Klodshans
Han lignede virkelig en klodshans, ham der Bent V. Simonsen! Nej, helt ærligt! Rigmor sagde med det samme, at den nye pedel var noget for sig selv.
Ansigtet fuld af ar, næsen skæv, nærmest lidt puklet, Rigmor formede fingrene som en knibe og pegede mod sin egen lille fine næse, og alle de andre kvinder lænede sig nysgerrigt frem. Man kan da se, han må have været lidt af en bølle. Sikkert vild i halvfemserne, og nu da årene er gået, er han endt på lageret her. Han er krumrygget, halter på venstre arm, holder hele tiden på den ikke godt at vide om den er tør eller hvad det er. Og så, da han skrev under på regnskabet engang, var jeg ved at besvime! Pigerne, som Rigmor kaldte sine veninder, spidsede øre med stor spænding.
Hvad? Kom nu, fortæl, hvad skete der, da han skrev under? pipede Birthe endelig.
Han mangler en finger! hviskede Rigmor dramatisk højt. Helt sikkert bandit! De fik jo fingrene hugget af, hvis de stjal noget, dengang! Rigmor huggede sig på hånden, præcis hvor Simonsen manglede fingeren.
Kvinderne alle langt over tres, for længst færdige med ungdommens former, slidte efter år med ensomhed og huslige sysler gispede. Birthe lagde hånden over munden.
Hvor uhyggeligt! Hvorfor har vi ham her? Jeg bliver bange nu! sagde Kirsten, hev tasken tæt ind til sig og mærkede efter sin pung. Jeg bor jo alene, ligesom os alle sammen her…
I Humlebæk var der virkelig mangel på mænd. Dem der var, var for længst optagede eller noget for sig selv. De fleste levede som gamle jomfruer, nogen var blevet skilt i skændsel, men fascinationen for mænd var stadig intakt
Ingen grund til panik! Rigmor forsøgte at lyde modig. Han er harmløs nu. Hans tid er forbi. Jeg ville endda ikke undre mig, hvis han er under opsyn af myndighederne!
Hvordan har de så kunnet ansætte ham på lageret? Hold nu op, Rigmor, nu gør du dig sjov på vores bekostning! Jeg har sans for folk den slags kan jeg mærke på lang afstand! sagde lille, spinkle Alma. Jeg skal nok tage mål af ham ved første øjekast.
Så gå du bare derned! Vi mangler alligevel tegnestifter til plakaten til 1. maj.
På det store bord inde hos Rigmor lå den hjemmemalede plakat, pyntet med hvide duer, små røde faner og tegninger af folk og gamle Broens mur, lavet af Kirsten, som jo havde gået til tegning som barn.
Vi ringer bare og beder ham komme herop! Man skal da ikke gå rundt i kælderen… Alma tog hurtigt telefonen, trykkede numrene ind med sine tynde, rynkede fingre.
Lageret? Er det lageret?! råbte hun og trykkede ekstra hårdt på det sidste bogstav. Vi skal bruge tegnestifter i fjerde afdeling til plakaten. Hvad siger du? Vi må selv komme? Helt ærligt, det var da uforskammet! Simonsen, er det dig? Hun lagde røret på med et rap, øjnene blev snævre.
Nå. Så må vi selv hente dem. Pernille! Du er den yngste, afslut dit regnskab bagefter. Kom, vi går i kælderen! råbte Alma til Pernille, der sad og sukkede ved skrivemaskinen med hævede fingre og hovedpine.
Pernille havde et lille hus, en have og et nærmest sammenfaldet skur. Hun drømte bare om at klare haven, men manglen på kræfter gjorde det svært.
Alma, vi har stadig masser af tegnestifter! protesterede Pernille og fandt en æske i skuffen.
Det er ikke nok! Vi går! Alma sprang op, men idet hun nåede døren, ringede den røde telefon. Hun nikkede, sagde farvel og sukkede. Nå, det bliver ikke i dag. Jeg må til møde. Du går selv, Pernille! Og plakaten skal op, når jeg er tilbage!
De andre gik ud i en lille strøm, mens Pernille dovent lod skuldrene glide ned, lukkede vinduet til mod blæsten, rettede skjortekraven og trak vejret dybt foran spejlet.
Pernille er ikke ny længere, sagde genboen ofte til hende, men hun har stadig noget at byde på. Pernille valgte ikke at lytte til kommentarer, hun levede sit stille liv, drømte og delte hjemmet med sin gamle kat, Ludvig.
Vi har det da meget godt, Ludde, hviskede hun, mens hun kærtegnede katten bag øret. Vi klarer os, og snart tager vi sommerhuset i brug. Du ligger på trappen i solen, jeg plukker jordbær!
