Fælde for arvingen
Frederikke betragtede sin veninde og kunne ikke lade være med at løfte et øjenbryn. Hvad pokker gik der af Pia i dag? Hun var som en tornado i klædeskabet: først hev hun en kjole ud og stirrede på den, så et sæt bukser, holdt det op foran spejlet, rystede på hovedet og startede forfra med næste outfit. Pias garderobe kunne nok få de fleste modehuse i København til at blive misundelige, men ikke én af hendes utallige kreationer syntes at opfylde hendes (højest sandsynligt meget krævende) standarder. Der blev vredet tøjstativer, som om verdens skæbne hvilede på valget af den perfekte kjole og samtidig kom der små nyn og melodier, der stoppede brat, hver gang hun igen forsvandt dybt ind i sit eget spejlbillede.
Frederikke holdt ud i fem minutter, før hun ikke kunne styre sin nysgerrighed mere. Hun løftede et bryn, så skeptisk ud og spurgte:
Hvem er det egentlig, du gør dig så umage for at imponere?
I det samme var Pia i gang med at lægge knaldrød læbestift på. Hun svarede næsten ligegyldigt, med en coolhed kun en rutineret Københavnerinde kunne præstere:
For Mads.
Frederikkes øjne blev på størrelse med Mindeparkens kampesten. Mads? Det Mads?! Nej, nu måtte det vist være gas.
Øh Mads? Mener du alvorligt ham, du smed på porten for fem år siden? Sagde du ikke dengang, at han var håbløst umoden og uden fremtid?
Pia tørrede forsigtigt mundvigen for at sikre, at hjerterødet sad ordentligt og lagde hovedet på skrå foran spejlet, ganske tilfreds med spejlbilledet.
Nemlig ham, ja, nikkede hun og trådte et par skridt tilbage for at få overblikket. Jeg undervurderede ham vist gevaldigt. Vis sig at arvingstitlen til familievirksomheden ikke går til hans storebror, men til Mads selv.
Frederikke stod med munden halvt åben. Hun kunne simpelthen ikke finde meningen i, hvordan Pia så brat kunne gå fra at afvise manden til nu at overveje strategisk gensyn. Sidst de skiltes ad røg der gevaldigt med kasteskyts verbalt og emotionelt. Den slags plejer ikke at kunne fejres væk på en fancy cocktailbar.
Undskyld, men du må virkelig tro mere end godt om din charme, hvis du regner med, at han har lyst til at begynde forfra efter det royale sammenbrud, I havde dengang, sagde Frederikke med et skævt grin og hævede sin kaffe. I virkeligheden håbede hun lidt, Pia ville rende panden mod muren denne gang.
Men Pia lod sig ikke sådan slå ud læbestiften var knivskarp, håret lå præcis som det skulle, og i øjnene lyste en fandenivoldsk iver.
Helt ærligt, han har jo ikke en chance! Vi stødte tilfældigt på hinanden forleden. Du skulle have set, hvordan han så på mig åh, som en sulten hund, der har fået færten af gourmetpølser, sagde hun med et tilfreds smil. Og hans nye flamme? Et sølle forsøg. Hun hed Karen eller sådan noget og så ud, som om hun helst ville være hjemme og strikke.
Frederikke måtte trække på smilebåndet. Her stod Pia og blæste selvtillid ud i hele rummet, mens hun nok mest af alt mindede om en plotlinje fra en dansk tv-serie, der var gået lidt for meget amok.
Han havde altså allerede fundet sig en ny, hva?
Sådan da, nikkede Pia overlegent og børstede usynligt fnug af kjolen. Men hvem kan bebrejde ham for at skifte op? Man skal trods alt kende sin besøgelsestid.
Frederikke rystede bare overbærende på hovedet. Hun huskede tydeligt, hvor forbløffende lidt overspil der var over Mads sidst, de sås. Han havde nærmest været frosten selv…
Pia havde derimod kun blikket rettet mod sig selv, og det var tydeligt, at hun i tankerne allerede så sig selv side om side med arving Mads, hvor hele Aarhus tabte kæben over hendes uovertrufne elegance.
Hvad ELLERS skulle Mads have end en kvinde, der var smuk, smart, skrap på forretningsmiddage, og som samtidig kunne piske en rørt remoulade til fiskefrikadeller på rekordtid? Karen havde da ikke en chance.
