Lillefugl
Om Nielsen blev der talt meget, især om hans privatliv. Som om alle vidste alt om ham, nærmest som om man boede sammen i samme lejlighed.
Alle vidste for eksempel, at Emil Nielsen satte pris på komfort, orden og faste rammer at han kunne komme hjem fra arbejde og blive mødt af sin kone, selvfølgelig klædt pænt på i kjole og små sko, håret elegant sat op, læberne smukt sminket, men ikke vulgært, og et åbent smil, idet hun sagde: Velkommen hjem, skat, hvor har jeg savnet dig! Ikke sådan noget med endelig kommer du, for det var for hårdt, men bare: Godt du er hjemme, jeg har savnet dig, har kigget efter dig hele dagen ved vinduet. Det lød bare mere kærligt.
Nå, nu passerede du så endelig dørtærsklen! Hvor har du været? sådan forhørte Emils mormor og mor hans far. Han brummede bare til svar, forsvandt ud på badeværelset og tændte en smøg, røg ud gennem emhætten.
Emil forstod aldrig, hvorfor man dog røg på toilettet, når man havde en altan eller bare kunne gå ud på gaden. Men sådan var det. På altanen blev han mødt af sin kone, eller svigermor råbte op, at hun havde fået en elendig svigersøn, og hun fandt altid bevis for det.
Når han gik ud på gaden at ryge, blev det gerne til en halv pakke, og så trak det ud. Hans læber bar mærker af de mange cigaretter, de blev hårde og kom med sorte prikker. Han døde, da Emil var nitten, havde tilbragt sine sidste år som eneboer på sin vens kolonihave uden for København, nægtede at lade nogen komme forbi. Da Emil endelig fik adgang, vrissede hans far altid til ham, at han bare forsøgte at nyde sin ensomhed.
Her er der en ro, Emil, så stille, at det nærmest ringer for ørerne. Ingen maser, ingen river flænger i dig, fordi du bare er, som du nu engang er. Nej, Emil, du smutter bare tilbage til byen, til din mor, jeg skal nok klare mig! Jeg har fået lidt arbejde i et autoværksted, jeg skal nok klare det! Men da han blev begravet, besluttede Emil, at sådan skulle det ikke gå ham han ville have kærlighed, fred, harmoni.
Men gik det sådan?
Emil kunne lide, at hjemmet var pænt og ordentligt, ingen nyligt vaskede strømper eller undertøj skulle hænge og dingle over komfuret, ingen barnetrøjer eller underbukser. Ligesom dengang i barndommens lejebolig det skulle ikke gentage sig! Nej tak! Hjemmet skulle fyldes af fri luft og duft af varm aftensmad og ikke af kogende vasketøj. Måltidet skulle helst inkludere lidt snaps; det var trods alt hårdt arbejde, lidt til at løsne nerverne, hjælpe på nattesøvnen og det var jo ikke forbudt!
At bo med Nielsen var et privilegium, alle skulle ønske sig det. Tryghed, orden
Ville man have eget egeskab? Emil skaffede det. Bordet, der mindede om det, familien Brix havde haft til fru Eugeniens mindehøjtid, skaffede han også. Rygtet bredte sig på hele Frederiksberg og i antikvitetsforretningerne, at det var sådan et Nielsen søgte efter. De fandt det, leverede, tog ikke engang penge for det.
Hvorfor? Jo, fordi Nielsen var respekteret, myndig, og hans ord, et enkelt opkald, kunne ændre et menneskes liv ikke bare deres skæbne, men selve livet! For nylig blev Emil, altså Emil Søren Nielsen opkaldt efter den store forfatter irritabel over betjeningen på en restaurant, og så ankom der straks et inspektionshold, folk i jakkesæt sad længe og tog prøver. Så forsvandt de.
Hvad skete der, maden var da skøn! undrede stamgæster sig.
Du har ikke hørt det? Køkkenet bugnede af kakerlakker, og maden ja, det var affald serveret for delikatesser! hviskede de indforståede. De havde aldrig selv råd til at spise på det sted, men havde hørt, hvordan inspektøren blev tigget om ikke at skrive rapport, men han gjorde det alligevel både om kakerlakkerne og suppen, der blev solgt som fransk, og at selveste Nielsen havde spist der og led af dårlig mave bagefter.
Restauranten lukkede, personalet blev fyret, et nyt sted åbnede, nøje udvalgt af Emil. Nu tog han ofte sin kone, lillefuglen Karen, med derhen.
