-Mor, skal vi køre meget længere endnu?
Alberte vågnede, gned sine øjne og prøvede at holde balancen i den gamle Arriva-bus, der hoppede af sted hen over hullerne på landevejen. Udenfor blafrede træerne forbi, afløst af uendelige marker. Himlen så ud, som om den var blevet hængt op lige over busloftet grå, tung og stadig mere våd af regn, der indimellem slog mod ruden, så alt udenfor blev til én stor, grå akvarel. Alberte rystede sig lidt og krøb tæt ind til sin mor.
-Fryser du? Katrine lagde hurtigt enderne af sit lange halstørklæde om skuldrene på datteren og trak hende tættere ind til sig. Vi er snart der, tror jeg. Det er længe siden jeg har været i byen. Sidste gang var da mormor havde mig med derude og jeg var kun lidt ældre end dig.
-Hvorfor skal vi egentlig derud? Alberte var endelig rigtigt vågen og kravlede rundt på Katrines knæ, så hun kunne se sin mors ansigt.
-Fordi vi må bo der en tid, skat. Vi har ikke rigtig andre steder at tage hen.
-Hvad med hjem? Alberte så undrende op.
-Hjem det fungerer ikke længere, min pige.
-Er det derfor? pigen rørte let ved det dårligt oversminkede blå mærke på Katrines kind.
-Og ja, det er også derfor. Men lad os ikke tale om det mere, okay? Vi skal tænke på det nye sted. Der er hus, have og køkkenhave. Jeg har dog aldrig prøvet at plante noget, men heldigvis er det vinter lidt endnu så måske vi kan lære det sammen?
-Det vil jeg gerne! Alberte nikkede ivrigt. Mor?
-Ja, hvad nu?
-Må jeg få en kat? Eller måske en hund?
-Du må såmænd få begge dele, hvis det skal være. Katrine smilede og rettede på datterens hætte. Mormor sagde altid, at der skal dyr på en ejendom.
-Hvad betyder det?
-At der hører dyr til. Hun havde en ged, en masse høns og nogle temmelig aggressive gæs. Jeg var rædselsslagen for de gæs de hvæsede og baskede altid efter mig. Men så gav mormor mig en pind og viste hvordan man får dem ud at græsse, og så blev det faktisk gæsene, der blev bange for mig! Katrine grinede, og det smittede for første gang længe på Alberte.
Bussen hoppede endnu engang og noget raslede bagest, så Alberte slog øjnene i og trykkede sig ind til moren.
-Hey, intet farligt sker her! Katrine satte sig lidt bedre til rette med datteren. Du skal ikke være bange længere. Vi kommer aldrig tilbage dertil!
Katrine aede Alberte over håret og så ud i regnen, der nu bare tog mere og mere fart. Huset var sikkert isnende koldt. Mon der var brænde? Og hvad hvis ikke? Hele denne paniske flugt hertil uden forberedelse var måske ikke verdens bedste beslutning men hun havde næppe haft et valg. Aftenen før var hun jo løbet fra alt, kun med sit barn, direkte til sin egen mor, og pludselig sad hun dér i en bus på vej til Birkholm, landsbyen hvor både hun og mormor havde boet de første fem år af Katrines liv.
Katrine anede faktisk aldrig, hvorfor hun blev anbragt der som barn. Moren afleverede hende bare, og kom ikke tilbage før Katrine var fem. Den dag de kørte tilbage til byen, havde hun aldrig grædt så meget.
-Hvad hyler du sådan for? Nu skal du bo i byen dét er hjem!
Men lille Katrine pegede bare stædigt på det forsvindende, lavloftede bindingsværkshus bag svinget.
-Dér det er Katrines hjem!
Glem det nu! moren ruskede utålmodigt i hendes hånd og marcherede afsted.
Det var første gang, det gik op for Katrine, at der var ting i livet, du lige meget hvor meget du kæmpede, alligevel ikke kunne ændre.
