Uimodståelig

Uimodståelig

Freja stod på det høje, skrånende trætrin foran det gamle bindingsværkshus og så ned på Mads, der bredte sig ud foran hende som en hanekylling på torvedag. Egentlig var der ikke meget særligt ved ham: ikke vildt høj, benene var lidt skæve, ansigtet firkantet, tænderne skæveog alligevel: han var landsbys første fyr. Alle pigerne måtte næsten dåne, bare han overvejede at invitere dem op at danse.

Freja trak smilende på skuldrene. Mads dansede elendigtså klodset som en bjørn, der trampede på fødder, og vippede hovedet pudsigt, som tante Mettes gås. Når det gik allermest for sig i folkedansen, trak han skuldrene med i rytmen, så ørerne fulgte med på mærkelig vis. Hvad fanden så de andre i ham? Og han syntes selv, han var konge, det var tydeligt…

Nu stod han også der, tygger på et strå, skæver op til hende og venter, venter på at hun flyver ned ad trinene, kaster sig om hans hals, så han med manér kan svinge rundt og vandre ned mod forsamlingshuset.

Glem det!

Nå, Frej, ku du så tænke dig at gå med til dans? spurgte Mads hæst, spyttede strået ud, og trampede nervøst rundt, lidt overrasket over, hun ikke bare sprang afsted. Han blev mere usikker, da han så Frejas bedstemor i vinduet.

Med mig?! Jeg inviterer dig jo…

For himlens skyld! Hvorfor spiser han græs?! lød det inde fra stuehuset, hvor en spand væltede og bedstemor Asta klaprede ud. Frej, kom ind nu! Det begynder snart at regne, du og han bliver helt smattet som rugbrød i suppen! Og den dér, ham vil jeg slet ikke lukke ind. Mads, skynd dig hjemad. Freja skal hjælpe mig med agurkerne. Bedste Asta viftede arrigt ad Mads for at jage ham væk fra barnebarnet.

Freja, med næsen i sky, gik ind og smækkede døren. Hun så bagefter på ham gennem ruden, hvordan han slentrede ud ad grusvejen, svingede med benene som om det var charmerende.

Ja, ja, flot skal han være, sådan en stadsnar! sagde Asta, mens hun rørte i syltekrusene, bag Frejas ryg. Ligesom sin far. Store tanker om sig selv begge to, men pyt, du. Ikke andet end småkravl, vel Frej?

Freja trak bare på skuldrene og gik op til værelset. Længe lå hun dér, hovedet hvilende i hånden, så på trævæggens åremønstre, ledte efter gyldne, honningfarvede, nærmest orange striber, her var de chokoladebrune med en blank dråbe harpiks i solen. Flot, egentlig. Mads var måske også pæn, men hans charme sagde hende ingenting. Alt for selvglad, tænkte hun. Bedste havde nok ret…

Mads sivede op til forsamlingshusets veranda, hvor de unge søgte skygge for den trykkende sommerluft. Aftensolen gled ud over gulvet i tykke lave, røde og gyldne bånd, pigerne dansede med bare fødder i træskostøv, mens drengene næste gled efter i deres tunge sko. Skyggerne klatrede elegant langs væggene, så alle syntes finere, højere.

Mads nikkede til gutterne, stillede sig til siden og tændte en smøg. Hvem skulle han byde op til dans? Et klik med fingeren, og enhver af pigerne ville springe til! Men kun Freja interesserede ham. Hvis ikke det var for hendes gamle bedstemor, så… så havde han lokket Freja med! Ja, det skulle han nok huske næste gangtage et stykke kage eller et bundt blomster med til gamle Asta, så skulle hun nok lægge sig blid og lade Freja feste.

Nå, hvor gik din egen Freja hen? Virkede det ikke? hoppede Jesper ned fra rækværket. Men se dig omkring, der er jo, hvad hjertet begærer. Godt vi tog herud, hva, Mads?

Jo jo, sagde Mads, rystede det tykke hår, fugtede læberne, begyndte at svinge i takt til musikken. Han gled tæt på pigegruppen, lænede sig frem, grinede. Han var konge. Uanset hvad, både med og uden Freja.

