Et Møde, Der Ikke Var Tilfældigt
Hvad pokker… Hvad foregår der?! mumlede jeg, mens jeg spændt lænede mig frem i førersædet.
Allerede et øjeblik senere sprang jeg op, som om jeg havde fået stød, og stirrede ud gennem frontruden.
Nej, det havde jeg ikke bildt mig ind.
I lysstrålen fra projektøren anede jeg tydeligt en silhuet på skinnerne, omkring 300-400 meter fremme, lige forude for den kørende lokomotiv.
Passagertoget nærmede sig Skanderborg station, jeg havde allerede bremset ned til 40 km/t, men selv i det tempo kunne uheldet nemt opstå, hvis man ikke reagerede hurtigt nok. Og det var det sidste, jeg ønskede.
Men før jeg overhovedet tænkte på at lave en nødbremsning, ville det være meget rart at finde ud af, hvem eller hvad der var på sporene.
Nødbremsninger er altid et mindre drama, og hvis man reagerede sådan hver eneste gang, der var nogen eller noget på skinnerne, ville det ikke være godt.
Sådan havde både ledelsen og sikkerhedsudvalget fortalt mig adskillige gange.
Er der et menneske foran, så tøver man ikke, men er det ‘bare’ et dyr, kan man som regel skræmme dem væk med hornet, og så fortsætte.
Med andre ord: Der skal være gode grunde til at trykke på nødbremsen.
Ellers venter der en alvorlig samtale på kontoret, hvor udfaldet aldrig kan forudsiges.
Hvis jeg var heldig, slap jeg med en mundtlig advarsel, og hvis ikke en anmærkning i personalefilen og farvel til månedens bonus. Ikke ligefrem noget at ønske sig.
Derfor sad jeg nu og spænder øjnene op gennem mørket, mens jeg vurderede, hvorvidt jeg kunne stoppe i tide, hvis nu…
Det ligner ikke et menneske, bemærkede min trofaste kollega, min lokomotivassistent Mads, idet han pressede næsen flad mod ruden og forsøgte at identificere noget på skinnerne.
Afstanden gjorde det umuligt at se klart så vi kiggede begge intens.
Men så, pludselig…
Det er en hund! udbrød jeg overrasket. Det ER en hund! Hvad pokker laver den på skinnerne midt om natten? Har den ikke et bedre sted at være?!
Jeg begyndte straks at signalere med hornet.
Ud i nattens stilhed lød det markante, dybe horn.
Ét, to, tre gange…
Jo flere gange, jeg tudede, jo mere bekymret blev jeg.
Normalt, når en hund eller andet dyr kommer på sporene, skal man bare tude et par gange så flygter de i en fart.
Dyrets overlevelsesinstinkt er ofte bedre end menneskets, for ingen ved deres fulde fem ville blive stående på jernbaneskinnerne.
Men ikke denne gang.
Hunden, som stod derude, rørte sig ikke det mindste ved mine gentagne horn. Ikke så meget som et spædt forsøg på at springe væk.
Den blev stående midt på sporet, stirrende lige mod os, gennem mørket jeg kunne kun skimte to reflekterende øjne men jeg vidste med ét, at den ikke ville bevæge sig.
For pokker da! røg det ud af mig, selv om jeg sjældent mister fatningen. Hvad gør vi nu? spurgte Mads. Nu er vi i forvejen bagud, det vil virkelig være skidt at bremse op.
Jeg ved det, det er ikke optimalt, svarede jeg.
Endnu en forsinkelse kan vi ikke tåle. Skal du ikke bare prøve at tude lidt mere?
Vi havde allerede tabt tid tidligere på ruten på grund af en teknisk fejl, og nu dette her…
“Hvor i alverden kom den hund fra?” tænkte jeg frustreret.
Imens nærmede toget sig uundgåeligt hunden. Så traf jeg beslutningen.
Jeg vendte mig mod Mads, som så helt bleg ud. Vil du virkelig nødbremse, Poul Erik? Han så vantro ud.
Hvad foreslår du ellers? Lukke øjnene og håbe det bedste? Det føles knap så menneskeligt…
Du ved, vi skal skrive rapport bagefter, sagde han. Hvad hvis passagererne bliver slynget ud af køjerne, det er jo nat. De fleste sover…
Bare rolig. Jeg gør det forsigtigt, forsikrede jeg.
