Slip fortiden
Skal vi ud at rejse et sted hen? spurgte jeg overrasket, da jeg trådte ind i stuen og så, at Mads var i gang med at pakke sine ting.
Jeg var lige kommet hjem fra arbejde, og han havde ikke nævnt noget. “Måske vil han overraske mig?” tænkte jeg.
Nej, vi skal ikke nogen steder hen, svarede Mads uden at se på mig. Det er mig, der forlader dig.
Hvad mener du? Er det en joke? For i så fald er det en dårlig en af slagsen.
Det er ingen joke, Maria, mumlede han, mens han trak skjorten fra skabet, den hvor han havde tænkt sig at fejre nytår i. Forresten, ved du, hvor mit pas ligger?
Ja, det ligger i den tredje skuffe i kommoden. Kan du ikke bare forklare, hvad der sker? Du skræmmer mig.
Maria, du er svær at forklare noget til, smilede Mads tørt. Jeg forlader dig bare. Kan du se, vi har ikke længere nogen fremtid sammen. Du er en sød pige, og vi har haft det godt, men…
Hvad så, Mads?
For et par dage siden mødte jeg Louise. Du ved, hende jeg gik i folkeskole med…
Og?
Ja, altså… vi sad på en café, snakkede sammen og mindedes gamle følelser. Vi besluttede, vi skulle være sammen. Jeg elsker hende, forstår du det? Jeg har elsket hende siden 10. klasse.
Betyder det, at du aldrig har elsket mig? poserne med dagligvarer faldt ud af mine hænder.
Dig? Med dig havde jeg det bare godt… Men det er Louise, jeg elsker, sagde Mads, gik forbi mig, tog sko og jakke på, og forlod lejligheden uden endnu et ord.
Jeg stod målløs i flere minutter og kunne ikke begribe, at det, der netop skete, var virkelighed og ikke et mareridt.
Der gik et stykke tid, før det gik op for mig… At jeg var blevet smidt ud som et ligegyldigt stykke legetøj.
Og ikke bare dét han gjorde det tre dage før nytår, hvor jeg kun havde haft tankerne på, hvilken gave han skulle have, hvordan jeg skulle pynte juletræet og hvad for spændende retter jeg skulle lave nytårsaften… “Hvordan kunne han gøre det?!”.
Jeg satte mig tungt ned på hug op ad væggen, skjulte ansigtet i hænderne og begyndte at græde hæmningsløst.
Aldrig havde jeg troet, det kunne ske for os. Der havde ikke været tegn. Jeg elskede Mads, og jeg troede også, han elskede mig. Vi havde sågar talt om at gifte os snart.
I et helt år havde vi boet sammen, og alt føltes så rigtigt. I hvert fald indtil i dag.
Okay, jeg havde mærket lidt på det på det sidste. Han var blevet mere indadvendt, svarede kortfattet, sad længe foran computeren om aftenen. Jeg havde slået det hen som stress det var jo årets slutning, og Mads havde et stort job i en stor virksomhed.
Han sagde aldrig noget, og jeg ville ikke mase på. Hvis han ville sige noget, gjorde han det nok selv.
Det gjorde han så nu…
Han havde ikke engang forsøgt at pakke det ind eller tage særligt hensyn.
Træt kæmpede jeg mig ind i sengen, trak benene op under mig og tudbrølede hele natten igennem.
Dagen efter blev jeg liggende og stirrede på billedet af Mads og mig på stranden. Det var fra vores sommerferie sammen, den hvor jeg første gang følte, at jeg virkelig elskede ham.
Vi havde planlagt at tage til Skagen til nytår, men nu… Nu blev det ikke til noget. Hverken Skagen eller at møde hans familie.
Tomme tanker fyldte mit hoved, og det dragede så bittert.
Min bedste veninde, Louise, ringede utallige gange for at mødes, men jeg havde ikke lyst til at tale eller se nogen. Først ignorerede jeg opkaldene, så slukkede jeg bare telefonen.
Jeg magtede ikke småsnakken. Hvad kunne man i det hele taget sige når hele ens tilværelse pludselig havde mistet mening?
