Kunne ikke holde mig tilbage
Mette Anders så på sin kone med et blik, der sendte et ubehageligt gys hen over hendes ryg. Vi skal have en alvorlig snak. Lige nu. Sæt dig venligst ved bordet.
Mette stod med en tung støbejernspande i hænderne, som hun netop skulle til at vaske og hun var ved at tabe den af bare forskrækkelse.
Hun lagde forsigtigt panden i vasken, tørrede hurtigt hænderne og vendte sig overrasket mod sin mand.
Det mærkelige var ikke, at Anders ville tale alvorligt. Nej, det overraskende var, at han havde kaldt hende Mette ikke Mettemus, Metta eller Møffen, som han plejede, men det mere formelle og distancerede Mette. Gudskelov at han ikke sagde Mette Marie, tænkte hun. Så havde hun følt sig som på kontoret hos socialforvaltningen eller foran en chef i banken.
Intuitionen fortalte hende, at denne formelle tone ikke varslede noget godt. Det er sådan, man taler, når nogen skal sættes på plads.
Og hvis Anders virkelig ville sætte punktum nu, ja, så var det her deres sidste samtale.
Lad os da få det overstået, sukkede Mette, da hun satte sig på taburetten. Jeg lytter.
*****
Den alvorlige snak, som Anders havde indkaldt til, var mest det sædvanlige følelses-pjat. Han fortalte, at deres forhold var slidt op, at det var tid til at skilles, og at han samme dag ville pakke sine ting og flytte hen til
Til Louise, ikke? sagde Mette tørt.
Ja, til Louise svarede Anders, overrasket. Vent, hvordan vidste du det? Har hun sagt det til dig?
Faktisk havde Louise Mettes bedste veninde fra gymnasiet ikke sagt et ord. Hun ville aldrig turde indrømme sådan noget ansigt til ansigt.
Men der havde jo længe været tegn. Venner og kollegaer havde flere gange fortalt Mette, at de havde set Anders sammen med en kvinde, der lød præcis som Louise.
Mette havde nægtet at tro det værste, fordi Anders og Louise havde kendt hinanden fra skolen, længe før Mette kom ind i billedet. Hvad skulle der være at være nervøs for? At de havde været i Fields sammen? Pyt nu med det. At de havde drukket en kaffe sammen det er da heller ikke usædvanligt.
Selv den dag, de sammen var blevet set på Torvehallerne, havde det ikke virket mistænkeligt. Den dag havde Mette selv bedt Anders handle grønt ind til hendes hjemmelavede suppe så kunne de jo let ramle sammen.
Men Mette opdagede gradvist, at Anders havde forandret sig. Han omfavnede hende ikke mere, kyssede aldrig, talte kun i korte sætninger; svarede kun ja eller måske på alt.
Det mærkeligste var dog, at hverken Anders eller Louise fortalte om de gange, de havde været ude sammen.
Mette lod, som om hun ingenting anede, for man kan ikke anklage på baggrund af rygter. Hun så jo intet mistænkeligt i, at gamle klassekammerater mødtes.
Men i dag lagde Anders kortene på bordet.
Hun burde have set det komme og burde have råbt op. Hendes bedste veninde havde taget hendes mand. Men Mette besluttede at tie. Hvad skulle et skænderi nytte, hvis alt var afgjort? Græde kunne hun altid bagefter lige nu galt det om at bevare værdigheden.
Hendes mor havde altid lært hende at være stærk. Så det ville hun vise og lade Anders tro, at hun var næsten ligeglad.
På et tidspunkt måtte Mette bide sig i læben for ikke at grine. Det var alligevel så grotesk: Hun tænkte tilbage på alle hans jalousi-scener, når hun talte lidt for længe med en mandlig kollega, hilste på naboens tiårige søn, eller bare kom fem minutter for sent hjem. Hver dag havde han naglet hende til væggen uden mening men selv Hun så på Anders med et tungt suk. Hun mærkede et øjebliks trang til at tage den støbejernspande og give ham et hak, men lod være. Ikke af frygt for politiet, men fordi Buster deres fælles franske bulldog, som Anders havde givet hende i fødselsdagsgave lå ved siden af og kiggede forvirret op. Han forstod nok, at noget var galt.
