Jeg vælger dig til min mor
Goddag, er det dig, der skal til Løkken? spurgte en kvinde, da hun stoppede bilen ved busstoppestedet tæt ved Aalborg.
Ja, det er mig, svarede Valborg med et løftet øjenbryn.
Hendes søn havde booket en samkørselsbil til hende via GoMore, men hun havde ikke forventet, at føreren var en yngre kvinde.
Kvinden steg ud, løftede let Valborgs taske og satte den i bagagerummet. Hun spurgte, hvor Valborg helst ville sidde. Foran, svarede Valborg så kunne hun sidde ved siden af føreren. Turen var lang, hele vejen til Skagen, og der ville nok blive tid til at flytte rundt, måske endda døs lidt undervejs.
Jeg hedder Dorte. Og dit navn? præsenterede føreren sig straks. Hun så ud til at være i fyrrerne. Valborg var over tres.
Valborg Jørgensdatter, men bare kald mig Valborg. Jeg anede ikke, at kvinder kører så langt.
Jeg kører ikke for andre, svarede Dorte, jeg skulle alligevel den vej, og alene er det altså lidt kedeligt. Og det er jo heller ikke dårligt at få tilskud til benzinen. Jeg har gjort det her flere gange, både frem og tilbage. Godt rutevalg, altid passagerer, og hyggeligt selskab.
Er det ferie?
Nej, jeg skal op til min mor. Det er næsten som ferie for sjælen, sagde Dorte og smilede.
Jeg skal besøge min søn. Han er lige flyttet til Skagen, og jeg savner ham…
Det er skønt, når medpassageren viser sig at være selskabelig. Valborg mærkede med det samme, at Dorte var nem at tale med, og vidste, at rejsen ikke ville blive tung. Hun så så afslappet og sikker ud bag rattet, kørte bilen med lethed en kvinde, man ikke kunne lade være med at beundre. Hun var klædt simpelt og elegant: lette lyse jeans, en luftig t-shirt. Slank, lysegråt hår trukket tilbage i en hestehale, store grå øjne, smukke øjenbryn.
De faldt hurtigt i snak. Dorte var gift, havde to børn, og en god mand. Men hans arbejde i Miljøstyrelsen betød, at de ofte måtte flytte. Sådan var det bare.
Valborg fortalte om sin søn, der var blevet skilt og nu boede langt væk. Familien var brudt op, børnene blev hos eks-konen.
Uden børn er man ensom, men med børn følger mange bekymringer, sukkede Valborg.
Undervejs stoppede de ved tankstationer, drak kaffe, gik på toilet, og efter fire timer føltes det nærmest ikke som om, de først lige havde mødt hinanden. Nogle gange er det lettere at åbne sig for fremmede, man måske aldrig møder igen.
Valborg blev også fortrolig: Det første barn, sønnens ældste, var faktisk ikke hans, men fra eksens første ægteskab. Sønnen havde adopteret hende, kærligt og naivt, men måtte nu betale børnebidrag for et barn, han ikke var far til.
Tænk at tage så stort et ansvar, sagde Valborg og så hurtigt på Dorte, der blev stille, Siger jeg noget forkert? Jeg føler bare for min søn…
Nej, det kan jeg godt forstå, sagde Dorte blidt, men når man har valgt et barn…
Valborg tav, ville ikke lyde bitter. Men stærke følelser boblede op. Hun mærkede, at Dorte ikke holdt af stridbare ord.
Vejen fløj forbi, skoven snoede sig grøn og eventyrlig udenfor ruden. Så begyndte Dorte at tale ganske roligt, som ville hun lade Valborg forstå, hvorfor hun måske reagerede lidt anderledes end forventet.
Min mor er heller ikke min biologiske mor. Hun tog mig fra børnehjemmet. Eller måske valgte jeg hende vi bliver aldrig helt enige om det, Dorte smilede.
Er det rigtigt? Fortæl, hvis du vil?
Ja, hvorfor ikke. Der er lang vej endnu…
Dorte begyndte sin beretning.
Lægerne sagde tidligt til min mor, at hun ikke selv kunne få børn. Hun og min far adopterede en anden pige før mig, en lille Ellen på tre år. Men efter nogle år meldte Ellens biologiske mor sig pludselig og forlangte hende tilbage, og fordi moren ønskede det og havde fået det bedre økonomisk, blev Ellen givet tilbage. Det var en frygtelig tid. Mor havnede på hospitalet af sorg. Far som jeg kun kender fra mors beretninger og stadig kalder Far Poul støttede hende. Men kort efter gik han bort. Han døde, før jeg kom ind i billedet.
Så du hedder Dorte Poulsdatter?
Nej, det er mere indviklet. Jeg hedder Dorte Alexandersdatter. Min biologiske far hed Alexander.
Valborg blinkede.
