Rikke
Rikke! Det her kan simpelthen ikke passe! Det er uacceptabelt! Du må ikke finde dig i at blive behandlet sådan! Jytte Hansen satte tøsefornærmet kaffekoppen fra sig så den halve kaffe skvulpede op på det fine porcelæn. Irriteret greb hun en serviet, tørrede kaffen af bordet og skummede over sin egen ubeherskede reaktion.
Den mørkøjede, yndige kvinde tog stilfærdigt koppen fra sin chef og satte den tilbage nu fyldt og langt fra papirbunker.
Tak, Rikke. Og undskyld mit temperament… Hvordan kan jeg hjælpe dig, min skat?
Det er ikke sådan lige at hjælpe, sagde Rikke og trak på skuldrene, mens hun hældte kaffe op til sig selv. Hun er jo min mor.
Men hvem har egentlig været for drengen alle de år? Dig! Din egen tilværelse er jo aldrig blevet plads til. Og nu skal du træde til side? Hvad siger Mads til det?
Han ved ikke noget. Rikke gemte øjne bag koppen.
Åh, Rikke! Jyttes stemme blev hæs. Det kan du ikke være bekendt. Han skal da vide det først af alle. Det handler jo om ham.
Jeg ville ikke belaste ham. Der er arbejde, eksamener, bacheloropgave, og den lille familie. Alt på én gang. Det er allerede nok at spekulere over.
Jytte rystede på hovedet, satte sig nu mere rolig.
Du er selvfølgelig voksen, men jeg blander mig altså lidt alligevel. Rikke, du er det sødeste menneske, jeg kender. I alle mine år har jeg aldrig kunnet sige et ondt ord om dig. Men nu nu skal du turde være lidt kantet og ubehagelig over for dem, der trænger til det. Du må sætte grænser. For Mads skyld og for din egen.
Tak fordi du bekymrer dig. Jeg skal tænke over det. Rikke smilede og fandt næste rapport frem. Arbejdet måtte passes; følelser kunne vente til i aften. Hun trak vejret tungt. Det sidste, hun havde lyst til for tiden, var at gå hjem. På arbejdet faldt hun til ro det havde ikke været muligt derhjemme, siden hendes søster, Stine, flyttede ind.
Rikke var den yngste i familien, en efternøler, som ingen havde ventet eller egentlig ønsket. Hendes mor, Karen, havde i lang tid været i tvivl, før hun besluttede sig for at føde hende. To børn i forvejen, et liv med mening hvorfor tage en mere? Tiderne var barske. Lange nætter stod hun ved vinduet i det mørke køkken uden at kunne sove. Så en morgen hørte hun et barn græde. Selv om hun vidste, det bare var naboens nyfødte, skar gråden gennem hende og fyldte hendes krop med uro.
Nej… Jeg kan ikke … hulker hun for sig selv.
Rikke blev født til tiden, og hospitalspersonalet smilede uvilkårligt over den lille nye.
Hun er lidt tidlig til det verdenssmil, men se, hun smiler faktisk!
Karen lagde barnet til brystet og studerede sin yngste datter. Hun lignede ingen af de to store: Stine og Jeppe, som begge havde været lyse og højtråbende tro kopier af faren. Rikke var mørk, samlet, stille ligesom Karen selv. Hun græd sjældent, klynkede kun lavt, som om hun undskyldte for at gøre opmærksom på sig selv.
Da hun fik navnet Rikke, blev hun aldrig kaldt andet. Det fulde navn levede kun i papirerne.
De ældre søskende tog ikke venligt imod det uventede familiemedlem. Dog gav den ekstra mund anledning til, at familien fik en større lejlighed før tid endda så Jeppe og Stine fik eget værelse. Men Rikke forblev en kilde til irritation. De holdt hende ude, nægtede lege med hende, og Rikke klagede aldrig, men fandt rolige kroge at tegne i, bare tilfreds med at være i deres nærhed. Karen forsøgte, forgæves, at tale dem til fornuft; aldersforskellen var for stor.
I børnehaven opstod de første problemer. Rikke var grænseløst godhjertet og kunne let forære sin frikadelle og saftevand væk, hvad de andre straks benyttede sig af. Først da Rikkes vægttab og hyppige sygdom blev bemærket af sundhedsplejersken, gik Karen op for, hvor tit datteren gik halvsulten rundt. Herefter blev børnehaveassistenten Mette sat til at holde opsyn med, at Rikke spiste op. Og hun begyndte at kvikke op, komme med hjemmelavede legeting eller små stykker chokolade i håb om at vinde de andre børns gunst.
