Bryllupsskandale – Design interior

Bryllupsskandalen
– Du gjorde det med vilje! – Idas stemme skar igennem restauranten så pludseligt, at musikerne nede ved vinduerne så på hinanden, satte instrumenterne og holdt op én efter én, som om nogen havde trukket stikket ud. – Du vidste det godt, og du valgte at gøre det sådan!

Sofie stod to skridt fra sin storesøster i en hvid blondekjole og så på hende ikke koldt eller vredt, bare roligt, som én, der har set det komme længe før.

– Ida, lad nu være, – sagde hun dæmpet.

– Jeg skal lade være? – Ida tog et skridt ind, så stolen bag hende vippede, og glas med champagne var tæt på at skvulpe over. – Jeg bad dig kun om én ting! En eneste! Giv mig brudebuketten i hånden! Ikke kast den ud til folk som på et loppemarked! Overdriv den til mig! Forstår du, hvad det betyder? At alt ændrer sig nu?

Gæsterne blev helt stille. Omkring 60 mennesker, måske flere, sad omkring de lange border ud mod kanalen. Ældre slægtninge, veninder fra gymnasiet, Mads kollegaer. Nogle sad med gaflen løftet. Andre lod som om de studerede dugen. Onkel Poul, farens bror, hostede i hånden og vendte sig mod vinduet.

Marie, deres mor, rejste sig hurtigt, glidende som én, der er vant til at tage brande i opløbet.

– Ida kære, kom lige med ud, – sagde hun med den der bløde stemme, voksne har, når de taler med børn i mørket.

– Mor, lad mig være! – Ida rystede hendes hånd af sig, men vendte sig, og der var noget knækket, noget barnligt i bevægelsen. – Hun vidste, jeg ville have buketten. Vi havde snakket om det!

– Vi havde ikke en aftale, – sagde Sofie lige så roligt. – Du sagde, du gerne ville. Det er ikke det samme.

Ida åbnede munden, lukkede den igen. Så kom der noget mellem et hikst og et halvt ord fra hende, uklart for alle. En tåre løb ned ad hendes kind og smurte mascaraen ud. Hun var smuk, Ida selv nu, selv med en grå stribe under øjet og kæben let vibrerende. Slank, mørkhåret, i den lilla kjole, der sad så pænt. Men det hele føltes forkert nu som at se en god ting lande det forkerte sted.

– Alt er ødelagt, – fik hun sagt med hæs stemme. Forstår du? Alt. Nu er alt…

Marie prøvede ikke at sige mere. Hun lagde bare en fast, ikke hård hånd om Idas arm og førte hende blidt mod døren. Ida fulgte med, kun én gang så hun tilbage i salen, hvor musikken så småt begyndte igen.

Sofie så dem forsvinde, vendte sig så mod Mads, der stod lidt fortabt ved hendes side.

– Det går nok, – sagde hun stille. – Skal vi ikke danse?

Buketten røg til Maria, Sofies gamle studiekammerat. Maria stod i tredje række og havde ikke regnet med at gribe den, men Sofie kastede lidt til siden og med mere kraft end ellers. Maria grinede forlegent, rødmede, trykkede blomsterne ind til sig. Ingen sendte hende misundelige blikke. De fleste tænkte på Ida.

Det var september, lunt og lidt fugtigt. Restauranten lå et par etager oppe lige ned til kanalen og hed Rønnebær. Gennem de store ruder spejlede gadelygternes gule skær sig. Udenfor blev det mørkt langsomt, sådan som det gør i Danmark i den tidlige efterår, hvor sommeren stadig hænger lidt fast.

Ida fyldte 26 år og tre måneder den dag. Sofie var tre år yngre. Det er ikke så meget, tre år, men mellem dem føltes forskellen større end bare alder.