Hun kunne dårligt huske mormor. Nogle billeder stod dog klart: De bløde, knap så pæne hænder, der altid lugtede lidt af muld, men som alligevel var trygge. Maven med det evindelige forklæde og ikke mindst de blå øjne. Vandklare, lune, og altid med et glimt i. Det glimt lurede, selv når alt var helt ad helvede til. Bare at høre hendes stille nynnen oftest “Jeg ved en lærkerede” og verden faldt pludselig til ro.
-Ingen grund til at sidde og hænge! Det bliver ikke nemmere af den grund!
Da mormor døde, var Katrine femten. Hendes mor tog ikke Katrine med til begravelsen hvorfor, vidste hun aldrig. Der var allerede begyndt at være skår i mor-datter-forholdet. For nyligt var Jens dukket op, mors nye kæreste, og fra da af var moren begyndt at blive egoistisk og kold. Hvad der lå bag, fattede Katrine først, da veninden Rikke stille forklarede sagen:
Din mor er nok jaloux.
På hvem? Jens?
Tror du ikke selv? Din mor er ikke ung længere, og du blomstrer. Du kunne godt regne det ud.
Ej, hold nu! Min mor? Jaloux? På ham der Jens?
Har han aldrig været lidt mærkelig over for dig?
Nej! Da Men Katrine kom i tanker om de mærkelige blikke i køkkenet, når hun kom hjem fra skole og lavede varm mad til sig selv og Jens, der kørte taxa og spiste hjemme til frokost.
Pas på, skat. Vil du ikke hellere flytte hjem til mig? Min mor er jo kun hjemme en gang om måneden, og jeg keder mig.
Rikkes mor, Lone, var altid på farten hun fyldte bilen med tøj og tasker, solgte på markeder op og ned langs Sjælland for at få råd til at give Rikke en rimelig fremtid. Hver tur kom der en ny kjole eller støvler og de blev delt broderligt, når nu Katrines mor knap kunne sende sit barn i skole i tøj, der matchede årstiden. En dag, da hun så et par nye jeans på Katrine, syltede Lone bare et ordentligt stak med ekstra og lod, som om det var det naturligste i verden.
Jeg ved vel godt, hvordan det er. Jeg har selv været teenager. Nyd det! så gjorde hun et par kys og drønede videre “på forretninger”.
Første gang sagde Katrine nej, hun havde jo et hjem. Men kun måneden efter tog hun imod efter Jens håndpladen mod gangen, hvisken med ånde, varm af cigaretter. Hun huskede ikke ordene, kun frygten. Samme aften gik hun hjem til Rikke, der ikke sagde et ord, men fandt dobbelt dose baldrian og puttede hende med en æske Anton Berg, der egentlig var til nytår.
Vi har brug for det mere.
Senere, da Lone kom hjem fra endnu en indkøbstur og så Katrine tudbrølende i sengen, lagde hun bare armene om hende: Surt, at du allerede skulle se bagsiden af livets medalje. Men tårer hjælper ikke. Hvis nogen skal hjælpe dig, så må det være dig selv!
Katrine tog ordene til sig. Hun og Rikke nørdede lektier, mens de andre rendte gaderne tynde. Kaldet “stræber” tog de i stiv arm. Men det virkede begge kom målrettet gennem gymnasiet og ind på Københavns Universitet, dog på forskellige linjer. Rikke tog jura, Katrine økonomi. Lidt inde på studiet åbnede Lone sin første butik i Holbæk og ansatte straks Katrine.
Du bliver min højre hånd og venstre ben. Jeg stoler på dig og ingen andre! Husk det, Kat. Alle snyder!
Inden kandidaten havde Katrine ansvaret for tre butikker i byen og fem i oplandet! Hun fik kørekort, gik over til fjernstudier og begyndte at tjene godt. Lone lignede efterhånden en direktør og ikke længere den slidte singlemor. Og hun stolede kun på én Katrine og derfor fik hun også præsenteret hende for Henrik, en af forretningsforbindelserne.