I gruppen fandtes ikke en sjæl, Rikke ikke tog sig af lige fra mariehønerne på legepladsen til triste Mette, der blev længere i institutionen for at skåne sig selv for hjemmefronten med en drikfældig mand. For hende blev Rikke et lys i mørket, og fordi Mette ingen børn selv havde, blev tilknytningen stærk. Karen blev irriteret, når hendes datter tog afsked med store kram.
Hvorfor hænger du så meget op ad hende? Hun er jo bare en fremmed! For pokker, Rikke!
Rikke lo og hang på, og næste dag gentog alt sig.
Ved børnehavens afslutning græd Mette, da hun sagde farvel, og tog job som rengøringsassistent på Rikkes skole, så længe det gik. Da hendes mand endelig stak af til sin elskerinde, og Mette måtte hjem til en syg mor, græd de begge hjerteskærende, da de sagde farvel. Mette tog sin kæde af og satte om Rikkes hals:
Her, min skat. Når du ser den, så tænk på mig jeg glemmer dig aldrig! Og husk, at jeg er her. Bliv du i knibe, så skriv jeg kommer!
Rikke nikkede og krammede hende tættere.
Skolen blev et hårdt sted at være. Rikke holdt af alle og blev ikke altid gengældt. Hun forstod ikke, hvordan hun skulle forsvare sig. Karen ærgrede sig og skældte ud: Hvordan i alverden kunne man være så naiv? Efterhånden klarede familien sig økonomisk, faren havde fået nyt job og gode penge, og Rikke overtog stadig tøj fra Stine, men fik dog sin egen flotte pennal og nye tuscher som dog straks blev givet væk til en veninde. For det blev Karen virkelig vred.
Rikke var flittig og venlig; ingen nægtede hun hjælp til en stil eller opgave. Hun nåede at lave flere opgaver pr. time end nogen og forlod skolen med topkarakter og fortsatte roligt på universitetet.
Stine og Jeppe havde for længst fået egne familier og boede for sig selv. Jeppe flyttede til en anden by og Stine kom kun sjældent på besøg. På den måde blev omsorgen for de syge forældre hurtigt hældt over på Rikke. Bejlere havde hun masser af men tid? Aldrig. Efter forelæsninger løb hun hjem: Rengøring, mad, tøjvask, at tage sig af en sengeliggende far. Intet venligt ord, ingen tak. Alt togs for givet.
Hvorfor smiler du hele tiden? Der er da ikke noget at smile ad, vrissede Karen, mens hun afviste den skefuld mad, Rikke tålmodigt holdt frem. Hænderne virkede ikke mere, smerten sled hende op.
De æder dig råt, Rikke! Du kan ikke holde til at være sådan!
Karen vidste godt, at de ældre børn havde trukket sig. Jeppe undskyldte, han kunne ikke komme, og bød kun på et par kroner. Stine dukkede kun op for at pege fingre hvorfor det her, hvorfor ikke det der? Rikke sled sig op. Mette, der havde efterladt have og hus og kom styrtende til, da Karen blev dårligt gående, puffede til hende:
Hvorfor finder du dig i det?
Hvad skal jeg gøre? Skændes? Kaste hende på porten? Tvinge hende til at hjælpe? Du ved det er umuligt. Jeg vil bare, at mor får fred.
Med Mettes hjælp blev stemningen hjemme bedre. Karen talte ud, bad om forladelse og døde stille og roligt i søvne, så Rikke kunne hvile ved tanken: Det var alt ikke for ingenting.
Allerede under begravelsen talte Stine og Jeppe om arv og deling. Mette dundrede tallerkener ud på bordet.
Hvad er I for nogen?
Almindelige mennesker, svarede Stine og rettede på sit sorte tørklæde, vi har børn, familie. Hvad skal Rikke med alt det?
Rikke sagde ingenting, rejste sig og gik. Jeppe trak sig væk, hans kone forsøgte at gribe ham i ærmet, men han trak sig løs.
Lejligheden blev fordelt, og Rikke flyttede i en lille etværelses med ro for første gang i årevis. Hun købte hurtigt billetter og overtalte Mette til at tage med til Skagen.
Se, Mette, hvor er det smukt!
Her kan det umuligt blive bedre! lo Mette ved synet af den lille havn, mågerne, de store skibe, havet, himlen.
De to tilbragte to uger i Skagen, det lykkeligste tidspunkt i deres liv.
Da hun kom hjem, fandt Rikke en seddel fra Stine. Hun smed tasken og tog straks afsted til søsteren.
Kaos rasede i lejligheden. Stine gik rundt, sammenbidt og opløst af tårer.
Han er gået! Forladt mig! Uden at blinke!