Sofie var sådan en, der stoppede op og så på ting længe, inden hun tog dem op. Ikke fordi hun var bange, men fordi hun ville forstå først. Hun brugte lang tid på at vælge både uddannelse og Mads, før hun sagde ja til deres første date. De var sammen i to år, så boede de sammen i et år, så blev de gift. Hendes liv kørte, glat og stabilt.

Ida var altid den første, altid impulsiv og passioneret og så kørte hun træt og begyndte forfra. Fire jobs på tre år, ikke på grund af fyring, men fordi der altid var noget: dårlig kemi, idiotiske chefer, for langt til arbejde. Kærster havde hun haft næsten lige så mange af. Hver gang var det endelig ham eller helt anderledes, og så alligevel ikke.

Men hun havde sine systemer. Hver morgen tjekkede hun horoskop på mobilen først Skorpionen (sig selv), så Vædderen (seneste eks), så indimellem Tvillingen for sjov. Sagde horoskopet gunstig dag til job-interview, satte hun samtaler op. Undgå konflikter hun blev hjemme og svarede ikke på opkald.

Og så var der den retrograde Merkur hendes ærkefjende. Hun vidste på forhånd præcis hvornår og satte reminder på mobilen. I de perioder underskrev hun ingen papirer, startede ikke nyt og advarede alle omkring sig. Mor, Sofie, veninder ja, selv fjerne bekendte.

– Ikke nu, – sagde hun til Sofie, da de i februar fortalte, at de havde søgt vielse på rådhuset. – Merkur er retrograd indtil marts. Vent lige lidt.

– Vi har allerede søgt, – sagde Sofie.

– Så, – sukkede Ida, som om det forklarede alt.

– Og hvad så?

– Bare husk det, – sagde Ida.

Sofie lod som om, hun gjorde det. Sandheden var, at hun glemte det efter ti minutter.

Ida glemte aldrig. Hun holdt fast, længe og hårdt, som om det var en ballon på vej væk. Men ballonen lettede aldrig, den tyngede bare.

Da bryllupsdatoen kom, kiggede Ida naturligvis astrologisk prognose for september. Lidt svær måned med Månen i Fisken, Venus i Jomfruen… Hun ringede til deres mor.

– Marie, – hun sagde kun Marie i alvorlige situationer så man forstod, her skulle man tage hende alvorligt, – ved du godt, de har valgt en virkelig farlig dato?

– Hvorfor? – spurgte Marie.

– Månen…

– Månen skinner på os alle, Ida.

– Mor, jeg læste en grundig analyse. Bryllupper indgået nu kræver særligt forsigtighed.

– Alle ægteskaber kræver forsigtighed, – sagde moren. – Køb hellere en gave til Sofie.

Det gjorde Ida. Den var flot, ikke billig, og hun gemte kvitteringen. Men hun fik ikke ro.

Hun begyndte straks at ringe til Sofie med gode råd: Om kjolefarve (hvid med sølv dur slet ikke nu tag guld!), om dato for festen (ikke for tæt på fuldmåne), om blomster (hortensiaer duer ikke den 1. september, brug nu noget mere neutralt). Sofie sagde ja, Ida, måske, Ida, jeg overvejer det, men endte med at køre sit eget løb. Til sidst blev det alligevel de hvide/grønne hortensiaer i buketten.

Så var der bukettens overdragelse. Det store punkt.

En måned før brylluppet sad de i køkkenet hjemme hos mor og snakkede, Sofie viste billeder af salen. Ida kiggede, sagde ikke så meget, indtil hun pludselig sagde:

– Giver du mig buketten?

– Hvilken buket? – Sofie forstod ikke.

– Bryllupsbuketten. Når du skal kaste den. Kast den ikke, giv den til mig.

– Ida, det er altså tradition. Den skal alle ugifte have en chance for.

– Jeg ved godt, det er en tradition. Men pointen er, at den der griber, bliver den næste til at gifte sig. Jeg skal gribe den, og hvis du giver mig den sådan rigtigt, så virker det. Ser du? Det er intentionen.

