Og hun drømte om sin Jens
Bedstemor Gunhild kunne høre råbene ude fra køkkenet. Det var datteren Helle, snart fyldt fyrre, og hendes langlemmede datter, den unge Signe, der var kommet sent hjem fra byen, der røg i totterne på hinanden.
Man kunne høre på det hele, at Helle havde viftet Signe over ryggen med viskestykket. Signe tudede, klagede sin nød og råbte tilbage, mens Helle bebrejdede hende højlydt.
Er det nu værd at skændes? Natten var allerede faldet på. Og med al sin livserfaring føltes al denne ballade for Gunhild meningsløs, nytteløs, og ligefrem skræmmende.
Hendes tanker kredsede om evigheden og de fejl, hun selv havde begået. Alle de skænderier og hævede stemmer havde hun for længst noteret under livets synderegister. Nu, hvor kræfterne var væk, havde hun tiden til at tænke og gruble.
Kære Gud, giv dem ro! bad Gunhild stille, Giv dem ro, Gud!
Det føltes, som om hendes tid her på jorden nærmede sig enden. Men alligevel slap livet hende ikke helt. Der var hverken smerte eller frygt tilbage kun ærgrelse over, at hun ikke kunne slippe fra sin gamle overflødige krop. Alligevel ville hun spise, ville vende sig i sengen, og nogle gange bare sidde op og kigge ud ad vinduet.
Hun havde bedt Helle om at sætte hende godt til rette blandt puderne for natten, og åbne vinduet og gardinet, så hun kunne se lidt ud. Hun kiggede ud på vejen, syntes hun kunne skimte stjernerne. Også nu, hvor råbene tog til, sad hun klar til natten.
Helle Helle råbte hun, men midt i sin vrede over datteren hørte Helle hende ikke.
Lidt efter fløj døren op, og Signe styrtede ind, kastede sig i lænestolen for enden af Gunhilds seng, trak knæene op og snøftede.
Helle trådte ind fem minutter senere, gik om Gunhild, rettede lidt på hende, så på datteren og sagde:
Så i seng med dig!
Gid jeg måtte være i fred. Jeg sover her hos olde, jeg lægger stolen ned.
Signe fór op, hentede sit sengetøj, og bredte det ud ved Gunhilds seng. Det var hendes måde at vise, hun var fornærmet på hun ville ikke sove ovre hos sin mor.
Broderen var på efterskolelejrtur, og Signes far, Anders, arbejdede i Norge. Han var blid og altid hendes støtte nu var der ingen til at stå mellem hende og hendes strenge mor.
Hør nu, mor! Hun fik at vide, hun skulle være hjemme klokken elleve Nu er klokken over ét! Og igen sammen med den klaphat Emil. Han er jo på kant med loven, står i politiets register. Lige meget hvad jeg siger brummede Helle, nu mindre vred og mere træt, mest for Signes skyld.
Signe fik hurtigt lagt stolen ned, ret så hårdt i sine bevægelser. Gunhild sagde ingenting, sad bare i puderne og lod dem være.
Hun tog børsten fra bordet, kørte den over det grå hår, selvom hun allerede havde gjort det for natten. Signe gik ud for at børste tænder, trak bukser og sweater af, og gled i seng i T-shirt og trusser. Næsen snøftede stadig lidt.
Olde lød det fra stolen synes du ikke månen lyser alt for meget ind?
Mig? Næh, jeg lægger nu ikke rigtig mærke til den. Men træk bare gardinet for, hvis det generer.
Nej, lad heller være. Den føles næsten som om den forstår mig.
Hvem siger du er alene? Kærlighed, gamle tøs, den forstår alle. Unge træder bare oftest forkert, og det bekymrer forældrene.
Har hun også trådt forkert, tror du?
Det tror jeg nok Snak med hende om det, måske får du det hele at vide.
Kan du ikke bare fortælle mig, olde? Måske ville jeg forstå, hvorfor hun er sådan. Måske har hun oplevet noget tungt?
Nej det husker jeg næsten ikke længere Spørg hende selv.