Senere spekulerede Katrine over, om det allerede dér var, at Henrik besluttede sig for at knække hende? Han var betaget af hendes vilje og styrke det han selv savnede. I begyndelsen blev han ved at lovprise hendes klogskab, og Katrine blev hurtigt vild med denne charmerende, handlekraftige fyr med faste meninger og dybe øjne. Da hun glad og lidt starstruck sagde ja til forlovelse, ændrede tonen sig. Hendes idéer blev mødt med sarkasme, hendes planer med tvivl. Henrik talte mere og mere om, at familie og børn var “det, der virkelig betød noget”, og opfordrede til at hun skulle droppe karrieren. Katrine ville ikke svigte Lone eller miste sin identitet, men da hun, tre måneder henne, kortvarigt mistede bevidstheden bag rattet, var valget truffet: intet arbejde var barnet værd.
Tænk dig om! Tag det roligt du kan komme igen når du vil, sagde Lone.
Katrine var nu helt opslugt af tanker om moderskab. Henrik blev stadig mere dominerende tydeligt pakket ind som kærlig omsorg store indkøb, smukke børneting, alt hvad hjertet kunne begære, bare så længe Katrine nikkede og tav.
Noget skiftede dog under overfladen. Nogle dage var han kærlig, den næste iskold. Hans blik fik hende til at fryse sært til, og pludselig, efter at have set en leopards intense blik på National Geographic, gik det op for hende, at det var det samme udtryk, hun genkendte. Hun slukkede hurtigt tvet.
Deres første seriøse skænderi opstod om barnets navn. Under en middag, hvor Katrine nævnte, at hun gerne ville kalde datteren Alberte, afbrød Henrik hende fluks, lagde armen fast om skulderen:
-Ella bliver det. Jeg vil have det!
-Nå, men hvad hvis hun ikke er perfekt? spurgte Rikke, der altid harcelere med folk, der minder hende om hendes egen far.
Så må hun gå til den! Henrik lænede sig ind over bordet, mens Katrine kunne mærke Rikkes bidende blik på ham.
Efter middagen skyndte Katrine sig ud på toilettet med Rikke.
Går han nogensinde til dig?
Er du vanvittig. Han nej. Katrine stoppede op. Huskelede de mærkelige, isnende øjne, nogle små antydninger.
Tænk på det, Kat. For dig og din datters skyld.
Hjemme skændtes de voldsomt den aften, da Henrik forlangte at hun skulle droppe kontakten til Rikke og Lone.
-Du har intet med dem at gøre mere. Jeg vil have dit fulde fokus her!
Nej! Rikke og Lone er min rigtige familie. Dem slipper jeg ikke!
Henriks ansigt blev mørkt. Da han hævede hånden, trådte Katrine forskrækket tilbage og væltede ned af trappen til overetagen i det hus, hun havde drømt skulle være hendes rigtige hjem.
Resten huskede hun bagefter, som var alt pakket ind i tåge. Ambulancen. Operationsstuen. Stemmer der beroligede hende.
Det sidste hun hørte, var skriget fra hendes nyfødte datter. Alberte kom til verden en måned for tidligt. Henrik stormede forvirret rundt, skældte ud på lægerne, men Katrine nægtede at tale med ham og fik bragt en seddel ind, hvor hun bad om fred.
På udskrivningsdagen kom Henrik med kæmpestore buketter og balloner. Da Katrine kom ud med Alberte, gik han på knæ.
Undskyld! Tilgiv mig, piger! Katrine, Alberte!
Lone, der var kommet for at hente Katrine, betragtede Henrik nøje.
-Du bestemmer jeg er her uanset, hvis du får brug for det.