Hun huskede sine barndoms somre, hvor hun sammen med veninderne plukkede bær i skoven, og hvor den distræte Trine altid spiste alt, hun samlede. Intet var så frit som dem, deres bær, deres himmel og skov alting var deres og ingens.
Katten Ludvig var hjembragt fra gården ved søen, hvor han havde været både sølle og vild, men hun havde gjort ham tryg og kærlig. Nu spandt han trofast på hendes skød, når hun kom træt hjem.
Da Pernille havde talt trinene til kælderen og var kommet derned blandt de grå vægge og det kolde gulv, snublede hun mod nogle stabler brædder, i uldjakken hang straks en tråd løs.
Hallo, er der nogen? Jeg skal bare bruge tegnestifter!
Længe skete der intet, så knirkede en dør, og en stemme brummede, at hun skulle komme nærmere.
Jeg kan ikke komme forbi, her er spæret, sagde Pernille.
Bliv bare dér, jeg kommer.
Der var rumsteren, noget væltede, en mandsstemme bandede lavmælt, og endelig dukkede en grønlig kittel op for enden af gangen. Bent kom frem, halvskjult, holdt sit ansigt lidt væk, som om han undgik hendes blik.
Hun havde jo hørt Rigmor tale om ham, uhyggelige historier, så Pernille havde været nysgerrig. Nu så hun ham selv lav, tung, lidt kantet bygget. Om hans hoved svævede næsten et skær, som havde en lidt slidt skytsengel trådt ind.
Hun nikkede, trådte lidt tilbage, da han nærmede sig og rakte hende æsken med tegnestifter.
Her. Til din afdeling. Du må gerne skrive under, han fiskede registret frem fra lommen.
For den lille æske? Nå ja, jeg har ikke kuglepen, svarede hun.
Han gav hende en blå blyant. Hun lagde mærke til hans hånd, den uden finger. Hun stirrede lidt for længe, så Bent blev flov, stak hånden i lommen og marcherede væk med registeret under armen.
Undskyld, det var ikke med vilje mumlede hun, men han sagde ingenting.
Oppe på kontoret blev hun straks omringet af damer, der spændt ville høre, hvad der var sket, men mest snakkede de i munden på hinanden om Almas observationer.
Ja, så grim er han altså! messede Rigmor. Helt rædselsfuldt.
Jeg så ikke rigtigt på ham, men hånden, åh, piger! Hjertet hamrede helt vildt! Det var næsten som om, der kunne springe ild ud af øjnene på ham. Hold jer langt væk!
Hun lagde lidt ekstra i, hvorefter alle gik til deres sædvanlige arbejde, smaskede slikpapir og smækkede med skrivebordsskufferne. Arbejdsdagen rullede videre.
De tog hjem klokken seks. Alma havde ikke vist sig mere, kun ringet og mindet dem om plakaten.
Pernille satte plakaten op alene. Den drattede hele tiden ned, tegnestifterne tabtes, hun svedte og baksede med den på væggen, men intet hjalp.
Pludselig mærkede hun, at nogen bagfra næsten lagde armen om hende, og derpå trådte ind foran og glattede papiret ud.
Hold du bare her, jeg sætter den fast! Tegnestifter duer ikke, vi skal have tape. brummede Simonsen, tog en dyb indånding, en duft af cigaretter og æbler fulgte ham. Pernille var vild med grønne, sprøde æbler, og hun så et halvspist ét i hans lomme.
Her, brug det! sagde Bent og bed et stykke tape af.
Snart strålede plakaten på væggen, badet i gadelampernes lys. Bent slukkede lyset på gangen, rodede med nøglerne ved døren.
Pernille havde taget jakken og skuldertasken.
Tak for hjælpen vi ses! kaldte hun efter ham, og hun så et smil brede sig på hans ansigt.
Lagerets Klodshans blev stadig diskuteret, der gik historier og sladder om ham, folk sneg sig ned for at se ham, ligesom børn gør med ham den sære smed i landsbyen.
Men Bent var ligeglad. Snart begyndte han selv at gå rundt mellem afdelingerne og så efter udstyr, ryddede op i rodet. Han kunne brumme af dem med overraskende myndighed, og tit blev kvinderne helt flove over hvor direkte han kunne være.
Hvorfor står I alle der som mus om vinteren? råbte han, fordi han også havde ansvar for sikkerheden. Ledningerne er et mareridt, og så står I her og hygger med te! Køkkenudstyret væk!
Damerne mumlede, rullede med øjnene og sladrede videre: At Simonsen sikkert havde lært at råbe i fængslet, og at han var både grov, ukærlig og grim. Hvem kunne stole på en mand i vor tid? De rigtige mænd var væk, hvem kunne man overhovedet gifte sig med mere?