Så gik tankerne selvfølgelig tilbage på den anonyme Karen, som tre år havde ventet forgæves på, at Mads skulle fri. Ja, hun kunne blæse både bryllupsklokker og fremtidsdrømme et stykke. Ifølge Pia var det kun rimeligt, at hun nu tog skeen i den anden hånd.
Accessories sad, hvor de skulle, det hele matchede duft og stil, og Pia følte sig som dronningen af Nørregade.
Hvis der var noget, Pia havde lært af livet, var det, at i kærlighed gælder alle kneb i hvert fald hvis man som hende havde ambitioner og temperament nok. Og arving Mads var så afgjort værd at køre en lille offensiv på!
****************************
En måned senere dumpede Frederikke tilfældigt ind i Pia på Kaffesalonen, hvor veninden sad og skinnede som en nyblank femmer. Frederikke gjorde, hvad hun kunne, for at lyde laidback og ikke ALT for nysgerrig.
Nå, hvordan går love-story med Mads? Hørte han slog op med Karen. Gik det med storm og drama, eller…?
Pia kiggede op med et overstrømmende smil. Hun havde ventet på netop dét spørgsmål.
Helt fantastisk, sagde hun. Jeg er allerede flyttet ind i hans lækre penthouse på Islands Brygge. Udsigten over havnen er fuldstændig magisk, især om aftenen. Hele byen under dine fødder. Jeg kunne næsten gå hen og blive poet
Frederikke sad og rodede i sin kop te og forsøgte, ret så tappert, at maskere den snert af misundelse, der sneg sig op.
Du ligner da også én, der har trukket det længste strå, svarede hun og tænkte i sit stille sind, at så meget gåpåmod lå langt over hendes tolerancegrænse. Hun ville for alvor aldrig selv turde gå så benhårdt efter jackpotten.
Pia, komplet upåvirket af Frederikkes betænkeligheder, fortsatte begejstret:
Jeg bliver kun lykkeligere, når vi skal giftes. Jeg har allerede kigget på kjoler det skal være noget klassisk, men med et twist. Kan du lige forestille dig entréen? Hold nu fast, hele selskabet taber underkæben!
Så I har sat datoen? Du holder dig ikke tilbage, Pia! Frederikke himlede drillende med øjnene.
Et sjældent bekymret træk flakkede over Pias ansigt, mens hun stirrede ned i capuccinoen.
Ikke helt endnu, svarede hun lavmælt. Først skal jeg gøre indtryk på Mads farmor, Alma. Kan du tro, hun stadig regerer familievirksomheden med jernhånd fra togenthøjder og hun er rundet de 70! Jeg mener, det må da være tid at overlade roret til de unge engang?
Frederikke kunne ikke reelt holde latteren tilbage nu. Alma var berygtet i business-Aarhus som en slags Jydsk variant af Margrethe Vestager med uendelig skarpt blik og solid situationsfornemmelse absolut ikke nogen, man bare snoede om sin finger.
Men hvad hvis hun ikke synes, du er pengene (eller selskabet) værd?
Pia rettede sig op og proklamerede:
Jeg fortæller hende bare, at jeg er gravid. Så kan hun lære det, sagde Pia selvsikkert, som havde hun læst det på Pinterest.
Frederikke var ved at tabe den halve kop te.
ER du det?! Altså, seriously?
Næh, men det finder han nok snart ud af. Overraskelse! Afsted til familiefesten, så bliver alt sikkert på plads. Kjolen og restauranten har jeg da også allerede fundet. Hvis farmor har et problem, må hun bide i det sure æble.
Frederikke så vekslet på hende mellem vantro og lidt beundring ærligt talt, det krævede alligevel sin kvinde at tromle sådan fremad uden at skele det mindste til eventuelle advarselslamper.
Held og lykke, dronningen af Aarhus, sukkede hun. Du får brug for det. Alma er hårdkogt, ikke en at spøge med.
Men Pia rystede bare på håret og smilte overlegent. Hvis bare man havde strategien på plads, var der ingen, der kunne stoppe hende…
****************************
Imens sad stakkels Karen i sin jyske stue, nervøst viklende en (selvfølgelig håndstrikket) cardigan og prøvede at tage sig sammen til at møde Alma. Hun havde egentlig mest lyst til at fordufte, men blev for selv stædige damer siger ikke nej til den slags farmødre.
Ind ad døren kom Alma selv, iført vandkæmmet page og et granitcharme, der straks gjorde det klart, at magten lå her. Hun satte sig og tog Karens hånd.
Åh, Karen, jeg skammer mig sådan over mit barnebarn, sukkede hun. I passede jo sammen så godt. Og så ødelagde han det hele for en smule spænding!
