Utakkefulde mennesker
Nå! Mille, jeg hører dig ikke! faren lænede sig truende ind over pigen, der trykkede sig sammen og klamrede sig til lommerne i mors slåbrok.
Millemus, sig ‘tak’ til far! Se, hvor fine skøjter han har købt dig, kig! hviskede Sofie blidt, mens hun strøg datterens fletninger. Far gjorde sig umage, kom nu, skat! Jonas, du er så dygtig, sådan en gave… Sofie kastede et hurtigt blik på sin mand, så hvordan han rynkede panden, ansigtet blev gråt. “Nu begynder han at råbe Han råber igen ad Mille Hvorfor ti’r hun stille?! Er det virkelig så svært at sige det dumme ‘tak’?” tænkte hun og bed sig i læben.
Åh, jeg har jo sagt det før, I har lavet en ulv ud af hende! Ingen taknemmelighed, intet som helst! mumlede faster Anna, slægtning til Jonas, mens hun trådte ind i badeværelset. Lige som hendes mor begge to fine damer! Tager alt for givet, ja, som om det er evig ret… Jonas knokler, slider og slæber for at please dem, og de, to snu slanger, giver ikke noget igen! Fødderne skulle de kysse fordi de bor i hovedstaden…
Anna var allerede gået ind og havde tændt bruseren, så hun ikke behøvede høre på Sofies indvendinger. Hun skulle over kanten på badekarret, og mens det varme vand fossede, stod hun og brummede genkaldte sig alle Sofies brøde, med munden presset sammen og underkæben skubbet frem som et gammelt, hidsigt bulldog, der kun kunne omgås med uægte køtere.
Anna var heller ikke sådan at bide skeer med. Hun var ‘fortjenstfuld’, ‘æresmedlem’, et forbillede for ungdommen og arbejdsveteran. Engang var hun rejst til København fra en lille bitte landsby på Fyn for at blive til noget, fyldt med blokbøger, slidte sko, et par dåser rabarbermarmelade og ambitioner. Marmeladen og ambitionerne fik hende ind på universitetet, ansigtet og den bidske karakter gjorde hende til den øverste blandt ligestillede. Hun blev tillidskvinde, en, der dømte de unge piger for spontane bryllupper og fest i anledning af fødselsdag og roste folk for pænt udfyldte opslagstavler.
Sig ‘tak’, Sørensen, at du kun fik en advarsel. Vi kunne have smidt dig ud! dunkede hun i bordet, mens en slukøret dreng, der havde smuglet tyske plader op på kollegieværelset, stod foran hende. Hvem sammenligner du dig med, Sørensen?! Skammeligt! Så, tak kollektivt at du får en chance til!
Anna elskede at ‘afsløre’, ‘trække folk frem i lyset’, ‘åbne alles øjne’. Det fik hende til at gløde, blodet dunkede, hovedet snurrede, og hendes hænder blev varme.
På studiet blev Anna kaldt ‘Hammeren’ for sit voldsomme temperament og sin stædighed, der sommetider tippede over i det brutale. Fik en studine sig et barn uden at underrette Hammeren? Mødte man straks op til møde! Finde ud af hvem brudgommen var, hvorfor sådan hastværk, var hun måske i uheldig stand?
Du bør sige tak, at vi stadig ønsker dig som studerende, at vi tilgiver, giver dig hånden! Jeg hører ikke noget taknemmelighed! skingrede Anna.
Hvis takken lod vente på sig, truede hun, kunne endda bringe folks familiære forhold op. Hun vidste hvem, der var skilt, hvis forældre havde været i fængsel og kunne også bruge det politiske imod dem.
Hammeren vidste alt, brugte information klogt alt sammen for til gengæld at høre tak.
Den stakkel, der først havde modstået, takkede til sidst, erkendte skyld, lovede at forbedre sig og at have ‘forstået og omvurderet’.
Det var det sødeste for Anna. Folk takkede hende. Hun nådede at forlade ophøjelsen, vendte folk mod synderen, gav dem en chance og blev takket.