Ja! Hun fortæller mig da ingenting! sukkede Signe og kastede sig om på puden.
Det er svært at forstå hinanden, hvis man ikke er åben, min pige
Man kan ikke fortælle børn alting. Men Olde, jeg fylder atten om en måned. Har jeg ikke ret til mit eget liv? Og hvem kan jeg ellers tage sådan noget op med, hvis ikke min egen mor? Min veninde Sofie siger jo altid, at jeg er håbløs
Hvorfor dog det? spurgte Gunhild forundret.
Åh det er bare sådan
De sad lidt i stilhed.
Kan du følge mig, olde? begyndte Signe, Nogle gange løber kærlighed ligesom ud i ingenting, det går bare ikke videre. Og man står der. Kan ikke åbne op, får ikke lov, siger nej længere går vi ikke, og så køler han bare af forstår du?
Gunhild kneb brynene sammen, hun ville så gerne forstå og støde til. Men med alderen var hovedet ikke mere så kvikt. Hun svarede som hun bedst kunne:
Kærlighed Jo, man kan have ondt, man kan være lykkelig, men en blindgyde? Det har jeg aldrig hørt, at kærlighed skulle være.
Gunhild var egentlig godt skolet. Allerede som meget ung i modstandskampen under krigen blev hun sygeplejeelev og lærte om liv og død allerede på hospitalet. Blev siden uddannet, og arbejdede hele sit liv på Rigshospitalet i København.
Det findes altså, olde.
Og så sad de begge to, hver især med deres følelser, uden helt at nå hinanden. Signe tænkte, at oldemor var vildt gammeldags og ikke kunne forstå de vilde følelser, der rasede i hende. Gunhild syntes Signe stadig bare var et barn, og forstod ikke alt det med “blindgyder” i kærligheden.
Men søvnen ville ikke komme. Signe lå og vendte sig.
Kigger du på himlen derfra? spurgte Gunhild, der ikke rigtig kunne se Signe nede i den lave stol. Ved du hvad oldefar sagde? Hvis man kigger længe nok på én bestemt stjerne, kan man føle, at nogen kigger tilbage, lige ud fra den stjerne. Som et svar.
Var du meget forelsket i oldefar? lød det dæmpet fra stolen.
Hvem, Jens? Tjah der var op- og nedture. Livet er langt. Men jeg savner ham endnu. Først senere forstod jeg, hvor meget jeg egentlig elskede ham.
Nå! Signe dukkede op over armlænet, Du blev jo gift rigtig tidligt, var du ikke bare seksten? Se selv! Det er okay for jer men for mig er atten for tidligt ifølge mor, lød det fornærmet.
Det var en anden tid dengang, Signe
Det er ikke tiden. Kærlighed er altid den samme!
Gunhild kløede sig på hagen. Måske havde Signe ret måske havde man haft nogle andre forventninger engang. Dengang så de mere på mændene som nogle, der blev familien, der gav tryghed. Nu? Det er nok noget helt andet unge søger.
Olde, lød det igen Jeg kom bare til at tænke på han var jo femten år ældre end dig. Og du var næsten et barn. Kan da godt forstå, han faldt for en ung pige. Det er nok det hele.
Gunhild sagde ingenting. Signe blev også stille hun blev lidt flov over sine ord.
Nej, jeg er måske bare umulig. Fortæl mig nu, olde vi kan jo alligevel ikke sove.
Signe satte sig til rette, løftede Gunhilds hovedpude og satte sig tværs over stolen, klar til at lytte.
Gunhild var udmattet, men begyndte så småt at fortælle for at trøste sin oldebarn.
Tjah, hvad skal man sige, Gunhild sukkede, Det var nu mest smerte. Vi mødtes jo på hospitalet, under krigen. Det var i ’44, hospitalet var fyldt med sårede. Bårer ind og ud, blod, operationer. Jeg var ikke andet end et barn, hovedet helt kort klippet man fik ofte lus med, når de hentede de sårede. Jeg gik i bukser og uniform. Blev kaldt kammerat af mange. Åh, mine hænder var opløst af sprit og sæbe. På gaden trampede kolonner af soldater gennem byen. En strøm af mænd, køretøjer, folk strømmede vestpå. Og vi tog imod alle dem, der blev ramt.
