Alt bliver godt!
Det var et smukt hus, en gammel herregård med en stor veranda, hvor man i gamle dage drak te med pandekager og wienerbrød. Damerne sad og sladrede om naboerne, lagde planer for deres døtre, ventede på sønner hjem fra København, flirtede måske med kavaleriofficerer på vej forbi, drømte i skyggen af vinstokke i havepavillonen, græd i værelserne fulde af franske møbler, løb grinende ned ad trappen til den store sal, dansede, fødte børn, skændtes, blev gamle, og blev til sidst fulgt til kirkegården af tjenestefolkene.
Nu er der ingen krinoline eller silke, de små næser på amorinerne ved porten er for længst skallede, de dyre tæpper og prismelysekroner forsvundne. Stuerne er moderne, med komfort, små spotlys i stedet for lysekroner, plastikvinduer og brede døråbninger, alt indrettet for nutidens behov.
Forstander for stedet, Steffen Ilsø, rund og rar, iført skjorte og vest, med briller solidt plantet på næsen, stod ofte i kontorets vindue og kiggede ud over æblehaven, der strakte sig til plankeværket. Med hænderne i stropperne så han til, mens beboerne samlede store, saftige æbler, der, når man bed i dem, knasede og sendte en sød duft i luften. De gamle æbletræer bøjede sig mod hinanden, ligesom de ældre mennesker, som livet havde bragt til dette respektable sted.
Æbletræerne passede sig selv, men gamle folk De krævede mere.
Åh, hvor er de blevet kræsne! Hanne Friis, køkkenleder, kom brasende ind uden at banke på, lille kvinde, altid skarp og skeptisk. Hun mindede Steffen om en firbenhvornår ville hun stikke den kolde tunge ud? Steffen, du fatter ikke, hvad de har fundet på! De vil sylte æblerne! De siger: Hjælp os lige, Lena, så skal Steffen købe sukker og glas, så klarer vi resten. Hvor skal jeg få penge til det? Her, de har endda skrevet en anmodning! Hun stak ham et ark fyldt med små bogstaver; skriften lignede hans gamle fysiklærers, som han havde hadet.
Og hvordan skal vi lade dem komme i køkkenet? Hvad hvis noget sker? Hvem skal tage ansvaret?
Steffen sukkede, gik tøvende med hænderne på ryggen, rettede lidt på pressepapiret, børstede usynlige støvkorn væk, snuppede så papiret og skrev: Tilladt! og rakte det tilbage.
Men Steffen! Hvordan kan du? Hanne så straks på ham, øjnene nu runde, som to slangeægsådan nogle havde Steffen som dreng fundet, tumlet rundt med og knust for foden. Hvis de begynder at lave deres egne regler? Jeg siger dig, på mit køkken får de ikke lov!
Steffen sagde højt og bestemt: Hanne, glem ikke hvis penge du lever for her. Hvem betaler for din frokost, for kokkens løn og fitnessrummet og svømmeturen i bassinet? Det gør de! Han pegede ud mod de ældre kvinder med papiret. Vi er et privat hjem, de betaler for at tilbringe alderdommen værdigt ogom muligtlykkeligt. De penge, du ryster øreringe for og køber guld i Magasin, dem skal du takke dem for! Så nu bliver der æblesyltetøj, lav de bedste vilkår og ønskelisten sender du bare til mit bord. Hvis du modsætter dig, må jeg finde en anden køkkenchef. Jeg er chefen her. Gå nu, jeg har travlt!
Hanne snappede med hælene på det honningfarvede parket, smækkede døren bag sig…
Ja, Jytte, jeg har det rigtig godt her. Luften er frisk, naturen er smuk. Værelse med sol, maden er dejlig hørte Antonina roligt fra bag en jasminbusk.
På en marmorbanke sad en stor, solid kvinde med kort, gråt hår; hun talte i mobil med den ene hånd og gned ømme knæ med den anden. Hun sad på et sjal foldet adskillige gange. Hvordan kan man sidde på en kold sten? Ikke mærkeligt herregårdsfolkene blev skrøbelige! tænkte Antonina.
Kvinden snakkede, lo lidt, sænkede så stemmen: Jeg ved du har travlt, og jeg er ankommet fint i taxa. Hvordan har Lene det? Godt. Farvel, min dreng, kys.
Da hun var færdig, satte Antonina sig over: Goddag! Jeg hedder Antonina Jannike.
Kirsten Simonsen, svarede kvinden og trykkede hendes hånd.
Hvorfor sidder du på stenen? Kom, jeg viser dig et varmere stedher risikerer du kun gigt! insisterede Antonina.
Nej tak, jeg vil gerne sidde lidt alene, rystede Kirsten på hovedet.
Antonina trak på skulderen og gik tilbage til de andre, som bar kasser med blankrøde æbler til verandaen. Alle hjalp til: kvinder i kjoler og gummistøvler, mændene små, skrøbelige, men grinende og snakkende.