Før jeg gik i seng, åbnede jeg alligevel min computer og gik ind på Mads Facebook.
Det skulle jeg aldrig have gjort…
Der lå nu dusinvis af nye billeder, hvor han krammede den nye pige tydeligvis hans gamle skolekæreste, Louise, forbandede være hende!
“Hvordan kan han vælge hende?” tænkte jeg, mens jeg studerede hendes billeder. “Der er da ikke noget særligt ved hende…”
Jeg fik lyst til at skrive til hende, men lod være i sidste øjeblik det ville jo ikke ændre noget.
Jeg klappede computeren sammen, lagde den tilbage og krøb sammen i sengen for endnu en græde-tur. Jeg elskede ham virkelig, men han…
… han havde bare ladet som om.
Dét gjorde det dobbelt så ondt.
*****
Jeg blev vækket brat af, at nogen bankede hårdt på døren. Så voldsomt, at jeg først troede, det var naboerne, der var i gang med en nytårsrenovering.
“Måske er det Mads, der er kommet tilbage?” fløj det igennem hovedet, mens jeg nærmest sprang ud af sengen og løb ud til døren.
Mari, du er levende! råbte min veninde Lene og kastede sig om halsen på mig. Jeg havde allerede opgivet håbet og var på vej til at ringe til politiet. Hele dagen tager du ikke telefonen og slukker den så helt. Jeg troede, du og Mads var gået offline sammen du kunne da bare have skrevet, så jeg ikke bekymrede mig!
Gæt igen… svarede jeg, mens tårerne igen løb ned ad kinderne.
Hvad er der da sket? Har I skændtes? I havde det jo ellers så godt.
Det havde vi også… Men han har forladt mig.
Forladt DIG? Mads? Det kan ikke passe, udbrød Lene chokeret.
Det troede jeg også. Men sådan blev det. Jeg fortæller dig det hele, mens du laver kaffe.
Og mens hun lavede kaffe, fortalte jeg alt.
Helt ærligt… Det er sgu vanvid, vrissede Lene. Han virkede så fornuftig, så ordentlig. Men at forlade sin kæreste lige før nytår… Bare pakke sammen og gå.
Kan du forestille dig det?
Og har du overhovedet set hende? Louise? Er hun sådan en fotomodel, eller datter af en eller anden rigemand?
Jeg hentede computeren og viste hende billederne af Mads og hans nye kærlighed. Der var kommet endnu flere nye billeder til.
Jamen altså… Fuldstændig kunstigt fyldt ud. Og øjnene iskolde! Hvad ser han dog i hende?
Det var hans gamle kærlighed…
Altså, jeg ved godt, det er utaknemmeligt at give råd i sådan nogle situationer… Men måske skulle du stoppe med at pine dig selv over Mads?
Forstår du det ikke? Vi planlagde jo bryllup til nytår.
Jamen, på en måde er det heldigt. Tænk, hvis I allerede havde fået børn og været gift i ti år! Hvad så?
Jeg elskede ham…
Så vil du nok lære at elske en anden en, der fortjener det. Det er snart nytår! Det nytter ikke noget, du bare ligger der og tuder. Kom, vi tager ud og shopper lidt. Hvad siger du?
Ærligt? Jeg orker det knap. Jeg har bare lyst til at ligge her og glemme nytår er på vej.
Glem det, det skal du ikke have lov til!
Lene overtalte mig til sidst til at komme med ud.
Vi drak kaffe på en café, blev forkælet lidt hos frisøren, og siden shoppede vi rundt. Jeg gad egentlig ikke købe noget, men Lene insisterede og gav mig en æske juletræskugler.
En lille gave! Og du lover at pynte det triste træ i hjørnet. Jeg kommer og tjekker i morgen, at det er gjort.
Jeg lover det, sukkede jeg.
God pige. Jeg glæder mig til at se resultatet!
Jeg gik hjem alene. Og faktisk var jeg lettet over, hun ikke fulgte mig hele vejen. Taknemmelig var jeg for hendes forsøg på at muntre mig op, men inderst inde ville jeg bare gerne være alene.
Såret sad dybt det kunne ikke heles på en enkelt dag.
Godt nytår, smukke! råbte en fyr, jeg passerede på gaden.