Rikke fiskede straks sin lille toårige nevø Mads frem under sofaen, trak ham med i køkkenet, lavede mad til ham og lyttede fraværende til Stines jammer, der aldrig stoppede: Hvad havde hun gjort galt, hvorfor dog hende, hvad mere kunne han ønske?
Rikke sad med Mads på skødet, klappede ham og talte blidt, mens Stine råbte op om barnets manglende appetit.
Stine blev hængende mange måneder, anede ikke sit levende råd. Mads boede hos Rikke, der overtog ansvaret uden at blinke. Hun sørgede for, han kom sig, holdt op med at græde om natten, begyndte at smile igen. Stine kom kun forbi for at kontrollere, aldrig for at hjælpe. Til sidst flyttede Stine til Oslo for at arbejde og begrundede det med, at hun ikke kunne holde ud at bo i samme by som sin eks-mand. I starten sendte hun lidt penge hjem, men forsvandt så, og meldte kun, når hun blev gift igen og ventede endnu et barn. Rikke talte med Mads far og ordnede samvær, som Stine stædigt havde nægtet, men Rikke valgte at gøre, hvad der var bedst for Mads, uden Stines indblanding. Forholdet til Mads’ far blev godt, og snart havde han bonus-søskende. Et par gange var Rikke og Mads i Oslo men det var tydeligt, han ikke var savnet, så de holdt op med turene.
Rikke indså, at det private liv var slut hendes fokus var nu kun på Mads: fodbolddrøm, biologi, klaver. Mads kaldte hende aldrig andet end “mor Rikke” og elskede hende grænseløst.
Somrene blev tilbragt hos Mette på landet, og de nød roen ved Vesterhavet. Når hun så Mads lege med landsbyens børn, følte hun ham som sin egen søn.
Kontakten med Jeppe og Stine holdt Rikke gang i alene; de svarede kun modvilligt og efterhånden ophørte besøgene.
Kort før studentereksamen byttede hun den gamle lejlighed ud med en tredobbelt større i udkanten af byen men stadig tæt på Mads skole. De gik gennem rummene, råbte for at høre akustikken, og valgte værelser.
Mor Rikke, er du lykkelig?
Selvfølgelig, min skat. Du er her det er det vigtigste. Hun klappede ham på skulderen Kom så, vælg et værelse!
Mads tog studentereksamenen, og moderen nægtede at tage sig af ham, så han besluttede at studere medicin i Aarhus, som han altid havde ønsket sig. Rikke tilbød sig som lektiehjælp og sparede sammen til de bedste undervisere. Han blev optaget.
På tredje år havde han sin kommende kone med hjem.
Mor Rikke, det er Maiken.
Rikke kiggede varmt på den generte Maiken og krammede hende.
Dejligt at se dig. Kan du lide kage? Jeg har bagt jordbærtærte.
Meget …
Så kommer vi jo hurtigt ud af problemerne! Jeg er selv frygtelig med søde sager.
Stine kunne ikke lide Maiken det lagde hun ikke skjul på til brylluppet.
Hun er for fin på den! Vent og se det ender galt!
Rikke sukkede, men smilede over Mads og Maiken, der dansede første dans. Hun havde for længst set, at Maiken var præcis det menneske, Mads havde brug for rummelig, vedholdende, hjælpsom og deres hverdag gled let sammen i det nye hjem.
Et år senere blev Rikke farmor for første gang, og hun blev genstand for Maikens uforbeholdne tillid meget til Stines irritation. Stine tog hjem før tid, bankede døren og forlangte aldrig mere at vende tilbage. Men det blev ikke langvarigt.
Kort efter vendte hun tilbage uden forklaring:
Jeg flytter ind.
Hvad sker der? Er du uvenner hvor er børnene?
Orker ikke snakke, stønnede Stine.
Rikke rystede på hovedet, hældte valerian i et glas. Stine nægtede hun havde ikke brug for noget. Hun ville bare vide, om Mads var hjemme.
Han er på sygehuset, Maiken besøger sin mor med Signe.
Hun kan ikke holde sig i ro! Slæber barnebarnet rundt i frostvejr!
Fra den dag døde den hjemlige ro. Stine begyndte at kritisere alt og alle, især Maiken, hver gang Rikke var ude. Maiken tålmodigt bar over, selv da Rikke begyndte at døje med helbredet. Til sidst blev det for meget.
Rikke der ikke brød sig om at konfrontere kaldte alligevel til samtale:
Hvad vil du egentlig nu? Rikke satte te frem og satte sig over for Stine.
Hvad tror du? Jeg bliver her.
