9. januar
Jeg blev kaldt ind på kontoret i dag. Du kaldte på mig, Erik Møller? spurgte jeg og smilede, mens jeg skubbede papirbunken bedre fast i hånden den var både tyk og tung, fyldt med vigtige dokumenter.
Åh, lad nu det Erik Møller være! udbrød han fra bag skrivebordet. Der lå prøveeksemplarer af nye tidsskrifter og to bøger med festlige omslag, planlagt til stor udgivelse op til jul. Jeg er træt… Smid de mapper, Marie, vi kan ordne dem senere. Hvad siger du til en ferie?
Jeg smilede og gik hen til ham. Lægger mappen på det smukke håndlavede skrivebord. Jeg gled som en kat ned under hans arm, satte mig på armlænet, nikkede og omfavnede ham.
Der har altid været så hyggeligt på hans kontor. Virkelig værdigt smukt, solidt, til at stole på. Især skrivebordet, bestilt og lavet efter mål.
Både bordet og min mand virkede solide og sammenhængende. Bordet, fordi det var lavet af en dygtig snedker; Erik, fordi livet havde bygget ham sådan. Han har oplevet så meget når han begynder at fortælle, rækker historierne til en hel aften.
Hans mor, Else, tog ham engang fra landsbyen til Århus, fast besluttet på, at de hurtigt skulle starte et nyt liv. Men hurtigt gik det ikke. Hun havde kun 8. klasse, og i starten kunne hun ikke få arbejde, så hun vaskede trapper og fejede gården. De boede i kælderværelset, og lille Erik ventede ofte ved vinduet eller hjalp moren.
Folk, der gik forbi og så hans forsøg med den tunge skovl eller den lange kost, smilede venligt. Hjælper du mor?
Men Erik så bare op på dem, uden at svare eller smile.
Hvorfor er han så alvorlig, ham din dreng? spurgte Elses kollega, snaksalige og altid højrøstede Birthe på 29 år. Hun bestred livet, som om det var en vittighed og sig selv som en bitte ting, værd at grine ad. Else vidste, noget lå bag Birthes opførsel, men Birthe slog det hen, lo og gemte alt det mørke om natten.
Der var ikke meget, Birthe lod slippe ud hun boede side om side med Else i kælderen. Men hun holdt orden som ingen anden. Hendes lille værelse var nøje rengjort, en blomst på vinduet, tøjet pænt, skoene skinnende.
Hver morgen vaskede hun sig i det kolde vand fra den rustne hane, gned kinderne til de glødede, klappede sig på dem og lavede ansigter til Erik, som hun hævdede skulle fjerne rynkerne.
Når solen strømmede ind på det slidte gulv, tog hun fat, skrubbede og vaskede, nogle gange lagde hun gardiner i blød og rensede alt fra skabene over komfuret, beklagede sig over al den snavs man fik slæbt ind. Og hun elskede at bage kage, selvom der altid manglede noget. Så lød det: Kom, Erik, nu går vi i Brugsen.
Else så dem gå uden at blande sig. Erik kedede sig alene. Han sagde ikke meget børnene i gården snakkede ikke med ham. Så gik han vel med Birthe, for selskabets skyld.
Else stolede altid på Birthe.
Som sædvanlig var det hende og Erik i Brugsen i dag. Birthe kiggede på hylderne og sukkede, pruttede med ekspedienten, så Erik kunne få et stykke medister. Hun betalte med krøllede sedler og småpenge men manglede alligevel lidt.
Og så, som hun stod og støttede kinden i hånden, begyndte Erik pludselig at stampe i gulvet og pegede på ekspedientens forklæde. Så du det også? grinede Birthe, Ekspedienten har gemt byttepengene i lommen. Ikke pænt at snyde børn, fru!
Ekspedienten lagde straks pengene tilbage, og Birthe smilede triumferende:
Så, så, vi skylder ikke mere. Kom, Erik! Vi har stort i vente!
Erik løb forud, med tankerne allerede hos medisteren på bænken foran opgangen. Birthe tænkte, at i dag skulle der være fest: kage, kaffe, og måske et glas syltetøj, hvis hun nu bare ejede smukt porcelæn
Det hele var lidt for meget for hende. Men hun satte alligevel fart på og travede videre.
Else holdt øje fra vinduet. Erik havde aldrig travlt, men i dag svingede han ud på gaden. Birthe ind og hilste: Else! Slip kosten, nu skal vi ha kaffe! Erik, hent din mor, vask jer begge to!
Birthe bukkede teatralsk, faldt på knæ, og snakkede videre:
Tag nu pænt imod, fru Else!
De satte sig. Birthe serverede kagen, den bagte hun på lidt hvad-hun-hadde, men den duftede af vanilje og rosiner. En sådan kage bagte ingen andre sidenhen for Erik.
Han samlede krummerne med en finger, mens han nippede til teen. Birthe drak bønnestærk te næsten sort, Else nippede forsigtigt.
Er det festdag? Både kage og medister. Birthe, har du vundet i Lotto? spurgte Else. Og for resten hvem er du egentlig? Arbejder næsten ikke, får knap løn men har altid penge og kan så meget om musik. Og i søvne reciterer du digte
Pjat! svarede Birthe, Du finder bare på!
Nej, virkelig. Selv Erik nikker!
Han forstår jo alligevel ikke poesi. Men du, Else, hvorfor snakker Erik ikke? Læser på læberne er han døv?
Næ, han lider bare af nerver. Jeg taler ikke om det.
Birthe gav sig ikke. Hvorfor kom du til storbyen? Var det familie? De tog dig vel ikke ind? Du er enke, ikke?
