At flyve væk og aldrig vende tilbage.
– Morten, jeg så i går aften en annonce om en treværelses lejlighed, præcis som vi drømte om, i den kvarter, vi har ønsket. Vi har jo penge nok til den, ikke? Når vi sælger huset, kan vi hjælpe Line med at afvikle boliglånet. Lad os tage af sted og kigge på den, sagde Katrine med brændende øjne, men han svarede blot træt:
– Ikke i dag, jeg arbejdede til midnat i går, og i dag bliver det sikkert sent, når jeg kommer hjem, sagde han hurtigt, drak den sidste slurk af sin kaffe, greb bilnøglerne og en mappe med papirer, gik ud og kørte væk.
Katrine sukkede skuffet, men ville ikke modsætte sig ham. Det irriterede hende, at Morten sjældent kom hjem for tiden. Han kom altid sent, arbejdede også i weekenderne, men hans løn var god, og Katrine ønskede desperat at flytte til byen, tættere på deres datter. De havde sparet i flere år til en lejlighed; alt hvad Morten tjente, gik på en opsparingskonto, mens de levede af pigemoderens pension og Katrines løn som leder af det lokale kulturhus og som instruktør på danseklubben. Det var hårdt, men drømmen om at bo i byen ved siden af deres lille pige og arbejde i et stort kulturpalads holdt dem i live.
Katrine og Morten mødtes i det regionale universitet. Han var i sit femte år på ingeniørstudiet, hun på danseskolen. De forelskede sig så hurtigt, at de gik i ægteskab, så snart Morten fik sin eksamensbevis, og flyttede til hans lilleby. Katrine droppede sit sidste år på skolen, men fortrød det ikke hendes mand var nu lovligt hendes, og hun vidste, at de ville dele et langt, lykkeligt liv.
Men familielivet begyndte med en knæk. Kort efter ankomsten blev Morten kaldt ind til militæret i et år. Katrine var allerede trist over den forestående adskillelse, og så kom Mortens mor, Else Hansen. Så snart Else så, at sønnen kom hjem med en lovlig kone, udviklede hun en intens modvilje over for sin svigerdatter. Hun talte knapt med Morten, og hendes eneste bemærkning ved mødet var: Du lovede! Katrine forsøgte at vinde hendes gunst, tog enhver slags arbejde, men intet virkede.
– Hvorfor ringede du ikke til din mor, før du giftede dig? Hvad lovede du hende? Hvorfor hader hun mig? spurgte Katrine desperat.
Morten fortalte, at hans søster for to år siden var døde i en motorcykelulykke, efter hun havde forelsket sig i en mand, der netop var løsladt fra fængsel. Hun havde ikke lyttet til sin mor, og da de kørte i rus på en liden vej, styrtede hun. Efter begravelsen havde Else tvunget Morten til at love, at han aldrig ville gifte sig uden hendes samtykke. Han havde svoret, men gik alligevel i ægteskab, og Else var så såret.
Katrine insisterede på at blive, og så gik Else fra at hade hende til at blive varmhjertet. På blot et par uger blev hun smigret af Katrines flittighed, glæde og venlighed. Else måtte indrømme, at datteren var en værdig kvinde, og de to blev som mor og datter. Katrine fortalte også om sin egen mor, der døde for elleve år siden, og om sin far, der nu var gift med en kvinde med to små børn. Den nye stedmor sagde, at der ikke var plads til Katrine længere, så hun måtte klare sig selv.
– Jeg giftede mig ikke med dig for at få et sted i din husstand, sagde Katrine, rød i kinderne under Elses strenge blik, – jeg fik et studiebolig, jeg fik en ekstra stipend for mine gode karakterer, men uden dig kan jeg ikke leve. Jeg elsker dig, Morten.
Else blev først sur, men så omfavnede hun Katrine, og tårerne flød både af sorg og af lettelse.
Et år senere vendte Morten tilbage, fik et job i den regionale forvaltning i Aarhus og kørte dertil hver dag på vagten. Katrine blev leder af danseklubben i kulturhuset. Lønnen var beskeden, men så kom deres lille Tilde. Pengene var knappe, men Else hjalp dem, besøgte barnebarnet og sparte dem så vidt hun kunne. Senere skiftede Morten til en større virksomhed, fik mange rejser, blev forfremmet, og lønnen gik i vejret. Kulturhuset i deres lilleby voksede til et stort kulturcenter, hvor Katrine blev chef. Hun holdt stadig sin dansesal, kørte pigerne til konkurrencer, hvor de vandt priser. Livet blev roligt og behageligt; de købte en dyr bil, renoverede huset og tog på ferie ved Østersøen.
Alt gik vel, indtil Tilde flyttede til Århus for studier og giftede sig. Katrine savnede sin datter og drømte om at arbejde i et stort kulturpalads. Hun foreslog at spare op, sælge huset, købe en lejlighed i byen, hjælpe Tilde med lånet. Morten tænkte et øjeblik og sagde ja, men advarede om, at de måtte lægge hans løn på en opsparingskonto, og leve af Elses pension og Katrines løn. Familien besluttede at starte opsparingen.