Hvert eneste år var de unge i landsbyen. Freja blev sendt på landet hele sommeren; hendes mor brød sig ikke om spejderlejre, foretrak at have pigen hjemme under øjne. Mads var der to måneder, gravede og samlede hindbær, mens hans forældre knoklede med at få gang i gamle slægtsgården. Han syntes, armene blev længere af alt slæberiet med henkogningsglas fyldt med syltetøj og agurker til byen. Snart lignede han en abe, men så fik han da solbrun hud og muskler, der kunne imponere pigerne ved bassinet.

Mads gjorde altid et nummer ud af at bade: han stejlede fra vippen, spændte biceps, udstillede sit udseende, så alle kunne se. Også Freja. Til hende sendte han dog kun billeder. At bringe blomster eller skovlgreb til bedste havde aldrig den ønskede effekt. Så forsvandt Freja hjem, et eller andet var sket med hendeingen ordentligt farvel. Bedste Asta jagede Mads bort.

Snart rejste alle tilbage til skoler og kollegier eller bylejligheder, klar til universitetet.

Freja… ja, Mads holdt altid af hende. Siden barndommen. Sammen om sandkassen, altid kun én skovlMads mistede sin, Freja ryddede orden. Han fulgte efter, sparkede småsten, fortalte dårlige vittigheder hørt af sin far. Freja lyttede, eller lod som, med et smil på læben og et blik af overskud. De gik tur ved søen, hoppede på den gamle oppustelige madras. Én gang væltede Freja ud, forsvandt under madrassenselvfølgelig ræddede Mads hende og pralede vildt bagefter.

De voksede op sammen, opdagede hvem der var smukke, og hvem der ikke var, plukkede vilde jordbær og myggestik i skovkanten, badede i bugten, og om aftenen gav Freja ham mælk med jordbær, mens han fortalte, at han ville ind på CBS, blive diplomat og se verden.

Freja lod det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. Bedste Asta gryntede ad drengens pral: der var for meget af det.

Mads fik aldrig sagt, at han kunne lide Freja. Han ventede altid på det helt særlige øjeblik. Men hun løb ikke efter ham. Og nu var hun væk…

Fire år senere så de hinanden igen. Bedste Asta tog imod barnebarnet med stor ståhej, undskyldte at der ikke var noget i huset, men bordet bugnede. Porten blev smækket op, alle skulle pludselig til.

Mads, med nakken strakt, så over hækken til nabogrunden. Der gik Freja i badedragt, bar på vandkander, hjalp bedstemoren med agurkeplanterne. Siden satte hun sig på bænken, begyndte at gnaske en agurk og læse i en bog. Bedstemor Asta smuttede efter mælk.

Mads tørrede hænderne for syltebær, tjekkede sit spejlbillede og luskede til det skjulte hul i rækværket, han og drengene havde fikset. Men brættet sad nu fast, blank søm på hans side.

Gamle kælling, mumlede han, kastede en sur bemærkning og gik den lange vej om ind, med en kurv med bær.

Hej, sagde han sagte og satte sig ved siden af hende. Duftede af parfume og jord. Jeg har samlet vilde hindbær. Vil du smage?

Han rakte hånden frem mod hendes læber. Freja fnøs, rejste sig straks.

Mads, for pokker! Hindbærrene smager meget bedre i skoven. Jeg spiser dem altså ikke sådan! Du er skør! hun grinte, lukkede bogen.

Det gjorde du da før, sagde han lavt og så op på hende, nød at kigge på hende. Kan du ikke huske, vi var elleve, du spiste af min hånd, jeg af din. Freja…

Hun grinede, gik op ad trappen:

Mads, gå hjem, ik! Jeg skal læse til eksamen.

Frej! han fulgte efter, greb hendes skuldre, snurrede hende rundt, pressede hende mod rummets gamle pelsjakke, prøvede at kysse. Hun vred sig løs, slog ham med moppen, smed ham ud og smækkede døren. Hindbærrene trillede ud på trappen, han trådte dem flade af arrigskab, sparkede den gamle fletkurv over vejen, smadrede porten, knækkede et hængsel…

Lang tid senere gik bedste Asta alene i huset, ventede kun på barnebarnets sjældne breve. Sidste gang Freja kom, var med forældrene til bedstemoderens begravelse. De lukkede døren med et træbræt, slog skodder for vinduet.