Mmm, svarede jeg lavmælt og kiggede ikke engang op.
Jeg havde intet behov for at tale med fremmede mænd.
Da jeg gik forbi en dyrehandel, så jeg en ung kvinde komme ud med en sæk kattemad. Hun tømte lidt på en stykke pap ved døren og gik ind igen, og et øjeblik efter kom en lille rødbrun killing spænende og kastede sig over maden.
Efter han havde spist, satte han sig og mjavede mod døren.
Jeg blev stående og kiggede. “Han er sikkert også blevet forladt op til nytår…” tænkte jeg, og tårerne pressede sig på igen.
Katten rystede i kulden, lille og mager præcis som den gamle køleskab, der vibrerer ude i sommerhuset, når kompressoren starter.
Pludselig fik killingen øje på mig og løb direkte hen til mig, som om den bad om varme og hjælp.
Jeg tog ham op, holdt ham tæt ind til mig og gik ind i dyrehandlen.
Vil I virkelig ikke lade den lille frysekat komme ind og få varmen? spurgte jeg ekspedienten.
Hvorfor bringer du ham herind? rystede hun på hovedet. Butikkens ejer tillader ikke gadehoveder. Her er overvågning overalt.
Som om det gør jeres chef nogen skade, sukkede jeg.
Egentlig havde jeg ikke lyst at skændes, jeg syntes bare, det var synd for killingen. Han var jo lige så forladt og uønsket som jeg selv.
Hvis du er så klog, kan du jo tage killingen med hjem selv. Det piner dig næppe, sagde hun spidst.
Det gør jeg så også! Så har jeg da noget godt at huske dette nytår for.
Mener du det?
Aldrig været mere seriøs.
Jeg gik ud af dyrehandlen med killingen, og nu også en pose med katteting. Jeg opdagede, at jeg faktisk nød at bruge penge for første gang i dage. Jeg gemte killingen under min vinterjakke og gik hjem med smil på læben.
*****
Min plan var ellers at “lide” mindst en uge, måske længere. Men killingen ændrede hele mit program.
Hvad skal du mon hedde, din søde, lille rødhårede lykke? lo jeg, mens jeg iagttog hende forsøge at springe ned fra sofaen.
Hun klarede springet og begyndte straks at udforske sit nye hjem.
Du er virkelig en lille charmetrold, grinede jeg. Charme, Charme… Ja, det bliver dit navn, Charme.
Med Charme i huset gik tiden meget hurtigere, og stemningen skiftede.
Jeg huskede venindens ord og løftet om, at jeg skulle pynte juletræet. Jeg havde ikke megen lyst, men et løfte er et løfte.
Med Charme ved min side fandt jeg æsken med kuglerne frem og begyndte at pynte træet. Eller, det vil sige, jeg pyntede, og Charme hev kugler af og rullede dem hen over gulvet.
Hver gang hun fik ram på én, forsvandt hun forbløffet under sofaen. Sikke en lille klovn.
Hele natten vågnede jeg med jævne mellemrum, hver gang hun væltede noget nyt ned. Jeg måtte op og hænge kuglerne op igen og igen.
Du er da umulig, skøre killing! Holder du nogensinde op? drillede jeg.
Mjav, svarede Charme næsten undskyldende.
Hun smuttede med ind i soveværelset, og efter et par forsøg kom hun op i sengen og lagde sig tæt ved hovedpuden. Hun var træt…
Jeg tog billedet af Mads og mig, strøg glasset et par gange, og satte det tilbage på natbordet. Tårerne trillede igen. Jeg kunne stadig ikke glemme ham…
*****
Næste morgen kom Lene forbi.
Hun inspicerede nøje juletræet og smilede tilfreds.
Godt gået, Mari! Lige meget hvad der sker, så går året jo alligevel på hæld og ingen kan forhindre os i at fejre nytår. Jeg har taget clementiner med og et par stjernekastere det sætter lige prikken over iet.
Tak… Aner virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden dig…
Det ved jeg godt: Du ville tude dagen lang. Men hvad nu, skal du fejre nytår med os? Vores Vagn vil gøre sit for, at du ikke kommer til at kede dig!