Folk døde i mine hænder, den ene efter den anden. De havde nogen at vende hjem til, men kom ikke hjem. En dag kom en ung gut ind, kun seksten, ligesom mig. Modstandsmand. Mange troede, han ikke ville klare den. Men han holdt ud længe. Jeg knyttede mig til ham. Den sidste dag så han på mig, greb ud efter mig man kunne se hele verden i hans øjne. Jeg faldt på knæ og kyssede hans ansigt.
Giv slip, sagde de men det nægtede jeg. Da jeg så sløret glide over hans øjne, døden, faldt jeg sammen. Jeg græd, som jeg aldrig havde gjort.
En mand satte sig ved siden af, holdt om mig, strøg mig over håret. Sagde rare trøstende ord.
Det var ham, din oldefar Jens.
Så? Blev han vild med dig, eller hvad?
Tjah… han skulle blive i byen for at komme sig over benet, tyskerne havde sprængt det meste. Han kom tit forbi, havde små ting med, lagde æbler i min lomme. For mig var han mere en far end noget andet. Skægstubbet, haltende. Over tredive, og jeg nærmest kun en pige.
Gunhild stoppede, stemmen var skrattende.
Men da hospitalet skulle lukke, blev han min nærmeste. Han vidste, jeg ville læse til sygeplejerske. Kom en dag, nybarberet, og bad lægen komme. De kendte mig begge. Jeg havde jo ingen tilbage, mor død før krigen, farmor heller ikke overlevet, far og storebror faldt. Så de spurgte, hvad jeg nu ville. Læs sygepleje, svarede jeg.
Lægen sagde, jeg ikke havde læst nok, at jeg skulle tage forberedende kurser.
Det skal jeg nok, sagde jeg. De så på hinanden.
Jens hostede og sagde:
Jeg har mistet alt, kone og datter blev dræbt under bombningen på vej til Jylland. Jeg bliver sendt til Odense. Der findes et sygeplejerskeseminarium. Vil du ikke gifte dig med mig, Gunhild? Så tager du med, jeg hjælper dig gennem studiet. Og hvis det ikke går, så slipper du ud af det. Jeg lover dig det.
Gunhild tav lidt, gik næsten ind i sig selv. Signe sad bare, næsten barnagtigt sammenkrøbet.
Jeg sad der, vidste ikke om jeg levede eller døde. Jeg så ham som en slags far, nu skulle vi pludselig giftes. Men så kiggede jeg på hans ansigt, hans orlogsjakke, og han så på mig med et blik, fuld af håb. Og jeg? Åh, Signe, du skulle se mig dengang. Undertøjet syede jeg af gamle lagner, håret stod ud til alle sider. Bryster havde jeg ikke mere, for mager. Arbejdsuniformen hang løst, bukserne skulle spændes med bælte. Hvilken brud!
Jeg trak bare på skuldrene, kiggede ned, lægen hviskede noget til Jens så sagde han:
Vær ikke bange, Gunhild. Vi ordner bare det formelle, så du kommer med, men jeg forlanger ikke mere.
Gunhild tav igen.
Nå, og så? spurgte Signe nysgerrigt.
Jo, vi blev gift på rådhuset. Jeg fik lov at tage med til Odense. Han bar min lille militærrygsæk, lægen gav mig en ny uniform. Han var spændt i toget, nussede omkring mig hele vejen.
Vi boede to år sammen som far og datter. Intet skete imellem os.
Gunhild tog en pause.
Jeg forstår ikke boede I bare hver for sig? Hvordan kunne det gå?
Ja, jeg sagde bare: Jens, jeg vil gerne skifte tøj nu Han fór ud, blev rød i hovedet, gik udenfor Men med tiden, ja så puttede jeg mig til ham for at varme fødder om natten, fortalte ham mine tanker. Jeg voksede, fik nye former, blev kvindelig igen. Gik på aftenskole, kom endelig ind på sygeplejeskolen. De unge læger så efter mig, jeg blev næsten sur over at være gift ingen vidste jo, jeg slet ikke var kvinde med manden min Men for mig var der kun én mand Jens.
