Kamera! Og… action!
Åh, Gud! Bente Sørensen, der langsomt trissede hen ad vejen med to store indkøbsposer der var torvedag på stationen i dag og ikke gad kravle op på fortovet, fór sammen ved den pludselige lyd af en brølende motor. Hun hoppede også til side, for forbi susede en minibus, dekoreret med farverige klistermærker, og bagefter to personbiler, i et tempo, som Bente opvokset med rolige, jyske landsbyrytmer anså for komplet vanvittigt.
Man kan jo blive kørt ned, de banditter! Kører som om det var Le Mans, man kan knap komme forbi som almindeligt menneske! brummede hun for sig selv. Emil! Emil, hvorfor ræser de rundt sådan? Hvad sker der? Er nogen død?
Hvorfor skulle nogen være død? spurgte den unge fyr på bænken. Han stak hånden ned i posen med chips, rodede lidt rundt, fik fat i en og smed den i munden. Det er fra tv, de skal lave film her. De siger selveste Kobra kommer forbi! tilføjede han stolt.
Kobra? Vil de tage en slange med? Sagde jeg det ikke! Det er farligt! Her er jo børn og fred og ro, og så vil de slæbe en giftslange til byen! Hvem har nu fundet på det? Bente satte hænderne i siden og pustede, så kinderne blafrede.
Ej men altså, Bente! Du er da slet ikke med på det nye. Emil proppede endnu en chips i munden og tog en tår sodavand. Bente satte sig ved siden af, placerede poserne i skyggen under solbærbusken og rakte ud efter chipsposen. Nej, ikke dig du og dit kolesterol! sagde Emil og gemte posen bag ryggen.
Bare en lillebitte, Emil. Lige til at smage på. Hvad rager det dig, hvordan mit kolesteroltal ser ud? Som man siger: man dør jo alligevel, enten sund eller syg. Lidt chips skader ikke. Hun smilede prøvende og lavede små benbevægelser som en skolepige.
Nej. Du driller, og så får jeg skylden. Hvorfor skal du være så genstridig?! udbrød Emil, næsten som om han led. Her, så tag dem dog bare! Men hold nu op med alt det sukkeri.
Bente, der næsten havde opgivet, løftede hovedet, tog forsigtigt to chips, snusede dybt til dem. Hendes ansigt krøllede helt sammen, munden dannede et lille surmulende bånd, og så spiste hun dem glad.
Lidt for brankede, men stadig lækre! Chips er altid godt, Emil. Hun slugte dem og så nysgerrigt på ham. Så hvad siger du kommer der virkelig en kæmpe slange? Er det fra “Vi på Savannen”? Hvad nu hvis den slipper ud og æder mine høns? Tror du, de passer ordentligt på?
Emil sendte hende et træt blik, himlede med øjnene.
Bente for pokker, det er jo ikke sådan! Følger du aldrig med? Der er ingen slange, Kobra er bare navnet på en popstjerne eller måske en filmskuespiller. Hun har vist engang lavet et madprogram: “Hvad koster smørret nu?” Kan du slet ikke huske hende?
Bente tænkte sig om og tog endnu en håndfuld chips.
Den der i lyserødt, med det vilde hår?
Nej, hun er mørkhåret og kun lige fyldt 23 eller noget i den stil. Meget smuk! svarede Emil og rakte flasken med sodavand til hende. Hun takkede nej.
Smuk og med langt hår? Nej, sådan en kender jeg ikke. Og hvor slemt kan det smør nu være? Hun snakkede bare vrøvl, jeg var nede på torvet i dag intet nyt. Hendes fødder stoppede med at vippe. Nå, smørret smelter. Jeg må hjemad. Du skal også se at komme hjem, Emil, man ved aldrig hvad de laver, de filmfolk. Ikke noget med at du havner på landsdækkende tv! Forstået?
Hun bevægede sig med raske skridt afsted mod sit lille hus med sin faste rutine hun havde nu boet der i en menneskealder, bagte stadig julesmåkager og delte påskeæg ud til nabolagets unger. Dem malede hun stadig selv, sådan som hendes nu afdøde mand havde lært hende flot og snirklet.