– Intentionen, – gentog Sofie.

– Ja. Energi. Det virker altså.

Mor stod ved vasken og var pludselig meget optaget.

– Ida, – sagde Sofie forsigtigt. – Jeg kan ikke bare give dig buketten. Det ville ikke være fair overfor de andre.

– Hvem andre? Maria måske?

– Ja, også Maria.

– Sofie, – Ida lagde billederne fra sig, – jeg er 26 år. Jeg er alene. Du bliver gift, du skal bo med Mads, du får alt det. Hvad har jeg? Det er bare en buket. Blomster. Kan du ikke unde din søster det?

Sofie tav.

– Jeg under dig alt. Men det er ikke sådan det foregår.

– Hvordan så? Tror du heller ikke på det?

– Jeg tror på Mads, – sagde Sofie stille. – Og på, at vi klarer det sammen. Alt det andet forstår jeg ikke rigtigt.

Ida rejste sig og pakkede sammen.

– Fint, – sagde hun. Glimrende.

Hun gik uden dramatik, men ringede ikke i en uge, og mor sagde senere til Sofie, at Ida er ked af det. Du kunne godt have bøjet dig lidt. Sofie hørte på det og nikkede, men sagde ingenting der var tusind andre ting: kjole, blomster, gæsteliste, finpudsning af menuen. Livet gik videre.

Ida dukkede op til brylluppet i den lilla kjole og med smukt sat hår. Hun var den slags, der kunne skabe opmærksomhed bare ved at træde ind i et rum moren havde altid sagt, at Ida kan ikke undgå at blive set. Sofie, den lyse og stille, forsvandt lidt ved siden af, men i dag var det hende, der ikke kunne undslippe rampelyset.

Ved bordet sad Ida ved siden af mors veninde, fru Inger, og drak vand ikke vin, kun vand. Også det på grund af et eller andet om månefaser og energi. Fru Inger prøvede at snakke, fortalte om barnebarnet, Ida nikkede bare.

Mads holdt tale for Sofie pænt, uden for meget patos, bare sådan, som han var. Ida kiggede stift på sit glas.

Så kom salaten. Hovedretten. Flere taler.

Og så: buketten.

Ida var først oppe, stillede sig foran, så de andre ugifte veninder samlede sig bag hende. Sofie stod med ryggen til og holdt buketten klar. Nogen talte: en, to, tre.

Sofie kastede.

Buketten fløj i en bue, lidt til siden. Ida kastede sig frem, men blomsterne gik forbi, landede lige i Marias hænder, som virkede som om hun slet ikke prøvede at gribe.

Et øjebliks stilhed.

Så råbte Ida:

– Du gjorde det med vilje!

Og der begyndte scenen, sådan som jeg startede med at fortælle dig. Stemmer, tårer, gæster, der frøs fast, Marie med sin brændslukning. Ida blev mere og mere frustreret og højlydt, snakkede om skæbne, om uretfærdighed, om at nu var alt for altid ændret. Sofie svarede ikke igen. Mads holdt hende i hånden.

Marie fik ført Ida ud, og salen åndede lettet op.

Lige ovre på hjørnet lå Nord, en lille kaffebar. Trædisk, fire borde, fede stuebirk i vinduet. Om aftenen var der altid stille, kun en enkelt mand med laptop i hjørnet og baristaen en ung fyr i sluttyverne med lidt skæg og briller.

Marie satte Ida af på en stol ved baren, sagde blot:

– Bliv her. Jeg kommer lige om lidt.

Og gik. Tjekkede måske telefon eller fik bare luft. Ida vidste det ikke og spurgte heller ikke.

Hun sad der, så ned i bordpladen, mascaraen var helt udtværet, kjolen lidt krøllet. Indeni det der mærkelige vakuum, man får efter for meget følelsesudbrud. Noget var tomt, lidt koldt. Som efter tordenvejr.