Meget blev sagt om Emil Nielsen historier, rygter, sladder for statussens skyld.
Hans kone, Karen
Mærkeligt navn for hustru til én som ham, mente de. Kirsten, Mette, Inge det var pæne navne. Men Karen Som om man trådte på et sneglehus og kunne høre det knække mellem hælene: Kareeen…
Hvad så han dog i hende?! hvisker alle de andre Kirstener, Toves og Ingers hånligt bag deres rygge. Der er simpelthen intet der.
Hun er vist klog, lyder det med træk på skuldrene. Holder hjemmet i orden, gæsterne roser hende. God som hushjælp, spiser næsten ingenting, den lille svale! Og det siges, han elsker hende ikke rigtig; har hende bare for syns skyld!
Har du nogensinde været hjemme hos dem?
Nej da! Kun udvalgte får lov
De udvalgte kolleger fra Emils arbejde dukkede op med regelmæssige mellemrum. I hverdagen til middag, i weekenden til frokost eller måske morgenmad, hvis Emil havde været på jagt og nu kom hjem, trofæerne med.
Bordet var altid fyldt, og Karen var let og smilende, hovedet let på skrå, maden blev båret ind, ret efter ret og alt lavede hun selv, ingen hushjælp.
Nielsen var stolt.
Hov, ikke af hende af sig selv! fnyser de, der ved besked. Se nu bare, hvem han valgte! Lillebitte, lidt undseelig, men forkæler dig det kan I bare ikke hamle op med, hvad? Bemærkede du, hvordan Karen aldrig modsiger, men adlyder som det var skik, dengang alt var på plads: manden er hovedet, konen gør alt for ham og er lykkelig, bare han ikke tæver hende.
Karen arbejdede på et lille bogtrykkeri, havde en smule løn, men det betød ikke noget for husholdningen.
Det er bare tidsfordriv for hende, forklarede Emil overbærende, hvis nogen spurgte. Hun vil helst ikke høre, at hun sidder på min ryg. De er selvstændige, sådanne kvinder ikke, Karen?
Karen svarede blot med et lille smil eller et nik, nikkede, som en stofdukke.
“Åh, Emil Søren, De er fantastisk! Sådan ét hus, så velsmurt, så udsøgt!” sang gæsten, Frida Madsen, som havde en eller anden stilling på Det Kongelige Teater. “Alting smager himmelsk, ikke nødvendigvis bestilt udefra, men fornemt arrangeret, nøje udvalgt. Selv luften her virker let at trække!”
Frida faldt til ro, kunne ikke synge mere af sine begejstrede, skingre arier, bed sig i læben og bøjede hovedet i ærbødighed.
Nielsen lo: Det rækker nu, lad os hellere spille et spil!
Der blev spillet kort, danset, leget selskabslege, og Karen smilede fortsat.
En dukke, intet mindre. Han har købt hende, derfor griner hun sådan, hvæsede Frida senere til sin tante Karen, som hun i femte år havde boet hos. Hun har været en ingenting, og han har løftet hende. Men hun er ikke god nok. Ikke værdig til ham!
Så du synes, det er dig? spurgte Tante Karen tørt, skød asken af sin slanke cigaret og lagde kabale ud.
Karen Margrethe! Ikke på dugen! udbrød Frida, rakte sin tante det tunge askebæger. Ellers får vi ild og hvem skal slukke og rede op! Mig? Jeg jeg er klogere, kønnere og ville gøre det hele så meget bedre. Hvad serverede hun i går? Kartoffelkager og sur fløde, noget benet fisk jeg blev ved at sætte mig fast i dem. Jeg ville have serveret and, eller mindst en kylling, mange flere forretter, laks, galantine Åh, hos mig fik gæsterne aldrig kartofler og sur fløde!
Sammen med, ikke i stedet for, korrigerede Tante Karen moderligt. Du er velopdragen, Frida! Men nuvel, ven jeg skaffer, at hende Karen Sofie, holder et par ugers ferie fra husholdningen. Hun er nok træt af gryder og fugtige klude og trænger til at slappe af. Jeg kan så arrangere et lille ophold for hende, og du tilbyder dine tjenester til Emil.
Åh, tante, det hele er så godt tænkt! udbrød Frida lettet og kyssede hende.
Ja, ja, kvæl mig ikke! svarede Tante Karen og rettede på sine ravkæder. Hvornår tager du dertil?
