Det vigtigste
Det føles, som om det var i en anden tid; dengang kunne Jørgen Andreasen bare ikke få skrevet det kapitel færdig. Det kom ikke ud, uanset hvor meget han prøvede! Deadline nærmede sig om bare en måned skulle han aflevere, ledelsen havde sat hårde krav, og Jørgen var både for stolt og for samvittighedsfuld til at skuffe dem. Hvad var han dog en sløv student eller uduelig dagdriver?
Det her, kære ven, er altså slet ikke for sjov! Du skriver trods alt din doktorafhandling! brummede hans vejleder, professor Mikkel Jakobsen Søndergaard, som de unge kaldte Mika dog ikke i disse situationer. Når Jørgen ikke leverede, var det fuldt navn med patronymikon. Jørgen sad foran ham, gråbleg, fortabt, og lignede en, der havde mistet alt håb.
Og du er heller ikke kandidatstuderende længere, min ven! spat Mikkel Jakobsen og sendte et strengt blik over brillekanten. Så dem har vi lidt mere overbærenhed med Men ved du hvad? Kender du Maria Rom? Jørgen nikkede svagt. Alle kendte hende altid smilende og rødkindet, så livsglad.
Ja, jeg tvivler ikke! sukkede professoren, smagte nærmest på navnet, som var det en bitter snaps. Endnu en gang er hun sygemeldt gravid igen, forstår du?! Og igen er forsvaret af afhandlingen udskudt. Hvordan finder hun dog tiden?
Mikkel Jakobsen bemærkede ellers sjældent, hvad der foregik omkring ham hvem var gravid, hvem blev skaldet, eller hvem sagde op; intet kunne hidse ham op bortset fra dét at skrive bøger. Lige nu, for øjnene af Jørgen, overvandede han en halvdød stuebirk, men ænsede slet ikke, hvordan vandet flød ud på det gamle gulv og samlede sig mellem de slidte brædder. Snart ville sekretæren Ingrid komme rendende, tørre op og sukke opgivende, hendes store rav-øreringe klirrede altid. Men Mika, han så det ikke. Han var til store tanker, født til de store gerninger!
Jørgen Andreasen havde ofte ønsket, at han selv besad den samme kompromisløse videnskabelighed men sådan var det ikke. Hverdagen forstyrrede ham, tankerne stod stille, som om hans viden var opløst i tyk gelé. Han sad fast i den, slog slap ud, men intet hjalp ham videre.
Man sagde, at Søndergaard havde skrevet sin doktorafhandling på en måned: Han forsvandt, så forpjusket ud, gik med skævt slips og dansende djævle i øjnene og BANG, så var afhandlingen der: Strålende, om livet i Romerriget. Jørgen havde læst den, men huskede intet. Han var blevet glemsom.
Nå ja, Rom, hun er jo kvinde, indrømmede Søndergaard venligt. Hun kan rode rundt med babyer og sengetøj og alligevel få sin kandidatgrad. Men doktorafhandlinger Jørgen, min dreng, dem trækker man ikke i langdrag. Trækker du tiden ud, er det fordi du ikke duer. Forklaringer godtages ikke! bankede professoren i bordet. Ikke noget med, at det ikke flyder, eller at det sidder fast! Gem den slags til rektor. Jeg vil se resultater!
Jeg forstår dig jeg tror, det hele er deroppe mumlede Jørgen og skammede sig som en skoleelev, der pillede maling af professorens bord. Men jeg bliver distraheret, Mikkel Jakobsen! Forfærdeligt distraheret!
Det var hans kone, det vidste han. Jørgen prøvede at arbejde, men hun tonede smilende op i døren og hviskede kærligt:
Jørgen, vil du have lidt te? Eller skal jeg brygge en kop kaffe?
Han nægtede, havde ikke tid, viftede afværgende, og straks gled tanken væk, druknede i teens duft.
Men uanset svaret, kom Astrid trillende ind med bakke; alt klar: den gode indiske te, ikke for stærk, syltetøj i et glas mørkerødt kirsebær lavet af Astrid selv, alting var smukt tilrettelagt, med små sandkager, Jørgens yndlings
Jeg vidste, at du havde travlt, så jeg tog det hele med herind! forklarede hun glad, skubbede hans bunker til side, lagde låg på computeren, børstede støv af bordet og serverede foran ham.