– Skal jeg finde noget til dig? – spurgte baristaen. Helt rolig stemme.

– Vand, – sagde Ida. Nej, vent. Kaffe. Eller… – Hun kørte en hånd gennem håret. Hvad har du, der er varmt men ikke kaffe?

– Varm chokolade? Ingefær-te? Eller bare kogende vand med citron?

– Chokolade.

Han nikkede og gik i gang. Ida så på ham rolig, sikre bevægelser bag disken.

– Ikke din dag? – spurgte han uden at se på hende.

– Du har hørt det, – bemærkede Ida.

– Ja, loftet er tyndt her.

– Hvorfor spørger du så?

– Fordi ikke din dag og bryllupsskænderi ikke altid er det samme.

Ida så på ham, mens han satte den varme kakao foran hende. Den duftede af god chokolade og vanilje, sådan lidt hjemligt.

– Det var min søsters bryllup, – sagde Ida. Hun vidste ikke hvorfor, ordene ville bare ud.

– Okay.

– Jeg bad hende kun om én ting. At give mig buketten direkte. Det er ikke meget?

– Kommer an på, hvem der giver.

– Hun er min søster. – Ida knugede koppen. Lige nu betyder hver detalje noget. Merkur er nærmest lige gået ud af retrograd, og hvis man så ikke gør ting rigtigt, så mister man tre måneder igen.

Baristaen sagde ikke noget. Han tørrede bare disken af.

– Du ved vel, hvad retrograd Merkur er? spurgte Ida.

– Ja.

– Så ved du også, hvordan det påvirker alt.

– Jeg ved godt, det er en illusion. Merkur bevæger sig ikke baglæns, det ser bare sådan ud her fra Jorden, fordi vi overhaler hinanden i kredsløbet. Lidt som to tog på hver sin bane, der kører forskudt.

Ida tav lidt.

– Jeg ved godt, det er illusion, – sagde hun. Men der er energi…

– Hvilken energi?

– Astrologisk. Symbolik. Det er jo ikke bare fysiske planeter.

– Måske, – sagde han neutralt. Men du gik ikke op i buketten på grund af symbolik. Du vil giftes. En anden historie.

Underligt nok blev hun ikke fornærmet hun havde ellers regnet med det, men blev faktisk mere forundret.

– Jeg hedder Andreas, – sagde han.

– Ida.

– Ida. Flot navn.

Hun svarede ikke på komplimenten, bare drak sin kakao.

– Hvorfor tror du, det handler mere om buketten end om ægteskab? spurgte hun efter lidt.

– Hvis det handlede om en mand, talte du om ham. Nu taler du om blomster.

Ida tænkte lidt.

– Måske, – indrømmede hun.

Caféen var næsten tom. Manden i hjørnet pakkede computeren sammen. Udenfor spejlede gadelysene sig i regnvåde fliser. Musikken fra Rønnebær på den anden side muren begyndte svagt igen.

Mor dukkede ikke op igen. Ida indså det først senere at mor nok mente, hun havde bedst af at være lidt alene, eller måske gik hun bare tilbage til festen. Ida sad ved baren, og Andreas ryddede af, gjorde klart, og svarede af og til på Idas lidt rodede monologer. For hun snakkede. Det var mærkeligt, for ellers delte hun aldrig sådan med fremmede. Men i aften løb ordene bare om Merkur, om Mads, som hun aldrig havde syntes om (selvom det aldrig blev sagt direkte), om mor der altid støttede Sofie, om at den ældste søster altid ender med sorteper.

Andreas lyttede. Ikke på den der overivrige facon, bare roligt, og et par gange stillede han et enkelt spørgsmål, der fik Ida til at dreje samtalen.

– Du siger, Merkur styrer dine beslutninger, – sagde han på et tidspunkt. Hvornår tog du sidst et valg uden horoskop?

– Det gjorde jeg for tre år siden, – sagde Ida. Da sagde jeg op uden at tjekke noget.