Hvad gør vi nu med huset? spurgte moren, forvirret og græd. Vi lader det stå. Jeg kommer selv. Det skal ikke sælges, svarede Freja, omfavnede moren, de græd sammen.

En forvildet hund holdt øje fra nabogrunden. Mads med forældre havde ikke været der i årevis. Angiveligt var han i udlandet, praktik; forældrene arbejdede konstant.

… Mange år senere rullede en enorm, sort SUV op foran Mads barndomshjem. Vinduerne gled langsomt ned, og to hoveder stak ud. Den ene, Mads, håret sirligt sat, skinnende af voks og parfume, trak sig hurtigt ind igen.

Den anden, en kvinde med fregner og rund næse, smilede stort.

Ej, hvor er her bare dejligt! Og duften! kvinden indåndede dybt. Godt, Mads, du tog os herop! Magnus, Anna! Vågn op, vi er her!

Bag i bilen lød børnene, spændte seler. Anna hvinede.

I forstår slet ikke stemningen her! kvinden åbnede døren, sprang ud. Klædt i let, florlet bomuldskjole hun lignede en blomsterkrans. En bi! Hvor sød den er! Se på dens små ben… nuser!

Irina, hold nu op, sagde Mads, rynkede på næsen. En kvist klistrede til skoen. Vi bliver natten over, børn. Det er her, jeg blev voksen, han så på familien med stolthed.

Var det så, du røg og drak? grinede Irina, Jaja, du er stadig min helt. Anna, Magnus, vi pakker ud og laver brunch! Ser du ikke, Mads?

Han rystede på hovedet:

Jeg vil gå en tur. Det er trods alt længe siden. Her er nøgler til hus, skur, sauna, han stak nøglerne i konens hånd. Magnus, hjælp din mor.

Jeg vil hjem! brummede drengen, men faren var allerede væk, tog snoren til familiens kæledyr og forsvandt.

Irina sukkede, gik i gang med at lufte ud. Hun havde kun været her en gang med Mads, før børnene. Dengang badede og grillede de, men siden glemt stedet. Nu skulle der træffes beslutning: sælge eller ej.

Anna, Magnus! Kom her, der gror hindbær! Irina viste børnene busken, rode med nøglerne, glemte hvilken, det blev bøvl.

Altså… sparkede hun døren. Mads, kom! Jeg kan ikke åbne!

Han kom tilbage, vrissede over det. Jeg har da sagt, det blå mærke er til hoveddørenkan det være sværere? Alle andre forstår det…

Men undskyld, jeg er træt og forvirret.

Ja, ja, få nu bare organiseret det hele. Jeg går en tur…

Irina nikkede og fortsatte sine forberedelser, mens han gik ud, stolt i sin krøllede, men dyre linnedjakke, ure til 75.000 kroner.

Jamen, er det ikke Mads Flugtsmækker! lød det snøvlet fra bag det rådne stakit. Se, hvor han har pyntet sig! Velkommen hjem! Det var naboen, tante Gerda, som straks navngav ham Flugtsmækker, fordi han engang gik rundt i barndommen med en elektrisk fluesmækker fra Brugsen.

Han nikkede akavet. Goddag, tante Gerda. Jeg skal sælge hele skidtet! Råd og svamp. Hvordan går det her?

Flot kæde du har! sagde hun spidst. Men hvorfor kors? Du har da aldrig været from! Hun forsvandt inden han svarede, og det dyr du går med…

Mads gik videre, mens Irina snakkede ude i haven.

Nå, Freja? Hej! Jeg er Irina. Vi er lige ankommet, hovedet summer af alt. Vil I spise med? Ej, sikke en sød hundehvalp I har! Irina blev hurtigt inviteret over af Freja, som så på det høje græs.

Det er bedre, I kommer herover! I træder snart på en hugorm. Jeg har lavet mad, bagefter hjælper jeg jer med huset.