‘Tak’ skulle lyde klart og højt i hele auditoriet, slå mod de nøgne træpaneler og smælde i loftet, drysse sig i tusinde velklingende toner.
Jeg hører ikke? kunne hun hæve øjenbrynene og ydmyge yderligere.
Hold nu op! Han sagde det jo! trak sekretæren Lene i Annas ærme. Hvorfor bliver du ved?
Nå, jeg piner ham? Han skal forstå, hvilket held han har fået! slyngede hun Lenes hånd væk. Jeg hører ikke din taknemmelighed! råbte hun.
Han takkede endnu højere, Anna nikkede saligt. Det nikkede betydede ‘Gå bort og synd ikke mere!’ Hun havde forladt sig…
Sådan havde Anna levet hele sit liv jagtende taknemmelighed, aldrig med gerning, altid med autoritet. Og så kom hun, Sofie… Slynglede sit net om Annas barnebarn, Jonas, tvang ham til at gifte sig. Han var forblændet. De bosatte sig hos Anna, lever i overflod. Men Sofie har en orm i sig kan ikke takke! Og datteren er akkurat som hende!
Mille, jeg hører dig ikke! gentog Jonas træt, smed de sorte ishockeyskøjter på det lyse trægulv. Var det spildt at jeg kørte tværs over byen for at finde din størrelse? Ved du, hvor travlt jeg har?
Jonas, nu… Vi er virkelig taknemmelige, og Mille også. Men hun hun ventede på kunstskøjter hvide
Sofie strøg datterens hår, trykkede hende ind til sig, mens Milles skuldre rystede.
Millemus, gå ind på værelset, lav lektier, min due, puffede hun blidt datteren ud.
Mille ville liste sig væk, men Jonas råbte:
Hvad er det for noget? Mille, kom her og sig ‘tak’. Sådan gør man, når man er ordentligt opdraget. Sofie, hvorfor lærer du hende at være utaknemmelig? Man skal være taknemmelig for godhed!
Jo, Jonas lærte det fra barnsben. Anna prægede ham med det normale fra han var lille og forvirret. Han skulle takke bedstemor og mor, Annas datter Maria, bare for at hun ikke fik ham fjernet da hun blev gravid under sin mands udsendelse. Men Anna insisterede på at Maria skulle føde.
Hvis du får et barn, vil din mand elske dig højt, sagde Anna til den grædende datter. Og hvis ikke, så skal du nok klare dig alligevel.
Marias mand, med tjekkiske aner og russisk mormor, elskede børn, syntes de var livets mening. Han tog faderollen alvorligt, men Anna fandt alligevel fejl, lod både ham og Maria bede om tilgivelse og tak.
Du skal takke os for at vi fik Jonas! Han gav Maria så mange lidelser! En kvinde lider når hun føder og opfostrer…
Ifølge Anna var barnet mere hans end hendes Maria tog ham trods alt kun ind i familien og led for det.
Anna havde engang haft mand, men han, utaknemmelig, forlod hende, døde da Maria var barn. Maria burde have sagt ‘tak’ for at Anna alene opfostrede og uddannede hende.
Maria bor længe i udlandet, er skilt, men får stadig penge. Jonas voksede op med bedstemor Anna. Hun kæmpede for ham afleverede ham mandag og hentede fredag fra børnehave, men det var hun også stolt over. Fik ham ind i en halvinternatskole.
“Og vær taknemmelig for, at du ikke blev anbragt med fremmede!” hørte Jonas tit.
Han bestod læren om taknemmelighed med topkarakter. Uddannelse, bolig, blot at få livet var Annas fortjeneste. Og maden!? Hvad han åd under puberteten! Anna kæmpede med gryderne, selvom kræfter og vilje manglede! Men hun led og knoklede og ‘gjorde ham til et menneske’.