Hun drak altid første slurk, lod smuler drysse ned på tallerkenen, og Jørgen havde lyst til at røre hendes kop, dér hvor hendes mund havde været og mere endnu. Han var kun 37, Astrid tre år yngre, de havde været gift i to år og kunne stadig ikke få nok af hinanden.
Astrid! Hvad laver du dog?! Jamrende i bedste danske forfatterstil skubbede Jørgen konens tiltag væk. Det er slet ikke passende! Kan du ikke se, at jeg har travlt, at jeg har hovedet fuld af tanker, der dårligt kan nå ned på papiret?! Hvorfor kredser du om mig hele tiden? Dine kager får mig til at sprænge det lykkedragt, jeg kun lige kan være i. Tag det væk! NU!
Astrid sukkede trist, gik ud, hviskende undskyld, men lod maden stå. Duften hang, syltetøjet blinkede mørkerødt, og småkagerne skinnede som små skatte.
Jørgen tabte da kontrol igen, spiste og smilede, men blev straks sur, da han så kirsebærpletter på skjorten. Småkager? Nej, ikke nu!
De begyndte at skændes mere. Astrid blev fornærmet og holdt sig på afstand
Ja, hun forstyrrede. Det var sikkert!
Jørgen fangede sig selv i at sige det højt, for Mikkel Jakobsen rørte sig og nikkede.
Jeg forstår det Ja Han trommede mod bordet. Ved du hvad! Udbryd han pludselig. Jørgen spærrede øjnene op. Kør ud i mit sommerhus! Jeg har ikke været der længe, du finder intet særligt, men jeg har et bibliotek! Her, nøgler og adresse, professoren rev dem af et viskestykke og rakte dem frem.
Det er da lidt frækt at tage af sted uden dig? indvendte Jørgen.
Ikke noget problem! Naboerne vænner sig til alt. Engang tog en bekendt ind om natten, tændte ikke lys, vinduerne stod åbne naboen, fru Karen, tog ham for en tyv og kom straks med jagtgeværet Men du tager bare af sted om dagen, hilser på, det går nok. Gå så; jeg har travlt! viftede Søndergaard. Jørgen greb sine papirer, fik dem mast ned i tasken, alt for opkørt.
Og tag konen med! lød det over dørtærsklen. Hun kan vel slå med le? Kan hun det?
Med le? stammede Jørgen.
Ja, slå græs! Med le, for parcellet er groet til, og jeg kan ikke mere, gigt i alderen. Kom og hjælp mig! Måske løsner det også op for din doktorafhandling
Jørgen trak på skuldrene. Han havde prøvet det før det var længe siden men han skulle nok finde ud af det igen!
Astrid tog fri, pakkede tæpper, stegte frikadeller, hentede brød, ost og rugbrød, og var forfjamsket og spændt på at skulle ud på landet.
Hvorfor tror du, han inviterer os? Jørgen? Og skal jeg pakke badedragt? Skal vi ind i skoven?
Jørgen skulede og trak på skuldrene.
Jeg har travlt, Astrid. Der er bøger til afhandlingen. Og han bad mig slå græsset sagde han, allerede træt ved tanken om arbejdet.
Okay Men så tager jeg en lille segl med, det lærte mormor mig jo! lo Astrid. Skal vi tage gummistøvler med? Nej, det har vi ikke
Drop snakken, Astrid, mit hoved sprænges allerede! Hvor er bilnøglerne?
Som altid på knagen i entréen, svarede hun, gik for at pakke solhat.
De fandt hurtigt ud til Tornby. Jørgens gamle Opel vakte opsigt blandt fårene på marken og de snappende hunde bag stakitter, og gamle koner på bænke solgte de første sommeræbler.
Astrid smilede til alle, klappede gedekid, snusede til duften af vilde urter.
Her må det være, sagde Jørgen foran et gammelt, mosgrønt bindingsværk, hvis tag næsten synkede sammen under vægten af æbletræets grene og et faldefærdigt skur. Grunden, stor men groet til, summede af bier og flagrende sommerfugle. Det matchede slet ikke Jørgens forestilling om professorsommerhuse med blondegardiner og flisegange.
Han er nok bare holdt op med at passere her. Se, her var engang blomsterbede, pegede Astrid. Og køkkenhave. Hvorfor kommer han ikke mere?
Hun vendte sig, for Jørgen stod bare og betragtede hende så lys og gennemsigtig i cremefarvet sommerkjole, fregnet hud og det lange rødblonde hår.
