Sammen er det lettere!
Mor, synes du jeg er pæn? spurgte lille Lærke, mens hun snurrede foran spejlet iført kjolen, som hendes mor lige havde syet. Hun skubbede pandehåret tilbage, puffede det så ud igen, trak ansigt til spejlet, før hun drejede sig rundt. Mooor! Synes du jeg er pæn? gentog pigen højere, vendte sig om. Sig det nu, mor, hvorfor svarer du ikke?
Dig? sagde Camilla og så oppefra og ned på sin syvårige datter, rettede hurtigt bæltet på kjolen. Helt almindelig. Kom så af med kjolen, den bliver krøllet, og se lige på dine hænder! Fuld af blæk.
Lærke slog armene rundt om sig selv, rystede på hovedet. Mor havde sagt hun bare var “almindelig”, men Rebekkas mor sagde altid til hende før skole, at hun var den bedste i verden, og at hun elskede hende højt. Men Camilla Elsker hun overhovedet Lærke? Eller kun lidt, måske
Du er så smuk, min pige! lød det fra sofaen, hvor Lærkes farmor, Kirsten, sad. Kirsten var Camillas afdøde mands mor; han var gået bort for et halvt år siden, og nu hjalp farmor af og til med Lærke, hentede hende, hjalp med lektierne, men boede ikke fast hos dem. Mor beder dig, Lærke, tag nu kjolen af, så vi kan lægge den pænt og hænge den op. Du får den på til i morgen.
Lærke så trist på farmor. Men farmor siger det kun for at trøste, tænkte hun. I virkeligheden er jeg grim og har grim næse, mærkelig mund og øjne, og mit pandehår driller
Mens Lærke stod med tunge tanker, pakkede Camilla symaskinen væk og ventede utålmodigt på, at datteren ville tage tøj af.
Så, Lærke! Skal jeg sige det hundrede gange? Camilla begyndte at lyde irriteret. Hvor længe skal du stå der og fjolle? Hvad er du, en lille abe? Af med kjolen nu, jeg skal begynde på aftensmaden. Kirsten, har du set mit målebånd? Hvor kan det være blevet af?
Hvad skal du bruge det til? Farmor så sig omkring, men fandt ikke noget målebånd.
Ville måle gardinerne op senere på ugen Nå, whatever Kom så, Lærke, af med kjolen og vask hænder! Skynd dig nu! Hver gang skal du tude! Camilla begyndte igen at miste tålmodigheden, selvom hun havde svoret, at hun ikke ville hæve stemmen, ikke ville være så hård; ville være blid og omsorgsfuld, som andre mødre. Men kræfterne slap op. Selv i dag, en ekstra lang og tung dag. Måske fuldmåne? Eller hun var bare udmattet
Camilla arbejdede hele dagen bag disken i en lille dagligvarebutik i Vanløse.
“Ekspeder lige et halvt kilo pølser! Frøken! Ikke dem, jeg vil ha de store! Hvad stiller I op her?” råbte en kunde tidligt på dagen en fin dame i rød frakke og hat. Camilla studsede over at sådanne kunder handlede i denne lokale købmand. Men fruen skrev efterfølgende klage hun havde fået pølserne i en forkert pose. “Hvad er nu det? Jeg sagde blå pose sådan en som I plejer at have! Ved De slet ikke noget om farver, damen, dog!”
Desværre, de blå poser er desværre udsolgt. Vi har kun gennemsigtige tilbage, Camilla svarede med tænderskær.
Skal jeg nu gå gennem byen, så alle ser jeg slæber rundt på pølser?! kutrede damen hidsigt, kyldede posen tilbage. Jeg spiser ikke sådan noget! Det er til min far, forstået? Find nu en pose til mig, ellers brokker jeg mig til lederen.
Der var ikke nogen pose. Damens klage blev skrevet, og hun gik, efter modvilligt at have trykket de stakkels pølser ned i tasken
“…Er mælken frisk?” spurgte en ældre herre og bankede med stokken på disken.
Camilla hev en karton frem, viste datoen. Han brugte tiltaleformen “dame” med så tør vrede; det stak hende.
Dame! Hvad siger De? Har I skrevet en forkert dato på? Kig nu, naboer, det er snyd, det her! Snyd overalt!
Mandens briller blev rykket helt frem på næsetippen, han granskede mælken, før han brummede:
Jeg tager den. Men skam få jer da, dame! Svindlere overalt!