“Tak!” fløj automatisk ud af drengens mund, hurtigt og præcist så blev hun mildere, så måtte han lege nede i gården. Men det skulle også takkes for…
Nu måtte Sofie forstå, hvordan hun skyldte alt Anna og Jonas.
Da Sofie dukkede op for Jonas’ blik, var han ved at afslutte sit studie, hun kom fra Aarhus afdeling.
De mødtes i en gang foran administrationen. Sofie ventede, tøvede, var i tvivl om hun skulle banke på eller aflevere papirerne til sekretæren, og var genert.
Skal jeg hjælpe dig? spurgte Jonas.
Ja jeg Sofie stammede. Jonas var flot, hun rødmede, blev utilpas.
Kom, sagde han bestemt.
Senere blev de kærester. Jonas inviterede aldrig med hjem eller nævnte bedstemor. Sofie hilste først på Anna før brylluppet og blev rystet over effekten, hun havde på barnebarnet han krympede sammen bare af hendes skridt og stemme…
Du forkæler Mille, Sofie! sagde Jonas til sin kone. For alt, der gøres for hende, bør hun i det mindste sige ‘tak!’
Jonas, du forstår ikke… Hun ventede noget andet. Du har købt herreskøjter, hvad skal hun bruge dem til? Hun er jo pige!
Veninderne vil grine! De har alle kunstskøjter ikke sådan nogen! Mille for ud af værelset, bleg, hænderne rystede. Hun stampede i gulvet og snøftede. Giv mig mine gamle! Jeg vil bruge dem! Far, giv mig dem tilbage!
Mille! Hvordan kan du? Jonas rynkede brynene, kæberne stod ud som på Anna, gjorde ham til bulldog. Jeg kørte, jeg købte, og du…! Din størrelse fandtes ikke. Ingen hvide. Tag dem eller kom aldrig ud på isen mere! For lille til at stille krav sig ‘tak’, at jeg overhovedet lader dig gå ud, du får kun 4-taller alligevel!
Jeg Jeg… snøftede pigen, skuldrene dirrede. Jeg vil ikke bruge dem. Jeg vil ikke! Tag dem, far!
Hun sparkede skøjterne væk og løb ind på sit værelse, smækkede døren.
Mille elskede at skøjte, var god til det, men der var ikke råd til kunstløb hun måtte nøjes med gårdens bane.
“Sig tak, at der findes en isbane tæt på!” snærede Anna til sit oldebarn.
Mille ventede på weekenden og skøjtede med veninderne. Men hun voksede ud af skøjterne, og nye kom aldrig mor og far lovede, men lønudbetalingerne lod vente på sig. Og nu… de gruelige sorte skøjter, i stedet for de yndefulde, andre piger havde.
Hun var blevet ung pige, ville være smuk, ville ligne Anja Andersen på isen, sno sig i lette nederdele og fange blikke fra drengene, binde lange snørebånd, fornemme støvlen som sin egen forlænger og føle sig fantastisk.
Nu var det slut…
Døren til badet åbnedes, og der skvulpede damp. Ud trådte Anna, med håndklæde på hovedet og dyb, mørkeblå morgenkåbe. Hendes ansigt, før afslappet, blev straks vredt, næseborene udspilede sig. Hun lagde arme over brystet, sukkede, så med sympati på Jonas, med harme på Sofie.
Hvad står du der for? Gå så ind og riv den møgknægt i ørerne! kommanderede hun. Hun har ingen respekt for sin far, hans bestræbelser for hende. Gå ind, lad hende mærke det, træk hende i fletningerne! Frem!
Sofie så bange på sin mand, så på Hammeren.
For hvad? For skøjterne? For hendes drøm, du knuste? Jonas, kunne der virkelig ikke findes kunstskøjter i hele København eller i sportsforretningen på Østerbro? Hvorfor købe sådan et mareridt, hvis din datter vil være kunstløber og ikke hockeyspiller?! Hvorfor, Jonas?!
Jonas så hurtigt på Anna, vendte sig mod vinduet.
Der var ikke andre. Du kunne selv have taget ud! Hvorfor hakke på mig? mumlede han.
