Det har vi prøvet før – Se lige, hvad jeg fandt! – Vera trak en æske med lyskæde frem fra posen og viftede den foran næsen på Kim. Hendes mand løftede blikket fra mobilen og skævede til æsken. – Mmh. – Hvad betyder “mmh”? Det her er “dugdråbe”! Kan du forestille dig, hvor magisk det bliver på juletræet? Lys som små stjerner! Jeg har set billeder på nettet – folk lægger dem op, og det ser helt eventyrligt ud. Vera så allerede for sig: stuen badet i dæmpet lys, hundredvis af små glimtende pærer, duften af klementiner og gran. Den perfekte juleaften. Lige præcis den hyggelige stemning, hun kæmpede for at skabe i deres lejlighed. Kim stirrede igen ind i telefonen. – Nå, men du har jo købt den … Vera sukkede sagte, men sagde ikke mere. Resultatet var det vigtigste. Træet stod allerede klar i hjørnet, klar til pynt. Vera pakkede lyskæden ud – de tynde kobbertråde med små LED-lys snoede sig om hendes fingre. Nu manglede hun kun at vikle dem forsigtigt om hver en gren. – Kim, vil du ikke hjælpe? Det er altså besværligt alene. Modvilligt lagde Kim mobilen fra sig og rejste sig op. Hans bevægelser var tunge, som om hun havde bedt ham losse mursten af en ladbil, ikke hænge en lyskæde op. – Hold lige her, så begynder jeg nedefra, – instruerede Vera. De første tyve minutter gik nogenlunde. Vera arbejdede omhyggeligt, lagde trådene pænt imellem grannålene, sørgede for at pærerne blev jævnt fordelt. Kim holdt træet og rakte lyskæden videre. – Hvor længe endnu, Ver? Jeg er træt… – Tålmodighed, vi mangler kun lidt. Men “lidt” blev til længe … Kæden filtrede sig sammen, pærerne klumpede sig, der skulle laves om. Vera ville have det perfekt, og det tog tid. Kim begyndte at skæve til klokken og sukke højlydt, først i smug, senere åbentlyst. – Vera, nu har vi brugt over en time på det her. – Og hvad så? – Ingenting. Konstaterer bare. Vera bed sig i læben. Ikke nu, sagde hun til sig selv. – Kan du ikke lige hjælpe med at stramme her? Kim rykkede lidt for hårdt i tråden, og hele stykket, Vera netop havde lagt, gled på skrå. – Forsigtigt! – Jeg var forsigtig. – Forsigtig? Du har ødelagt det! Jeg brugte en halv time på den gren! – En halv time på én gren? – Kim fnøs. – Skal jeg hente pincetten, så du kan få styr på detaljerne? Vera sagde intet, rettede til og fortsatte. Men fyrre minutter senere slap Kims tålmodighed endeligt op… – Forklar mig lige, – han trådte væk fra træet og korslagde armene. – Hvorfor bruger vi tid på sådan noget pjat? – Det er ikke pjat. – Ej, kom nu. En lyskæde er en lyskæde. Man kan bare smide den på. Vera vendte sig langsomt mod ham. Noget varmt og skarpt steg op i brystet. – “Bare smide på”, – gentog hun. – Okay. – Der er vigtigere ting end at bøvle med lamper. – Som hvad? Ligge på sofaen? Scrolle på mobilen? Kim rynkede brynene. – Vera, start nu ikke. – Nej, sig det! Hvad er alle de vigtige ting? For jeg kan ikke huske, hvornår du sidst har vist interesse for noget som helst herhjemme. Du vil bare have mad, søvn og fjerneren! – Det passer ikke. – Det passer! Jeg prøver, jeg finder på ting, jeg vil have, at vi har det hyggeligt, menneskeligt. Og du er ligeglad! Du er ligeglad med alt, Kim! – Nu laver du drama på grund af en lyskæde, seriøst? – Det handler ikke om lyskæden! Det handler om, at du behandler mig som møblement! Mine ønsker, mine anstrengelser! – Hvilke anstrengelser? At vikle ledninger rundt om grene? Vera, det er skørt. Almindelige mennesker sætter kæden på på ti minutter. – Almindelige mennesker værdsætter deres kone! Så gik det for alvor løs. Vera bemærkede det knap, men pludselig væltede alle de gamle sure sokker ud: hans rod på gulvet, opvasken, at han glemte hendes fødselsdag sidste år og først kom i tanke om det, da hun allerede havde grædt øjnene ud. Og Kim slog igen: hendes evindelige utilfredshed, hendes kritik, at der aldrig må slappes af. Kæden hang tilbage – halvdelen lige, den anden halvdel skæv, og én gren hang ynkeligt og var faldet ned. Træet stod midt i deres skænderi, akavet og trist. På et tidspunkt blev de tavse. Ikke fordi de blev forsonet – men fordi de var udmattede. – Jeg kan ikke mere, – sagde Vera, og forsvandt ind i soveværelset. Døren lukkede stille. Energien var brugt op. Hun fandt sin weekendtaske. – Jeg tager til mine forældre, – sagde hun, og stak en sweater ned. Kim så undrende på hende. – I weekenden? – Indtil