Datterens lykke
At få Sofie gift var næsten umuligt. Det var jo for længst på tide! Hendes biologiske ur ikke bare tikkede, men snurrede vildt rundt, tallene på urskiven så håndskrevne og hastige ud, og uret stønnede og peb, ligesom Sofies mor.
Sofie, forstår du, hvor meget jeg drømmer om børnebørn?! Jeg vil have larm og liv i hjemmet, jeg vil have, at der er kø til badeværelset, at komfuret er fyldt med gryder og pander, fordi du koger grød til børnene, steger spejlæg til din mand, mens jeg brygger kaffe. Det er jo essensen af livet! fastslog Birgitte Petersen med et filosofisk blik, idet hun tog brillerne af og så på sin datter.
Mor! Så jeg skal bare gifte mig med den første, der dukker op, fordi du vil have trafik i badeværelset? Mor, jeg har ikke tid det er tåbeligt. Hvor skulle jeg desuden møde nogen? Jeg arbejder til klokken syv hver dag, farer rundt som et egern i et hjul. I bussen taler jeg ikke med nogen, og jeg går aldrig i biografen eller til sociale arrangementer. Hvorfor kigger du sådan på mig? Lav noget andet i stedet! protesterede Sofie, mens hun flyttede rundt på kaffekopperne, rørte ved de halv-visne osteskiver og prøvede, om tekanden var blevet kold.
Bare én gang kunne de måske spise morgenmad sammen i ro og fred som voksne kvinder, uden alle disse tomme samtaler, mors beklagelser og Sofies bortforklaringer, som alligevel er ligegyldige? Kunne de?
Nej
På slæb kom Sofies morfar, Poul, ind i køkkenet. Han var for nylig blevet enkemænd, slået lidt ud, og Birgitte, Sofies mor, havde hentet ham ind fra sin ejendom i Jylland til lejligheden i Frederiksberg.
Morfar Poul var mest stille, sad længe og stirrede ud ad vinduet med en kop te, sukkede tungt om natten og bar rundt på sine ensomme tanker.
Det er virkelig vanskeligt, Birgitte, at vænne sig til det nye sted. Kan jeg ikke ligeså godt tage hjem igen? brokkede han sig, men Birgitte stod fast.
Det er tryggere, at jeg har dig her, far. Det er for langt til Struer at tage hver gang, og hvad nu, hvis der sker noget? Nej, du bliver her hos os! sagde hun og tog hans cigaretter. Lægen har jo sagt, det er dårligt for dig! Nå, det er tid til arbejde.
Hun fór ud ad døren. Morfaren blev alene tilbage, vinkede til Sofie og Birgitte i opgangen, satte sig ved vinduet og sukkede igen
Birgitte boede uden mand. Der var således ingen andre at tage sig af end Sofie og Poul.
Et par gange havde Sofie forsøgt at flytte hjemmefra og leve selvstændigt, men hver gang blev Birgitte straks ramt af uovervindelige problemer syg blev hun, tingene gik galt og Sofie måtte vende tilbage.
Sådan levede de. Heldigvis havde Birgittes tidligere mand ladet dem beholde den treværelses lejlighed i forbindelse med skilsmissen han havde været stilfuld nok til at forlade familien uden kamp.
Da Birgitte en dag forstod, at hun ikke kunne satse på Sofie, at datteren intet gjorde i retning af at føre slægten videre, besluttede Birgitte, at hun selv måtte tage affære.
Far, hvad er der egentlig i vejen? hun havde sat sig for at diskutere sin idé med Poul. Der findes jo stadig ægteskabsformidlere! Jeg går hen og spørger én de kan sikkert foreslå en god mand, så er det ikke sværere!
Poul, der sad ved vinduet på sin skammel og løste krydsord, tabte blyanten og fumlede lidt under bordet, rejste sig og så skeptisk på datteren.
Birgitte, du snakker om Sofies liv, som om du sætter kreaturer sammen! Hvilke formidlere? Hvilket gammeldags pjat? Lad dog pigen være, jeg beder dig! Mangler du ikke noget at tage dig til? Hvad med at tage ud og hive nogle kartofler op sammen naboen har bedt om hjælp. Så bliver du træt nok til at glemme alt om ægteskabsmagere. Kommer du med?