Anna gik over til Jonas, klappede ham på skulderen.
Jeg sagde jo til dig, min dreng, at den kvinde ikke var så god, som du troede. Hun kan ikke være taknemmelig for alt, vi har gjort for hende! Og nu lærer hun også barnet samme fejl. Sofie, begyndte Anna langsomt, nærmest kærligt, jeg mener, at en pige som ikke er flittig i skolen, ikke skal fjolle rundt med kunstskøjteløb. Hun skal sidde og lave sine lektier. Du giver hende altid ret, du fatter intet om opdragelse. Stuntet med skøjterne lavede vi bare for at få Mille af isen. Ingen skøjter, intet problem. Pengene du havde lagt til skøjter brugte jeg fornuftigt. Jeg bestilte et leksikon til Mille. Hun skal læse, jeg vil eksaminere hende. Vi gør en rigtig person af hende, klog og dannet. I må ikke blande jer. Og så kan du være taknemmelig… Bare sig tak, det er nok.
Hvad?! Anna var ikke færdig, men Sofie havde allerede rejst sig med knyttede hænder. Brugte I vores penge? Mine penge? Hvor tør du bestemme, hvad vi skal? Jonas, hvordan kunne du lade det ske? Har du slet ikke nogen rygrad? Gud, det føles som et syret mareridt! Anna, behold dit leksikon, giv pengene tilbage, jeg skal nok bruge dem bedre! Sofie råbte højt, næsten muntert, frygtløs overfor Annas opsvulmede, blå øjne. Jeg er dig taknemmelig for logi, at du ikke smider os ud, for at du hjalp mig dengang Galle skulle fødes, for at du har delt mad, når vi intet fik. Mange tak for alt det, men det betyder ikke jeg vil være en stum statue. For dig er taknemmelighed et nederlag. At modtage et ‘tak’ fra nogen er som at erobre deres sjæl. Du er herskeren. Men sådan er det ikke!
Hold mund, Sofie! råbte Jonas. Han så ikke på sin kone, men på Anna. Hun havde brystet frem, rød i kinderne, klar til at jævne Sofie, som hun altid gjorde med folk, der gik imod hende. Sofie, du tager fejl! Bedstemor er et godt menneske, og du siger forfærdelige ting!!! Sig nu tak, Sofie, nok er nok! Nok!
Jonas blev bange, forfærdelig bange for at bedstemor nu gik amok ville mumle giftigheder om ham, Sofie, om hans mor, som ‘utaknemmelig’, aldrig hentede Anna til udlandet, om Mille der ikke lignede den lydige pige Anna ønskede…
Når Jonas som barn nægtede at sige tak for Annas gaver som for eksempel et geometri-bræt i stedet for en cykel, eller en bog om holdbarhed af stål fremfor et frimærkealbum, fik han svirp af remmen. Han bed i læben, lukkede øjne, og bagefter gentog han sagte:
Tak, Anna, fordi du gør mig til mand…
Jonas blev bange for, at Anna igen ville tage den gamle militærrem frem, for den hang endnu i skabet. Hun ville svinge den, hvæse forbandelser, så blev det flovt og ydmygende. Og han, Jonas, kunne intet gøre Han skulle være taknemmelig for ikke at være bortadopteret, for alt, alt…
Jeg vil ikke sige mere, Jonas, Sofie rystede på hovedet og smilede. Jeg har sagt tak rigeligt. Jeg laver mad, vasker, gør rent, betaler for lejligheden og Mille har du ikke måttet hente fra skole i årevis, det tager jeg mig af.
Men du bor i min leje, dumme kvinde! Hvor er du bare utaknemmelig, giftig, lumsk frø! Annas stemme knækkede, ‘frøen’ blev fejlfyldt og pibende. Åh, Jonas, sagde hun og svajede over hans arme, tung i vejrtrækningen, som en gammel hest der kastede med manken. Håndklædet faldt, det grå, tynde hår dryssede ned over skuldrene, og gennem deres tågede slør glimtede massivt guldsmykke. Hvem har du bragt ind i min stue?! Ud, ud, kan ikke tåle at se hende længere! Hun forpester barnet med rådne ideer. Ud!!! Ud herfra!