Åh, æbletræerne, vores livsnerven! lo Tinas veninde, den runde Karen Sørensen. Dejligt! Nu får vi marmelade og tørrede æbler. Drenge! Hvorfor holder I pause? Karen satte sig sammen med mændene og tog imod en bolsje fra Poul Madsen. Min datter ved, jeg elsker dem til teen.
Her spurgte ingen ind til slægtninge eller hvorfor de gamle boede her. Hver har sin historie, sin grundofte trist, men sådan skulle det ikke være i dag. Poul elskede bolsjer, hans datter var kun steddattermen det gjorde ingenting. Det er for smukt et vejr til at huske på fortidens sorger.
Poul, med sit store, sølvglinsende hår, lignede lidt en sigøjner, syntes Antonina. Om aftenen spillede han ofte guitar og sang viser med dyb, fløjlsblød stemmemeget hyggeligt.
De nød solen, snakkede om vintervejr og småtingsom at havregrøden var for salt, så måtte kokken jo være forelsket
Til frokost gik alle mod huset, Antonina ledte efter Kirsten. Hun gik nu langsomt fra jasminen.
Ankom du i dag? spurgte Antonina.
I morges. I taxa, og Kirsten nikkede, hun havde kun fået morgenmaden serveret på værelset, mens hun blev indskrevet, undersøgt og installeret.
Skal jeg vise dig kantinen? Jeg kender alle kroge. Jeg har arbejdet med bevaringsprojekter, renoveret mange gamle bygningerplanerne ligner tit hinanden. Det er lidt som lejligheder i betonbyggeri! lo Antonina og viste hende de mørke gange pyntet med ægte oliemalerier; flere med motiver fra haven og dammen ude bagved, og stilleben tættere på kantinen.
Man siger, at en kunstner havde boet her for blot tre år siden. Se hvordan han får solen frem! forklarede Antonina begejstret.
Kirsten fremhævede, hvordan hendes søn og svigerdatter havde købt den mærkeligste studielejlighedalt for åbent, intet privatliv, sagde hun med et suk. Antonina nikkede, at have alt på displaydet troede jeg også var forkert, men måske er det også trygt? Hun huskede sin egen trange opvækst, altid huset fuldt af mennesker, duften af kød og grønkål, latter, nogen sang eller græd, snakken og livet summede døgnet rundt. Hun var flyttet hjemmefra, havde fået fredmen så blev hun ensom og længtes efter det gamle kaos.
Men hendes mand foretrak roen, få gæster, ingen larmtilmed fik datteren, June, ikke lov til at invitere veninder over. Det ville June senere bebrejde hende, skælde ud og sige, at hendes ungdom var blevet stjålet…
Sådan levede Antonina Jannike sit liv. Nu var hun her.
Her, i Bjerglund Herregård, var der igen larm og masser af folk, og Antonina følte sig hjemme, som skulle det altid have været sådan, som om de var hendes familie Måske var det bare alderdommen, men hun var ligeglad.
Kirsten gik til kantinen, men satte sig ikke. Jeg vil gerne spise på værelset, sagde hun og fik det ordnet med personalet.
Kirsten spiste uden at lægge mærke til retterne. Tankerne vandrede: Har de nu givet ham mad? Sker det forsigtigt, blendet, for det kan han bedst klare… Skulle finde varme støvler måske strikke en hue. Hun vaskede sig, tog garn og pinde, satte sig i stolen ved det store vinduehvor værelset vendte mod haven og den lille springvand. Det var flot, men tankerne var et helt andet sted hun ikke længere skulle være…
Steffen Ilsø spiste på kontoret, skubbede straks suppen væk. Hans mor havde kogt den hver uge, men han havde vænnet sig til bare at hælde den ud. Kun om søndagen var det fest: ingen grød, kun smørrebrød, spejlæg og pandekager, derefter udflugter, og frokost ude. Moren blev glad, mændene kastede blikke efter hende, og det glædede Steffen
Det var for hendes skyld, Steffen havde åbnet dette plejehjem. Hun havde drømt om at nyde livet, gå lange ture og tænke på intet. Steffen havde råd, tilbød udlandsophold, men hans mor ville bliveJeg kan ikke sprog, Steffen, lad mig blive her!
Hun fik tre gode år her i Bjerglund, blev begravet i egnens kapel. Steffen havde ikke ville sende hende helt hjem til Vestjyllanddet var for langt…
Herr Ilsø! Hanne dukkede op. Beboerne har spist og spørger efter gryder og glassukkeret er ankommet, glassene på vej.
Han kiggede tørt på hende, konjakglasset i hånden.
Du tager det for nært, Steffen, det her er bare et jobdet er gamle mennesker du overtager hele deres tristesse
Hun ville plante sig på hans skød, men han rystede hende af, så hun snublede over ved vinduet.
Du er som dem! vrissede Hanne, pegede mod ældre ude på stien. Du, min ven, er ikke en mand længerebare en gammel bulldog. Find selv ud af dit syltetøj! Hun væltede papirer ned fra bordet, glasset væltede, konjakken duftede af karamel. Hanne blev et øjeblik bange for hans vrede, men Steffen sagde bare lavmælt: Bare gå.