Tak for invitationen, men nytår er nu engang familiens tid, og jeg vil ikke trænge mig på. Og desuden…
Ja?
… har jeg nu selskab at fejre nytåret med, smilede jeg.
Hold da op, har du mødt en fyr allerede? udbrød Lene.
Nej endnu bedre! Jeg har adopteret en killing, svarede jeg og hentede Charme ind fra soveværelset.
Nøj, hvor er den kær! Hvor fandt du hende?
Udenfor. Hun sad og rystede af kulde foran dyrehandleren og peb så ynkeligt… Jeg kunne ikke gå forbi.
Det kunne jeg heller ikke… sagde Lene i tanker. Godt træk, det bliver hun og du begge glade for. Tid til at slippe Mads, Mari! Der er ikke plads til fortiden længere.
Hvad mener du? Han er jo gået…
Ja, men alt hans stads ligger stadig her. Bamsen han gav dig til fødselsdag, den der askebæger i vinduet, hans kop i skabet. Billederne på natbordet. Du burde rydde ud!
Jeg kan bare ikke smide det hele ud… Det er alt, jeg har tilbage at mindes ham med.
Men hvorfor? Giver det dig glæde? Eller genopfrisker du bare smerten?
Jeg svarede ikke.
Jeg kan jo ikke bestemme over dig. Men hvis det var mig…
Jeg forstår, Lene… Jeg er bare ikke helt klar endnu. Jeg skal bruge lidt tid.
Men du har ikke meget tid, sagde hun med et smil og kiggede på uret. Man burde træde ind i det nye år fri og glad!
Hun gik, og jeg kunne stadig ikke finde ro. Jeg vidste, hun havde ret. Det var på tide at give slip og komme videre. Men…
Det var som om, jeg ikke helt kunne. På psykologsprog kaldes det dissonans. Halvdelen af mig ønskede at slette Mads for evigt, men den anden…
…håbede stadig, at han måske vendte tilbage. At vi kunne være lykkelige sammen igen.
Lang tid stod jeg ved vinduet i stuen, indtil der lød et bump fra stuen.
Charme! Nå, hvad har du lavet nu…
Men det var ikke juletræskuglerne denne gang. Det var billedrammen billedet af Mads og mig. Den var faldet på gulvet, rammen knækket og glasset smadret.
Åh Charme, hvad har du nu gjort? sukkede jeg, mens hun nappede legesygt med halen fra sit skjul.
Charme løb hen og gned sig op ad mine ben. Mens jeg forsøgte at samle glasskårene op, tænkte jeg over, om rammen kunne limes. Men glasset… det var sværere.
Charme sprang op på mit skød, og i hendes blik forstod jeg, at hun egentlig hellere ville lege.
Undskyld, min skat, ikke nu… mumlede jeg. Men så slog det mig pludselig:
“Hvorfor egentlig ikke? Hvem prøver jeg at narre?”
Når kærligheden er knækket så grundlæggende, hjælper det ikke at holde fast.
Mjav! sagde Charme, og det var som om hun var enig.
Beslutsomt gik jeg ud på altanen, fandt den gamle rejsetaske, som også var en gave fra Mads, og begyndte at fylde den med minder: billedet, bamsen, askebægeret, koppen, feriemagneterne fra Skagen, alt det bras.
Det tog mig kræfter at slæbe tasken ned, tage jakken på og åbne døren.
Jeg er snart tilbage, min skat! kaldte jeg til Charme, og slæbte tasken helt ud til containeren på parkeringspladsen.
Fortidens vægt var tung. Men jeg slæbte den ud og det føltes som en lettelse, fysisk og mentalt.
Nu er jeg fri! Endelig fri, smilede jeg til tilfældige forbipasserende.
Da jeg så op mod mit vindue, kiggede Charme ud, som om hun holdt øje med mig.
Jeg kommer, min skat! Jeg er på vej, vinkede jeg op og gik ind i opgangen.
Og i mit hjørte takkede jeg min lille Charme for at have hjulpet mig til at træffe den rigtige beslutning, og for at have banet vejen for et nyt kapitel i mit liv hvor fortiden ikke længere har plads.