Anna, liggende i Jonas’ arme, rystede, slog i parketten. Bølgende i ‘retfærdig harme’.
Bedstemor… bedstemor… hviskede Jonas. Han hadede sig selv, hende, de skøjter, kastet på gulvet som døde katte, Sofie, der så overbærende ud på deres optrin. Nej, du må ikke, dit hjerte…
Ja! Og vær taknemmelig, Jonas, at jeg lever, at jeg ikke er blevet gammeldement… Sofie, ud med dig! Jeg kan ikke holde ud at se dig mere, hviskede Anna, hev i kåben, som om den kvalte hende.
Mille kom ud, kiggede skræmt på sin mor. Sofie nikkede.
Gør dig klar, Mille. Vi tager afsted, sagde moren.
Mor… klynkede Mille. Hvad med far?! Går vi bare? Er det min skyld?
Mille fattede, at hun blev den onde, og bedstemor ville tænke hun var utaknemmelig, ‘en skamplet på jorden’. Hun frygtede virkelig at være slem.
“Hvis man er slem, bliver man udstødt, Mille! sagde Anna tit, når de var alene. Man skal gå med flokken, høre efter de bedste. Hvis jeg nogensinde vender mig fra dig, så… så… så dør du. Verden træder på dig. De dårlige ryger i fængsel eller bliver straks skudt!”…
Mor, gør det ikke! Mor, jeg vil blive! Jeg skal nok være sød, mor! Du skal også være sød! Mille prøvede at holde Sofie tilbage, tog fat i kufferten. Du skal også blive! Bedstemor, tusind tak for al din kærlighed! Tak!!! Far, jeg bruger de her skøjter, hører du? Tak for dem, jeg kan godt lide dem! Vi skal nok høre efter jer, far! Vi…
Jeg tager alligevel afsted, Mille. Hvis du vil, kan du komme efter, sagde Sofie. Eller er det for hårdt? Ja, Mille ville ikke overleve her. Men hun skulle se, at man kunne leve anderledes, gå væk når det var dårligt.
Hvor vil du tage hen?! Du har intet! lo Anna. Til Aarhus? Ingen venter dig der! Eller hvor? Under åben himmel? Bliv du, Mille, og lad din mor gå.
Sofies lejlighed i Aarhus var solgt for længst. Pengene brugt på Jonas’ bil og resten sat ind på Annas opsparing. Sofie protesterede, men Jonas sagde, Anna havde jo også hjulpet dem indenom, “tager hun dig ind som en datter, så klager man ikke! Man bør være taknemmelig!”
Veninderne i København havde små lejligheder, kaotiske hjem…
Mille, kan du huske moster Laura? Jeg tager hen til hende, sagde Sofie med ro, pakkede tøj. Det er i Brønshøj. Hvis du har lyst, kom.
Bliv, mor… Bliv, please! Mille greb fat, lod tårerne rulle. Mor…
Nej, Mille. Jeg vil ikke leve der, hvor taknemmelighed er slavens tungemål. Jeg siger ikke tak som tvang. Det bliver vriddet ud af mig, selv for det, der ikke bør kræver et. Du er stor nu, Mille, du vælger selv. Jeg elsker dig, uanset. Hører du?
De græd begge, knælende, mens kufferten lå ved siden af…
… Jonas så på, mens hans kone og datter gik gennem den søvnagtige gård. Nu ville de runde hjørnet, og han ville ikke se dem mer. Måske aldrig…
Mille, dit eget barn har svigtet dig, barnebarn. Hun er kærlig som sin mor utaknemmelig, sukkede Anna bag Jonas. Kom, jeg har varmet mad. Jeg. Har. Varmet. Mad! sagde hun. Hvad siger man så?
