Lise satte sig straks på hug for at samle dem op.
Herregud, Lise! Hvad pokker er dét?! Tante Nina pegede på en skitse af en nøgen mand. Det dér er ulækkert! Ud med det! Marie! Har du set det her?
Gæsten greb tegningen, før Lise nåede det, og tog den med ud i køkkenet, hvor Marie var i gang med at stege fiskefrikadeller. Hun ville helst have lavet gedde, men tiden rakte ikke.
Nina løftede meningsfuldt et øjenbryn og rakte fundet frem mod Marie.
Marie standsede med stegepaletten i hånden, stirrede et øjeblik på manden, og vendte sig så chokeret.
Hvad glor I sådan på? Lise havde nu foldet armene. Det er ganske normalt, at kunstnere øver sig på menneskekroppen, det er naturligt! Han har underbukser på, det kan man bare ikke se.
Lille skat… Det er naturligt at tænke på seriøse ting, på at du er vores datter. Men at glo på nøgne mænd på tvivlsomme kunststudier det er moralsk forfald, Lise! Forfærdeligt! Marie stødte til tegningen med den olieindsmurte palet, opdagede frikadellerne var ved at brænde på, vendte dem og skruede ned. Nej, hvor pinligt!
Hun sagde det, som om datteren lige var blevet anholdt for noget slemt.
Mor, du er altså lidt dobbeltmoralsk! I læger glor på alt muligt i anatomisalen, og det tager du helt roligt! Lise nappede skitsen, sur. Den var blevet fedtet. Ved du hvad, mor, der er én vigtig forskel på os to, som gør, at du ikke kan forstå mig!
Hvad så? Nina, find tallerkner, jeg er sulten! lød det fra Marie.
Du nægter at se det smukke i mennesker. For dig er det kun organer, sygdomme, betændelser og hævelser. Jeg ser mennesker, mor! Jeg vil male dem sådan, at de elsker deres billeder af sig selv. At se på dem som maskiner og reparere dem, det vil jeg ikke. Jeg vil på Kunstakademiet, og det er mit valg.
Lise smækkede med døren, men var tilbage kort efter for at undskylde.
Nina, vil du have, jeg maler dig? I en flot kjole, sat hår, ikke i hvid kittel? spurgte hun, stak en frikadelle på en tallerken og kyssede moren på kinden.
Åh, jeg går aldrig i flotte kjoler, som du siger. Jeg har ikke tid. Arbejdet slipper mig ikke, og ja, livet generelt, sagde Nina.
Tag nu bare en på. Så letter alt det andet også, sagde Lise, mens hun prøvesmagte frikadellen, brændte sig og fnøs grinende.
Lise, nu må du tage dig sammen! Så ind og læs lektier, i morgen er der kursus du skal op i anatomi! kommanderede Marie. De har ringet til mig, du sidder og tegner hoveder i stedet for at tage noter. Det kan vi ikke have.
Hoveder? Strukturen er faktisk virkelig kompliceret, jeg kan hjælpe blandede Nina sig.
Hun tegner de andre på holdet, Nina. Og deler tegningerne ud, så hun forstyrrer undervisningen. Til foråret søger du ind. Vi sørger for, du kommer ind på KU Medicin, og Viggo arbejder på Riget. Vi har forbindelser, de må tage dig! Vi er ikke tilfældige praktiserende, vi har fortjent det!.. sagde Marie stolt.
Lise rystede bare på hovedet.
At stå mellem to ildsteder på den ene side morens overbevisning om, at Lise var født til at blive læge, som minimum kirurg, på den anden side kunstlæreren, Tim Hansen, der mente, Lise var et talent, et råt guld, der skulle slibes, hendes billeder rummede det ekstra, hvor øjnene i portrætterne, selv på de lidt usikre udkast, levede deres eget liv. “De LEVER!” sagde han, og det sagde jo alt.
Lise, du SKAL videre og lære, måske endda tage til udlandet Men først Kunstakademiet. Jeg ringer, finder folk Der er fundamentet, så kommer alt det andet sagde Tim drømmende og kiggede ud ad vinduet. Så er det livet, kunsten.
Han selv kom aldrig ind. Eller gjorde, men blev aldrig færdig, der var grunde til det. Senere havde han hverken lyst eller tid igen. Han blev autodidakt, åbnede eget studio, tog elever ind og lærte dem alt, hvad han kunne. Det var meget og det, han ikke kendte til, følte han sig intuitivt hen til.
Hans elever var dem med tvivl, dem, der havde mistet retningen.
Tim smed aldrig nogen ud. Han tog nærmest ingen betaling, han gav sig selv for heldigvis havde han ikke nogen familie, der ventede på ham. Han boede selv i samme lejlighed som studiet, og den gamle stue, badet i pletter af gulligt sollys på honningfarvet parket, fyldt med staffelier og kunststof-frugter i skåle, brugte han til undervisning.