Hør, sådan kan vi ikke have det. Jeg har givet dig det største værelse…
Ja, men børnene tumler altid hos mig, der er ingen ro!
De har jo ikke plads på værelset.
Lad dem lege udenfor.
Stine, for at vi kan bo her, må vi aftale noget…
Helt sikkert! Du må bede Maiken tage sig mere af sit barn jeg bor, hvor min søn bor. Kan hun ikke lide det, kan hun flytte!
Gælder det også mig? Rikke smilede for første gang uden varme.
Du har intet at sige om det.
Samme dag lavede Rikke fejl på arbejdet og Jytte fik sandheden at høre.
Hun gik hjem tidligere den aften. I opgangen begyndte råben og gråd Stine skældte ud, babyen græd. Rikke gik ind og så Maiken stå med Signe, mens Stine fægter med armene.
Hvad foregår der?
Det er okay, mor Rikke. Jeg klarer det.
Rikke så en knust vase på gulvet heldigvis ingen kom til skade.
For pokker da! Signe, har du skåret dig? udbrød hun og gik hen til Maiken.
Som jeg sagde helt uduelig. Jeg får fjernet barnet fra hende det er farligt at bo med hende!
Hun tav brat, da hun så Rikkes ansigt. For første gang i livet så hun sin lillesøster i raseri.
Du pakker nu! Og jeg er ligeglad, hvor du går hen!
Hvem tror du, du er? Det her er Mads hjem. Han må bestemme!
Bestemme hvad? Mads kom ind, så på situationen, gik øjeblikkeligt over til Rikke.
Mor, hun smider mig ud! Sig noget!
Tror du ikke, du blander noget sammen? Mads lagde armen om Rikke. Her er min familie: Maiken og Signe. Du har ikke været her for mig nu behøver du heller ikke være her. Nu er det slut. Mor Rikke har ret.
Og Maiken?
Hun lægger Signe.
Han kyssede Rikke på kinden og gik. Stine blev stående, rystet, stirrende.
Hvordan kunne han sige det? Øjnene fyldtes af tårer, men tømtes straks for vrede. Du har sat ham op imod mig!
Stine … Rikke tørrede sig om kinden, hvornår begynder du egentligt at lytte til andre end dig selv? Opfat dog, verden består ikke kun af dig!
Som om du altid har forstået alt…
Ja, og hvad har du fået ud af det? Og hvad står du med nu?
Bliv her, jeg henter koste og sutsko du skærer dig snart!
Rikke gik og sendte hende en time senere afsted med toget mod Jeppe. Udmattet satte hun sig i køkkenet; det var kun godt, de gik. Hun magtede ikke mere hun havde aldrig været god til at tage konflikten.
Maiken kom ind, så Rikke, gik i gang med at lune mad. Da hun anrettede tallerkenen, satte hun sig og blev helt stille.
Har du fået ro nu? Det smager skønt. Rikke kiggede på hende: Men hvorfor græd du sådan før?
Maikens øjne blev blanke, og hun tog Rikkes hånd.
Fordi man kunne se, du var Signes rigtige bedstemor. Han blev så forskrækket, da vasen gik itu. Undskyld, vi skal nok købe en ny.
Åh, lad den vase ligge pyt! Skete der noget?
Nej, jeg fik ham væk.
Hvordan endte vasen overhovedet på bordet?
Stine mente ikke, han skulle være på hendes værelse, så hun flyttede den…
Og du?
Fik det pludseligt dårligt var nødt til at styrte ud. Han nåede ind i stuen alene.
Du er ikke syg?
Jeg tror… Det er bare… Jeg er gravid.
Rikke var straks over hende og smilede for første gang den aften.
Hvorfor skulle jeg skælde ud? Det er jo en gave!
Jeg var bange for din reaktion…
Kæreste, jeg har aldrig været vred over noget så smukt. En mere i huset hvilken lykke! Vi finder ud af praktikken, studiet, det hele.
Maiken lukkede øjnene, trykkede sig ind til sin svigermor taknemmelig for, at det var Rikke og ikke Stine, der var hendes familie nu. Mads kom ind, greb dem begge.
Natteravne! Skal I ikke i seng?
Og du? Du har jo nattevagt?
De grinede sammen. Rikke sendte dem i seng, slukkede lysene, og gik hen til vinduet. Regnen trommede sagte på ruden, de mørke, levende lejligheder blev slukket én for én, men inde bag hver et liv, en lykke, hver sin hverdag.
Og hendes lykke det var dem dérinde. Hun rettede sin halskæde Mettes gave og hviskede mod natten:
Pas godt på dem.
Stadig smilende gik hun ind for at sove lykkelig på den stille, danske måde.