– Og hvordan gik det?

– Dårligt. Var arbejdsløs i to måneder.

– Og hvordan gik det næste valg baseret på horoskop?

Ida tøvede.

– Ikke nødvendigvis bedre.

– Præcis. Så handler det ikke om planeterne.

– Men der ER sammenhænge!

– Ja. Men måske mere inde i os selv end oppe i stjernerne.

Det lød ikke som en opsang bare nøgternt. Ida sad lidt og tænkte over det.

– Tror du ikke selv på noget? spurgte hun.

– Jo, – sagde Andreas på god kaffe, på at komme til tiden, på at folk skal høres.

– Det er mere vaner?

– Måske men de er mere stabile end Merkur.

Han smilede. Ikke et stort smil, bare lidt. Han var ikke ligefrem den type, Ida normalt kiggede efter. Hun kunne bedst lide høje, selvsikre uden briller. Andreas var noget andet. Han var typen, der bare var i rummet, ikke én der skulle gøre væsen af sig.

Halv elleve sagde han, at de lukkede klokken elleve. Ida blev overrasket over tiden hun havde siddet der i to timer.

– Tak for chokoladen, – sagde hun.

– Selv tak, – svarede Andreas og stillede koppen væk. Kan du komme hjem?

– Ja, jeg kom med mor. Eller… jeg finder ud af det. – Hun rodede i tasken, tjekkede telefonen. Tre ubesvarede opkald fra mor. Ups.

– Ring til hende, – sagde Andreas.

Ida ringede. Mor svarede prompte.

– Hvor er du, Ida? Jeg troede, du tog en taxa hjem.

– Jeg sidder i caféen.

– Okay. Jeg er allerede hjemme. Du har nøgler?

– Ja.

– Godt så. Kør du bare.

Mor spurgte ikke mere, hverken ind til hvordan hun havde det eller hvad der var sket. Ida følte sig lettere krænket af det næsten værre end hvis mor havde skældt ud.

Ida bestilte en taxa, tog jakken og vinkede til Andreas.

– Vi ses.

– Kom forbi igen.

Da hun stod i den kølige septemberaften, tænkte hun på det med togene. At det vi ser, ikke altid er det, der sker.

Hjemme vaskede hun makeup af, tog nattøj på. Lå i sengen, gloede i loftet og kunne ikke lade være med at åbne sit horoskop på telefonen. Læste, lukkede igen. Åbnede en artikel om Merkur, men med videnskabelig, ikke astrologisk vinkel. Præcis som Andreas havde forklaret. Hun læste videre og faldt i søvn med mobilen i hånden.

Dagen efter ringede mor klokken ti.

– Hvordan går det?

– Fint.

– Jeg skældte dig ikke ud i går.

– Jeg kunne godt mærke det.

– Ikke fordi jeg er ligeglad.

– Jeg ved det godt.

Pause.

– Sofie syntes, det var ubehageligt, – sagde mor. – Hun er ikke sur, bare ked af det. Forstår du?

– Ja.

– Godt.

De talte ikke mere om brylluppet. Der var andre ting: noget med kemisk rens og at mor ville koge suppe. Ida lyttede og svarede, og opdagede undervejs, at hun tænkte mere på Andreas end på Sofie.

Tre dage senere gik Ida forbi Nord. Egentlig skulle hun på apoteket, men hun standsede op, gik ind.

Andreas var ved baren. Han nikkede bare som om, det slet ikke var mærkeligt.

– Americano? spurgte han.

– Drikker jeg normalt ikke.

– Hvad vil du så have?

– Flat white, hvis du kan lave det.

– Det kan jeg.

Hun satte sig på sin sædvanlige barstol. Han lavede kaffen. Dagtimerne i Nord var anderledes, lysere. Fire gæster og lavt snak.

– Er du altid her? spurgte hun.

– Fem dage om ugen. Weekender fri.