videre ja. – Hvornår kommer du hjem? – Det ved jeg ikke. Han spurgte ikke hvorfor. Forsøgte ikke at stoppe hende. Han så bare, mens hun pakkede. – Okay, – sagde han til sidst. – Okay, – gentog Vera. … Lørdag og søndag blev hos forældrene. Vera ignorerede Kims få beskeder. “Hvordan har du det?” – lyste mobilen om morgenen. Hun lagde den væk. “Skal vi ringes ved?” – kom om aftenen. Hun lod den være. Lad ham mærke det. Lad ham forstå bare lidt, hvordan det føles at være alene i den tavse lejlighed. … Søndag mødtes Vera med Lene og Oksana på Café Amager. Hyggelig café, bløde sofaer og duft af kanel – perfekt til fortrolige snakke. – Og så siger han: det er bare pjat, normale mennesker hænger sådan noget op på ti minutter! – Vera tog en slurk latte. – Kan I forestille jer det? Lene og Oksana udvekslede blikke. – Vera, – Lene lænede sig ind over bordet, hendes blik var skarpt – du ved godt, det kun er starten, ikke? – Hvad mener du? – I dag er det din lyskæde, i morgen er det dig, han er ligeglad med. Oksana nikkede ivrigt, øreringene klirrede. – Min ex startede præcis sådan. Småting – og snart var alt andet lige meget undtagen hans eget velbefindende. – Mænd ændrer sig ikke, – erklærede Lene som vis husmor. – Det er naturens lov. Du kan kæmpe i hundrede år, han er ligeglad. Vera rørte ved sin kop. Noget ved samtalen skrabede mod hendes indre. Ikke bekymring. Noget nyt… – Piger, det var bare et skænderi… – Bare et skænderi? – Oksana grinede. – Kom nu, Vera. Det er første advarsel. Vi har været der før. – Netop, – istemte Lene. – Tænk grundigt over det. Er der grund til at holde fast i noget, der allerede er dødsdømt? Vera så op – og opdagede pludselig et underligt glimt i venindernes øjne. Ikke medfølelse. Ikke ægte omsorg. Men forventning? Skjult skadefryd? Lene og Oksana var begge skilte. Begge boede nu alene, med katte og uendelige Netflix-serier. Vera mærkede: de ville ikke hjælpe. De ville have hende med over i deres klub. – Tak for rådene, piger, – sagde Vera og smilede. – Jeg skal nok tænke over det. Men tankerne var allerede et helt andet sted. … Mandagen trak ud. Om aftenen sad Vera i metroen og stirrede på sit spejlbillede i det sorte rude, uvis på, hvad der ventede i hjemmet. Nøglen drejedes i låsen. Vera trådte ind i entreen… Og stivnede. Fra stuen strømmede et blødt lys. Hundredvis af små dioder blinkede på juletræet – jævnt, præcist, perfekt. “Dugdråbe”-kæden snoede sig om grenene, akkurat som Vera havde drømt. Den magiske stemning fyldte endelig deres hjem. Kim kom ud af soveværelset. Han så undskyldende på hende, armene hang usikkert ved kroppen. – Vera… – Har du gjort det her? – Øh… ja. Jeg lavede det om. Tre gange faktisk. Det var faktisk ret svært. Vera sagde ingenting. Stirrede på ham. På træet. Og tilbage på ham. – Undskyld mig, – Kim tog et skridt frem. – Jeg tog fejl. Helt galt. Du ville have det fint, og jeg … jeg opførte mig som en… – Kim… – Vent, lad mig sige det. Jeg var hos min mor i weekenden. Hun… satte mig på plads. Forklarede, hvor meget det betyder for dig at skabe hygge. At jeg skulle SE dig og sætte pris på det. Og jeg … undskyld. Vera mærkede tårerne presse sig på. – Jytte sagde alt det? – Jep. Og meget mere. Om at små ting betyder noget. At jeg kan såre dig uden at vide det. Tårerne trillede. Vera gjorde intet for at stoppe dem. Kim trådte nærmere og krammede hende – tæt, ægte. – Jeg savnede dig, – hviskede han i hendes hår. – Det var så tomt uden dig. – Jeg savnede også dig, – svarede hun. De stod sådan længe. Lyskædens glimt dansede på væggene. … Nytår fejrede de sammen. Champagne, hjemmelavet kartoffelsalat, clementiner og “dugdråbe”-lyskæden, som nu endelig strålede, præcis som Vera ønskede sig. Klokken slog, glassene klirrede, kysset under træet. – Godt nytår, – Kim holdt om hende. – Godt nytår, – smilede Vera. Da Lene og Oksana hørte om forsoningen, lød deres lykønskninger så falske, at Vera var tæt på at le. “Jamen, vi er glade på dine vegne,” sagde Lene. “Håber han virkelig ændrer sig,” tilføjede Oksana, med tydelig mistro. Vera lagde røret og ringede ikke tilbage igen. Hun forstod pludselig: mange veninder kan kun have medfølelse for ulykken, for det er nemt at have ondt af det svære. At glædes på andres vegne kræver noget helt andet. Til glæden skal man have sine egne mennesker omkring sig. De rigtige mennesker…