Et øjeblik senere, da det stod klart at hunden ikke reagerede og heller ikke flyttede sig, tog jeg en dyb indånding, gjorde korsets tegn og greb fat om håndtaget.
Jeg bremsede hårdt.
Var jeg sikker på min beslutning?
Ja, jo… Jeg havde kørt godstog i mange år, inden jeg skiftede til passagertrafik, og jeg havde oplevet mange situationer, hvor man bare skulle reagere instinktivt.
Som lokomotivfører i over tredive år havde jeg opnået min del af hædersbeviser. Ikke for fine øjnes skyld, men for erfaring i praksis.
Jeg var nervøs sveden drev, hænderne rystede men jeg stolede på min beslutning.
Vi kørte heldigvis ikke hurtigt, så en kontrolleret nødopbremsning ville næppe gøre skade.
Til sidst stoppede toget kun én meter fra hunden.
Havde jeg tøvet bare få sekunder, eller ikke fået øje på den i tide ja, så var det endt i tragedie.
Men således gik det. Både passagerer og hund slap uskadt, gudskelov.
Det gik vel? spurgte Mads forsigtigt, da vi stirrede ud gennem ruden efter dyret, der ikke længere var synligt fra førerhuset.
Vi må hellere tjekke.
Vi gik udenfor, kiggede omkring, men ingen hund var at se.
Var jeg alene, ville jeg nok tro, jeg havde fantaseret men jeg havde set hunden, og det havde Mads også.
Hvad i alverden… Hvor blev den af? mumlede jeg.
Måske smuttede den ind i skoven? Blev forskrækket…
Mon det? Den blev jo stående uanfægtet, selv med toget tæt på. Først nu skulle den pludselig blive bange? Nej, noget hænger ikke sammen.
Vi blev stående lidt og spejdede, indtil Mads pegede: Poul Erik! Derovre ser du den?
Foran os, ikke længere på skinnerne men på stien langs, humpede en silhuet væk.
Det var uden tvivl den samme hund. Den haltede, men ikke som følge af uheldet der var ingen påkørsel. Måske en gammel skade.
Vi åndede lettet op, begge to.
I det øjeblik forstod vi, at det hele havde været det værd.
Ethvert liv menneske, hund eller kat er vigtigt nok til at kæmpe for.
Da hunden forsvandt rundt om stationsbygningen, så vi flygtigt på hinanden, nikkede og gik tilbage til førerhuset.
Som foreskrevet ringede jeg ind til trafiklederen, Anna-Marie, og berettede.
Så, vent lige! udbrød Anna-Marie, der passede vagten den nat. Stoppede du toget pga. en hund? Kunne du så ikke bare tude?
Jo, men den reagerede ikke, svarede jeg roligt. Den forlod ikke skinnerne, og derfor bremsede jeg. Passagererne kom ikke til skade, og hunden tog flugten mod stationen.
Du, det er nobelt gjort. Men jeg skal desværre rapportere det videre… og jeg tror ikke chefen bliver glad.
Jeg forstår.
Det koster nok et møde på kontoret især dig, Poul Erik. Du besluttede at stoppe, selv om I allerede var langt bagud.
Jeg gjorde bare det rigtige. Ingen kom noget til hverken togtidstab eller ej. Og vi stod trods alt kun stille i ti minutter.
Fint, fortsæt kørslen nu, og lad os håbe på ingen flere bøvl i nat.
Der skete heldigvis ikke mere dén nat. Enkelte passagerer var utilfredse, det er man vel aldrig fri for, især et par damer med ternede tasker, der brummede over både forsinkelsen og “den usynlige hund”.
Men vigtigst toget nåede sin endestation, om end forsinket.
Dagen efter blev jeg kaldt ind til chefen, Bent Sørensen.
Forklar mig lige, Poul Erik. Hvad er det for noget med nødopbremsning midt om natten? Du må forstå, at passagererne klager nogle faldt næsten ud af sengene.
Konduktørerne gik vognene igennem flere gange. Ingen kom noget til, sagde jeg.
Men folk nåede frem for sent og ikke bare dine, hele netværket blev påvirket.
Hvad kunne jeg gøre, først maskinskade, så en hund på sporet. Jeg handlede efter bogen og mit eget hjerte.
En hund, Poul Erik! Man bremser ikke for en hund. Havde den villet leve, var den stukket af.