– Og i dag er torsdag.

– Korrekt.

Hun smagte på kaffen. Den var god akkurat som den skulle være.

– Jeg har læst om Merkur, – sagde hun.

Andreas så på hende.

– Og?

– Det står nøjagtig som du sagde. At det bare er illusion.

– Jep.

– Det betyder ikke, jeg giver dig ret.

– Det behøver du heller ikke.

– Måske er det bare, fordi det er nemmere at skyde skylden på stjernerne end at indrømme, at tingene bare gik skævt.

Han sagde ikke noget kiggede bare lidt mere opmærksomt på hende.

– Det er svært, – sagde han til sidst, – at indrømme.

– Ja, helt vildt svært, – sagde Ida. Hun grinede lidt, næsten lydløst. Han smilede også.

Hun sad der i næsten en time. De snakkede løst, og hun fandt ud af, han havde læst kemi, men droppet ud ikke fordi han ikke kunne lide det, bare fordi kaffe var mere spændende. Det var ikke mærkeligt for ham.

Da hun gik, sagde han igen: Kom forbi en dag.

Fire dage senere gjorde hun det. Og igen tre dage efter.

Sådan fortsatte det uden aftale, hun kom forbi et par gange om ugen. Nogle gange bare for at læse lidt. Nogle gange for at snakke. Når han havde travlt, nikkede han bare over baren.

En fredag aften, hvor han var på vej hjem, mødte hun ham ved døren.

– Skal du noget? spurgte han.

– Egentlig ikke.

– Skal vi gå en tur langs vandet?

– Det kan vi.

De gik ned langs kanalen, løvet var vådt på fliserne. Han fortalte om kaffebønner og ristning; hun hørte noget af det, stillede overraskende mange spørgsmål. Om oprindelse, smag, hvorfor noget bliver bittert.

– Hvad lægger du mærke til, når du møder folk? spurgte hun.

Andreas tænkte.

– Om de lytter eller bare venter på deres tur til at tale.

– Og jeg?

– Du lytter. For det meste. Når du ikke lige tænker på noget andet imens.

Hun lo. Ærligt.

– Jeg forsøger.

De stoppede på en bænk, så ud over den sorte kanal og gadelygternes skær.

– Har du læst horoskopet i dag? spurgte han.

– Nej. Jeg glemte det.

– Er det godt?

– Jeg ved det ikke. Det føles mærkeligt.

På vej tilbage foreslog han, at de kunne tage en ny tur næste weekend. Hun sagde, hun ville tænke over det. Det gjorde hun og kom.

Det var de næste weekender også. Snart var det rutine: De sås lidt oftere, hun kom forbi Nord efter arbejde. Ikke aftalt, men naturligt.

På et tidspunkt læste hun igen sit horoskop om morgenen, bare af vane. Men sætningen undgå impulsive beslutninger i kærlighed fik hende pludselig til at smile mere let end bittert. Hun lukkede appen. Ikke fordi hun ville lave en erklæring bare fordi det ikke føltes vigtigt længere.

Indimellem åbnede hun den dog. For eksempel i november, da hun og Andreas for første gang småskændtes faktisk bare om en bagatel: hvor de skulle spise. Om aftenen læste hun horoskop: Ikke gode kompromisdage. Hun lagde mobilen væk, ringede til Andreas.

– Jeg skulle ikke have bestemt det hele, – sagde hun.

– Næh, – sagde han, – men du siger undskyld. Det er stadig okay.

Det var nyt for hende: bare at sige undskyld, og at det blev taget imod.

Senere ringede hun til Sofie bare for at høre, hvordan det gik. Sofie lød overrasket, men gemte det. Vi ommøblerer, sagde hun.

– Skal I have hjælp?

– Nej, vi klarer det. Men tak.

– Sofie, jeg opførte mig dumt til dit bryllup.

Pause.

– Jeg ved det godt, – sagde Sofie.

