Tiden var inde til at gifte sig.
Karen havde været heldig hun fik job som rengøringsdame i opgangen i en af de fine boligblokke. Det var tilfældigt. Hun havde overhovedet ikke regnet med, at hun ville ende her. Hun dukkede egentlig bare op for at høre om jobbet i en ejendom tæt på kollegiet ved det medicinske fakultet, men endte altså her.
Begyndelsen var hård
Karen kendte allerede hver en revne i de lyse marmorgulve. Kludene lavede striber, hænderne blev hævede og fik vabler af det kolde vand. Men efter en dag eller to forsvandt det altid. VVSeren gav hende ikke adgang til det varme vand. Det var hendes egen skyld hun havde vasket alle fire opgange samme dag, selvom hun egentlig kunne have taget én om dagen. Hun tænkte, det var bedre at tage et par fridage bagefter. Sidenhen gik hun dog bare rundt og fejede lidt af og til, og én gang om ugen skrubbede hun det hele skinnende rent.
Hun havde virkelig brug for det her job. Lønnen var bedre end det, man fik i de gamle boligblokke for at vaske samme antal kvadratmeter.
Hej, tak for det flotte arbejde! En nydelig dame kom forsigtigt gennem den nyvaskede indgang, men efterlod alligevel beskidte fodspor i det våde gulv.
Hej, mumlede Karen og tørrede sporerne væk.
Men en dag ville hun selv gå over et vådt gulv med beskidte sko, og sige tak til rengøringsdamen. En dag, tænkte hun. Men indtil da…
Hun ville hellere løbe panden mod muren end at tage hjem. Hun skulle altså have en uddannelse. Hun ville hellere ydmyge sig og behandle sine hænder end vende hjem til sin mor. Hun måtte selv bryde fri. Hendes mor var ingen støtte havde nok at slås med selv.
Moren havde ellers forsøgt at finde løsninger. Simpelt nok bare lade Karen giftes lige efter gymnasiet. Da Karen ikke kom ind på universitetet første gang, flyttede hun hjem og fik job i den nye Brugs som ekspedient. Hun besluttede at bruge et år på at forberede sig, og så søge ind igen året efter.
Det lykkedes.
Hun fik en plads på kollegiet. Fik en god veninde Lise. De boede sammen. Lise var både hjælpsom og god, og derfor blev det ekstra pinligt, når Karen måtte låne penge eller spise det, Lises familie sendte til hende.
Alt, hvad Karen havde var en ulden frakke med krave og gamle filtstøvler…
“Mor, jeg ved godt, vi ikke har mange penge, men hvis du kan, så send mig lidt kartofler og måske et stykke kød?” skrev hun til sin mor sidst i november, da pengene slap op.
“Karen, kom nu hjem. Drop det der. Du kan sagtens få job i Brugsen. Vi har heller ingen penge, og kartoflerne får vi billigt fra naboen. Kød? Glem det,” svarede moren.
Af sin SU købte Karen svinehaler. Ikke meget kød på sådan én. Bare ben og brusk men bouillonen mættede. Hun lavede dem på det fælles kollegiekøkken, så der lugtede syrligt og lidt klamt…
Om vinteren indså hun, at det var umuligt at holde sig kørende for SUen alene. Gode Lise hjalp, men Karen nægtede at gøre sin fattigdom til noget ædelt, så hun gik ud for at finde arbejde.
Du får aldrig tid al den latin! prøvede Lise at overtale hende til at lade være.
Jeg skal nok klare det.
Hun pakkede latinbogen ind i avispapir. Allerede første arbejdsdag forstod hun, at den smattede i stykker, hvis hun rørte den med våde, beskidte hænder. Hun trak den frem på trappen, tyggede par ord igennem og vaskede videre, mens hun mumlede gloser. Ofte glemte hun alt omkring sig og drømte om universitetslivet…
Der var andre som Karen på medicinstudiet uden penge. Og så var der de andre…
Karen, vil du se Alt for Damerne?