Hen over sommeren hang Emil ofte ved Bentes hegn, hvor den gamle ribbe sad. Her trænede han noget, der mindede om boksning, hang fra stangen og gav sig i kast med vilde udfald, men kom aldrig rigtig op. Bente påstod, at han havde et svagt korsæt og rådede ham til at tage fat det gav både ben og biceps. Men Emil gad ikke, og sådan dinglede han sommeren igennem, guffede chips og delte en pose med Bente.
Det var tradition. Sidden, hyggesnak om vejret, lidt det og dat, så fortalte Bente om sin dag, Emil bidrog med tumlehistorier fra computerspillene, Bente nikkede, og så gik hun videre, i sit eget tempo.
Men denne dag gik hun med rigtigt gode skridt smørret smeltede jo!
Lidt fremme lidt bremset Bente op. Pladsen var invaderet af trailere, varevogne, borde med bunker af udstyr og lange bænke, hvor folk sad med næsen i hver sin bærbare og gnavede sandwiches. De så alle stive og alvorlige ud; nogle så ud som om de havde tandpine.
Bente kiggede medfølende på dem man skulle tro de aldrig havde fået en sommerdag før! Over dem fløj landsvaler, spætten sad og hakkede, og lindetræerne fyldte luften med duften af honningblomster men ak, de så intet.
Mirohjem stod der på én vogns dør. På en anden: Sommerfugl, Misser, det fik Bente til at grine, hun havde selv haft en kat, der hed det. Strømpe, Elsebet, Tosse… Vogntoget fyldte det hele, og Bente antog, det måtte være skuespillerne, der nu sad og repeterede roller. Morsomt!
Bente ledte efter et skyggefuldt sted til poserne men gav op og stillede dem varsomme på græsset, så æggene ikke rullede ud. Hun begyndte interesseret at gennemse de lange rækker af kostumer, skjorter og sære beklædningsgenstande hængt op på stativer.
Alt hvad hun kunne lide, hang hun til højre, andet blev sendt til venstre.
Hov, hvad laver du her?! råbte pludselig en ranglet mand, der stak hovedet ud af Strømpe-vognen. Bente var sikker på, at han måtte være skurken med det udseende! Få hende væk, hun roder i vores rekvisitter!
Slap af, jeg glor da ikke i vinduer! Man kunne tro, I havde slået lejr til kræmmermarked. Jeg har da siddet her på kløveret med min gamle ven for år tilbage… Er det ikke for at sælge tøj, det hele? Min barnebarn siger det hedder genbrug nu, det er helt fint! svarede Bente bestemt, og lod sig ikke jage væk.
Nej, nu må det stoppe! En plads fyldt med uvidenhed! Væk med hende! Strømpe rev arrigt i sit tynde hår og smækkede døren.
To kæmper i sorte jakkesæt kom hen, tog Bente under armene, let løftet fra jorden. Hun hvinede protesterende i luften, hvilket de morede sig over.
Slip mig straks! Mine poser! De står der! Jeg siger jo, det er mine poser! peb Bente rasende og trak op i sine blå, stikkende uldbukser, som engang tilhørte hendes mand ren retro genbrug. Hun smed hovedet tilbage og gav sig til at råbe, så det rungede mellem vognene, lige som i de gamle danske film, hvor konerne skriger, hvis tyskerne kommer.
Folk, hør! Se dog, hvad der sker! Hooligans! De slår mig ihjel herude! Hjælp!
Hun hev efter vejret for at fortsætte med skrigene, men Emil stoppede hende.
Tag det nu roligt, Bente! De der mandfolk er jo kæmpestore, og vi er for små sløve jyder. Lad os gå hjem, du skal jo have smør på køl, og hønsene render vel også rundt for sig selv nu. Kom, så!
Truslen om at miste kære ejendele hønsene gjorde Bente klar i hovedet. Hun undslap kæmpernes greb, snuppede poserne og styrtede hjem med Emil i hælene. Hvordan kunne hønsene nu være stukket af? Hun havde jo sat haspen på lågen, som han altid sagde…
Vær stille Bente, formanede Emil hende, her er indflydelsesrige folk, Kobra siges at være venner med selveste regionsrådet! Hvis du bliver anholdt…
Anholdt? Skal jeg bag tremmer? Bedstefar blev også smidt væk engang, fordi han stjal lidt mel. Ville de virkelig sætte mig væk for 50 kr. i smør? De var ikke altid så bløde engang… sukkede Bente sørgmodigt.