Karen kneb læberne sammen og måtte koncentrere sig for ikke at bryde sammen. Men hun nikkede:
Hjertet bestemmer jo selv, mumlede hun stille og smilede undskyldende. For at være ærlig Pia passer ham nok bedre. Jeg kunne jo aldrig dø af at være midtpunkt, og det er han jo så glad for. Det gør mig da ked af det, men hvis ikke vi nåede at binde knuden, så har jeg i det mindste sluppet for alt det skænderi.
Alma så på hende med lun fasthed ja, sjældent havde hun set så pæn en pige. Karens blide stil havde jo næsten overrumplet selv hende engang.
Du har altid haft ben i næsen og hjertet på rette sted, sagde hun og klappede Karens hånd. Det kunne Mads virkelig lære noget af.
Karen nikkede bare og prøvede at mane styrke frem. Der var ikke mere at gøre nu måtte hun bare se det hele udfolde sig fra tilskuerplads.
Familiefesten skulle holdes i det gamle villa i Højbjerg familiearv og status på række og geled, med de klassiske stuer og tunge gardiner. Karen var hurtigt på plads, så hun kunne glide anonymt ind.
Det gik egentlig rimeligt, indtil hoveddøren gled op, og Pia struttede ind ved siden af Mads. Forventeligt havde hun ikke fået invitationen, men alligevel gik hun straks rundt, som om det hele allerede var hendes. Blikket vurderede, hvad der skulle have en makeover og man kunne mærke viben: Glem det, her bestemmer jeg snart.
Karen tog en dyb indånding og gjorde sig selv så neutral som muligt. Hvis hun nogensinde havde tvivlet på Pias ambitionsniveau, forsvandt det hurtigt. Men nu ville hun ikke lade sig slå ud.
Pludselig stillededes alle op langs det store spisebord, og Mads rejste sig, lettere nervøs, men overbevist.
Jeg vil præsentere min forlovede, Pia! sagde han så det rungede fra hjørnevæggene.
Alma kiggede langsomt op fra sin kaffekop. Ikke en mine rørte sig, men øjnene lynede som en iskold novemberdag på Limfjorden.
Javel Var der overhovedet nogen, der bad dig om det? Jeg har ikke godkendt noget bryllup! I vores familie vælges ikke koner med albuer af stål, så længe jeg har en finger med i spillet.
Pia rørte dog ikke en muskel. Hun sendte bare farmor et isblåt smil og trykkede Mads’ hånd:
Jamen, det bliver du nødt til, kvindemenneske, for jeg er gravid! Der er altså en arving på vej, og du kan lige så godt vænne dig til det.
Der faldt en pinlig stilhed over stuen, og flere af familiens tanter sendte hinanden det-var-ikke-lige-det-vi-havde-håbet-blikket.
Inden nogen nåede at sige mere, brød Mads’ storebror, Henrik, tavsheden med en høj latter.
Hvad snakker du om, Pia? Mads er ikke direktøren jeg er. Mads holder mest orden i kopimaskinen.
Det var, som om Pia mistede al farve. Hun stirrede så fortabt på Mads.
Sagde du ikke, det var dig, der skulle arve firmaet?
Desperate blikke fløj gennem rummet, Mads mumlede:
Jeg troede egentlig, det blev sådan, du ved Men det tog en anden drejning.
Pia hævede stemmen:
Du fortalte jo, at du snart blev chef! Har du løjet for mig hele vejen?
Jeg ville bare se godt ud i dine øjne, mumlede han.
Værsgo mere drama end på Det Kongelige Teater.
Pia besluttede sig prompte for at afslutte ballet med manér. Hun greb tasken og snerrede:
Farvel og tak. Lad Karen overtage denne pose rod. Jeg må videre til noget med mere potentiale!
Høje hæle klaprede over plankegulvet, døren smækkede, og Pias illusionsballon fløj direkte ud i vintermørket. Mads stod alene tilbage, lignede en mand, der lige havde set sin elskede køre væk i Arriva-toget uden at vinke.
Alma nippede til sin kaffe og sagde, tørt:
Nok den mest interessante sammenkomst siden vi satte slips på juletræet.
Henrik nikkede og kiggede længselsfuldt mod kagefadet. Karen rejste sig stille med et diskret smil, tog sin lille pung og gik ud i aftenkulden. Hun vidste, dybt inde, at nu var det endelig færdigt. Slut, finito og heldigvis for det.