Pigerne sad en etage oppe. De udvekslede blikke, gemte smilene i deres smalle læber smurt med læbestift. Den ene med læderjakke og posede bukser. Den anden i en afslappet denimkjole, rakte hende modvilligt bladet næsten som for at sige, det hjælper ikke, men kig nu, hvordan man burde være.
Karen skammede sig ikke over for dem, men over for Lise…
Hun tabte sig, hendes næse løb konstant, halsen var øm, men hun kom til alle forelæsninger selv med feber. Hun gennemførte første eksamen, syg, men bestod til SU.
Hvad er der sket med dine hænder? spurgte professoren og kiggede på hendes sprukne hænder.
Allergi, svarede hun.
Hun måtte bare igennem første år. Der var ingen at hjælpe hende.
***
***
Andreas havde lige leveret varer fra fabrikken til lageret. Han stod for regnskabet. Selvom det ikke var hans job, hjalp han tit de andre mænd med at bære kasser ind i det våde sjap, hvor sne og slud blandede sig med mudder.
Så hørte han pludselig sit navn råbt. Han vendte sig. I porten stod en pige, spinkel som en teenager. Grå frakke, tynde ben i hullede hjemmestrikkede støvler, vindblæste, askegrå lokker stak ud under huen og lignede små fuglefjer.
Karen? sagde han, afleverede kassen og gik imod hende Karen! Gud, hvor kommer du fra? han glemte helt at sige hej.
Tja, jeg… arbejder her, slog hun lidt ud med hånden.
Hun smilede. Deres første møde for et år siden var vist ikke mindeværdigt, men det var nu alligevel rart at møde en gammel bekendt fra landsbyen i storbyen.
Andreas smilede også.
Din mor skrev, at du var kommet ind på medicin.
Det er rigtigt, hun nikkede Og jeg klarer mig godt. Arbejdet her er bare lidt ekstra for sjov.
Brikkerne faldt på plads for Andreas han huskede hendes situation.
Får du hjælp hjemmefra?
Karen så ned. Han fortrød straks, at han havde spurgt, men hun holdt fast i det glade ansigt.
Selvfølgelig gør jeg det. Og hvad med dig, hvad laver du her?
Har lige leveret varer. Jeg er ikke bare fragtmand altså…
Slap af. Jeg blev bare glad for at møde én hjemmefra. Jeg må løbe, skal nå bussen. Hils din mor, vinkede hun og sprang over de store vandpytter som en lille frossen fugl.
Andreas gik videre, og da han lidt efter kiggede ud igen, var Karen allerede forsvundet fra stoppestedet. Hun lignede en frossen fugl, syntes han, lille og spinkel og med de blege, blåfrosne hænder. Jo længere tid der gik, jo oftere tænkte han på hende. Utroligt hun kom ind på medicin. Men om hendes mor hjælper? Han tvivlede.
I mellemtiden havde Andreas eget liv også ændret sig. Han havde fået en kæreste. Ikke én, han forestillede sig at gifte sig med, men… Hun hed Helle, en kvinde der ofte søgte hjælp hos Andreas, når hendes mand drak han var deres kollega. De gik fra hinanden og fandt sammen igen, og på den måde kom det forhold i gang. Men fremtid var der ikke i det. Alligevel kunne han ikke slippe hende.
Og nu efter mødet med Karen fandt han ingen ro. I weekenden besluttede han sig han ville finde medicinkollegiet. Han fandt det, men der var flere kollegier dog i samme område. En af vagtfolkene var hjælpsomme:
Hej, bor Karen Møller her?
Ja, men hvem er du?
Vi er fra samme landsby.
Vagten ringede, men frem dukkede ikke Karen, men en anden pige.
Hej. Karen er på arbejde.
Arbejde? Hvor henne?
Hvorfor vil du vide det?
Jeg… I vores landsby så vi mig som hendes forlovede, lo han, Ville bare høre, hvordan det gik med min forlovede.
Han sagde det for sjov, men den anden pige, Lise, smilede ikke, men så ham alvorligt i øjnene.
Hun klarer sig rigtig godt. Hun bestod første eksamen bedre end mig. Hun vil gerne være læge. Det er hendes kald!
Andreas mærkede en antydning af udfordring eller såret stolthed.