Han smed mønter på disken, som om de skulle ramme hende, og tog mælken og gik. Køen betragtede ham med blandede blikke.
Sådan en fra gamle dage! Dengang var alt bedre, og ingen rodede rundt som nu! Mumlede en dame nede bagerst, de ældre nikkede, de yngre var tavse.
Giv mig af den pølse, og den der, og den Hvad?? Jeg sagde 200 gram hver! Sagde jeg ikke? Jeg siger så, du ikke skal stå her og snakke tilbage til mig! Hvad har du slået ind?! råbte næste kunde, blikket mod Camilla, der blegnede.
Gå væk! Jeg gør det selv! tromlede kollegaen Marianne hen, en solid kvinde. Hold dog inde, hvad råber De for? Værsgo, tag varerne og pengene? For lidt betalt, min herre. Jeg henter betjenten, hvis du ikke opfører dig! Marianne tårnede sig op over ham. Tilfreds? Hvem er næste blevet muggen? Kom bare an! Jeg har også nerver, jeg skylder jer ikke noget!
Marianne fejede køen til side med sin voldsomme stemning og kiggede under disken, hvor Camilla sad med forklædet i munden i tårer.
Hvad er nu det? Rejs dig, Camilla, de er ikke dine tårer værd! beordrede Marianne og rakte hende hånden, men Camilla vendte sig væk.
Hvorfor er de efter mig? Jeg kan ikke gøre for, at der ikke er poser, eller at mælken har de datoer! De elsker bare at brokke sig! Camilla græd, tårer og frustration i stemme og ansigt.
Du ved jo, Camilla, det er ikke dig. Folk er trætte, usikre, måske har de det svært derhjemme Vær ikke så følsom. Marianne sukkede, roede blandt mælkevarerne for at rette prismærker.
Ikke reagere? Skal jeg bare finde mig i det? Jeg er tæt på at segne! Og Lærke vil have hjælp til lektier, og jeg hader det hele, forstår du? Jeg vil have Thomas tilbage! Min mand! Det hele er bare væk! Og ingen forstår eller hjælper! Camilla rev forklædet af, stormede ud bag butikken og satte sig på en kasse i gården, trak cigaretten frem, sugede ind. Gnisten brændte, røgen blev langsomt pustet ud.
Ryge måtte hun ikke derhjemme den mindste hostede. Så måtte hun stå på altanen og fryse. Herude var der skrald og kulde, men hun følte sig lidt mere fri.
Camilla frøs altid nu, om morgenen når hun trak Lærke til skole, i butikken, på vej hjem, om natten intet hjalp, ikke engang hjemmestrikkede sokker. “Det er nerverne,” sagde de på lægehuset. “Tag på ferie, få massage!” De havde givet henvisninger.
Men hun smed dem væk Thomas fik også så mange aftaler, piller, behandlinger. Det hjalp ikke. Nu var han væk. Læger kan holde deres massage for sig selv!
Hun måtte bare klare sig, på en eller anden måde.
Camilla! Kom, det er din tur! Marianne lænede sig ud i gården, fik øje på hende. Det er min pause.
Jeg kommer sagde Camilla, tog et sidste hiv og smed cigaretten i vandpytten.
Fik du ro på? spurgte Marianne, mens hun satte sig i hjørnet med sin suppe. Nerver Men du skal ikke tage det så tungt, Camilla. Min mor sagde altid: »Folk, der laver ondt, har selv ondt indeni. Det er som hoste du kan ikke holde det væk
Min mor sagde bare man ikke måtte stjæle. Hvor har du den pølse fra? Camilla spidsede til, pegede på de fine skiver “medister” på bordet.
Købt! Ja, jeg har kvittering! Marianne smilede skævt. Spis, Camilla, mens du kan. Snup noget brød, du er alt for tynd.
Tak, Marianne. Camilla nappede en skive og tyggede langsomt. Marianne hældte rød saft i hendes glas, men nu kom kunderne igen. Camilla trak forklædet over hovedet og gik tilbage til kassen.
De lukkede først klokken ni. Hun begav sig hjem til lejligheden i Vanløse. Kirsten havde allerede hentet Lærke, sikkert i gang med lektierne.
Camilla gik langsommere hjemad. Hun kunne tage bussen, men trak tiden. Hjemme ventede sorgen, og måske var det bare nemmere at flytte helt væk, men så skulle hun finde ny bolig, sælge denne, ordne alt selv Det ville ikke redde hende. Eller tage hjem til forældrene i Jylland? Nej, der ville mor bare kalde Lærke for forældreløs og hende for enke så dystert et ord. Nej, heller ikke en mulighed.