Resten gik helt som Rikke havde forudset. Katrine blev husholderske, ammerobot og hjemmets slave. Indledningsvis prøvede Henrik lidt, men så gik han over til daglige rapportkrav om Albertens udvikling, ned i mindste danske krone. Katrines egen netbank var pludselig væk opbevaret i “sikkerhed”, sagde Henrik. Heldigvis fik Rikke arreglet nye papirer og forbød at nævne det for ham.
Katrine overvejede at gå, men så blev Alberte alvorligt syg, måske som følge af for tidlig fødsel. Katrine måtte for alt i verden prioritere datteren og hun var tvunget til at lade Henrik styre alt, fordi hun var økonomisk afhængig.
Da Alberte endelig kom sig, begyndte Henrik at snakke om en søskende. Katrine undveg emnet først måtte Alberte have det godt. En dag, lige hjemvendt fra endnu et kurophold, blev Henrik meget mærkelig.
Alberte får nu børnepasser. Du kan jo ikke klare det.
Undskyld?! Hvorfor?
Henrik rakte hende Alberte, skiftede pludselig, og slog hende så to gange efter hinanden. Alberte græd. Katrine rykkede instinktivt væk.
Er der nogen, der har spurgt om din mening? rystede det ud af ham.
Nej…
– Prøv på andet, og du får aldrig Alberte at se igen.
Rør ikke mor! råbte Alberte lille, spidse stemme.
– Hvad sagde du? Henrik så forbløffet på barnet, skiftede hurtigt tilbage til iskolde kommandoer: Pas dit job! Fra i morgen overvejer jeg, om jeg overhovedet gider have dig her.
Samme aften tog Katrine sine gamle, glemte sovepiller, som heldigvis stadig virkede. Hun lod Henrik tro, at alt var idyl, nussede for ham, talte pænt og forsikrede at hun elskede ham som far. Da han snorkede hen over tastaturet, pakkede hun lynhurtigt en taske, hentede vigtige papirer (tak til Rikke!) og bar den halvsovende Alberte ud til en ventende taxa barfods i støvler, dunjakke over pyjamas. Hendes hjerte hamrede hun var så lige ved at besvime af angst for at blive opdaget.
En halv time senere bankede hun på hos sin mor stadig folkeregisteret hertil.
-Hvad laver du her? Og så midt om natten? Ja, du ser skøn ud
Mor så straks det voksende blå mærke på kinden, sukkede og lukkede dem ind.
-Du kan ikke bo her, det forstår du vel pladsen er væk, og jeg vil ikke rode med din mand.
Hun skubbede døren til Katrines gamle børneværelse i, så de mindre børn ikke vågnede.
-Det forstår jeg, mor. Jeg har bare brug for lidt tid til at finde ud af, hvad jeg skal.
-Svaret er: Tag dig sammen og gå tilbage til din mand! Han forguder dig, elsker Alberte. Eller gjorde… Hvad har du tænkt dig?
-Jeg må væk. Han kommer aldrig til at lade mig være her. Når der er faldet ro på, snakker vi sammen. Kan jeg låne din mobil?
Mor listede ud. Alberte sov, hendes små rystelser i søvnen dulmet kun af lyden af Katrines bankende hjerte.
Katrine ringede til Rikke og forklarede hurtigt, hvad der var sket. Hun fik besked: sid stille til Lone kommer så tager hun dig til skadestue og hjælper dig videre.
-Kat, nu er det afgjort!
Hvor tager du hen?
Jeg ved det ikke bare langt væk. Men jeg skal nok klare mig.
Moren sukkede, rokkede med en nøgleknippe og fiskede et sæt papirer frem.
-Tag ud på landet. Bedstemors hus står der stadig. Her, dokumenter så kan du tage over.
-Tak mor
-Hvad nu?
-Hvorfor tog du egentlig ikke mig med ud til at sige farvel til mormor?
-Jeg skammede mig! Mor trak morgenkåben stramt om sig og forsvandt ud af køkkenet.