Ja, men et dyr er et levende væsen. Menneskets bedste ven. Tit bedre end os selv, sagde jeg tænksomt.
Insinuerer du noget? spurgte han.
Nej, det var nu bare en konstatering.
Er du overhovedet sikker på, at der var en hund? Ingen passagerer så den. Var det indbildning?
Hvordan skulle de kunne se den? grinede jeg. Haven ligger på sporet ikke oppe ved deres vinduer. Og videooptageren viser det hele, hvis du vil checke.
Ikke noget, jeg har lyst til. Du og din assistent skal skrive forklaring. Så beslutter jeg, om jeg ser mildt på dig eller sender dig hjem for altid.
Jeg skrev min beretning og tog hjem til den lejlighed jeg lejede. Ejendom havde jeg ikke i byen. Men på landet havde jeg mit forældrehjem, som jeg altid havde holdt i tiptop stand.
Planen var at flytte dertil, når jeg gik på pension. Men jeg skød det foran mig; trods min anciennitet med ret tænkte jeg, det ville blive ensomt. Jeg havde ingen kone, ingen børn; mit liv var arbejdet og kvinder har aldrig stået øverst på listen.
Når det gik op for mig, var det egentlig for sent. Toget var kørt, så at sige.
Med ingen slægt tilbage frygtede jeg, at uden arbejde ville jeg føle mig som en skygge.
Og jeg var ikke en gang tres endnu ikke klar til at vinke farvel til livet.
*****
Efter en dags pause startede jeg på en ny vagt.
Da jeg sidder på stationen i Skanderborg, hvor jeg natten før standsede for at redde hundens liv, får jeg øje på en schæferhund med triste øjne.
Den venter ikke på nogen og tager heller ikke imod folk. Bare ligger der på perronen og stirrer ud i luften. Omgående går folk forbi, og skyder den bekymrede blikke.
Vent nu lige… siger jeg for mig selv. Er det ikke dén hund?
Hvor? spurgte Mads.
Lige dér, på perronen.
Ja, den ligner da. Hvis den halter, så er den god nok.
Schæferen rejste sig, børstede lidt sne af pelsen, og hinkede langsomt væk mod et hjørne.
Så skulle der ikke være tvivl, lo Mads. Så den slap livet og fandt til stationen. Klog hund. Det er farligt på skinnerne.
Har du flere madpakker?
Ja, hvorfor?
Giv mig dem.
Mads rakte pakken over, og jeg så på klokken, tog madderne og hoppede ud til perronen.
“Tænk, hvis vi bliver forsinket igen på grund af hunden,” tænkte Mads tålmodigt, men en smule opgivende. Der var kun få minutter til afgang.
Da jeg stod foran hunden, vippede den ikke engang med ørene. Jeg blev stående, og spurgte:
Nå ven, det var dig der ikke er bange for lokomotiver?
Hunden rykkede, kiggede op, og så forbløffet på mig. Dens hale viftede svagt.
Du kan kende mig, hva? Så må jeg jo også kende dig. Poul Erik, det er mig. Hvad kalder de dig? King? Ulrik?
Vov, svarede hunden glad.
Den blev så glad, at den rejste sig, selv om perronen var isnende kold.
Jeg tror nu mest på, at Ulrik passer dig, sagde jeg og lagde to madder foran den. Men du må love noget: Ikke mere ude på skinnerne. Det går ikke. Hvad laver du her? Har du ingen ejer?
Ved ordet “ejer” sank Ulriks blik, og jeg syntes næsten, han sukkede.
Okay, jeg skal nok lade dig være. Skal snart videre. Pas på dig selv, Ulrik. Livet er kun én gang.
Jeg klappede ham, mens Mads allerede kaldte fra vinduet; og hver dag de næste to uger, når jeg kørte forbi Skanderborg, hoppede jeg på perronen med nye madder og Ulrik løb mig glad i møde.
Når toget igen trillede, fulgte Ulrik det hele vejen til perronens kant, så vendte han om.
Han holdt sig helt væk fra sporet, som jeg havde sagt. Det var kun den skæbnesvangre nat, han havde opgivet modet for Ulrik var blevet bortvist.
Hans tidligere ejer havde smidt ham ud, fordi Ulrik havde angrebet en fæl gæst, der forsøgte sig på fruen mens ejeren sov. Gæsten påstod naturligvis det modsatte, og konen sagde ikke et ord.