Irina takkede og gik over. Hjertet havde drillet lidt den dag, men hun skjulte det.

Læg du dig bare, så laver jeg saftevand, sagde Freja og placerede Irina i skyggen.

Er du sikker? Du ser helt bleg ud. Min mand er læge, skal jeg kalde? Jacob! Barbecuen må vente!

Freja så til Irinas fregner, hviskede til hende, beroligende. Magnus og Anna blev sendt til gyngerne.

Jacob kom og tjekkede pulsen.

Lidt ustabilt?

Ja, sommetider, Irina svarede lavt, Freja så bekymret ud.

Har du din medicin? Vi har måske noget.

Ja, i tasken på trappen… Uh, det trykker.

Freja, løb og hent tasken, sagde Jacob. Skal min kone tage din taske?

Ja ja, Irina nikkede.

Hvor er Mads egentlig? spurgte Freja på vej ud.

Han lufter… Sherlock, forklarede Irina. Han behøver meget motion.

Sikke et navn til et kæledyr, lo Jacob.

Ind over græsset stev Sherlocket gryntende, spættet lille vortesvin med halsbånd og saksekorte ben. Mads gik forrest, rank, stolt af at være first mover hvad kæledyr angår.

Nu må du holde op! Freja lo Et vortesvin, Mads! Det er sgu en stil…

Arrh, hunde er yt, sagde han vævende. Vi har også iguana og fugleedderkop. Hej i øvrigt.

Hej. Jeres kone og børn venter på medicin. Kom, tag tasken.

I skyggen under æbletræerne summede fuglene, Sherlock legede med Frejas hund, baconduften drev i vinden, og fra vinduet ringede drømmefangerens perlersom krystaller mod hinanden.

Freja? Mads stod i porten, hånden om Sherlocks snor, idet han slap svinet løs, der straks for rundt, drejede ind mellem hendes ben.

Han bøjede sig, hans hånd strejfede hendes ankel. Duft af parfume og bær og sommer.

Freja, jeg har savnet dig… udåndede han.

Freja himlede, vinkede til sin mand.

Kom, Jacob. Det er Mads, ham jeg fortalte om! råbte hun, og forsvandt.

Mads smilede over hele ansigtet. Klart at Freja har savnet ham!

De spiste i pavillonen, bygget hvor sandkassen engang lå. Stenfliser, druer i slyng over et kobberlysekrone. Magnus og Anna mumlede stille. Jacob bragte grillspyd, Freja satte salat på bordet, Irina skænkede kold hyldeblomst.

Hvad vil I så gøre med grunden? spurgte Jacob.

Sælge, selvfølgelig. Der er intet ved den her, sagde Mads arrogant, tørrede fingre og smilede til Freja To millioner, så er det dit!

Han stirrer på Freja, tænker: Din Jacob er jo en klovn, prøv at se ham! Hvorfor valgte du ham? Du kunne have fået mig

Så nussede han på guitaren, slog an, sang: Skææænk mig liiidt, min smukke, skææænk nu det sidste, så synger jeg for dig! Han nød egen stemme, lukkede øjnene. Freja måtte holde grin tilbage, Irina rystede let på hovedet.

Det er på tide med kaffe, sagde Jacob, Jeg laver kaffe på rigtig kogeplade. Så kan børnene få is, mens vi voksne får te fra rigtig gammel trækoger.

Han sendte børnene efter is, Jacob begyndte at rydde. Irina hjalp Freja i køkkenet, hvor alt var lyst, glasset var grønt, og Ottilia-blomsterne duftede.

Vi bruger opvaskemaskinen og laver kaffe. Irinamå jeg kalde dig det? Oliekludede Freja, det navn har altid været mit yndlings, hvis jeg selv får en datter…

Mig om det, sagde Irina, men hvor er det pinligt, at vi bare vælter sådan ind! Du må altså passe på dig selv.

Freja blev rød, holdt uvilkårligt om maven. Det er sjette forsøg. Hvis det ikke lykkes, kan jeg ikke mere! hun begyndte at græde, fortalte om fortvivlelsen.