Camilla så op på de oplyste vinduer. De ventede på hende. Hun skulle sy kjolen færdig til Lærkes skolefest om to dage: “Farvel til alfabetet”.
“Hvorfor kan de ikke bare have hverdagstøj på? Hvad er det for et påfund? tænkte Camilla og rynkede på næsen.
Hun havde engang elsket at sy, men nu føltes det uoverstigeligt. Hun ville helst lægge sig på sofaen, lukke øjnene og forsvinde ind i stilhed, ikke nødvendigvis søvn, men bare forsvinde.
Men Kirsten ville straks kalde hende op, eller også ville Lærke komme løbende med en bog eller et hæfte, der skulle checkes.
Hun orkede ikke. Marianne sagde, Camilla havde en depression. Men bare fordi det havde en pæn diagnose, blev det ikke lettere. Den kom jo ikke til at forsvinde, for Thomas kom aldrig hjem igen.
Lærke! Forsigtig! Åh, nu har du revet kjolen op! råbte Camilla pludselig, da hun så en syning slippe. Uduelig! Så må du sy selv! Hent nål og tråd, sæt dig.
Lærke stod med store bange øjne på kjolen, mod spejlbildet pigen i spejlet var lige så bange: bleg og forvredet, ikke køn.
Jeg kan ikke Jeg kan ikke sy, mor peb Lærke. Undskyld, mor! Det var ikke med vilje! Hårnålen hang fast, jeg kan ikke gøre for det! Mor!
Grædende greb Lærke Camillas hænder, stirrede op i hendes ansigt og forsøgte at give hende den revne kjole, men Camilla kyldede den tilbage på sofaen.
Jeg er så træt af det hele! Camilla eksploderede. I kræver bare mere og mere! Jeg står alene med det hele! Gå ind på dit værelse med din dagbog! Og hvis du har fået mindst, skal du ikke til skolefest! Så kan du lære det, Lærke! Hænderne fulde af blæk, og hul i strømpebukserne! Har du sprunget rundt på bordene igen? Hun åndede tungt. I morgen bliver du hjemme, forstår du!
Camilla, nu må du altså tage dig sammen, sagde Kirsten stille, lidt rådvild. Så syr jeg da strømperne, det kan ingen se. Hun er lille, børn ødelægger ting, det sker i skolen… Giv mig nål og tråd, så fikser jeg det.
Hun kan selv! Den lille synder. Mor, er jeg pæn? Camilla lod stemmen gå i falset. Lær at holde styr på tingene først, så kan vi tale om skønhed! Dagbogen, Lærke!
Camilla slog hånden i bordet, kopperne klirrede. De havde ellers ville drikke te og spise hindbærkage, som Lærke elsker men nu, ingen hygge mere.
Lærke græd ukontrolleret, klamrende sig til den ødelagte kjole.
Giv den her! Camilla rykkede den ud af hænderne på datteren, så stoffet rev mere op. Så kan det også bare være lige meget! Nu gider jeg ikke mere! Jeg har ikke flere kræfter! Gå væk, alle sammen!
Nu græd Camilla også, skubbede Lærke ud i gangen og smed sig ved bordet. Trykken for brystet, prikker for øjnene, hun ville bare skrige og ryge, alt var håbløst.
Nu må du stoppe, Camilla, Kirsten satte sig ved siden af. Tårer løser intet. Du har gjort Lærke ked af det Hun havde glædet sig sådan, og du straffer hende. Hvorfor? Hun er jo bare et barn
Hun skal lære at passe på sine ting! Jeg kan ikke købe nyt hver uge. Prøv selv en dag i butikken, mærk hvordan det føles at blive svinet til! Camillas stemme var hård. Så kan vi da deles om det! Skal vi aftale det?
Hun grinede vredt. Hun var provokerende, skarp men hun kunne ikke stoppe sig selv.
Så nok er nok, Kirsten nikkede, tog sin taske, trak i frakken. Jeg går nu, Camilla. Jeg henter gerne Lærke fra skole, hun kan være hos mig, hvis du ikke vil have os her. Men jeg vil aldrig kræve penge, jeg lever fint for min folkepension. Klandr mig ikke for penge. Men forstå, Camilla: Nemlig at skubbe dit barn væk, straffe og afvise det kommer alt sammen igen. Børn opsuger det hele. I dag får hun skæld ud, i morgen er hun ude af døren, måske for altid Hvis du ikke kan give hende varme og omsorg, så mister du hende også. Hvem vil blive, hvis hun ikke bliver elsket?