Hanne, der altid havde sagt, hun drømte om familie og hygge, men som aldrig havde fået det til at lykkeshverken med sin første mand, eller med den anden, eller med Steffen, for den sags skyldlistede ud. Da Steffens mor døde, havde Hanne engang sagt i telefonen: Endelig! Hun var forfærdelig, det er godt Steffen er fri nu. Det havde lukket døren til hans hjerte for altid.
Steffen tørrede stille karamellen af bordet, samlede papirerne op. Måske skulle han fyre Hanne. Bare man kunne finde en lige så dygtig erstatning.
På gårdspladsen opstod lidt larmglas var ankommet, beboerne strømmede ud for at hjælpe.
Lad nu være! grinede stærke vognmænd. Det er tungt!
Poul holdt dog fast i sin egen kasse. Lad mig, dreng. Nu vil jeg vise mig! lo han.
Antonina bar også et glas eller to ind, hvor kokken, i hvidt som en engel, modtog og sorterede.
Steffen gik ud på gangen, skulle skrive under på følgeseddel og trænge benene lidt.
Foran ham gik en kvinde forvirret omkring. En af de nye, tænkte han.
Mangler du at finde rundt? Skal jeg følge dig? sagde han højt. Fadet gled ud af hænderne på Kirsten, bestik klirrede på gulvet.
Undskyld! Kirsten kiggede op, Er det Steffen?
Ja… Kirsten! Jeg havde aldrig troet at se dig her!
Han følte en glæde, som om han blev ung igen. Han hjalp hende op, kaldte på rengøring over radio.
Kom, de skal til at lave æblesyltetøj. Kan du?
Kirsten trak på skuldrene, følte sig pludselig meget gammel. Til dette plejehjem! Steffen ville se hendes rynker og løse hud Tankerne fløj fra søn og svigerdatter Lene, som Kirsten mente hun kun i vejen for, især da barnebarnet blev født med CPLene ville ikke lade hende hjælpe eller passe på drengen.
Men nu var det glemt. Steffen havde været en del af hendes ungdom, og hun havde valgt en anden. Steffen dansede og lo til hendes bryllup, blev senere natten longet hjem og bestjålet af taxachaufføren, ingen opdagede nogetog de havde ikke talt sammen siden.
De havde ikke haft kontakt, nu mødtes de her. Livet er mærkeligt.
Udenfor hilste Steffen flabet på ældremændene, prøvede at bære en kasse, glemte sin ryg og tabte glassene. Arh, ryggenjeg glemte sgu helt min ryg, sukkede han.
Mændene rystede på hovedet og tog varerne videre. Kirsten fussede over ham, fik ham sat på verandaen, og der sad de længe, kun dem selv, lytte til æblerne, duften fra køkkenet, sang og grin. En hare hoppede gennem haven. Kirstens telefon ringede.
Mor! Hvor er du! Var det Lene der smed dig ud? råbte hendes søn over linjen.
Kirsten trak på skulderen. Ja og nej. De manglede penge til lejlighed, Kirsten havde tilbudt at sælge sin egen, og var flyttet ind, måske lidt for påtrængende. Nu mærkede hun, at hendes plads var her.
Det går fint, Jens. Jeg har fundet et dejligt sted i Bjerglund, masser af venlige mennesker
Du bor på plejehjem? Mor, nu må du holde op! Jeg kommer og henter dig med det samme! Lene! Kirsten slukkede. Hun havde ondt af Lene, der nu havde endnu et barn at tage sig af, fordi hun ikke havde taget imod den hjælp hun ellers kunne have fået.
Det skal nok gå, sagde Steffen mildt. Jeg kender nogen, der kan hjælpe jer med Peter.
Kender du min historie? spurgte Kirsten forundret.
Det gør jeg. Men jeg vidste ikke du ville komme her Jeg er ikke nogen god detektiv. Vil du have jeg ringer til min venjeg tror det ville hjælpe. Alt bliver godt, Kirstenhvorfor græder du?
Han tørrede hendes tårer med sine varme, korte fingreog beroligede hende.
Hanne stod med jakken på, kufferten trukket til lågen, sendte et blik mod huset pyntet med lyskæder. De kan have deres syltetøj for sig selv! Ikke engang inviteret mig! Skidt med dem! tænkte hun. Hanne tog til København. Der ville hun sikkert blive værdsat, få både wienerbrød og småkager. Der er masser af Steffener i verdenog nok at tage af!
Om aftenen smagte alle syltetøjet. Steffen bad dem rykke sammen, så de dannede et langt bryllupsbord. Folk lo, sang, nød teen og de hjemmegjorte frugter. Antonina sad ved siden af Poul og passede lidt på ham, Karen glædede sig til den tørrede frugt, mændene nikkede og roste maden.
Steffen så på denne flok, i grunden fremmede mennesker, men nu alligevel forbundet. Måske kun for i aften, men hvor var det dog rart. Sådan var det hele værdat åbne Bjerglund Herregård og fylde den med liv og latter. Han følte sig sikker på, at Kirsten også ville falde til her.
Hvad fremtiden ville bringe, det vidste kun de sovende æbletræer og stjernerne højt over haven.