Det glæder mig virkelig. Ved du, hvornår hun er hjemme?
Det er forskelligt…
Han besluttede, at være ærlig.
Jeg ved, hendes mor var imod studierne. Hjælper hun? Nej, vel? han satte sig på bænken ude i gangen.
Lise satte sig ved siden af.
Nej, hjælp er der ingen af.
Du fryser. Jeg går hellere.
Vent. Du har ret. Karen har det hårdt. Se hun arbejder selv om hun er syg. Jeg sagde det til hende i morges, men… Hun vil ikke tage imod hjælp, Lise så på ham og sagde, Jeg skal nok fortælle, du var her. Hvad hedder du?
Andreas. Jeg kommer igen i morgen. Er hun hjemme der?
Men han kom før. Han købte en kylling, lidt dyrere varer, noget chokolade og gav Lise pakken til Karen.
Du får ikke hende til at tage imod det. Hun tager ikke imod noget fra nogen. Heller ikke fra mig.
Find på noget. Sig bare, det er fra landsbyen. Jeg kommer i morgen aften.
Bare inden ni, ellers kommer du ikke ind.
Næste dag mødte han Karen. Hun kom ned dårlig, halsen svøbt ind, røde øjne, febersyg. Der var koldt, så han sendte hende straks op igen og styrtede selv ud for at købe medicin og honning. Leverede det til Lise, som takkede ham.
Alligevel blev han overrasket, da Karen et par dage senere igen var på arbejde.
Tror du, jeg ikke har talt med hende? Hun nægter at blive hjemme. Hun er så bange for at miste jobbet. Og så hun bærer spande op ad trapperne… Lise så på ham, bekymret, Hun bad mig ikke sige det, men…
Hvor arbejder hun? Du forstår da godt, hun arbejder sig selv i graven. Fortæl det.
Lise gav ham adressen. Andreas ventede ikke på bussen, tog straks en taxa. Han var vred og fortvivlet hun var stædig, men hendes situation var uden alternativer, hvis hun ville fortsætte studierne.
Han fór gennem første og anden opgang. I tredje kunne han høre lyden hun måtte være der. Han gik roligt op ad trappen. Karen rykkede straks til side, som om han var beboer, og pressede sig op ad væggen, lukkede øjnene for et kort hvil. Han gik hen, og hun begyndte igen at skrubbe som en maskine udmattet, syg, rød i ansigtet. Denne lille fugl kunne ikke længere flyve.
Han tog bare moppen fra hende:
Giv mig den. Dine striber er elendige. Tag handskerne af. Op på radiatoren med dig. Sid nu stille som en mus!
Noget i hans stemme fik hende til at adlyde. Hun tørrede sin pande, trak handskerne af. Andreas tog dem, vred kluden op i det isnende vand og vaskede trappen med raske tag.
Fem minutter senere kiggede han til Karen. Hun sad med lukkede øjne, hovedet vippet til siden, lænet mod muren. Godt. Han lagde sin jakke over hendes ben og gik ud for at hente mere vand.
Hvorfor er det varme vand lukket? spurgte han en beboer.
Spørg Bo han bor i 18.
Andreas opsøgte Bo, som var stædig.
Hvem er du? Du skal da ikke blande dig!
Din rengøringsdame står der syg og skyller i isvand. Synes du ikke, det er for meget? Det er vinter, og du har lukket for det varme vand. Vil du have penge for det?
Bo tog ikke imod penge, men lovede at åbne for det varme igen.
Andreas, du behøver ikke… Nu har jeg hvilet nok!
Men Andreas gav sig ikke. Skældte ud, gav hende ikke moppen tilbage, vaskede resten selv. Karen havde ikke kræfter til at kæmpe mere.
På vej hjem maste han hende ind i en taxa.
Karen, hvad laver du? Du er jo stadig syg. Lise har sagt, du hostede hele natten. Skal du virkelig arbejde dig selv syg?
Det går… Der er så mange, der vil have det job, jeg…
Du burde ikke arbejde dér. Du skal studere. Hvorfor hjælper din mor ikke?
Hun så tungt på ham.