I onsdags har Emil gætter-aften. Jeg spiller også kan synge viser
Så onsdag! Godt. Tante Karen vendte sig bort. Lige så godt at få Frida ud af huset i en fart.
Som altid havde Karen sørget for alt: bordet bugnede af retter, duften af lavendel og nystrøget dug fyldte stuen, gæsterne følte sig hjemme, og kopperne dammede af stærk sort kaffe.
Karen elskede guitarens bløde klang, ordene der slyngede sig ind i melodien, bare at lade tankerne flyde, mærke mandens varme hånd på skulderen.
Emil havde det varmt, var blevet lidt tung, og åndede besværet; skjortekraven strammede, men det var alt underordnet. Det var guitar-aften, Karen sad ved hans side, sang med så godt hun kunne.
Frida Madsen sad også dér, klædt som aldrig før, med øreringe så store, hun kaldte det sidste nye mode. Emil trak på smilebåndet hvordan kunne mode dog være så smagløs?
Hvor klarer du dig dog uden Karen de næste to uger? Din kone sender jeg til Skagen hviskede Frida ind i hans øre med overdreven medlidenhed, badet i tunge, østerlandske parfumer.
Åh, ja Det bliver hårdt! Emil tog sin hånd væk fra konens skulder, smilte skævt. Det er aldrig sket før hun er blevet belønnet med en tur. Jeg prøvede at overtale hende til at blive, men hun fortjener det. Jeg nægter vel ikke min kone et spa-ophold.
Hvad så med husholdningen? spurgte Frida.
Jeg finder en, hvis Emil ikke har noget imod det svarede Karen, blikket mod gulvet.
Vi ser på det. Nu skal vi have kage! Karen, vær så sød! Emil bredte armene ud, som ville han tage dem allesammen ind til sig.
Alle samlede sig om bordet. Karen bar ind en stor lagkage, pyntet med flødeskumstoppe, næsten som et lyserødt slot; hun skar små stykker, tilbød dem, blikket mod bordet, ydmyg og genert.
Frida følte ubehag. Ved siden af en mand som Emil burde der være en farverig, vovet, glad kvinde, ikke den her stille lillefugl! Men snart ville der ske ændringer
Karen tog af sted ud i natten. Emil fulgte hende ikke til toget, de sagde farvel hjemme, et sidste kram, et kys på hovedet og hun pressede læberne mod hans bryst ville sige noget, men han stoppede hende.
Det er nok, taxien venter. Jeg skal i seng nu. Jeg har det hele styr på husker endda at din tante, Inge, kommer i morgen. Kør nu.
Hun forlod lydigt lejligheden, gav chaufføren sin kuffert, kastede et sidste blik op og jog ned ad trapperne som en ung pige, så selv chaufføren måbede. Nielsens hustru, altid så reserveret, og nu fjernede hun sig så let
Tante Inge kom aldrig. Frida stoppede hende allerede ved Metroen, rakte hende nogle sedler og sagde, hun skulle komme i morgen i stedet.
Men jeg havde da lovet i dag hvordan skal Emil dog klare sig? insisterede tante Inge. Jeg har købt oksetunge, det skal stadig tilberedes.
Lav det hjemme! Du skal ikke til dem i dag. Her er penge, gå bare, giv mig bare nøglen, vær ikke nervøs, jeg er jo Emils søster, vi skal bare hygge, uden hende er Emil mere afslappet. Altså slut! Frida rakte hende nøglen ud af hånden og kiggede op på himlen. Den var mørklilla med grå årer, som på netop den oksetunge, som tante Inge stak hende ind under næsen. Det tordnede. Bare det nu ikke begyndte at regne
Frida blev fanget af uvejret i Nielsens baggård. En byge så voldsom at både strømper, kjole og indkøb blev drivvåde. Hun havde tænkt at forkæle Emil med eksotisk mad, canapéer, champagne og derefter ville alt følge af sig selv. Så flyttede Frida ind, og Karen måtte tilbage, hvor Emil havde fundet hende. Snart!
Pyh! Tænk, tante Inge gav mig bare nøglen! Folk er så naive! Frida nåede ind, smed de plaskvåde ting på gulvet, tog skoene af, hev kærv og kjole af, og fandt i skabet en kimono med broderier. Passede hende ikke helt men så meget desto bedre!