Far! Sofie er din eneste barnebarn, betyder det virkelig ikke noget for dig, hvordan hun skal leve videre?
Irina begyndte at lyde skinger, hostede, og Poul rakte hende et glas vand.
Birgitte drak hurtigt, tog sig sammen og fortsatte:
Vil du virkelig have, at familien Petersen bare forsvinder? Sofie fylder snart fyrre
Om ti år, rettede Poul.
Ja, og hvad så? Se på familien Hansen, de har allerede børnebørn i skole, og Sjøbergs også Far, kan du huske Sjøbergs? Lone og Per? Åh, du husker aldrig noget! Deres ældste er gift og skal have barn. Alle har styr på det, kun os ingen ændringer. Det er så pinligt at gå til bageren Mona, ekspedienten, har solgt brød til Sofie, siden hun var seks, og hun spørger hele tiden, hvornår brylluppet mon bliver. Jeg kan kun vifte afværgende med hånden
Sig til hende, at det ikke kommer hende ved! blev Poul mopset. Sådan noget er ikke butikkens sag!
Han skubbede bollefatet væk og vendte sig væk.
Birgitte tog en bolle og begyndte at overveje, hvor man dog fandt sådan nogle traditionelle matchmakere i Danmark i dag
Det var køkkenpersonalet på hendes job mere præcist Inge fra kantinen der gav hende et tip.
Du skal snakke med Hanne, kun hende! insisterede Inge.
Er hun professionel? Birgitte havde tillid til professionelle kun dem med uddannelse, titler, anerkendelse. Tandlægen skulle være fra Rigshospitalet og mindst overlæge, pianolæreren for Sofie skulle helst have diploma fra konservatoriet så det blev dog kun til en tidligere børnehavepædagog fra opgangen, men hun hævdede dog, hun havde eksamen, attesten var jo bare blevet væk Selv viceværten burde have certifikat!
Således skulle også en ægteskabsformidler være noget særligt.
Ja, altså, Inge rettede på huen der findes da ikke en uddannelse, men hun har stor erfaring, og har ovenikøbet arbejdet i sundhedssektoren, så hun kender til folks helbred!
Det er godt, ja. Det vil være bedst, så Sofie ikke får en syg mand på slæb, konstaterede Birgitte og skrev Hannas adresse ned.
Hun gav afkald på kompotten og gik tilbage til sit kontor. Hun skulle jo gifte sin datter, ikke tanke maven!
Hanne tog imod Birgitte med et listigt smil og virkede måske lidt bedugget? Eller var det bare Birgittes fornemmelse.
Jeg hedder Birgitte Petersen. Vi har en aftale i dag, kan du huske det? sagde gæsten i entreen.
Hvordan kan jeg glemme! Du har datteren, jeg har kandidaterne kom bare ind, Hanne kiggede kritisk på Birgitte, justerede kimonokraven og skubbede sit hår op under håret.
Birgitte gjorde sig klar, som skulle hun malke køer, men hun så ikke rækker af mapper og billeder; stuen var ganske almindelig. Rundt bord dækket af rød velourdug, glasskabe med porcelæn og krystal, bogreol, klaver med gipsbyster, ja Mozart, som Sofie havde slået stykker af som barn
Hvor skal jeg sætte mig? spurgte Birgitte, mens Hanne nærmest betragtede hende som en skrædder ser på sin model.
Tag plads ved bordet, og lad os komme i gang! spredte Hanne armene.
Så begyndte en nærgående afhøring: om Sofies uddannelse, udseende, fritidsinteresser, musikpræference, hvor hun handlede, om hun havde et sommerhus, og hvad hun lavede om aftenen og i weekender.
Hun er en fantastisk pianist, går nogle gange til koncert i DR Koncerthuset. Vi solgte klaveret til deling under skilsmissen fortalte Birgitte.
Hvordan kunne I sælge det? Er I virkelig så fattige da? spurgte Hanne mistroisk.