Irina trak hende ind til sig. Freja, selvfølgelig klarer I det. Jacob er solid, og du har gjort alt. Vær ikke bange, søde! Du skal nok lykkes.

Lidt efter bar Jacob te ind i den store kobberkedel. Irina kom med hjemmebagt kage og popsmurte småkager; Sherlock dansede om Benene. Pludselig væltede Mads. Han lå på græsset, Sherlock snusede ivrigt.

Ud! Væk! Ellers blir du flæskesteg! råbte Mads, blev hjulpet op af Jacob.

Mads tørrede sig, krummede sig sammen, øjnene sultne efter Freja. Snart, tænkte hanhun kaster sig i armene. De gør de altid. Han nød at blive ønsket. Godt Irina ikke aner det… Så foreslog han fluks en tur til søen.

Sø? Er der en sø?! hvinede børnene.

Senere, sagde Freja, folk er trætte nu.

Nå, så går jeg hjem. Irina, kommer du?

Gør det selv, sagde Freja og holdt Irina tilbage. Hun skal hvile.

Mads labbede Sherlock og tøffede over plænen, mens Jacob vinkede fint par, de to! bag ham. Irina trak på skuldrene, fulgte Freja ind. Jacob fik børnene til at hjælpe, satte is på bordet.

Mads smed sig i soveværelset, sov straks. Han drømte, at Freja, i natkjole, listede ind, strøg ham over kinden, kyssede ham. Hun kom selv, han havde ikke engang kaldt på hende. Snart ville hun ikke kunne holde sig væk…

Han vågnede ved mærkelig latter. Sherlock stod på sengen og snøftede. Ud af sengen, dit kræ! råbte Mads, kastede en sko. Hent Freja!

Han gik en runde, fandt ingen søvn igen, klædte om og viste sig ned mod søen…

Irina havde lagt sig, hænderne bag hovedet, lyttede til bålaromaen over engen. Hun tænkte: Mads er sær i dag. Finder på et eller andet pjat

Uden varsel vækkede Freja hende. Ir, undskyld, men Jacob siger, din mand gik til søs, fuld, og nu er han væk…

Irina sprang op, søgte sandaler, for ud.

Hvor? Freja, hvor er jeres sø?

Herovre. Ro på, han svømmer jo godt! ledte Freja. Jacob var ved bredden, stirring ud i vandet.

Han kan ikke være gået længereder er marsk derovre, sagde Freja.

Hans håndklæde ligger der! Irina styrtede frem, faldt på sandet, begyndte at hulke. Hvor er han?! Mads! Mads!

Jeg må dykke, sagde Jacob. Vandet er grumset, men jeg prøver. Freja, ring til redningsstationen og Petter, han kan måske hjælpe!

Han kastede tøjet og svømmede ud.

Irinatelefon! Anna, Magnus, løb efter mobilen! Den ligger i pavillonen, på bordet, skynd jer! sagde Freja. Anna nikkede, styrtede af sted, Magnus humpede efter.

Freja satte sig. Hver gang Mads var i nærheden, føltes det dårligtfuld af uro og fare. Maven gjorde ondt, hun trak vejret dybt. Jacob dukkede op, vinkede. Han var sej. Men for Mads… nej, bekymringen var ikke det værd. Irina, derimod, så spinkel og skrøbelig udhun skulle fosters, forkæles. Mads kun besvære.

Irina, kom, sæt dig. Svimmel? Nu, nu, Freja støttede hende. Jacob klarer det, du rolig.

Freja, jeg går i stykker, hvis han drukner! hulkede Irina. Ja, han er selvoptaget, men han kan også være god. Altid hjælper han andre Han venter på ros, ligner en dreng… Da Anna blev født, strålede han, selvom han ville have haft en dreng. Det blev pigen, han faldt for hende. Han ER noget særligt, Freja…

Jamen, han ER, hvad han er, sagde Freja tørt. Egocentrisk, ja, men ikke ribbet skurk. Bare… underlig i dag.

Kvinden stirrede ud over søen, mens Jacob svømmede, Irina græd, børnene kom tilbage med mobilen. Freja ringede 1-1-2, Petter svor, ville komme straks.

Freja, hvor er Jacob? spurgte Petter.