Køkkenet virkede overraskende upersonligt: skufferne bugnede af gryder, pander, fade. Underligt, for de spiste jo altid ude. Karen kunne vel ikke engang lave grød, men Emil havde heller aldrig haft brug for det! Frida pillede lidt rundt og fandt, hvad hun havde købt: lidt jordbær, en fin pølse, en fransk ost, der stank, men skulle være sådan
Hun fandt lidt glas og lagde champagnen på køl. Hvad var det? Noget suppe? Rødbedesuppe, måske Sikkert til hushjælpen! Frida smækkede køleskabet, rystede på hovedet.
Hun hængte strømperne og kjolen til tørre over komfuret
Klokken blev næsten ti, men Emil var stadig ikke hjemme. Frida blev frygtelig sulten, gumlede lidt ost, lavede en grimasse, spiste en jordbær sur. Hvor blev han dog af?!
Endelig drejede hans bil ind i gården, chaufføren åbnede døren, og Emil kravlede træt ud. Frida stod bag ruden, tændte ikke lyset. Det skulle være en overraskelse!
Han er nu ikke videre tiltrækkende oppefra! tænkte hun, Tung og svedig, benet slæbende men han har penge! Og hun sprang hen til døren.
Maven knurrede, og Frida havde ikke længere lyst til romantik, men til oksetunge.
Nøglen drejede, døren gik op, Emil kæmpede med frakken, standsede og kneb øjnene sammen.
Nå, endelig er du hjemme, hvor har du været?! snurrede Frida. Har ventet så længe!
Frida? Hvad laver du her? lød det overrasket og en smule skarpt fra Emil. Var han ikke glad?
Jeg Karen bad mig holde øje med dig. Jeg er ankommet nu, så kan vi spise. Du bestiller vel noget, det du plejer hvad du har i køleskabet, er ikke værd at spise. Jeg har kun medbragt lidt champagne og snacks. Emil jeg har savnet dig
Hun nærmede sig Emil, men han rakte bare tasken til hende, hængte frakken, og gik ind i stuen.
Er du sikker på, at Karen min kone bad dig om det? Hun sagde, hendes kusine, Ib eller Inge, skulle komme
Frida stod og lyttede.
Jo, men forfærdeligt! Inge fik blindtarmsbetændelse, blev kørt væk af ambulancen, og Karen ringede så til mig. Er du ok, Emil? Frida prøvede at lyde, som tante Karen havde instrueret, men hendes sultne mave afslørede hende. Bare de snart bragte noget mad. Hvad ville Emil servere i aften?
Hvorfor bliver du ved? Jeg er træt og sulten. Hvad har du her? Emil gik i køkkenet, opdagede straks kimonoen. Hvorfor har du Karens slåbrok på?
Det begyndte at regne, et frygteligt tordenvejr. Jeg blev våd og bange. Det tordnede sådan Frida snublede nærmest og faldt klodset op ad ham, men han frastødte hendes arme.
Hvorfor gider du det her, Frida? Hvorfor tror du, jeg har lyst til at spise, synge eller drikke med dig? Jeg er gift. Karen er et fantastisk menneske, en vidunderlig kone, hun Hvorfor rører du mig? Emil trak sig væk, ansigtet vredet i smerte.
Frida var overrasket, for Emil så lige nu så kejtet ud, sårbar, næsten sørgmodig. Hans øjne flakkede i rummet, som om han ledte efter Karen sit lille sneglehus, den lillefugl?
Emil, lad nu være Du skræmmer mig. Jeg ville bare gøre dig glad, skabe lidt romantik. Du lever jo altid stort, let og ubekymret! Skal vi ikke bare tage på restaurant, bare os to? Jeg klæder om på ingen tid! Mine strømper har du lagt dem væk? Åh, du, slyngel, stak dem i lommen? Giv dem dog tilbage! Frida viftede med den bare fod, tabte balancen, dumpede ned på en stol.
Emil stønnede, og fiskede strømpen op fra lommen.
Jeg vil ikke have romantik med hvem som helst! Jeg spiser hjemme, det min kone har lavet. Hun kommer hjem fra arbejde, træt, hovedet gør ondt, men hun står ved komfuret for min skyld. Jeg har bedt hende hundrede gange om at lade være, bare slappe af, få en hushjælp men hun kan ikke. Hun ved, jeg har det bedst sådan. Tror du, jeg er tyran? Nej, Frida det er hende, der tryllebinder mig. Jeg kan ingenting uden hende. Selv i morges glemte jeg alting og måtte vende om fra arbejdet, fordi min Karen ikke var der. Jeg er ikke mig selv uden hende det er som om hun har taget mit hjerte med på kursted! Jeg må gå. Du skal gå. Jeg kører til Karen.