Tak. Jonas gned sig i ansigtet og gik mod køkkenet.
Rundt om bordet var der underligt tomt. Førhen manglede der altid plads, nu kunne alt stå, selv den blomstrede suppeterrin og karaffel og en eller anden pølse, som Anna havde lagt op til fest.
Spis. Hvad siger man så, for sådan en god middag? stirrede hun på ham, kæben skudt frem. Jeg har befriet dig for spændetrøjen, og de gik selv! Det var hårdt at se, du led under at de kunne såre mig… Jeg kunne aldrig lide Sofie, hakkede hun en bid brød, vi hev altid sådan nogle fra hinanden på møder. Nogle skammede sig, sagde tak, andre blev sendt ud på lageret, og så var det for sent at sige undskyld. Spis nu, Jonas!
Men… hun er jo min kone, bedstemor… Og jeg elsker hende… sagde Jonas stille. Og Mille, jeg elsker Mille…
Så elsk du bare! Din mor elsker mig også, over Atlanten. På afstand ser man mere! Du forstår snart jeg har befriet dig, vi finder en anden kone, en med indbygget taknemmelighed. Nok nu! Lad mig aldrig høre om Sofie igen! slog Anna i bordet ellers gør jeg dig til ingenting, hører du? Og remmen, Jonas, den hænger stadig.
Endnu et slag.
Låget på suppeterrinen klirrede, glasset sitrede. Udenfor skræppede en solsort. Den bøjede sig frem, vippede, som lagde den sig for Anna, takkede hende for at berige verden med sit væsen…
Din mand er svag, sagde Laura, da Mille sov, gav Sofie en kop te. Drik, du ryster. Jeg har kommet masser af honning i. Lad nu være at modsige mig!
Sofie rystede på hovedet, trætheden trak i ansigtet. Hele vejen havde hun trøstet Mille, bedyret at faren nok kom. Senere ventede de længe på bussen ud til villaen, hvor Laura boede. Alting var udmattende, selvsikkerheden smuldrede til tvivl, selvom hun prøvede at holde sammen på sig selv…
Nej, Laura. Han er kun sådan, når Anna er tæt på. Hun forvandler ham, gør ham lille og ‘taknemmelig’ Hende skal man altid takke, hun ønsker at høre din ydmyghed. Det er som at leve i evigt møde, hvor hun er formand, og vi de anklagede. Hun beslutter, hvad vi skylder, og kræver det ind… Jo, vi bor under hendes tag, men det gør det kun værre. Hun insisterede på det! “Hvorfor bruge penge? sagde hun. Vi kan sagtens dele!” Men så blev der krævet ikke bare forventet taknemmelighed.
Forventet… gentog Laura. Man skal ikke opføre sig falsk. Du kunne ikke skændes, der skulle siges ‘tak’! Det er jo dukketeater. Hvad er det gode så ved Jonas?
Når Anna tog i sommerhus, blev han helt anden! Modig, ægte, åben, som et træ der retter sig op, ikke bøjede for vinden. Vi grinede… Men aldrig foran Anna. Hun har ondt i benene, og vi griner, så mangler vi medfølelse. Herre Gud, Laura, vi har boet sådan i ti år! Ti år…
Jamen, nu leves nyt. Drik te, tag brød. Og sig ikke tak, Sofie! lo Laura. Bare slap af.
Alligevel vil jeg gerne sige det, Laura. Jeg elsker dig meget højt… Sofie græd stille…
… Foråret nærmede sig. Mille slap for skole, tumlede i sne, byggede snemænd, legede med Lauras hund Molly. Laura passede Mille, Sofie arbejdede, hjembragte lækkerier til te. De slog sig ned sammen med latter og snak. Lauras far sendte lynghonning, mørk som skov smagte bitre, søde drag af Danmark.
Til sommer kan vi tage til Skagen, sagde Laura. Det vil være godt for Mille, og dig, Sofie få lidt farve, du ligner jo en skygge! Tag for dig! Hun satte pandekager frem. Fastelavnsløjer, og jeg har endnu ikke forkælet jer! Drys lidt sukker på…”
Om aftenen sad de på trappen, dækkede sig i tæpper under lyskæder, satte stole ud.