Jeg var også vred i starten. Men hun kan ikke hjælpe. Hun er som et barn selv. Nogle mennesker kan bare ikke rumme mere. Jeg blev opdraget af mormor, og min mor, hun forventer nærmest hjælp fra mig, ikke omvendt.
Nå. Så du er kun ved at dø nu… og der er stadig fem år tilbage.
Nej, første år er værst. Til sommer kan jeg arbejde, og så ansætter de os på hospitalerne. Bare jeg bliver rask så holder jeg ud.
Andreas fattede ingenting. Hun ville ikke tage imod penge, heller ikke mad. Heldigvis var støtte fra lægerside nok acceptabel, så han købte den medicin, de anbefalede.
En smart løsning blev at Lise ringede, hver gang Karen gik ud for at arbejde. Via kontoret eller hjemme telefonen. Han skyndte sig hen og hjalp. De købte en ekstra moppe. De vaskede sammen hurtigere og sjovere. Siden begyndte de at tale sammen om alt muligt, og kom tættere på hinanden.
Hvad med dit eget arbejde, Andreas? Kan du bare gå i arbejdstiden?
Jeg er jo bare fragtmand. Én-to timer i ny og næ bliver ikke opdaget.
Det er da mærkeligt. Fragtmand, der vasker trapper. Hvorfor hjælper du, Andreas? spurgte Karen lavt.
Kald det landsby-sammenhold. Jeg hjælper bare en gammel ven.
En dag inviterede han dem både Karen og Lise til kaffe hjemme hos sig. Først sagde Karen nej, men sammen takkede de ja. De ankom med kage, men der stod allerede en, han havde købt.
De hyggede sig grinede meget.
Karen, ved du hvordan Andreas præsenterede sig første gang? Han sagde, han var din forlovede! grinte Lise.
Jo jo, der var lidt snak i landsbyen, smilte Karen, men jeg er nu ikke nogen god brud. Min medgift er bare at kunne vaske trapper.
Jeg tager dig gerne, uanset medgiftsstørrelse, fløj det ud af Andreas.
Pludselig blev der helt stille. Han blev nervøs. Karen var nok for stolt og selvstændig. Heldigvis trådte Lise til:
Så er jeg jo bare oldschool ægteskabsformidler. Karen, er du klar til at være brud? Hva? hun forsøgte at grine, men så alvorligt på Karen, Karen?
Karen trak vejret dybt, kiggede på Andreas og han forstod, at dette øjeblik var vigtigt. Det gjaldt om at gribe det.
Kom nu, Karen tag min hånd. Jeg lover ingen guld og grønne skove, men… Du kan studere, jeg tjener udmærket men det er ikke det vigtigste. For tiden håber jeg bare, du vil sige ja. Forstår du? så blev han pinligt berørt, og smilede pludselig, Jeg skal jo til at gifte mig, sagde mor altid…
Karen smilede også.
Er det et ja? spurgte Lise ivrigt.
Måske… Jeg må tænke over det.
Andreas var lykkelig. Det var en lille sejr. Ikke mange ord var sagt endnu, men handlinger sagde mere.
En måned senere sagde Karen ja. Den lille frihedssøgende fugl, så ensom før, havde fundet sit hjem. Andreas håbede, at deres hjem ville føles trygt for hende. Han elskede hende virkelig.
Han forestillede sig, hvordan de en dag ville fortælle børnene om deres fælles landsbybarndom, tage dem med hjem til bedsteforældrene.
Karen, jeg fortryder ikke, jeg tog turen til landsbyen den gang. Hvis ikke, havde du vel overset mig i byen?
Måske… Men igår kunne jeg ikke få mig selv til at gå gennem et nymoppet gulv i Brugsen den vane sidder nok fast for livet.
Det er godt nok typisk dig, Karen. Og jeg ville bare gerne giftes med én helt nede på jorden fra samme egn. Vores mødres matchmaking var alligevel ikke helt spildt.
Livet kan være barsk og vejen tung, men man kommer længst, når man rækker ud og hjælper hinanden og aldrig skammer sig over, hvor man kommer fra.