– Det var uretfærdigt overfor dig. Jeg fandt ikke rigtige ord, men du burde ikke have set det. Ingen burde.

Ny pause.

– Ida, jeg er ikke sur længere. Det var ubehageligt, ja, men jeg kender dig. Du gør det ikke af ond vilje.

– Jeg vil helst ikke være et dårligt menneske.

– Det ved jeg. Pause. Går det dig godt?

– Ja faktisk. Jeg har mødt én. Eller, vi ser hinanden.

– Seriøst? Hvem?

– En barista. Ham fra den café, mor slæbte mig ind på den aften.

Sofie lo. Rigtigt, varmt.

– Så var det jo ikke helt for ingenting.

– Hvad?

– Buketten. Alt det ballade. Du fandt noget godt alligevel.

Det kunne Ida ikke lige svare på. Hun mærkede bare et eller andet i halsen.

– Måske, – sagde hun ind til sidst.

– Er han sød?

– Ja. En smule mærkelig men god.

– Det er bedre end perfekt, – sagde Sofie.

December gik hurtigt december gør jo tit det, når man har det godt. Gadelygter, julelys, Andreas der ikke kunne lide klementiner (selvom han lignede én, der burde), men derimod kaffe, nødder og gamle danske film. Nytåret fejrede de hos ham sammen med et par venner. Ida lavede salat uden at overtale sig selv bare fordi hun havde lyst.

Nytårsaften ønskede hun noget. Uden at tjekke sit horoskop. Bare et ønske. Uden astrologi.

I januar begyndte de at snakke om fremtiden ikke stort, men småt: hvis de fik en kat, hvad skulle den så hedde? Sommerferie? Lidt ad gangen, som historielinjer der samler sig.

En februardag sagde Andreas, mens de tog morgenkaffe:

– Ida må jeg spørge dig om noget?

– Ja, spyt ud.

– Hvad tænker du om, vi blev gift?

Hun lagde telefonen. Han havde aldrig været stor på store ord, men overvejede det alvorligt nok.

– Nu? Eller hvad?

– Ja. Vi har kendt hinanden i fem måneder. Jeg ved det. Ikke længe men jeg ved, jeg ikke vil andet. Hvis du har brug for tid, er det fint. Men jeg tænker på det.

Ida tænkte et kort øjeblik på sit horoskop. Men tanken gled væk.

– Det tror jeg også, – sagde hun.

– Virkelig?

– Ja. Det giver ikke mening på papiret. Alt vi har kendt hinanden kort, Merkur er retrograd til marts…

– Ida, – sagde han alvorligt.

– Hvad.

– Det interesserer altså ikke Merkur.

Hun grinede rigtigt, sådan helt frit. Det havde hun ikke gjort i lang tid.

– Nej, – sagde hun, – det gør det faktisk ikke.

De valgte marts til vielsen. Præcis i retrograd. Bare fordi det passede, og nok fordi de begge havde fundet ud af, at det alligevel var dem selv, der styrede tempoet.

Brylluppet blev lille. Ida ville ikke have en kæmpe fest ikke af frygt for at gentage Sofies bryllup, men fordi hun ikke gad alt det store. Bare god mad, nære venner, afslappet musik.

Restauranten valgte de i Indre By hyggelig, ikke stor, masser af stearinlys. Marie hjalp lidt med at arrangere, men holdt sig tilbage. Ida registrerede det og var taknemlig.

Sofie og Mads kom. Det var vigtigt Ida indså først hvor vigtigt, da hun så dem i døren. De krammede rigtigt, ingen facade.

– Smuk ser du ud, – sagde Sofie.

– Det gør du også, – svarede Ida.

Det var nok.

Omkring bordet, stemningen varm. Andreas venner viste sig at være søde, sjove, jordnære. Marie faldt i snak med dem igen, hun kunne altid snakke med folk, Ida blev alligevel imponeret.