Jørgen? hviskede hun.
Intet Vi går indenfor, svarede han og trådte ind gennem det høje græs.
Bindingsværkshuset, to etager, duftede af sæbe og sol. Køkkendøren knirkede, og i spisestuen stod vitrineskab, komfur og et tungt rundt træbord med udskæring. Soveværelset var mørkere æbletræets grene trykkede mod ruderne, mod glasset hang modne, gulrøde æbler.
Over sengen hang et gammelt fotografi.
Hvem er det? spurgte Astrid.
Søndergaard, tror jeg, da han var ung og hans mor.
Se, de står foran huset! Din professor havde altså en yndig mor, smilede hun.
Moren var smuk. Lang, sort fletning, markerede træk, mørkegrønne øjne stærk og værdig.
Og hans far? spurgte Astrid, da Jørgen havde båret taskerne ind.
Der var vist en sørgelig historie. Faren døde, da Søndergaard var dreng han har nævnt det, men jeg kan ikke egentlig huske det, indrømmede Jørgen.
De spiste til frokost, og Jørgen gik på første sal, hvor han forsvandt ind på et lille kontor. Astrid ryddede op og listede op ad trappen.
Jørgen stod midt i værelset. På skrivebordet stod en lampe med grønt skærm, en bronzefigur af en romersk soldat og en pen på raketformet holder.
“Tænk, her blev doktorafhandlingen født, mellem de fire vægge, på en måned. Ja, der er alt til eftertanke og inspiration!” misundte Jørgen og sukkede. Hans egne tanker var stadig væk, alt var kaos og panik.
Han betragtede bogrækkerne bag glasset monografier, idéskrifter, essay og pludselig opdagede han et digtsamling af Johannes V. Jensen, en fejlplaceret bog blandt al den alvorlige litteratur.
Jørgen! Hvad går du og tænker? spurgte Astrid, lagde armene om ham, blæste let på hans hals.
Han sprællede.
Intet. Astrid, find på noget at lave gå en tur. Jeg skal arbejde! Vi er her for det! Og jeg kan ikke. Alt går i stå, kan du forstå!? sagde han strengt og vendte sig mod vinduet. Gå, Astrid. Jeg burde slet ikke have taget dig med
Hun var allerede væk. Forstyrrede ikke mere.
Efter halvanden time slettede Jørgen alt, hamrede bøgerne i. For varmt! Han åbnede vinduet straks strømmede en stor brumbasse ind, brummede utilfreds, fløj mod hans pande. Jørgen trådte tilbage. Ud i friheden, brumbasse! kom nu! Den sad lidt og krabbede over laptoppen, men forsvandt heldigvis ud i solen.
Han lænede sig over vinduet, så ned over den indhegnede, tilgroede grund. Han måtte slå græsset og der gik Astrid nede ad vejen. Hvor var hun på vej hen? Det var ham, som havde jaget hende bort.
Han ville kalde på hende, men han lod være man råber ikke i Tornby!
Han gik i stedet ud i værkstedet. Døren knirkede, der lugtede af gamle kemikalier og fugt. Han tændte lommelygten, fandt elkantskæreren, som Søndergaard havde klaget over. Den larmede, røg og gik i stå. Svedig og frustreret ledte Jørgen i mørket. Hans skyld han havde jaget Astrid væk, skubbet hende bort.
For pokker! råbte Jørgen, da maskinen gik i stå.
Bag hækken lød roden, én kiggede ind.
Goddag! sagde Jørgen venligt.
Dav. Er du den nye doktorstudent? spurgte en mand, forpjusket og med kasket, blåstribet sømandstrøje og vinglas i hånden.
Hvad mener du?
Du skriver vel også? spurgte han. Jeg hedder Niels. Kald mig onkel Niels.
Jørgen Andreasen.
Al den her forbandede videnskab I skriver og skriver og ser ikke livet! Smiler bredt. Vil ikke motoren? Nå ja Han rystede på hovedet.
Nej noget med motoren Jørgen undskylder.
Prøv om der står en gammeldags le derind. Mikas far og bedstefar slog græs selv. Kig dog!
Niels forsvandt.
Jørgen fandt faktisk en le, støvet, men stadig solid. Han greb den
Pludselig var han tilbage i sin barndoms sommer, midt i duftende, svirpende, grønne græser, sol og varme bølger over ryggen, og hans far, svedig og solskoldet, vennede leens håndtag og sagde:
Pas på benene, tag det roligt, du skal nok lære det. Hænderne husker, Jørgen.