Men en håndfuld mel, det er jo ingenting, sagde Emil forundret.
Ja, men dengang var alt guld værd, krigen var lige slut. Måske stjal han også andet, jeg ved det ikke. Nå, hvor er hønsene? Kom nu, mine søde piger! kaldte Bente, mens hun konstaterede at lågen stadig var lukket. Emil, slæb nu de poser ind, så laver jeg mad. Hvor er din mor?
Jeg har spist. Mor er på arbejde, hun har dobbeltvagt noget med for få læger, Emil sukkede.
Emils mor, Stine, arbejdede på det lokale sygehus. De havde altid for lidt personale, så hun sov ofte der eller kom hjem udsplattet efter flere døgn. Når hun vågnede, kom Emil med te og honning fra Bente. Stine smilede, og han puttede næsen i hendes hår.
Vi kom ikke i biografen igen, undskyld, skat… hviskede hun.
Det gør ikke noget, mor. Drik din te, så varmer jeg mad op. Jeg lavede frikadeller og kartofler til os. Vil du have?
Emil var praktisk. Efter faren døde af kræft et par år tidligere, havde han måttet være hjælpen derhjemme. Stine kunne stadig ikke tilgive sig selv hun var jo sygeplejerske, men kunne ikke redde sin mand…
Åh, du er en god dreng, Emil! sagde hun og krammede ham, inden de spiste sammen, igen og igen.
Bente så op på Emil og smilede med ansigtet som en kompakt pandekage med næse som en nyopgravet kartoffel.
Se selv, din mor arbejder og redder folk, og du reddede lige din gamle Bente fra at blive kidnappet af tv-holdet… Nå, gå ind og vask hænder, så laver jeg æbleskiver til dig. Vil du have ribs- eller jordbærsyltetøj? spurgte Bente professionelt og trak ærmerne op over albuerne, fandt den tunge hytteost frem, fiskede mel frem og gik i gang.
Emil vaskede hænder og hjalp til.
Bente var ikke familie til hverken Emil eller Stine. De boede i tåget beton, flyttede derud da Stine fik job på sygehuset. Men Bente var hurtigt blevet reservebedste, da hun et års tid inden var humpet over til skadestuen med den ene arm i slynge hun havde ligget på jorden en nat, efter et fald, og endelig slæbt sig til hospitalet.
Hvorfor ringede du ikke efter hjælp?! havde Stine skældt, da hun opdagede den gamle dame siddende på bænken udenfor, mens hun peb for sig selv.
Ork, jeg vil nu ikke besvære nogen. I spæner jo rundt her i byen. Jeg tog en nat på langs, så gik det nok! forklarede Bente bare.
Hun fik armen gipset, men nægtede at blive, hun indbød i stedet Stine og Emil til kaffe og kage.
Hvilke kager? Nu er du jo en-armet gangster! lo Stine, men de nød alle tre selskabet, og Bente blev fast inventar.
Sådan var det blevet til, at Emil nu ofte hang ud hos Bente. Stine var glad for det, for med en 15-årig hjemme alene, kunne alt jo ske…
Så, der blev stegt æbleskiver. Emil anbragte Bente for bordenden, satte en flot tallerken foran hende, hældte syltetøjet i små fade og skænkede te, som havde han arvet sin bedstefars værtsskaber.
Hvilken husholdningsmester! grinede Bente. Hendes ben værkede, skuldrene føltes, som om nogen vred dem sikkert regn på vej. Ærgerligt for jordbærrene.
De havde dårligt nok sat sig, før klynk lød fra nabokøkkenet.
Emil, spis videre jeg klarer det. Det er sikkert Jytte, hendes Henrik blev fyret, så nu må hun læsse af på os andre, sagde Bente og åbnede døren. Ind trådte en høj, mægtig kvinde. Emil blev lidt paf over, hvor stor danskerne kunne være.