Nej, nej min eksmand lod os beholde lejligheden, så jeg betalte lidt tilbage på anden vis Men Sofie spiller stadig, bare rolig! Findes der musikelskere i dit kartotek? Det ville da være fantastisk!
Nå ja … pludselig blev Hanne meget alvorlig. Hvad med din datter selv? Ønsker hun overhovedet at blive gift?
Hvad mener du? spurgte Birgitte bekymret.
Vil hun selv giftes? Alle mine kandidater tager det alvorligt, spilder ikke tiden! Jeg arbejder ikke i blinde! Det her nye generation vil ingenting familie, det er skrækkeligt! De jager rundt, gør karriere, og så sidder de alene i deres lejligheder og hyler af længsel! Er det dét, du ønsker for din datter? Hanne snøftede og daskede med et lommetørklæde.
Birgitte blev ligbleg.
Sådan er det da ikke! Mændene vil da heller ikke binde sig, beskytter sig. Min Sofie, mit lille pus, hun er så kærlig, omsorgsfuld og smuk. Men hun er måske lidt tilbageholdende Og jeg er jo skilt selv, det ved du jo
Ja, og du solgte klaveret til ham dumt! Hanne rystede på hovedet.
Nej, forstå mig nu eksmanden og jeg gled stille fra hinanden. Men Sofie hun blev så såret dengang. Måske er hun bare bange for selv at blive forladt Jeg led sådan dengang så forfærdeligt
Birgitte tørrede øjnene i en papirserviet, og Hanne gjorde det samme. Så dunkede Hanne i bordet:
Nej, nu skal slægten da ikke dø ud! Tiderne kan være nok så dårlige vi må have børnebørn og gøre vores børn lykkelige, ikke sandt?
Jo, stemte Birgitte i.
Så må vi tage fat! Hanne begyndte at vandre rummet rundt og kastede blikke til Birgitte. Men hvad med dig selv, hvad lever du for?
Mig? Det er ikke vigtigt. Det handler kun om Sofie
Nå, men se her, jeg har én kandidat, Hanne lagde et sort-hvidt foto på bordet, Mikkel direktør, meget respekteret, rar og omhyggelig. Og han kan lave syltetøj som ingen anden Vil du smage?
Hvad?
Syltetøj, selvfølgelig! Jeg har måske stadig et glas.
Snart sad de og drak te og spiste syltetøj, og Hanne sang pludselig en gammel sang om små bare børnefødder i en varm å, en kat i solen, en birkelund og en kommende brudgom.
Birgitte blev rørt igen og greb en serviet:
Du er en god kvinde, Hanne. Tror du, det lykkes for os?
Hanne nikkede.
Jeg siger dig, vi kan ikke levere sådanne tal! insisterede Sofie og kiggede direkte på sin chef, der sad bag skrivebordet. Produktionen er presset i forvejen, og nu sætter I barren endnu højere. Det er ikke rimeligt.
Og hvad betyder det, Sofie Petersen? Det betyder, vi skal nå målet. Punktum. Diskussionen er lukket. Chefen rejste sig truende.
Så får du ved månedens udgang et hav af opsigelser, inklusive min! Sofie rullede skuldrene tilbage og gik.
Hun havde masser at ordne: Birgitte havde bedt hende hente kager i bageren, støvlerne skulle hentes fra skomageren, og morfar skulle have medicin, hvor var recepten?
Hun fandt den i tasken og åndede lettet op. Hvis hun mistede den, ville Poul lave et stort postyr.
Hvor skal du så tidligt hen, Sofie? pludselig stod chefen henne ved glasdøren. Hvorfor hænger han altid over hende!
Jeg har bedt om fri, du har bare glemt det, Mikkel. Jeg skynder mig på apoteket! Sofie viftede kort med adgangskortet og fik et nik og et god dag fra portneren.
Men i morgen klokken ti er der møde! lød det bag hende; Sofie vinkede hurtigt.
Der var kø overalt, både på apoteket, i bussen og hos den lidt dyre bager. Men når mor havde bedt om kager med bær og flødeskum, købte Sofie dem, hun vidste, Birgitte elskede de kager.