Hvad for en slags forhold er det? spurgte Signe oprevet.
Nej, sådan var det nu Jeg skammede mig ikke. Vi havde hver sin seng, kunne sagtens klæde om foran hinanden. Men ham alene var der ingen som ham. Vi havde det godt, hjalp hinanden, delte alt. Han fik job som chauffør, kørte mig i skole. Det gjorde mig stolt
Helt ærligt, hvordan? Du var hverken rigtig kone, kæreste eller datter. Og så.?
Og så? Ja, så blev det værre.
Fordi han blev arresteret? Jeg har hørt mormor fortælle
Ja politiaktionen kom om natten. Mange blev taget, Jens for sabotage på maskinfabrikken. Jeg kom med mad og strømper, strikkede om natten I retten sagde han til mig:
Skil dig fra mig, Gunhild, så er du fri. Jeg er en fjende nu.
Tårerne trillede ned ad Gunhilds ansigt.
Signe flyttede sig op til hendes fødder.
Græder du, olde? Lad være. Dengang blev mange uskyldigt ramt, ikke?
Ja især børnene, de klamrede sig til deres mødre, mens de blev sat i godsvognene. Og jeg
Du tog med ham, ikke? Mor sagde det engang.
Ja. Forlod skolen, rejste til Jylland, hvor han arbejde i skoven. Mange levede som vi, blandt de forviste.
Senere blev de sendt videre til kulminerne. Jeg fik arbejde som sygeplejerske i arbejdslejren. Dødeligheden var høj jeg kæmpede igen som på hospitalet.
Og dér, Signe, der lagde jeg mig første gang i hans seng jeg ville være hans rigtige kone. Vi fik din morfar, Morten, der. Og din mormor Lene, født da vi vendte hjem til Århus efter amnestien. Jeg gik stadig gravid på skolebænken. Din onkel Henrik fik vi sent, da jeg var tæt på fyrre. Jens var over halvtreds. Han døde alt for tidligt Henrik var kun ni.
Signe sad stille, knuget op ad tæppet.
Olde, jeg fatter ikke noget som helst! Alt er bagvendt hos jer, sagde hun stille.
Bagvendt? Måske det. Men hvad mener du?
Kærligheden voksede først op, da I havde været sammen. Nu kræver vi kærlighed før alt andet.
Hvad mener du med kræver? Kærlighed kan man jo ikke kræve. Det er noget, man får, eller selv fortjener. Men kræve nej, det er ikke kærlighed.
Vi taler måske om noget forskelligt, olde
Noget forskelligt? Gunhild drejede hovedet, forstod pludselig. Ah, du mener samværet?
Ja, nikkede Signe, lettet over at sige det.
Veninden sagde, det gik ikke mellem hende og Emil, hvis hun ikke snart gav efter for hans ønske
Men det er jo ikke det samme, sagde Gunhild langsomt, Det er ikke kærlighed.
Kald det hvad du vil men det er da det, alle siger, er det største udtryk for kærlighed, sagde Signe.
Nej, Signe-pige. Ved du hvad, det største, det er når ens mand bærer én på toilettet efter en fødsel. Eller når din farfar løb hele vejen tværs gennem byen, da din mormor blev ramt af en ulykke. Eller når vi bare venter på hinanden derhjemme, laver mad, bekymrer sig, deler livet. Det er kærlighed. Det er det største.
Gunhild hostede, næsten overmandet af ordene.
Vand, olde, Signe skruede låget af termoflasken.
Gunhild tog en slurk, lagde sig ned.
Og hvis han virkelig elsker mig, mumlede Signe, men siger, han ikke kan vente? At det må være slut, hvis jeg ikke tør. At han får andre tilbud.
Og du da? Er du mest bange for, at han ikke vil gifte sig? Eller noget andet?
