” Var det dig, den mand, der efterlod mig ved døren til børnehjemmet?” spurgte Mads den fremmede mand, da han så den samme fødelsmærke på hans bryst. ” Nå, så er det tid, gutter!” råbte Mads og sprang om bord på toget, der allerede var begyndt at køre. Hans venner vinkede fra perronen, og nogen prøvede at råbe en sidste besked. Han smilede.
Tre år var gået, siden han kom hjem fra militæret. I den tid havde han fået et job og begyndt på fjernstudier. Men at pakke og tage til en anden by det var første gang.
Hans venner delte en fælles historie børnehjemmet. Som børn var de forældreløse, nu var de voksne med egne drømme og mål.
Ida og Peter var blevet gift, havde købt en lejlighed med realkreditlån og ventede et barn. Mads var glad på deres vegne, måske lidt misundelig på en god måde, for han ønskede det samme. Men livet havde en anden vej for ham.
Allerede i de første år på børnehjemmet havde han spurgt sig selv: Hvem er jeg? Hvor kom jeg fra? Hvorfor endte jeg her?
Huskerne var uklare, som brudte drømme, men dybt inde var der en varm følelse af noget godt fra fortiden. Det eneste, han fandt ud af, var, at en mand havde bragt ham der. En velklædt mand i trediverne.
Det fortalte fru Nielsen, den ældre rengøringsassistent, der dengang ikke var pensioneret endnu.
” Jeg var ung dengang, med øjne som en høg,” sagde hun. ” Jeg kiggede ud ad vinduet og så ham stå under lygten med en lille dreng i hånden. Drengen var højst tre år. Han talte alvorligt til ham, som til en voksen. Så ringede han på døren og forsvandt. Jeg løb efter, men han var væk. Jeg ville genkende ham i dag. Han havde en speciel næse lang og spids som Casanovas. Jeg så ingen bil, så han må være lokal. Og han glemte endda at give drengen vanter.”
Mads kunne selvfølgelig ikke huske noget. Men gennem årene nåede han frem til, at det sandsynligvis var hans far. Hvad der skete med hans mor det var et mysterie.
Men da han blev bragt til børnehjemmet, var han pænt klædt og velplejet. Kun én ting undrede personalet et stort, blegtfarvet mærke på hans bryst, der strakte sig op mod halsen.
Først troede de, det var et brandsår, men lægerne fastslog, det var en sjælden fødselsmærke. Fru Nielsen sagde, sådanne ofte gik i arv.
” Nå, fru Nielsen, skal jeg så gå på stranden og tjekke alle for mærker?” grinede Mads.
Men kvinden sukkede bare. For ham blev hun den nærmeste, næsten en slags familie. Efter uddannelsen gav hun ham husly:
” Bo hos mig, indtil du får din egen bolig. Du skal ikke vandre fra lejlighed til lejlighed.”
Dengang holdt Mads tårerne tilbage han var jo en voksen mand nu. Men hvordan kunne han glemme de gange, han kom ind i hendes lille kontor og græd i hendes skød, efter endnu en “retfærdig” tæsk?
Han forsøgte altid at beskytte andre, selv mod ældre. Og hun strøg ham over håret og sagde:
” Godt, du er så god og ærlig, Mads. Men livet bliver ikke let for dig. Slet ikke let.”
Dengang forstod han ikke ordene. Først år senere indså han deres dybde.
Ida havde været på børnehjemmet siden fødslen. Peter kom senere, da Mads var elleve. Han var høj og slank, mens Peter var indadvendt og sårbar.
Han blev bragt efter en frygtelig tragedie hans forældre døde af forgiftning fra forfalsket sprut. Først holdt Peter sig for sig selv.
Men en begivenhed bandt dem tre sammen for altid ikke af blod, men af kærlighed.
Ida blev mobbet. Rødhåret, lille og stille perfekt for plagen. Nogle drillede, andre trak i hende, tredje skubbede. Den dag blev det særlig slemt.
Mads kunne ikke bare stå og se på han forsøgte at forsvare hende. Men styrken var ulige. Ti minutter senere lå han på jorden og dækkede ansigtet. Ida råbte og svingede sin taske som en lanse.
Pludselig stoppede det. Råb, slag, latter som om nogen slukkede for lyden. Nogen hjalp Mads op. Foran ham stod Peter.
” Hvorfor blandede du dig? Du kan slet ikke slås!”
” Skulle jeg bare se på?”
Peter tænkte sig om og rakte hånden frem:
” Du er okay. Venner?”
Fra det øjeblik blev de uadskillelige.
Ida stirrede på sin redningsmand med sådan beundring, at Mads måtte stoppe hende:
” Luk munden, ellers sl