Jamen Camilla begyndte, men Kirsten slog alvorligt hånden i bordet og tavsheden tog over.
Vil du gøre regning op for et stykke brød? Har du samvittighed? Det du gør dagligt, det kan enhver ansat på et børnehjem også men du er hendes mor! Hun har brug for din kærlighed. For hende er du den smukkeste, den klogeste og den mest kærlige. Det skal hun høre nu.
Det er let for dig, Kirsten! Camilla øjnede hende hidsigt.
Ja, jeg er sikkert den, der har det lettest! svarede Kirsten syrligt. Du har mistet din mand, men jeg har begravet min søn. Og intet kan ændre det. Jeg går hjem nu; men husk, man kan dele sorg mellem sig, så bliver den mindre. Men hvis du bliver ved at skubbe folk væk, så står du alene. Så hvorfor skal vi blive, hvis du kun vil bide?
Du forstår ingenting! Jeg har ondt! Min mand blev taget fra mig! Jeg ved ikke hvordan jeg skal leve, eller hvorfor! Jeg kan ikke finde ud af det! Camilla knugede hovedet mellem hænderne.
Du må lære det. Jeg lærer, og det må du også. Sammen er det lettere. Men beslut det selv Kirsten tog sko på.
Lærke kastede sig om halsen på hende.
Farmor, må jeg godt gå med dig? Vær sød Jeg er bange for at være hjemme, mor er så vred hviskede hun.
Nej, lille Lærke, du må blive mor får det snart bedre, og I bliver gode venner igen. Hun har brug for dig, hun har så ondt indeni. Pas på hende og tilgiv hende. Kom, giv mig et kys, og husk du er verdens sødeste pige. Far og mor elsker dig, ikke?
Lærke nikkede, selvom tårene pressede sig på. Farmor forsvandt ud med dørens klik, og stilheden bredte sig som et tungt tæppe i rummet. Alt føltes kvalt og varmt, kun sløret af tårer.
Lærke sad en stund inde på værelset, vaskede så blækket af hænderne i køkkenet, vaskede ansigtet, selvom øjnene stadig var røde af gråd.
Hun satte kedlen over. Mor kunne bedst lide myntete. Hvor var teen? De snoede blade. Det duftede af sommer og af far Thomas havde plukket mynte til Camilla, tørret dem på garagetaget
Stille kom gråden tilbage. Tekanden røg på gulvet, mynten fløj ud.
Camilla kom løbende troede Lærke havde brændt sig.
Hvor gjorde det ondt, skat? Har du skoldet dig? Camilla slog armene om datteren, kyssede hende i håret.
Her gør det ondt, mor her Lærke pegede på sit bryst. Far samlede mynte, kan du huske? Tænk hvis du også dør, mor? Hvad skal der så blive af mig? Jeg kan ikke være alene
Nu græd de begge, sammen. Sorgen blev delt, blandet i tårer på gulvet. Stjernerne så ind gennem køkkenvinduet måske var én af dem Thomas?
Senere, da Lærke lå i seng, begyndte Camilla at ordne kjolen. Tænk, så galt det gik i dag men mon det kan rettes op? Det må det!
Kirsten, er du oppe? hviskede Camilla i telefonen. Undskyld Jeg sagde forfærdelige ting, sådan mener jeg ikke
Et øjeblik lød kun stilhed, lidt summen fra røret. Til sidst sagde Kirsten:
Jeg forstår dig, Camilla. Det er svært, men vi må holde sammen. For Lærkes skyld, og os selv. Livet stopper ikke, vi må bruge de kræfter vi har, én dag ad gangen. Lidt efter lidt bliver det lettere. Græd ikke, så græder jeg også! Godnat, kære. Hvad med skolefesten kommer Lærke af sted?
Ja. Jeg syr alt i nat. Hun skal afsted
Kirsten nikkede. De havde mange ting at lappe sammen, sår at hele, tanker at vende. Men det var til i morgen. Nu skulle de sove. Nogle gange kom Thomas til Kirsten i drømme; han var bekymret for Camilla, men Kirsten sagde altid, Camilla var stærk at alt nok skulle gå. Thomas smilede og forsvandt ud i morgengryets skær. Endnu en dag bare for livet.