Jeg sagde jo, det er lidt indviklet. Men samtidig også simpelt. Efter Poul døde, og Ellen var væk, følte min mor sig meget alene og trist. Hun fik arbejde på børnehjemmet, hvor hun havde lært personalet at kende i forløbet med Ellen. Det blev hendes nye liv.
De rullede ind i en kø på motorvejen, og samtalen blev afbrudt. Men fortællingen var først lige begyndt.
Dorte fortalte alt, som hendes mor, Vera, havde fortalt hende.
***
Børnene på børnehjemmet var ikke nemme. Den første dag blev moren ramt i panden af en jernbil, foræret af en dreng, hun blot ville kramme. Mange børn havde ar på sjælen.
Tre år gik, før erfaringen var indlært. Børnene knyttede sig til hende, men strenghed var nødvendigt. Hun lærte at balancere nærhed og afstand.
Så var det, de skulle hente mig en ny pige fra sygehuset. Jeg kom fra en ulykke, hvor min egen mor døde. Jeg var seks, havde brækket armen, og ingen familie ville hente mig. Min mormor kendte jeg ikke, og min far eksisterede ikke. Min mor havde været alenemor; vi boede til leje, og pludselig var jeg alene i verden.
Mor Vera fortæller, at hun syntes, jeg så lille og spinkel ud, klamrede mig til hende som en spurv i bilen på vej til børnehjemmet. Fine sko, fin jakke og alligevel klar til et nyt liv et fremmed sted.
Allerede dengang mærkede hun noget særligt for mig. Og måske besluttede hun sig allerede der for at tage mig til sig, selv om hjertet ræsonnerede mod erfaringen.
Vi ankom til børnehjemmet, som lignede en vuggestue udefra, med blomsterbede og et lille legeområde. Lederen, fru Birte, kendte til situationen og hjalp processen.
Jeg holdt mig for mig selv og knyttede kun bånd til Vera. Hver gang hun kom, løb jeg hende i møde. Jeg fulgte hende med øjnene overalt. Fru Birte sagde direkte:
Dorte er din pige, Vera. Skal du ikke søge om at blive hendes værge?
Mor søgte. Hun savnede at høre hjemme, savnede fortrolighed, og var ofte ensom. Men det var svært at vide, om de ville give tilladelsen. Birte og sagsbehandleren fra kommunen hjalp alt, hvad de kunne.
De fortalte mig det, før processen var færdig: “Nu bliver jeg din mor, Dorte. Du skal bo hos mig.” Og jeg flyttede ind, længe før dommen var sat og papirerne skrevet under.
Dorte fortalte dette stille, mens de langsomt fik køen foran sig væk, og de rullede igen.
Men det endte ikke der? Valborg spurgte, ivrig.
Nej, alt blev vendt på hovedet. Nogle dage før retten skulle afgøre min adoption, dukkede en ny part op.
Hvem?
Min biologiske far, Dorte drejede rattet.
Hvordan? Jeg troede, det aldrig ville ske.
Han var en højtstående embedsmand i regionen, gift, velanskrevet. Havde aldrig været en del af mit liv, og ønskede ikke, at det blev offentligt kendt, at jeg var hans datter. Han sørgede for, at jeg blev tilbageført til børnehjemmet og derefter blev overdraget til en familie i Odense, hvor de havde penge og status.
Han kendte min mor, men ønskede ikke, at jeg voksede op i fattige kår. Han kunne ikke give sig til kende som far, men ville heller ikke overlade mig helt til skæbnen.
Jeg passede aldrig ind hos den nye familie. Jeg lavede ballade, gjorde modstand. Til sidst forsøgte de at aflevere mig tilbage, og det lykkedes. Min biologiske far hentede mig og afleverede mig atter til børnehjemmet.
Så snart jeg var tilbage, løb jeg til Mor Vera, der lå på hospitalet af sorg over at have mistet mig. Jeg omfavnede hende og sagde: “Jeg vælger dig til min mor! Slip mig ikke igen!”
Sådan blev jeg hos min mor, Vera. Hvem der valgte hvem, står stadig til debat, men jeg ved, at jeg valgte hende.
Og din far? spurgte Valborg.
Han døde, da jeg var tretten. Men han gav min mor et lille hus i Skagen, så jeg aldrig skulle mangle noget. Det var hans måde at tage del i mit liv på, og for det er jeg taknemmelig.
Dorte sukker, ser på Valborg, og i øjnene lyser et varmebånd af kærlighed.
Nu er min mor blevet 75 og bor alene. Jeg besøger hende ofte, så hun ikke føler sig ensom. Hun har et dejligt hus, en god have, og hun er den bedste mor i verden! Det er ikke alle forundt at kunne vælge sin mor men jeg fik lov. Og det var det helt rigtige valg.
Valborg betragtede Dortes smukke profil, mens hun holdt fokus på vejen. Dorte skævede til hende, smilede bredt, og trykkede speederen lidt hårdere ned. Hun glædede sig til at komme hjem til mor den mor, hun selv valgte.