Igen dig! Sofie fór sammen.
Hvad laver du her? Mikkel, du skulle vel arbejde med dine papirer!
Jeg fik også fri min mor bad mig hjælpe en gammel veninde med at fikse hendes TV. Jeg er jo faktisk elektroniktekniker nå, men, han vendte sig mod ekspedienten, må jeg få de kager dér? Men de var allerede pakket ind til Sofie.
Undskyld, damen har betalt, ekspedienten trak på skuldrene, tag de andre med blåbær.
Mikkel sukkede. Sofie var altid et skridt foran ham også på arbejde og nu her.
Alt det sukker er usundt. Og så påstod du, du skulle på apoteket! Mikkel åbnede døren. Skal du have gæster i aften?
Hvad jeg laver er ikke dit problem. Flyt dig, og gå din vej. Farvel.
Sofie gik målrettet videre, og Mikkel forsvandt ned ad en sidegade. Heldigvis skulle de samme vej.
Birgitte havde i over en time forsøgt at få Poul til at tage rene bukser og skjorte på, måske endda slips.
Hvorfor, Birgitte? Jeg har det udmærket, brummede han, mens han ledte efter ordene til krydsordet.
Far, vær nu sød! De skal have et godt indtryk af dig!
Jeg skal ikke præstere for nogen. Og de bukser får du ikke mig i!
Lad nu være med alt det der! Vi får gæster en gæst. Jeg vil
Så vil du. Du ser udmærket ud, Birgitte og er blevet slankere, sagde han og spurgte efter skakspillene. Spiller dine gæster skak?
Ved ikke det er ikke derfor, de kommer Far!
Men Poul forsvandt ud efter skakbrættet, klirrede med gamle metalkar, og råbte endelig: “Fundet! Kom, vi spiller!” Men Birgitte rystede bare på hovedet og gik i køkkenet.
Sofie var ikke sent på den. Hun hilste på morfar, afleverede medicinen, tog støvlerne af og satte sig og pustede lidt ud.
Træt, min pige? spurgte Poul. Birgitte! Sofie har købt dine evige flødekager! Åh, Sofie, din mor har pint mig! Hun har pyntet mig op ingen sild, ingen ølpønser. Hvem venter vi egentlig på?
Sofie trak på skuldrene.
Nogle veninder kommer, tror jeg. Bare rolig, morfar slap nu lidt af! hun omfavnede ham og trak ham ind til skakbrættet. Skal vi tage et parti?
Poul nikkede forventningsfuldt, men Birgitte kom løbende ind:
Sofie! Jeg når ingenting! Du må hjælpe med at skære pålæg, okay? Du ser træt ud. Tag lidt rouge på! Og STOP så med at bide negle! Sofie! hviskede hun.
Giv dig nu, Birgitte! Du stresser alle hvem er det, vi venter på? sagde Poul.
Det betyder ikke så meget. Vi drikker bare te sammen. Kom, Sofie, hjælp mig.
Kvinderne gik ud i køkkenet, mens Poul satte sig til at stirre ud ad vinduet. Hvad havde Birgitte nu rodet sig ud i? Men måske var det godt, han var flyttet ind alligevel?
Det blev Poul, der åbnede, da det bankede på døren.
Han rettede sig, glattede det tynde hår, rømmede sig, og åbnede døren. Ville hilse nærmest som en herre, men det gik ikke helt og i hjemmeskoene var det heller ikke nemt.
Velkommen til! sagde Poul og betragtede manden med kageæsken. Jeg er Poul, husets patriark. Hvem er De?
Sofie og Birgitte hørte latter fra entreen og så trin nærme sig.
Birgitte lyste op og slog armene ud.
Åh, velkommen! Jeg er Birgitte, og det her er min datter Sofie. Sofie, tag nu kassen lad nu være, så manden ikke skal stå der Tak for den flotte gave! Vi sætter os straks til bords, alle er sultne! Sofie, er du der endnu?!
Godaften, Sofie Petersen, sagde gæsten med et smil.
Sofie nikkede og vendte sig væk.