Lises og hans møde var et tilfælde. Hun stod og kiggede på druer på torvet, men syntes aldrig, de var gode nok den ene for kedelig, den anden for bleg, den tredje for lille.
Hvis det bare er til at spise, så tag dem dér, pegede en mand bag hende. De er måske ikke så flotte, men saftige og søde. Hvis du derimod…
Lise vendte sig.
Tim Hansen, grå frakke, grå kasket, lærredspose over armen, trak på skuldrene.
Undskyld, du stod der så længe. Jeg ville bare hjælpe, mumlede han.
Jeg skal ikke spise dem, indskød Lise. Ville male et stilleben til mors fødselsdag, så hun kan hænge det i køkkenet.
Hun sagde det til ham, som om det var det naturligste i verden, han skulle forstå det.
Og det gjorde han…
Hun har tegnet siden hun var lille, sagde Marie, mens hun tørrede gaflen af i en serviet. Sæt dig ned, jeg lægger kartofler op om lidt. Men hun har altid fløjet rundt, brugt al papir i huset. De andre ville have dukker eller tog, men hun bad om farver og pensler. Hun sagde altid: Jeg VIL være kunstner! Hvad bliver dét til? Kunstnere tjener aldrig noget, Lise giver det sikkert bare væk! Det er ikke alvorligt nøgne modeller, udflugter, ‘planer’ eller hvad det nu hedder… Vilde tilstande. Hippier! konkluderede Marie og lagde endnu en frikadelle på Ninas tallerken.
Nina spiste lydigt. Træt, sulten, længtes efter at komme hjem, men Marie havde ja tydeligvis brug for at snakke ud og Lise-spørgsmålet blev ikke løst.
Lise blev meldt til forberedende hold på medicin, fordi Marie og Viggo havde forstand på det, kunne hjælpe, “skubbe” hende ind, hjælpe, rådgive. Lise pjækkede som den værste ung, og hun løj ikke engang hun sagde det rent ud.
Unge i dag har ingen skam eller ansvarsfølelse! Marie var ved at eksplodere.
Nina nikkede, men blev så stille.
Måske er det for det bedste, Marie, sagde hun eftertænksomt. Da jeg søgte ind, var jeg ikke sikker. Lægegerningen Jeg lærte det, fik job, men… jeg er jo bare en håndværker, selvom jeg næsten er afdelingsleder. Ingen næse for det, ingen snilde, du forstår?
Snilde? Det er da skrevet ned alt sammen! Vores job er ordentligt, vores løn er fin, afviste Marie. Hun ville hellere have Nina til at overtale Lise end at tale karrierevalg med hende.
Men arbejdet er tungt, hvis man ikke er på sin rette hylde, indskød Nina.
Hun søgte for at bevise noget for sine forældre og for sig selv. Valgte den svære vej, lærte latinske termer udenad og græd om natten. Gav ikke op. Hendes forældre, jævne folk, troede aldrig på hendes evner. Og kæresten heller ikke.
Du kan ikke være mere end du er, skat, sagde moren. Lad nu være, kom på fabrikken eller arbejd med far. De har altid brug for folk, der kan noget med hænderne.
Om aftenen drak hendes forældre sig under dugen og fnisede bag gardinet, og Nina gik over til veninden for at læse. Hun brød fri. Nåede det. Blev ikke som sine forældre. Men prisen var højere, end nogen ved.
Syge skræmmer hende den dag i dag. Hvad nu hvis… Der var altid tvivlen, så hun endte på kontor, førstehjælp og vagt gik udenom. Hun fandt sin plads. Alligevel havde hun drømt om at blive skrædder, designer, at klippe kjoler. Men moren, også synerske, altid træt og mat, afskrækkede hende. Så Nina blev aldrig tøjdesigner.
At male er bare at pjatte. Du ved det godt, Nina. Vores job er stabilt, solidt, det ser ordentligt ud. Nå, mere te? Kaffe er for sent! besluttede Marie. Hun satte vand over
Nina gik hjem efter en halv time under påskud af hovedpine; i virkeligheden var Marie drænende. Hun kunne diskutere Lises fremtid i timevis men Ninas egne problemer interesserede hende slet ikke.
Lise stod i vinduet, mens hun kiggede efter Ninas skikkelse i gården. Hun rynkede panden eftertænksomt.
Tim Hansen kom hjem til dem ved et tilfælde.
Så, her bor vi. Sæt dig, jeg sætter vand over. Her er tøfler! Tag dem nu bare på gulvet er koldt, klukkede Lise. Hun stak en fryseren i nussekludene.
Gæsten så genert ud, stak straks fødderne ned i de klodsede tøfler og gemte hænderne i lommerne på jakken.