Sæt dig, Jytte, kom og få dig en kop te. Tag det roligt. Henrik betyder det godt, det bliver ok. Emil, vær galant! kvidrede Bente.
Emil var galant, men kiggede betaget på gæsten, der fyldte køkkenet ud.
Senere kiggede også postbuddet forbi; Mette, den unge flirtetype, kiggede overbærende på Emil og undrede sig over, hvad bysnuderne lavede der.
Har I set det? Filmholdet! sagde Bente, mens hun så rundt. Emil siger, de har taget en kobra med. Så sørg nu for at gå forsigtigt rundt i haven her til natten! Som om vi var i Indien og skulle trylle, haha!
Det ER ikke en slange, Bente! udbrød Emil og slog i bordet med sin teske.
Emil var ikke god til tøsers selskab, ikke meget for, at Mette gloede sådan, eller at alle sladrede så meget.
Men jo, Emil! En skuespiller. De er nærmest omvandrende dyr i cirkus, alle de filmstjerner, sagde Bente tørt og lagde en hånd på hans.
I kan tro, at hun er sej! jublede Mette. Jeg så hende i et actionbrag sidst; hun kan slå tre mænd ud på stribe…
Det er da alt sammen stuntmænd! Hun vejer ikke engang 50 kilo, stønnede Jytte. Hendes mor bør gøre noget!
Moren griner hele vejen i banken. Datteren spiller jo for millioner, hun fik da nok alle tænderne lavet! De der stjerneskuespillere har ikke meget moral, gør hvad som helst for penge, sagde Mette og kløede sig på benet, der var blevet bidt af en myg.
Vi sladrer altså ikke, Mette, indskød Bente. Ej, se det plaskregner! Hun kiggede ud, og det væltede ned. Hvad med filmfolkene og alt deres tøj? De ligner jo hele sigøjnertropper! Og jeg var bra ved blive smidt i fængsel, hvis Emil ikke havde grebet ind…
Bente fortalte malende om hendes tur rundt blandt filmens kunstnersjæle og hvordan Emil havde reddet hende. Jytte og Mette sad med åben mund og øjne der rullede. Bente overdrev glædeligt: Nu var Emil pludselig superhelt, der havde båret hende væk på skuldrene fra slagmarken.
Efter regnen sad alle og gabte i takt til det rolige dryp på taget. Hyggen var for stor alle følte sig trætte.
Emil rejste sig og ville gå hjem. Men så gik døren op og ind stormede Strømpe i spidsen, undskyldende og begejstret, efterfulgt af tre mænd med kamera og helt uvurderlige kabelruller, plus en sminkedame. De traskede straks rundt og inspicerede hele køkkenet, snakkede, satte lamper op, flyttede rundt på Bentes ting uden at spørge.
Emil, hvad gør vi? hviskede Bente. Jeg HAR ikke taget noget og æbleskiverne er væk!
De skal bare optage noget, Bente. Du må være med sådan er det, sagde Emil.
Ellers må de slås med mig først! brummede Jytte og lagde armen over Bente, så hun knap var synlig.
Filmfolkene fjumrede rundt med kamera og lamper, det hele blev forvandlet til set. Strømpe råbte beskeder.
Få nu tørklæder på damer, og væk med jeres ure det er 1962, ikke 2022! brølede han.
Skal vi begrave nogen?! vrissede Jytte.
Nej, nej I er bare til møde hos den lokale formand, mens I sludrer med sekretæren, forklarede han og pegede på Bente. Hun er irriteret over at blive forstyrret. Find lige en skrivemaskine!
Han havde nemlig allerede udset sig Bente som perfekt til rollen, da hun havde kigget på deres kostumer, og havde sikkert også stalket hende hele vejen hjem.
Bare rolig, det går nok, smilede sminkøren Mona og dryssede lidt pudder på Bentes ansigt. Bente så egentlig ud til at nyde al opmærksomheden, omend hun efterhånden så noget søvnig ud.
Det skal nok gå, Strømpe! Mona duttede ham blidt på skulderen, han snakkede videre, og snart stod kamerafolkene klar.
Alle fik besked på at aflevere armbåndsure, tage hovedtørklæder på og sidde som gamle sure sognerådsmøder.