Kender I hinanden? Birgitte blev forvirret.
Selvfølgelig vi arbejder sammen. Sådan kan det gå, Sofie Petersen! Jeg ser, jeres TV ikke er i stykker? Mikkel smed kassen på bordet, væltede saltbøssen.
Poul sukkede salt på bordet betød skænderier!
I arbejder sammen? Er Sofie jeres chef? mumlede Birgitte. TVet det driller faktisk!
Så lad mig se på det. Hvis min mor ikke havde insisteret på, jeg skulle hjælpe hendes gamle veninde, ville jeg aldrig Mikkel vidste ikke, hvorfor han blev gal. Det var straks synd for Poul og ubehageligt at se Sofie.
TVet står inde hos morfar sagde Sofie stille. Det er ikke, som du tror, Mikkel. Hvis jeg havde vidst, ville jeg aldrig have ladet mor blande sig! Du
Ja ja, selvfølgeligt. Jeg kan jo ikke engang reparere et TV, så hvordan skulle jeg kunne lede noget, ikk sagde han, drejede om på hælen og fulgte Poul.
Sofie, bliv du her i køkkenet … mumlede Poul.
Mikkel lå på knæ ved apparatet, tjekkede kabler, mens Poul rakte ham værktøj, og snart blev støvsugeren hentet for at rense det hele.
Birgitte tog telefonen og ringede:
Hanne? Det er Birgitte. Hvad er det her?! De skændes! De arbejder sammen! Det blev slet ikke, som du sagde! Din søn er da hverken galant eller pæn. Hvad? Din søn?! Hvad snakker du om?! Du er da ægteskabsformidler hvad rager dine egne børn mig? Nå, du snød mig?! Tak for det! Nej, du skal ikke komme! Ja, han er her endnu. Du kan ikke ordne det nu hun klaskede røret på.
Sofie stirrede bedrøvet på hende.
Mor, jeg vil ikke giftes for enhver pris. Jeg vil ikke have det som jer dengang, bo sammen for så at blive skilt og sælge mit klaver. I forklarede mig ingenting.
Birgitte ville sige noget, men Sofie rystede på hovedet.
Nu er der ingenting at sige. Jeg er voksen. Far har ny kone. Og du har mig. Du har hevet mig igennem alt. Nu vil du ordne min lykke, men jeg har ikke brug for det.
Birgitte blev stum, og Sofie gik ind i stuen og spiste. Hun havde jo ikke tænkt sig at gå sulten i seng!
Birgitte satte sig overfor og betragtede hende tavst.
Kvinderne fór sammen ved dørklokken, og Sofie gik ud og åbnede.
Godaften. Det er dig, Sofie? Hvilke problemer har du med min dreng? Du finder aldrig en bedre end ham! Er du den Sofie, der altid modsiger ham? Sådan en lille verden!
Poul lyttede med. Saltet var spildt nu kom dagens sidste skænderi …
Min Mikkel sover dårligt, han kan ikke spise, han er tabt sig du har drevet ham til stress! Birgitte, hvis jeg havde vidst, at det var hende Hanne pegede på Sofie så havde jeg aldrig givet dig min søn!
Hvad mener du? Du er formidler, dit job! Det er ikke din søn, jeg spurgte efter du valgte ham, fordi jeg beskrev Sofie så smukt! Hvor er de andre?
Der er ingen andre og jeg er slet ikke formidler! Hanne rødmede, Min nabo Inge sagde, I ledte.
De skændtes lidt mere, men endte med at give skylden til Inge fra kantinen. Birgitte bebrejdede Hanne, Hanne bebrejdede Birgitte mens Poul sukkede.
Så trak Mikkel Sofie i ærmet:
Kom, vi går et smut Poul holder øje med dem.
Birgitte og Hanne stod i vinduet og så, hvordan deres børn gik rundt i gården og talte sammen.
Kvindernes suk var måske et lettelsens, måske et opgivende; Poul forstod det ikke.
Skal vi ikke spise noget? Jeg tog jo skjorte på for ingenting! brummede han, tog en tallerken og lagde kød på, nu koldt. I har rodet det hele til. Ingen snilde! Man burde have sat dem sammen lidt mere tilfældigt, så havde det måske virket. Nu slipper hun ikke for at blive fyret. Er det ikke sørgeligt?