Så Ulrik røg ud, blev bundet i skoven, truet på livet. Han bed rebet over, men vidste ikke, hvorhen.
Så var han hjemløs, forladt og hvorfor leve? Intet hjem, ingen at høre til hos. Svig føles værre end døden, og derfor blev han på skinnerne den nat, selv om hornet lød så mange gange.
Nu forstår Ulrik, at mødet med mig ikke var tilfældigt.
Jeg reddede ikke bare hans liv, men gav ham troen på mennesker tilbage og lidt næring oveni.
Måske, håbede han, ville jeg en dag tage ham til mig.
Det begyndte også at trække i mit hjerte. Men jeg kunne ikke tage ham med, da jeg sjældent var hjemme, og min lejlighed var lejet og at tage ham ombord på toget ville give bøde hos Bent Sørensen. Han kunne være hård.
Men…
…nytår nærmede sig, og for hvert døgn tænkte jeg mere og mere.
Er du okay? spurgte Mads bekymret. Du er ikke dig selv for tiden.
Jaja, jeg tænker bare lidt mere nu.
På hvad?
Mange ting. Men, Mads, hvor længe vil du egentlig nøjes med at være assistent? Vil du ikke selv styre lokomotivet?
Jo da! Men der er jo ingen ledige pladser. Kun et mirakel kan ændre det, lo han.
Sådan skal man ikke sige. Tro på mirakler de sker kun for dem, der tror.
Da jeg kom hjem, gik jeg direkte hen til Bent og afleverede min opsigelse.
Jeg elskede jobbet, men en dag må det slutte og jeg ville gerne have Ulrik med til mit barndomshjem på landet.
For jeg havde spurgt mig for og vidste nu, at Ulriks tidligere ejer havde gjort ham fortræd.
Så havde jeg ret til at tage ham.
Og sådan gik det, som jeg havde drømt. Nytårsaften sad Ulrik og jeg sammen i min stue.
Jeg förtrød intet. Ikke et sekund.
Mads blev ked af det, men glædede sig også for med min afsked blev der en ledig stilling. Så snart han kunne, gik han til Bent og søgte og fik sin chance som lokomotivfører. Hans drøm gik i opfyldelse, miraklet kom til ham også.
Ja, Ulrik… Det er godt, vi mødtes, sagde jeg smilende til min hund. Det var bestemt ikke tilfældigt, vel?
Vov! svarede Ulrik.
Jeg ville ikke forlade jobbet og flytte på landet, fordi jeg frygtede ensomheden. Men jeg fik et MIRAKEL dig. Hvad tror du, det betyder?
Vov-vov!
Lige præcis, Ulrik! Det betyder, at livet ikke er slut. Livet fortsætterUlrik sprang op i sofaen ved siden af mig og lagde hovedet tungt i mit skød. Udenfor knitrede froststjernerne på ruden, og stjerner spejlede sig på den sneklædte mark, hvor ingen tog kørte, og ingen fare lurede.
Vi sad dér to, der havde mistet, men fundet noget nyt. For hver gang Ulrik pustede tilfreds, mærkede jeg et savn fordufte indeni, et savn, jeg ikke engang havde navngivet før.
Uret slog midnat. Fyrværkeriet blinkede på himlen, som om nogen sendte hilsner gennem natten til alle, der sad alene. Men vi var ikke alene længere. Jeg rakte ind i den slidte skuffe, hvor min fars gamle lommelygte lå, og fandt den lille medalje, jeg havde gemt siden barndommen. Jeg klikkede den fast om Ulriks halsbånd, så nu havde han et hjem og et navn og jeg havde fået selskab.
Lyset tindrede i Ulriks øjne, og jeg vidste, at uanset hvor langt skinnerne førte, eller hvor mange toge der passerede om natten, så mødtes vores veje altid her: et sted mellem livets tilfældigheder og det håb, man aldrig helt tør slippe.
Og hvis nogen senere spurgte, hvorfor jeg bremser for en hund, ville jeg bare smile og sige, at den, der én gang redder et liv bliver selv reddet.
Ude i mørket begyndte fyrværkeriet for alvor, og Ulrik knurrede dovent, mens han krøb tættere på. Sammen lyttede vi til det nye år, der begyndte, og som for første gang i lang tid føltes fyldt af løfter, fremfor tab.
Sådan sluttede den nat, men vores eventyr var kun lige begyndt.