Else stirrede ned i koppen. Vi kom fra landet. Jeg havde en mand, Eriks far, han hed Poul. Han var god. Men for fem år siden blev han dræbt af en gal hund… Lige foran lille Erik. De gik bare tur det skulle de aldrig have gjort. Siden taler han ikke. Jeg tænkte, byen her kunne ændre ham sporvogne, busser, folk overalt! Men nej. Og jeg passer kun dyr. Egentlig dur jeg ikke til bylivet
Birthe blev stille. Hvordan kan Erik så tælle? Han regner altid penge oppe i Brugsen.
Vores gamle nabo afleverede pensionen og lærte ham det. Han var altid med hende rundt til folk.
Else gned sig i øjnene. Men hvad gør jeg? Mit barn
Så sniffede Birthe i gang. Der lugter af røg… Kan du lugte det?
Begge kvinder kiggede ud af det lille vindue. Ben pilede forbi.
Vi må ud! sagde Birthe og rykkede Else med.
Da de nåede gården, var folk i gang med brandslukkere og vandspande. En gammel dueslag brændte røgen væltede ud. To drenge var fanget derinde.
Birthe løb direkte ind i røg og ild Else blev holdt tilbage, men Birthe dukkede frem til vinduet, hostende. Else, grib drengene, jeg kaster dem ned!
Folk holdt tæpper ud, og begge drenge landede i god behold. De blev straks revset for deres drengestreger.
Men hvor var Birthe?
Else kunne ikke se hende, hun råbte: Birthe! Birthe!
Erik var løbet med ud, tårene trillede, og uden at tænke begyndte han at skrige. Han kaldte på Birthe, hans tante Birthe, med sin første lyd i årevis.
Pludselig kom Birthe ud af røgskyen, våd til skindet, blussende i kinderne, men smilende: Erik, her er jeg!
Han kastede sig om halsen på hende. Han havde talt for første gang!
Folk kaldte dem til side, en vred mand beordrede Birthe til lægen, hendes hænder var forbrændte. Selvfølgelig, selvfølgelig, sagde Birthe, men nu var det vigtigste, at Erik havde talt. Han grinede og kyssede hende og madlysten var tilbage.
Nu må vi holde fest! erklærede Birthe, men kort efter måtte hun sætte sig, rystende, og Erik hentede et glas vand.
Senere den aften, da mørket faldt på, ventede Else, mens Birthe hostede og mærkede røgens svien i halsen. Hun fortalte: Min far sad i fængsel, Else. Han var guldsmed men stjal så jeg kunne få det bedre. Men det endte skidt moren døde, alt blev beslaglagt. Ingen ville kendes ved mig, datteren til en tyv… Jeg drømte om kunstskole, havde tegninger, var i København på Glyptoteket! Det var så smukt. Men alt forsvandt.
Birthe fortsatte, Folk kaldte mig alt muligt, men inde i mig ville jeg bare være… noget. Jeg ville opgive alt, men i dueslaget blev jeg bange selv for døden. Selv dér kunne jeg ikke slippe væk fra det hele.
Else krammede hende og sagde: Du er vigtig, Birthe. Du er noget! For dig selv og for Erik. Du er en del af os nu. Vi slipper dig ikke.
Senere, da Birthe samlede mod, vågede hun at søge ind på kunstskole igen. Hele ugen var hun nervøs, men hun blev optaget endda med det samme.
Jeg har fået plads på kollegium, men jeg vil bo her! sagde hun til Else og Erik.
Else rystede på hovedet, Tag nu chancen! For vi må også flytte jeg har fået arbejde hos fru Marie Hansen, syersken.
Erik holdt Birthe i hånden. Hun skulle blive i nærheden hun kunne jo fortælle om hvaler og varme lande, og hun kunne tegne heste, ligesom hans far plejede at trække Erik efter sig på en vogn…
Sådan skal det være. Jeg besøger jer tit og Else, du syr en kjole til mig, når du har lært det! sagde Birthe med et grin og lagde lune, nybagte berliner på bordet.
Erik sagde tak, pudrede Birthe med flormelis og alle lo. De havde hinanden alle var nødvendige, især for Erik. Fremtiden var lovende.
… Fem år senere blev Birthe gift og fik en datter, Lærke. Erik betragtede hende lidt overbærende.
En pige! sagde han.
Den bedste pige i verden! nikkede Else.
Årene gik. Erik og Lærke voksede op side om side. Lærke blev forelsket i Erik som elleveårig, blev sur på ham som trettenårig, da hun så ham kysse selvsikre Rikke, og i tyverne svor hun aldrig at forelske sig.
Erik begyndte sin vej i livet fik drømme, fik vinger. I de kaotiske halvfemsere var han tæt på at træffe dårlige valg, men Birthe hjalp, fik ham som piccolo på et lille forlag, hvor hun lavede illustrationer. Her tog han fat; elskede at gå i boghandlen og observere. Han blev venner med de rette folk, især Helle fra børneafdelingen i Bog & Idé, og leverede forlagets børnemagasiner til hylderne.
Tre år senere blev han chefredaktør. Birthe havde insisteret på, at han tog en uddannelse. Lærke fik plads i layout-afdelingen. Er det nepotisme? Snakken gik, men da Erik friede, og Lærke sagde ja, så alle, at de hørte sammen. Erik grinede: Jeg ansætter også vores børn! Så får vi alle glæde sammen.
Birthe og Else udvekslede blikke og nikkede. En god mand var Erik blevet solid og venlig. Godt at de fandt hinanden dengang: Birthe, Else og lille Erik. Nødvendige for hinanden, familie ikke kun af blod, men af kærlighed.