Han ventede utålmodigt, mens Frida pakkede sit ost og sin pølse og forsvandt ud i natten.
Så hurtigt oppe? spurgte Tante Karen fra mørket i entreen. Gik det godt?
Han elsker virkelig sin kone, sukkede Frida, opgivende.
Physisk! Kedeligt. Nå, men du skal nok finde én, lo tante Karen og satte vand over til te. Nu skulle de sidde og sladre. Hvad skulle man ellers lave kl. tolv om natten, end at snakke om mænd?
Emil ankom til sin kone, bleg og forpustet, vred nervøst på sin hat, men lillefuglen, glemte et øjeblik alt om hvem, der så til, sprang ham om halsen, lo og græd på samme tid.
Velkommen hjem, hvor er jeg glad for at du kom! hviskede hun ind i hans øre.
Og han smeltede ved de ord; enkle, men kun til ham, kun af hende, Karen. Ingen glæde for ham er større end bare at være nær hende. Folk så på, hvordan den brede, slidte mand kyssede sin kones hænder, mens hun rødmede og bad ham stoppe. Men han kunne ikke han havde længtes, og de havde været væk fra hinanden så længe. Næsten en evighed
Sent om foråret fødte Karen deres søn et spejl af Emil.
Også lille Nielsen kunne ikke undvære sin mor. Det var måske noget, der lå i familien
Hvad er hendes hemmelighed, Tante Karen? Hun ligner jo et stykke træ med ben! klagede Frida, nyligt fyret fra teatret på sin værste dag netop som hun hørte om Nielsens søn. Og Emil tilbeder hende. Han er da bedre end hende, mere værdig, mere imponerende!
Det er karisma, Frida. Ikke noget du kan lære. Slå dig til ro, svarede Tante Karen og trak på skuldrene. Bag hver stor mand står en stille kvinde, der gør ham stor. Det er bare sådan. Glem det, min pige. Du finder også en mand jeg har lidt likør, det hjælper altid på kærestesorg. Måske går det snart over for dig ogsåFrida tøvede med glasset i hånden, mens likøren brændte let på tungen. Hun kiggede ud i aftensolen, der farvede byens tage gyldne. Ikke så meget karisma, tænkte hun, mere noget hemmeligt, skjult bag Karens ydmyge smil en slags urokkelig fred. Måske var kærlighed ikke dramatik eller fester, men bare at høre til hos nogen. Måske var det at lade nogen være hjem for én.
Tante Karen døsede med tørret rosenblade i skødet. Uret slog én. Lige før søvn fortalte hun lavmælt:
Det kræver styrke at være så stille. Du kan larme hele dit liv og stadig ikke blive elsket sådan.
Frida sagde ikke mere den nat.
Hos Karen og Emil, i rækker af hverdage, bølgede roen ind. Lejligheden summede af duften fra kaffe og barnelatter, sange ved middagsbordet, de små rytmer kun nogen mærker og værner om. Emil, der før troede, han styrede alt, indså langsomt, at lykken ikke kom af det han skaffede eller bestemte, men af det han blev givet.
Når han hver aften vendte hjem, lå lyset altid rigtigt på gardinerne. Karen stod ikke altid med smil eller frisuren sat nogle gange døsede hun på sofaen med barnet på maven, nogle gange stirrede hun bare tavst ud på regnen. Men når Emil åbnede døren, mødte hun hans blik med et nik, et suk, og han vidste, at dette sted var hans hvile, den uundværlige ro i stormen.
Rygtet om Nielsen forandrede sig med årene. Man sagde, han var blevet blød, mere menneskelig, at det nærmest var konen, der havde fortryllet ham. På bænke og i baggårde blev der fortalt, at det var den tavse lykke, man ikke kunne købe sig til, der holdt ham oprejst.
Og Karen? Hun fik aldrig store ord, aldrig fester, men var til sidst og for altid den alsidige lillefugl: måske uanselig udefra, men uimodståelig for den, der kendte hendes milde vingeslag gennem livet.
På den måde fandt alle til sidst deres plads selv Frida, der lærte at længes mindre efter lysende scener, og mere efter nogen at dele nogle hverdagsord med, ved midnat, over likør.
Og huset på Frederiksberg forblev det samme trygt, roligt, med vinduet på klem, duft af mad, latter og en lillefugls sagte sang bag døren, når dagen gik på hæld.