Så Mette iagttog bare i stilhed, mens Anders pakkede.
Du virker slet ikke ked af det, sagde Anders, mens han fyldte taskerne. Er kærligheden forsvundet?
Nej, Anders. Jeg har bare set længe, du ikke elsker mig mere. Jeg har vænnet mig til tanken. Men én ting undrer mig
Hvad? Om hvorfor jeg valgte hende? Det er jo åbenlyst, ikke? Du har ikke kunnet give mig et barn i fem år. Louise kan. Jeg vil gerne have en søn.
Ja, især fordi hun allerede har to drenge fra to forskellige mænd. Rager det dig ikke?
Ikke det fjerneste. Man kan ikke have for mange børn. Og Victor og Alexander har taget godt imod mig.
Jamen, tillykke da. Men jeg vil spørge om noget andet: Hvordan føles det at være forræder? Har du ingen samvittighed?
Forræder? Jeg har fortalt dig sandheden. Det er da ærligt nok
Ja ja, ærlig tænkte Mette og vendte sig væk for at skjule, at hun græd.
Anders tog sine ting, det strygejern, han havde givet hende i julegave, en ny støvsuger, og alt det pæne stel fra brylluppet men det værste var, at han også tog Buster. Hendes elskede Buster.
Det havde hun ikke set komme. Hun blev faktisk sikker på, at Anders ville lade hende beholde hunden. Hvad skulle han dog med hunden? Louise bryder sig end ikke om dyr.
Dyr og Louise det gik aldrig hånd i hånd. Katte hvæsede, hunde gøede. Selv da biologilæreren i gymnasiet havde taget sin hamster med, havde Louise forsøgt at klappe den, hvorefter den bed hende så hårdt, at hun måtte bløde længe efter.
Så da Mette så Anders spænde Buster i snor og næsten slæbe ham ud, knugede hun hænderne og råbte:
Anders! Stop! Tag hvad du vil, men lad hunden blive. Det er MIN hund. Du gav ham jo til mig!
Mmm fnyste Anders. Jeg har selv betalt. Spar mig, Mette. Papirerne er i mit navn det ved du.
Jeg beder dig: Lad mig få Buster. Du kommer aldrig til at passe ham!
Det kommer ikke dig ved det er MIN hund. Og hvis du bliver ved, tager jeg også sengen og skabet!
Hun stod i døråbningen med tårer i øjnene, mens Anders bogstavelig talt slæbte Buster ned ad trapperne. Buster kæmpede og gøede jammerligt, som om han forstod, han var ved at blive forladt.
Vov! Vov! Vov!
Lydene kunne høres hele vejen op i opgangen. Mette løb efter i håb om, at Anders ville ombestemme sig. Det gjorde han ikke. Han smed Buster ind i bilen og kørte væk i et ryk.
Mette stod længe på gaden og stirrede efter dem. Hun græd. Ikke fordi Anders var væk men fordi hun aldrig mere skulle se Buster.
*****
En måned gik.
Alle støtte Mette, fra venner til kollegaer, selv hendes chef, Olsen ellers kendt som streng og mut blev mild og sagde:
Du kommer igennem det, Mette. Tiden læger alle sår. Du skal nok finde lykken igen og en hund! Vil du have et spa-ophold? Kom lidt væk, slap lidt af
Nej tak, hr. Olsen, jeg foretrækker at arbejde. Arbejdet hjælper mig.
Fint, men glem ikke at livet går videre. På en måde var det vel held i uheld at I aldrig fik børn. Og hans slags forræder svigter ikke kun i kærlighed men i alt. Mon ikke du skal være glad for, han er ude af billedet?
Mette tænkte mere og mere sjældent på Anders; kun Buster fyldte hendes tanker.
Da de skulle hente skilsmissepapirerne, spurgte hun med skælvende stemme: Hvordan har Buster det? Må jeg ikke bare af og til få lov at se ham?
Nej, du kommer ikke til at besøge os. Louise vil ikke have noget med dig at gøre.
Du kunne jo tage ham med til mig, bare en gang imellem
Nej, det er ikke en mulighed. Louise vil være sikker på, at du ikke lægger an på mig igen. Køb dig en ny hund og kom videre. Og glem ikke at få solgt lejligheden jeg har brug for pengene, du ved, med min nye familie.