Forældrene var skilt, han boede med moren, men savnede faderen. Han duftede af røg, benzin ensomhed.
Går det? spurgte faren.
Ja! svarede Jørgen.
Han for lod mindet og skulle tilbage til virkeligheden, prøvede leens skarphed, og den gled tilfredsstillende. Trak trøjen af, smed den over solbærbusken, som i ungdommens dage, og svingede klingen. Det gik overraskende godt.
Tankerne stilnede afhandling, deadlines, frustration, selvbebrejdelser alt forsvandt. Kun musklernes træthed, vindens susen, lyden af et fjernt tog og solens lange stråler var tilbage.
Han ønskede, at Astrid så ham arbejde stærk, driftig, svedig. At hun bragte ham mælk i en lille kande, fjernede et græsstrå fra hans skulder, kyssede ham med friske bær på læberne.
Astrid sad faktisk på trapperne. Hun bragte ham mælk, givet af naboen, ventede, tog ham om halsen og lo, da han fik mælkehvid moustache. Hun duftede af solbær og varme æbler.
Først to dage senere vågnede Jørgen pludselig om natten, kom på benene, gled ned i professorens lille bibliotek, åbnede laptoppen og skrev. Skrev hurtigt slettede, skrev om, snakkede sagte med sig selv, bladrede i bøger, læste, nikkede, arbejdede.
Kun en bog manglede på reolen digtsamlingen, han havde taget med ud på trappen, da de drak aftente. Natsommerfuglene slog mod lampen, græshopper spillede, uglen tudede, radioen mumlede hos naboen, og Jørgen læste kærlighedsdigte for Astrid, der sov på hans skulder. Det betød alt den brændte trimmer og alt, hvad Søndergaard måtte mene for der, på trappen, blev endnu et kapitel til i kærlighedens dagbog.
Jørgen forstod, hvorfor Søndergaard havde digtsamlingen stående. Selv den største videnskabsmand kan ikke klare sig uden poesi.
Da Jørgen senere stod foran Mikkel Jakobsen, solbrændt og blister på hænderne, mødte han venlige ord.
Blev du øm? grinede Mika.
Det gik! svarede Jørgen.
Skrev du færdig? spurgte Søndergaard og rakte hånden ud efter nøglerne.
Ja, jeg sendte dig det allerede i går.
Har ikke fået det Mika smilede. Spøg til side. Du klarede det. Du forstår nu, hvorfor hukommelsen og bøgerne kun er vigtige, hvis du også lever. Mangler du tid til livet til kærligheden, din kone hvorfor så skrive? Jeg har været der selv. Sandheden er, jeg brugte to år, ikke én måned. Jeg skubbede min familie væk, lavede et kontor i stuen og da jeg indså, jeg var alene, tog jeg ud på landet og slog græs. Først da jeg slap presset, kom løsningen.
Din kone, Marianne, læser hun digte? spurgte Jørgen og rodede nervøst i sin jakke.
Hun elsker mig, svarede Søndergaard skælmsk og så mild ud. Gå nu, jeg har skrevet rettelser til dig. Vi taler sammen næste uge.
Jørgen rejste sig, tøvede, satte sig igen.
Hvad nu? mumlede Mika med te-glasset i hånden.
Jeg brændte din kanttrimmer af den larmede og så indrømmede Jørgen.
Den var alligevel skrot, grinede Mika. Tak for hjælpen med grunden, Jørgen. Tak.
Jørgen gled ud, så hvordan Mika smilede blødt til sin kone forynget, ungdommelig.
Det var rigtigt, tænkte Jørgen, at Mika havde sendt ham ud af byen, trukket ham op fra gelémudderet og startet ham forfra. Sådan er en god vejleder! Eller endnu bedre et godt menneske.
Ja, Astrid, kærlighed har stor kraft. Ingen kan forske sig til, hvad den egentlig er. Den eksisterer bare. Og uden den ja, så er der ikke noget andet, det hele er bagateller, sagde Jørgen en aften over aftensmaden.
Astrid nikkede. Bagatel men kærlighed lyser op som en lille lampe, og hvis den slukkes, bliver livet gråt. Hver har sin kærlighed, den kan ikke byttes, og hvis du mister den, er det en ulykke
Tak for tiden, kære læser.