Jeg ved det ikke. Hvad nu hvis jeg bare bilder mig ind, jeg elsker ham? Eller han bilder sig det ind? Jeg vil have, det skal vare for evigt, som med dig, som mormor og morfar.
Så lyt til dit hjerte. Den der elsker, tvinger ikke, presser ikke. Kærlighed er rolig og klar. Jeg kunne slet ikke undvære din oldefar, det skete bare, uden tvivl.
Gunhild overraskede sig selv ved at fortælle alt det for et barnebarn.
Hun kiggede op i nattehimlen, på én stjerne, og mærkede, at nogen så tilbage fra stjernen.
Hun faldt i søvn uden at opdage det. Vågnede og så, at Signe sov i stolen. Hun havde ikke hørt hende flytte sig; kunne ikke huske, om de blev helt færdige med at snakke.
Hvorfor mon alt det kom over hende? Nok himlen, natten. Nætterne kan være magiske.
Hun så over på Signe, både barnlig og voksen, og tænkte, Gud må have sendt hende ind til sig i nat. Hvem ved
Hendes datter Lene var død alt for tidligt af sygdom. Tilbage var barnebarnet Helle, højtråbende, men blød om hjertet, og overlod pasningen af Gunhild til hende. Det var hårdt; to børn, stort hus, arbejde og nu en gammel bedstemor oveni. Det tærede på tålmodigheden.
Gunhild sov længe den morgen.
Da hun vågnede kom Helle med havregrød og hjalp med påklædningen.
Måske du ikke skulle skælde så meget ud på Signe, sagde Gunhild mildt, det der skal ske, sker uanset. Du kunne måske fortælle hende din egen historie.
Ej, det kan man da ikke! Hun er jo kun et barn. Når jeg ser hende der, sammen med Emil med en øl i hånden, som om hun er noget, han bare ejer Det gør ondt.
Men du gjorde da selv det samme. Kan du huske, hvad din egen mor sagde?
Åh, bedte, sig ikke mere. Man glemmer det aldrig. Men… hvad sad I og snakkede om hele natten?
Bare min egen historie. På en eller anden måde røg det hele ud af mig.
Helle gik, og Gunhild huskede, hvor meget de dengang frygtede for Helle. Hun elskede stormfuldt, skulle giftes og så kom hun fra gymnasiet alene, gravid og grædende. Hendes kæreste forsvandt sporløst.
Åh, så svært det var. Men Gunhild sagde med det samme vi skal nok klare det, vi får barnet. Men det blev ikke sådan; Helle mistede det i femte måned, selv med al hjælp.
Børnene kendte ikke den historie. Men Helles mand, Anders, gjorde. Han tilgav alt han var en god mand.
Senere kom Gunhilds gamle veninde forbi, og de græd sammen over ungdommen.
Dagen efter hviskede Helle pludselig taknemmeligt:
Bedste, jeg ved ikke, hvad du sagde til Signe i nat, men nu har hun slået op med Emil. Endelig! Hun sagde, han allerede er ude med en anden.
Så er det godt. Hun sørger nok?
Ja. Hun har ligget på værelset hele dagen.
Fortæl hende historien
Mener du virkelig? Jeg skammer mig, er jo hendes mor.
Fortæl. Nu er det øjeblik kommet.
Nå, jeg prøver så
Man kunne høre den lave samtale mellem mor og datter inde bag døren. De lå tæt, fortalte hinanden netop det, som føles så svært at dele mellem mor og datter. Der var varmt og lyst i værelset.
Da de senere kom ud i køkkenet, snakkede de ivrigt, skramlede med gryder, stemmerne var venlige. Gunhild faldt i rolig søvn.
Og hun drømte om Jens. Hendes trygge kærlighed, som steg ned fra en stjerne til hende, fyldt af tålmodighed og blidhed.
Og hun løb ham i møde over det våde græs i den blå kjole med stjerner på. Hun kunne se hver blomst i engen tydeligt.
Og han stod der, midt i det hele, i hvid skjorte, armene udbredt, ung og stærk. Ventede på hende i sin favn. Og så sødt var det at falde i de arme, som om deres sjæle mødtes på læberne…