Desværre var andelslejligheden købt for fælles penge (med hjælp fra forældrene), så den skulle deles. De blev enige om, at Mette solgte selv, og betalte ham halvdelen af salgsprisen.
Snart havde Mette solgt lejligheden, givet Anders hans andel og stod uden planer.
Hun kunne købe en lille lejlighed, men orkede ikke længere byen og risikoen for at rende ind i de to. At bo hos sin mor var heller ikke en mulighed ingen jobmuligheder der.
Hele tiden spekulerede hun på, om Buster nu havde det godt.
En aften så hun på Facebook, at nogen ledte efter ejeren til en fransk bulldog, som strejfede rundt ved benzintanken ude ved motorvejen.
Mette klikkede på billederne og sprang op forskrækket.
Det var Buster! Hendes Buster.
Hun skrev straks og tog en taxa derud. Men Buster var væk, for personalet havde jævnt bortvist ham. Det var aften, mørket faldt snart på, men Mette gav ikke op.
Hendes intuition svigtede hende ikke. Nær busstoppestedet så hun ham Buster lå udmattet midt på asfalten, så trist ud. Han havde tydeligvis været ude længe.
Buster! Buster, min skat! råbte Mette og løb det sidste stykke.
Buster løftede hovedet, så på hende i nogle sekunder så spænede han hen til hende med sine små ben, logrende som en vanvittig.
Taxachaufføren nægtede at have en beskidt hund i bilen, så Mette bar Buster hele vejen hjem. Han var hendes dyrebareste skat.
Hjemme vaskede og fodrede hun ham, ringede så til Anders og spurgte, hvordan det kunne ske, at Buster var blevet fundet på gaden?
Hvorfor spørger du? Han han løb bare sin vej.
Gjorde han virkelig? Eller fik han hjælp?
Han løb. For cirka to uger siden.
Hvorfor har du ikke ledt efter ham?
Jeg havde ikke tid. Du ville jo alligevel have ham. Så nu kan du tage ham, hvis han betyder så meget for dig.
Mette sagde ikke mere. Hun forstod godt: Buster var bevidst sat af og overladt til sig selv. Forrædere ændrer sig ikke.
Heldigvis havde hun nu fået sin elskede Buster tilbage og krammede ham: Nu skal det nok gå, min skat. Jeg slipper dig aldrig mere.
*****
Mette bestemte sig for at flytte til en anden by. Da hendes gamle chef hørte det, ringede han straks til en forretningsforbindelse i Odense og skaffede hende job gode vilkår og mulighed for at avancere.
Pludselig gik alting stærkt. Billetter blev bestilt, taskerne pakket.
Den sidste aften gik hun en tur gennem sin by. Pludselig kom Anders og Louise spadserende mod hende.
Aldrig før havde hun mødt de to ansigt til ansigt. Benene rystede, men hun holdt kursen.
De gik uden at flette fingre; så ud, som om de skammede sig. Da de fik øje på Buster, veg de begge til siden.
Da Mette nåede op på siden af dem, kunne hun ikke holde sig tilbage: Hun spyttede direkte i ansigtet på Louise. Og en gang til. Først for sig selv så for Buster.
Anders vaklede over for at beskytte Louise, men det var for sent. Da han nærmede sig for aggressivt, sprang Buster frem, knurrede og Anders stoppede brat.
Mette trak i snoren og gik roligt videre.
Hun havde ikke mere at sige. Det var sidste gang, hun så dem.
Nu havde Mette et nyt liv i Odense, spændende arbejde, og gik hver aften tur med Buster i Munke Mose. Der mødte hun en mand, som hun blev forelsket i og fik det godt med.
Senere hørte hun, at Louise havde fået endnu et barn og at Anders, træt af børnegråd og pengemangel, havde forladt hende. Mette konstaterede bare for sig selv: Man bygger ikke lykke på andres ulykke.
Hun følte sig ikke hævngerrig eller ondsindet. Sandheden var, at hun havde tilgivet dem begge for længst.
Men hun husker stadig, hvordan Louise stod på vejen med hendes spyt i ansigtet. Og ved I hvad? Hun fortryder det ikke. For nogen gange må man sætte en grænse også med rygsøjlen.