Ofte gik sladderen i ring. Men når de sad alene over kaffen om aftenen, huskede de alligevel, hvordan Bent havde glimtet med øjnene, netop til hende, ikke de andre… Hver især længtes, drømte, håbede.
Så kom det pudsige: Pernille fik, nærmest ud af det blå og uden at klage over helbredet, to billetter til et spaophold på Læsø.
Hvem tager du med, Pernille? spurgte Alma. Du sagde aldrig noget om, at du havde brug for kur!
Det er min moster, der har ondt i benene. Jeg tager med for at hjælpe, svarede Pernille. Du har selv været på Læsø, ikke Alma?
Alma kvikkede op og fortalte vidt og bredt om brøndsalt og roser. Men hun sluttede af:
Næste gang, Pernille, så spørg mig først! Jeg kender til alle de kursteder i landet!
Tiden gik. Bent blev anerkendt som en særling, og det hele faldt til ro. Kvinderne fandt nye rutiner. Der blev set serier, strikket og sladret. Alligevel havde Pernille og Bent en særlig streng fejdestemning, indtil alle troede, det bare var fordi, hun ikke brød sig om ham.
Kort før jul kom chokerende nyt: Bent sagde op, fra den ene dag til den anden, listede glad ud.
Sikkert fordi han har stjålet noget, snøftede Kirsten og tjekkede straks sin pung med danske kroner.
Jeg så ham bære en potteplante ud! påstod Birthe. Hvad tænker han på? At stjæle blomster?
Jo, bedre, at han er væk, skyndte Pernille sig at erklære. Lad os få en mere galant mand næste gang.
Alle nikkede bare han ikke var så skræmmende.
Men: Få uger efter, i slutningen af februar, sagde Pernille også op.
Hvor skal du hen, Pernille? Alma trak surt på smilebåndet. Har du ikke været glad her?
Det er personligt, sagde Pernille strålende.
Senere så man Pernille på gaden arm i arm med en mand, hun smilede, og da Alma og resten af pigerne så dem, kunne de knap tro deres øjne:
Se! Hvem er det, hun går med? Ham der er jo… Ham vi kaldte Klodshans! udbrød Kirsten.
Bent nu nydeligt klippet, i jakke og velpudsede sko, nystrøget skjorte, og endda barberet stoppede for at se på krydsordsbøger.
Goddag, damer. I ser charmende ud i dag, hilste han venligt.
De vendte sig bort med stramme læber.
Pernille gik frem, lagde hånden på Bents arm og vendte sig mod dem:
Jeg var hverken på jeres eller deres side jeg valgte mit eget held. Hvor længe kan man egentlig vente? Man kan jo sagtens forvandle en klodshans, hvis bare man møder ham med lidt kærlighed. Bent er dygtig, sjov, nem at omgås og fantastisk på guitar! Til min mosters bryllup blev han klappet af alle. Tænk engang, med kun fire fingre! Jeg er lykkelig. I fortjener alle en prins, men min egen har jeg fundet. Undskyld, vi må videre. Vi skal ud til hans mor, hun elsker eventyrromaner. Han kører bil som en drøm. Farvel!
Pernille tog sin mand under armen, og sammen svævede de videre ned ad gaden, smilende og glade.
Hvordan gik det til? Jo allerede under Bents første uge havde Pernille opdaget hans hænder, det sultne blik efter selskab, og noget tillidsfuldt som katten Ludvig, hun havde reddet. Hvorfor ikke gøre det samme for ham? Og Bent indvendte bestemt ikke noget mod at blive tæmmet. Hun gav ham småkager, mødte ham tilfældigt på vej hjem, og snart fandt de ud af, de begge elskede sodavand og halvsmeltet is. Der kom kys, hviskende ord og til sidst et ægteskab. Alt skete i stilhed hun frygtede at andre ville får øje på ham, ligesom med hendes første kærlighed
En skam! En frygtelig skam! Han var jo himlens gave, og hun er ikke det mindste værd ham! sagde Kirsten og blev helt rød i hovedet. Lykken elsker stilhed, siger de men det er bare fordi, de lister rundt og skjuler deres held.
Der er nok stadig mænd til os! småklukkede Alma. Pladsen som pedel er ledig nu måske møder vi snart én, der kan løse krydsord sammen med os!
Og måske gør de det, ja, hvem ved? Måske vil der også vente dem et varmt smil og en stærk arm ved boghandlen.
Men nu har Pernille to drenge i sit liv Ludvig og Bent begge reddet, passet og elsket.
Ja, livet lærte mig, at lykken ofte gemmer sig bag noget kantet og uslebent. Hvis bare jeg tør åbne hjertet og prøve.