Molly lagde sit hoved i Sofies skød og brummede, hun elskede at blive kløet, præcis der…
Måske tager jeg fejl? Sofie trak skuldrene, sukkede. Man burde let kunne sige tak, især Anna er trods alt familie Men hun gør det så svært.
Nej, du… Gode gerninger skal ikke anvises, for så forventes noget retur. Og Anna planter sin godhed om du vil eller ej, du SKAL takke. Hov, ved lågen… hviskede Laura. Hey! Hvem der?
Ikke politiet. Det er mig, Jonas. Sofie, må jeg tale med dig?
Far! Mille drønede ned af trappen, sprang mod ham, Molly gøede glad, logrede, troede på leg.
Millemus, hej, hej min pige! Se, ikke rigtig sæson, men… Jonas rakte en kasse frem: Hvide kunstskøjter med gylden skrift.
Mille stivnede, så kastede hun sig om halsen på ham.
Tak far! Tak! Laura, se! Hun stormede ind. Sofie stod smilende ved lågen.
Hej Jonas. Det var uventet
Uventet? Sofie, vi skal flytte, forstår du? Jeg har fundet en lejlighed, vi lejer til at starte med. Anna sagde: “Vær taknemmelig, nu er du fri! Vi er sammen igen, intet står i vejen. Sofie kom fra ingenting og blev til ingenting, og du, barnebarn, gør dig klar til skilsmisse, jeg har ordnet det hele. Du skriver under, dommen kommer hurtigt. Og Mille må Sofie tage, den slags oldebørn vil jeg ikke have! Nå, hvad skal man sige til bedstemor?” Jeg smed alt og kørte herhen. Sofie, jeg vil ikke skilles, jeg elsker dig! Jeg har ikke givet nogen papirer, og jeg vil ikke! Jonas stoppede, så på hende. Vil du?
Sofie svarede sagte, trykkede sig ind til ham.
Hvorfor står I der? Kom, vi laver kakao råbte Laura.
… Anna, ensom i lejligheden, satte sig stift på en stol, tørrede hænderne af i nederdelen. Hun ringede og ventede.
Sofie? Hej, det er Anna. Jeg vil gerne komme på besøg lørdag og sige tillykke til Mille. Forstyrrer det jer?
Hun snøftede og sagde ordene som hun spyttede dem ud hun havde aldrig bedt om noget før. Beordrede det, befalede. Men bede? Nej aldrig!
Men hun blev nødt til det nu… og kunne nemt få et nej.
Ved kommando gjorde ingen modstand, ikke når det var Anna. Hun kunne smadre viljen med sin stemme.
“Tre hundrede gram leverpostej! Tag en anden. Den er klam. Slip mig forrest! Giv mig plads. Bær mine varer op på tredje sal…” sådan talte hun, ikke andre måder…
Anna, hej, svarede Sofie. Vi tager væk i weekenden…
Sofie! Jeg vil sige tillykke til Mille! Sig nu bare ‘tak’… begyndte Hammeren, men Sofie havde lagt på eller linjen gik ned.
Anna ringede igen.
Godt, undskyld, sagde hun langsomt, måske kan jeg så bare møde jer fredag og give gaven?
Ja, det passer fint. Kom klokken fem, vi kan tage på café. Jonas er færdig der.
Tak, Sofie. Jeg er dig taknemmelig for at lade os ses, sagde Anna. Sofie vidste det ikke, men denne sætning læste Anna op fra et papir. Det var svært at sige uden forberedelse, men hun øvede sig tit, sad om aftenen i sin ensomme lejlighed og hviskede, lyttede, om barnebarnet mon ringede. Hun savnede Jonas, savnede Sofie og Mille. Nu blev hun gammelklog, hun blev sentimental, nogle gange græd hun ligefrem…