Lad os håbe, det går, sagde Hanne og lagde hånden for munden. Vi ville jo bare det bedste
Hvad er der egentlig med det klaver? spurgte Mikkel, da de nåede ud.
Mikkel, synes du ikke, det er underligt? Vores mødre prøver at få os gift…
Hvad? Sofie stoppede.
Min mor har gjort det i årevis. Hun sender mig ud til venner og bekendte for at hjælpe med småreparationer og pludselig skal jeg hilse på en datter, niece eller barnebarn. Engang blev jeg præsenteret for en ældre dame! Mor lader som ingenting, mens jeg hidser mig op… grinede Mikkel.
Hvorfor går du så? Kan du ikke finde en kone selv? smilede Sofie skarpt.
Jeg ser på deres elektronik. Og det ER ofte i stykker. Men en kone nej, jeg søger ikke.
Notorisk ungkarl? Modernistisk filosofi? Sofie kiggede drillende.
Nej. Jeg har fundet den rigtige for to år siden.
Hvorfor er I så ikke gift? Er du til frie forhold? Det er nemt jo!
Jeg vil have familie. Man kan ikke tvinge nogen, som ikke vil. Hun hader mig jo. Så hvad hjælper det?
Mikkel gik hurtigere, Sofie måtte småløbe for at følge med.
Mikkel! Vent nu! Jeg kan ikke følge med!
Sofies stemme blev skrøbelig, næsten som et barns.
Mikkel stoppede.
Ud fra buskene kom en kraftig, bredhovedet engelsk bulldog, stivnede truende foran dem. Han gøede ikke, men knurrede lavt.
Jeg er bange for hunde, hviskede Sofie og trykkede hænderne mod brystet.
Det er jeg også, sagde Mikkel, fløjtede lavt, og hunden lagde hovedet skråt. Men den er sikkert også bange for os. Skrid, gå nu, kan du ikke se, Sofie ikke kan li det. Gå hjem nu! sagde han til hunden.
Den tænkte nærmest, sukkede og gik tilbage i busken.
Sofie smuttede hurtigt over til Mikkel.
Tak! hviskede hun, mens hun igen og igen kiggede sig tilbage.
Værsgo! Jeg har udført en heltegerning for dig. Nå, så kan du gifte dig med mig nu, sagde Mikkel og trak to bolsjer frem fra lommen.
Sofie blev rød og flov sådan bare? Hvis hun tog et bolsje, var hun så forlovet?
Da de kom hjem, sad de ældre allerede omkring bordet, Poul fortalte gamle røverhistorier, kvinderne fnisede, og flødeskummekagerne med hindbær og blåbær stod midt på bordet.
Sofie, skal jeg give dig kylling? Du har jo ikke spist! spurgte Birgitte forsigtigt.
Mikkel, sæt dig her, vær nu ikke gal på mig, hviskede Hanne.
Skidt med det lad os nu bare spise! råbte Poul og forsøgte at gøre skjorten præsentabel; der var jo kigge-gæster.
Sofie og Mikkel blev gift et halvt år senere; de holdt op med at skændes på arbejde og nøjedes med lidt kærligt drilleri hjemme. Om sommeren laver de syltetøj sammen, om vinteren tager de på skiferie.
Birgitte og Hanne blev veninder, begyndte at besøge museer sammen, gå i teatret og iblandt ud i Frederiksberg Have, ofte med Poul, der forkæler damerne med is og havneture. Kvinderne kredser om børnebørn, men Poul tysser på dem det må komme, som det kommer!
Og Inge fra kantinen mener helt bestemt, det er hendes fortjeneste alt sammen hvem andre arrangerede det så godt? Selv hunden var jo hendes, den slap bare væk, og hun fandt den først senere.
Så sig, hvad du vil om en kantinedame hun er vidst bare en gammeldags amor med hvid kasket. Og ingen sagde engang tak. Sådan er det gør man godt, får man sjældent tak…