Det blev hårdere at leve, men Katrine klagede ikke. Hun var vant til at klare sig. Morten blev derimod længere på arbejdet, på grund af ekstra opgaver for mere penge. Katrine troede på ham, men bekymringen voksede. En aften, da Morten kom hjem klokken halvtre, sagde hun, at hun ikke ville flytte længere, at hun ville have ham hjemme om aftenen, at de skulle tilbringe tid sammen. Morten lyttede, klædte sig af, lagde sig stille ved væggen og faldt i søvn. Næste dag kom han igen sent.
Så en morgen forsvandt Morten. Han gik på arbejde, men kom ikke hjem. Telefonen var slukket, og Katrine vidste intet om hans kolleger. Hun ringede til sygehus og krematorium uden held, og i natens mørke græd hun af usikkerhed. Hun besluttede at tage til Aarhus og lede efter ham på hans arbejdsplads.
Mens hun pakkede, stod Else ved siden af hende, tungt åndedrende, ude af stand til at sove.
– Mor, vær ikke bekymret, han findes, og han er i live, sagde Katrine roligt og holdt om hende.
Katrine forsøgte at tro på sine egne ord, men tårene strømmede, og frygten krampede hendes hals. Pludselig hørte hun en bekendt stemme fra en kollega, der stod ved bussen:
– Hej, er du på vej til byen? Skal vi køre sammen? Har du overvejet at sælge bilen?
Katrine kneppede, men en anden kollega kom ind og sagde, at Morten for et par dage siden havde hævet en stor sum penge fra sin bankkonto. Katrine gik bleg i ansigtet, som om noget skrækkeligt var sket med ham.
I Aarhus gik hun først til hans kontor, men personalet fortalte hende, at han var blevet fyret. En sekretær sagde, at han skulle have fået et andet job, men ingen vidste hvor. Katrine gik så til politiet og anmeldte hans forsvinden. Politiet tog sagen seriøst, noterede hendes bekymringer og lovede at lede.
Næste dag blev hun indkaldt til politiet:
– Hvorfor har du ikke fortalt, at I blev skilt for tre måneder siden? Det ændrer sagen. Har du fundet hans papirer derhjemme?
Katrine kiggede forvirret på betjenten, men han viste hende en domsudskrift og en ægtepagt. Hun forstod intet. Da hun kom hjem, fortalte hun Else alt, og Else brød ud i gråd:
– Undskyld, det er min skyld, sagde hun med rystende hænder. Morten fortalte mig, at der ville komme en retssag på dit navn på grund af et falsk lån. Jeg skjulte papiret for dig, så du ikke skulle blive bekymret. Jeg vidste, at dommeren var ven med ham. Jeg forstod først nu, at han brugte denne ret til at skille sig fra dig. Jeg vidste intet, jeg sværger.
– Så han har bedt mig om at gifte sig med en anden? spurgte Katrine, mens hun sank ned på sofaen.
– I morges skrev han til mig, at han er flyttet med en anden kvinde, og de snart skal gifte sig, sagde Else stille. Han har også taget alle jeres penge, sagde hun, mens hendes øjne var fyldt med tårer. Jeg havde tænkt mig at flytte til plejehjem, men jeg kan overføre det til dig, hvis du tilgiver mig.
Katrine rejste sig, gik ud i gården, hvor kulden gik gennem hende som is, men ikke kun udenfor den lå i hendes indre. Hun mindedes, hvordan de sammen plantede liljekonval og birk ved hegnet, så stærke som deres ægteskab. Hun tænkte på vinteren, hvor Morten trak den lille pige på en slæde gennem sneen, og på den dag, hvor en lille gris løb væk fra gården, og de jagtede den i latter. Tårene strømmede, og hun følte tomheden i sit hjerte.
– Jeg vil ikke lade dig gå, mor, sagde hun fast, vendende tilbage til huset. Morten har svigtet mig, men du har ikke gjort noget galt. Jeg elsker dig som en mor, og jeg ved, du aldrig ville skade mig. Hun krammede Else.
Efter mange tårer den aften ringede de til Tilde og fortalte alt. Datteren blev rasende over faderens handling, men hun foreslog, at hun og hendes mor skulle flytte ind hos dem.
– Jeg havde tænkt mig at overraske jer senere, men nu er der en tvilling på vej. Så har vi brug for jer, bedstemor, jeg klarer mig ikke uden jer. Så sælg jeres hus og flyt ind i vores treværelses lejlighed. Vil I?
Katrine og Else udvekslede et blik og smilede gennem tårerne. De sagde ja.
Morten kom engang forbi byen, men Tilde lod ham ikke komme ind i lejligheden. Måske havde han håbet på at vende tilbage til familien, men ingen ventede ham længere end ikke hans egen mor.