Han dykker…

Få ham straks op, ellers skærer vi ham med propellen!

Hun vinkede til Jacob, Irina måtte holdes tilbage. Hun var bange for vand.

… Pludselig raslede buske. Ud kom Mads, helt tør og grinte:

Nå, nu skræmte jeg jer sku nok? Bare gemte mig lidt. Skal der ske noget, må det ske stort!

Han smilte en vinder-smil, indtil Irina begyndte at kollapse på bredden, læberne blev blå. Hun sank sammen i slowmotion. Opløste sig i tårer. Jacob sprang til. Børnene hylede. Irina græd grimt, tårerne sprøjtede.

Piger, du ku ha slået hende ihjel! råbte tante Gerda, viften med et viskestykke.

Mads blinkede, lo fjoget, flovheden bredte sig. Han gik hen til Irina:

Ir, det var bare sjov! Nu må du ikke græde, dit fjols, du bliver grim af det. Freja, du sagde du var ligegladmen du… indrøm nu!

Da kredsede Irina armen, slog ham over kæben. Han væltede bagover, blev liggende. Mændene fra redningsbåden så målløse til.

Irina rystede, stemmens klang var skarp:

Hvordan kan du? Du tør jo ikke løbe risikoen, du tænker kun på dig selv! En dårlig nar, egoist! Flæskesvin, stakkels! Freja SÅ dig aldrig, og du har brugt hele dit liv på at gøre dig fortjent! Jeg er her stadigfordi børnene elsker dig. Du er verdensmester i far-rollen, gør ALT for dem, så du kan være den bedste. Og jeg høster lidt livskvalitet på din pris. Men jeg er træt! Jeg elsker dig, enrr dum kujon. Træt af at trykke på dine kongeknapper, træt af at høre, hvordan jeg skylder dig hele mit liv. Nu er det nok. Smid kronen, eller vi skilles, eller jeg drukner dig selv. Det er det! Og på din gravsten skal stå… Ja, det finder jeg på!

Hun stampede, trådte tilbage for ikke at slå igen. Gråden pressede sig på, men hun holdt sig rank.

Og Mads, jeg er ærlig talt… ligeglad! sagde Freja. Var du druknet, havde jeg nok kun følt lidt sympati for børnene. Men din dumme spøg kunne ha kostet liv.

Så, sagde Jacob og skar igennem cirkus. Jeg foreslår vi samler op, spiser hvad der er tilbage, og fejrer at ingen druknede. Magnus, Annaløb hjem efter is. Men spis ikke det hele!

Børnene nikkede, så på Irina.

Tak, sagde Irina. Freja, du skal ligge lidt. Kom…

Tante Gerda traskede hjem med to glas syltede agurker til grillen. Ham Mads er da for sær, tænkte hun og lo ind for sig selv.

Mads blev stående på bredden, smilede tåbeligt efter de andres rygge. Jesper ville sige noget, men undlod, rystede bare på hovedet.

Jesper, jeg har gin! råbte Mads efter ham, men Jesper vendte sig ikke engang.

… Hjemme fjernede Mads alle spejle, solgte dyrene fra, beholdt kun Sherlock. Og han sad i den halvtomme, reptil-lugtende lejlighed og tænkte: forlader Irina ham? Hun sagde ikke meget på turen hjem, kun at huset ikke måtte sælges. Hm, måske han burde føje hendeville hun så blive?

Hvor skal du hen? råbte Irina fra køkkenet. Spejle dig igen?

Mig? Nej… Irina, hvad skal jeg hjælpe med?

Gå ud at handle. Jeg sender dig listen. Og skylder du at springe i søen igen, ingen tror på dig anden gang! Og Sherlock, du holder øje!

Den lille vortesvins krøllede hale dansede over gulvet trodsigt.

Nå, shoppingså bliver vi da nok ikke skilt! tænkte Mads. Han greb snoren, kurven og kørte mod supermarkedet. Kun det bedste, selvfølgelig. En mand som ham handler ikke i lokale butikker.

Men Irinahun havde reelt ikke besluttet sig endnu. Hun tog en pause, overvejede, mærkede efter…