Der hang en diskret parfume i gangen; ikke tung eller gennemtrængende, men svag og frisk. Behageligt.
Måske skulle jeg gå alligevel begyndte Tim.
Ej, hvorfor nu det? Det ordner jeg hurtigt! Når du har smagt teen, hjælper du mig med at vælge skitser til konkurrencen, og så er det det. Jeg synes ikke, jeg har noget godt nok!
Lise forsvandt bag døren, begyndte febrilsk at rode i akvareller og lærreder, stillede dem op langs væggen.
Nej, ikke den… Og den heller ikke… Den her kaldte mor for klatmaleri. Du ved, min mor hader, at jeg maler. Altså ikke billedkunst generelt, men at JEG maler. Hun vil have, jeg får et rigtigt arbejde som hende. Jeg går på kurserne, men ikke altid. Tim, sluk for vandet! Kedlen piber!
Men Tim reagerede ikke, han havde ikke hørt det.
Han stod og vred skjorteærmerne mellem fingrene, stirrede på familiefotografierne på væggen. Sort/hvide, forskellige størrelser. Hele Lises familie: moren i en sommerkjole, lige fået sit eksamensbevis, et smukt billede. Faren i sportstøj på Langeland, glad og rank. Lise selv, måske seks år, uden fortænder. Meget morsom og kær…
Tim! Kedlen koger over! Lise stod stille i døråbningen.
Undskyld, jeg må hellere gå, sagde han forvirret. Vælg bare selv. Det skal du gøre, forstår du…
Men Lise forstod ikke, hun havde jo nærmest tryglet ham om at komme og hjælpe! Hun måtte vinde konkurrencen, så ville moren forstå, at hendes vej var den rette.
Men han nåede ikke at slippe væk.
Marie Johansen stod i entreen og vurderede hans slidte sko.
Uvelkomne gæster brød hun sig ikke om slet ikke pludselige. Hun skammede sig over, at der aldrig var helt rent og ordentligt. Men det SKULLE der jo være hos en læge.
Lise? Er du hjemme? Hvem har vi besøg af? Hun blev stille, svelgede, trak skuldrene op.
Marie, det er en misforståelse. Jeg ville ikke Jeg er på vej ud. Kommer aldrig tilbage bare rolig. Det lover jeg.
Lise så uforstående til, men gik pludselig beslutsomt imellem.
Ingen går nogen steder! Mor, tag overtøjet af, sæt dig teen er klar, der er kager i køleskabet Jeg varmer restemad, og så snakker I. Mor, det er min kunstlærer. Han hjælper mig med at udvælge billeder til en konkurrence. Hvis jeg vinder, får jeg et legat til kunstskolen. Og så
Marie afbrød sin datter.
Hun lod tasken falde og gik målbevidst hen til gæsten, knyttede hænderne og stirrede ondt.
Dig? Igen dig? Hvornår stopper det? Ud af mit liv, hørte du! Forsvind! Hvis jeg ser dig i nærheden af Lise, så… Du forleder hende jo, hele den maling! Det er derfor Lises hoved er fyldt med sådan noget! Marie begyndte at le, nervøs og grimt. Det er vel bare skæbnen, ikke? Giver ikke slip på mig…
Hun gik forbi Tim ind i køkkenet og begyndte at rode med tallerkener for at overdøve stilheden.
Lise, jeg smutter, hej, Tim tog sko på og skulle til at gå, men Lise stillede sig i vejen.
Slet ikke! Du skal ind til hende og tale, som to voksne. Åh, hvorfor skal I gøre alting så besværligt?! pegede hun bestemmende på køkkenet.
Han adlød, som han så ofte havde gjort før.
Nogle gange har jeg tænkt, om Lise virkelig er Viggis barn, hengav Marie sig. Biologisk ja, men sindet… dit! Hun tror, hun skal være den nye Anna Ancher! Komisk Herregud, vi gik jo også fra hinanden pga. det, ikke?
Hun så på Tim, der hældte te op.
Sukker i skabet, og beklager, ingen stykker, kun stødt, sagde hun.
Hun huskede det hele. Hvordan han altid brugte for meget sukker, hvordan han om morgenen kom med markblomster, selv når hun hellere skulle have været til morgenkonference.
De havde haft kærlighed. Ægte, rigtig kærlighed. Men ingen fremtidsplaner; Tim brød sig ikke om at planlægge. Det handlede om nuet. Han malede Marie igen og igen, og nogen af hans værker blev solgt til rige folk. Det var mærkeligt, men Marie blev set af fremmede mænd på lærred.
Du vendte aldrig tilbage dengang… Jeg lette, troede der var sket noget. Men så dykkede jeg ned i lærebøgerne, tog ekstra vagter for at glemme. Jeg tager kaffe, lad nu skeen være! kommanderede Marie.