Da tiden kom til taler, rejste Ida sig. Hun havde tænkt over sin ikke skrevet, bare tænkt.

– Jeg skal lige sige noget, – begyndte hun. – Det er lidt sært, men det gør jeg. Hun holdt pause. – For et halvt år siden lavede jeg drama til Sofies bryllup. Nogen husker det, andre ved det ikke. Jeg råbte pga. en buket. Nogle blomster. Hun hørte nogen hoste, men fortsatte. Det var ikke pænt gjort. Det handlede om mig, ikke hende. Og mor hev mig med forbi caféen ved siden af.

Hun så på Andreas. Han sad roligt og smilede lidt.

– Der stod baristaen med briller og lavede kakao. Lyttede på mit plapren om Merkur. Han forklarede mig, at Merkur ikke løber bagud, det er bare illusion. Forskellige hastigheder. Hun så hen på Sofie. Jeg var ikke sikker på, han havde ret. Det havde han.

Stemningen ved bordet var opmærksom.

– Sofie, tak fordi du ikke gav mig buketten. Det, du gjorde, sendte mig det helt rigtige sted hen. Hun løftede glasset. For dig. For jer begge.

Sofie så på hende, tøvede et sekund og nikkede. I hendes blik var der nu noget, Ida siden kaldte taknemmelighed ikke tilgivelse, det var allerede givet men anerkendelse.

Alle skålede.

Senere, mens de ryddede af, sagde Andreas:

– God tale.

– Mener du det?

– Ja. Ingen pynt.

– Jeg prøvede at holde igen.

– Det lykkedes.

Hun lagde servietter sammen, han stak glassene væk. Salen var tom, kun flammerne fra stearinlysene på bordene glødede.

– Havde du tjekket horoskopet i dag? spurgte han.

– Nej. Hun ventede et øjeblik. Ville egentlig gøre det her til morgen. Vane. Men jeg lod være.

– Hvorfor?

– Fordi jeg allerede vidste, hvad jeg ville. Hvorfor læse, hvad stjernerne siger, når man ved, hvad man selv tænker?

Andreas så på hende og hun kunne aflæse præcis: det var godkendelse uden ord.

– Fornuftigt, – sagde han.

– Jeg øver mig.

Lyset blev slukket, de gik ud i martsnatten. Foråret kunne anes, ikke varmt, men alt bevægede sig fremad.

Sofie ringede næste morgen.

– Hvordan gik det?

– Godt. Roligt.

– Flot tale. Jeg var tæt på at få tårer i øjnene.

– Det så jeg.

– Du skulle ikke have mindet om den aften.

– Jo, det skulle jeg.

Pause.

– Måske, – sagde Sofie. Han er rar, Andreas. Mads mener også, han giver et ordentligt håndtryk.

– Er det vigtigt?

– For Mads, ja.

Ida grinede.

– Tak fordi I kom.

– Vi er jo søstre.

Det var det enkelt, uden store ord. Og Ida lod det bare hænge.

– Vi kigger forbi en dag, helt uformelt, – sagde Sofie. Uden anledning.

– Det må I gerne.

De lagde på. Ida satte kaffe over. Andreas sov endnu, det var lørdag. Hun lavede til to, satte kopperne på bordet, åbnede vinduet og snusede til den kølige luft.

I mobilen dukkede notifikation op: Skorpion. Marts byder på vendepunkt i kærligheden. Hun læste, smålo slettede beskeden.

Vendepunktet var for længst passeret. I går, i forgårs, i den café for mange måneder siden.

Det havde ingen app fortalt hende på forhånd.

Andreas kom ud fra soveværelset i T-shirt, ruflede hår, skævede mod lyset i køkkenet.

– Kaffe? spurgte Ida.

– Ja!

– Kom herhen.

Han satte sig overfor, tog koppen, smagte.

– God?

– Rigtig god. Han så på hende. Du var tidligt oppe?

– Kunne ikke sove.

– Tænkte du på noget?