Midt i det hele fløj pludselig en lille pige ind med rødt regntøj, mudrede gummistøvler og fregnet næse, præcis som Bente engang. Hun løb til bordet, hvor Bente skrev rasende på skrivemaskinen, og råbte pludselig med stort drama, at nu brændte kostaldene.
Der blev helt stille, så rejste Bente sig som i slowmotion, væltede Jytte omkuld, og styrtede mod døren.
Hvor skal du hen, kvinde?! prøvede Mona at standse hende. Det er jo bare film!
Men hvad nu, hvis køerne… hvad nu, DÉT er vigtigt! Du forstår da ikke Emil, ring efter brandvæsnet!
Hun prøvede at kæmpe sig ud af regnfrakken for at løbe ud. Strømpe fangede hende ved havelågen.
Bente! Der er ingen brand. Vi skulle bare have den effekt! Statisterne duer ikke, men du og dine naboer spiller forrygende. Vi skal nok sørge for, det hele ser ordentligt ud! Nu ro på, søde ven…
Han pustede og gispede, men Bente overgav sig.
Nå, men hvad så med den pige, der sagde det? Hvorfor skal hun skræmme livet af folk? Kom nu, du skal med ind, jeg giver dig et glas af mine hjemmelavede agurker. Du ser da halvsløj ud, min ven! hviskede hun, mens hun eskorterede Strømpe ind i varmen.
Inde viste kameramanden optagelserne for alle. Jyttes forskrækkede ansigt var i tæt fokus, Mettes forvirrede blikke og Bentes myndige mine, Emil ridsede sig i hagen på komisk vis ham skulle de nok tage et ekstra tag af.
Den lille pige, der havde udløst hele scenen, stod stadig og så ud ad vinduet, våd som en druknet mus og smilede svagt.
Skal du ikke have lidt tørt tøj på, kære? spurgte Bente. Gå ind på værelset, tag en badekåbe. Du fryser jo! Emil, lav nu te til alle.
Pigen smilede og sagde tak.
Jeg har ingen familie længere, men min oldemor boede et sted som her. Det lugter som barndom af mel, håndbrygget syltetøj og brænde… Må jeg bare sidde her lidt?
Du skal ind og have tørt tøj på. Min mor lærte mig, at man ikke må sidde våd. Og tør håret, der er et håndklæde i skabet, sagde Bente med bedstemorautoritet. Og så tag en agurk, du trænger, lille én!
Emil trak Bente til side og hviskede meget hemmeligt:
Det er jo hende! Kobra!
Hvem? gloede Bente.
Pigen dér, hende du lige har sendt ind at skifte!
Så lille? Hvordan laver hun så de actionstunts du snakkede om? Hun er jo en sok! Men det er måske noget med branchen.
Senere sad alle igen rundt om det varme bord, Strømpe havde grillet pølser, Bente hev sine hjemmelavede syltede agurker frem, de grinede og snakkede i munden på hinanden. Og Emil blev bare ved med at stirre beundrende på Kobra.
Ganske almindelig pige med et dybt fjollet navn , tænkte han. Så opdagede han halvvejs ind i filmen, at det bare var kunstnernavn. Mærkeligt, som Bente ville sige.
Alle, der deltog, fik en lille check i danske kroner. Strømpe diskuterede højlydt med produceren om honorarer, men Kobra eller, som Bente havde glemt vandkanden, så Dorte smilede bare. Strømpe var som en tændstik, men man følte sig faktisk tryg ved ham.
Hen på efteråret, da filmen blev sendt i tv, sad hele landsbyen og så på, da Bente optrådte som sur skrivestuefrue, flankeret af Jytte, Mette og Emil alle var stolt på egne og hinandens vegne.
Filmen var både sjov og lidt til eftertanke en film om livet, som folk sagde.
Og Kobra eller Dorte besøgte Bente mange gange igen, medbragte små gaver fra København, bare for at være der. Hvorfor? Jo, fordi alle, der fik varmen hos Bente, kom igen stjerner såvel som almindelige Dorther og Emiler. Og mærkede man først den slags nærhed, så leder man efter den hele livet og passer godt på den, når man finder den.