Tim standsede straks.
Jeg fik tilbud om at tage med en gruppe til Venedig. Det var så fristende Jeg udviklede mig virkelig der, lærte så meget!
Ja, jeg forstår. Netop derfor får Lise ALDRIG lov at leve på den måde. Kun som hobby, dét der maleri. Hun skal have et rigtigt arbejde og blive et ordentligt menneske, svarede Marie.
Ikke alle kunstnere er som mig. Ikke alle svigter. Det er ikke selve faget, der er noget i vejen med. Der er kolde og kyniske læger, ligesom i alle andre fag. Min egen mor hende lærte du aldrig at kende. Hun døde næsten glemt på hospitalet i en alder af 85 Siden da har jeg hadet læger. Ikke dig, ikke Viggo. Bare professionen. Vi er selv skyld i det Undskyld mig. Gør nu ikke Lises liv svært på grund af mig
Marie rejste sig så hurtigt, at hun skubbede koppen omkuld. Teen bredte sig på dugen, men hun var ligeglad. Med røde, rystende læber rystede hun på hovedet.
På grund af dig? Tror du ikke, du tillægger dig selv for meget betydning? Jeg skal nok finde ud af det med Lise selv og det skal hun også, forstår du?
Tim forsvandt hastigt ud, paraplyerne faldt på gulvet…
Marie græd, triste og mascaraen løb.
Mor, han er virkelig en ensom person… Ikke møbler, men tomhed i hans hjem. Han bor faktisk i sit atelier, hvor vi maler. Og køkkenet er bare… ingenting. Uden sjæl, Lise omfavnede sin mor, græd med, Du elskede ham, ikke? Hvis du vil, kan jeg lade være med at male mere? Hvis det gør dig ked af det, så stopper jeg. Jeg kan godt søge ind på medicin.
Men Marie kiggede på hende, tørrede kinderne og sagde:
Nej, Lise. Du skal gøre det, du føler for. Du skal ikke lade mine spøgelser påvirke dig. Lev dit eget liv. Jeg håber, jeg har lært dig at elske. At støtte. Ikke svigte. Ja, ikke?
Lise kyssede moren på skuldrene, hænderne, kinderne, og Marie beroligede sig, drak lidt vand, snøftede og lo.
Nej, Lise. Du kan ikke blive kustode. Du kunne knap nok bestå idræt grinede Marie. Må jeg male dig og Nina? Flot, ikke i kittel. Nu skal vi have te og vi har stadig kager! Hvilken vil du have?
Marie kiggede på Lise; pludselig følte hun sig fri og let. Endelig havde hun sluppet det. Hun tænkte ikke mere på Tim og var ikke vred længere. Alt var, som det skulle være.
…Lise stod i hjørnet af gangen på Kunstakademiet. Den lange kø skræmte hende lidt.
Frøken, hvad har du der? Et portræt? Dem afleverer man på første sal brummede en stemme bag hende.
Samson! Det er jo ikke flasker, man bare kan “aflevere”! rettede en lav, rund dame med briller. Frøken, op ad trappen, der tager de portrætterne. Samson, hjælp hende nu! Hvor finder man sådan nogle unge mænd?
Lise kiggede hurtigt op på den unge mand foran sig. Ikke just en kunstner brede skuldre, solide hænder, ikke klassiske kunstnertræk, men sympatisk.
Kom med dine billeder, vi får dem afleveret! Og jeg hjælper bare til her sagde Samson. Jeg læser egentlig ingeniør på DTU. Vi har forresten danseaften snart, du skulle kigge forbi! Jeg danser dårligt, men… mit navn er Alexander.
Hun kom. Og Alexander dansede frygteligt, men det var bare sjovt!
Lises værk to kvinder i aftenkjoler foran Det Kongelige Teater blev studeret længe. Især af én fra bedømmelsesudvalget, der skiftevis tog brillerne på og af, gik frem og tilbage.
Er du ikke tilfreds, Ove? Jeg synes det er genialt! grinede en fra baggrunden, Søren, fra Kunsthåndværkerskolen. Smukke kvinder, klar til kunst. Det er da skønt! Åh, hvis man dog var sytten igen
Ove kiggede stadig. Han måtte ringe til Nina. Det er hende, ikke? Eller var det et tilfælde? Måske skulle han alligevel ringe sådanne møder sker ikke uden grund
Nina sad hjemme i lænestolen, hun smilede. Lige før havde hun taget telefonen Ove, den Ove, fra fortiden, var høflig og diskret, ville mødes. Hun sagde, hun ville overveje det. Lise havde virkelig malet hende smukt selv Ove havde genkendt hende. Hvor var livet dog fantastisk alligevel!
Det havde hun ikke tænkt i årevis nu følte hun det virkelig.
