Du er ikke længere min veninde

Ikke længere min veninde

– Stine, hvad er der med dig? Er der sket noget? spurgte Sofie bekymret, da hun bemærkede, at hendes veninde sad ved bordet med en sur mine og slet ikke lyttede. Det var ellers usædvanligt.

Jeg havde inviteret hende hjem for at fejre, at jeg endelig var færdig med at renovere min lejlighed. Men Stine virkede slet ikke glad. Hun mumlede blot et tillykke og det var det.

Og det var mærkeligt, for bare en uge tidligere havde hun sagt, at jeg endelig skulle invitere hende hjem, så vi kunne fejre afslutningen på alt byggerodet.

Nu sad hun tværtimod utilfreds og sammenbidt. Ikke én eneste gang smilte hun. Det føltes, som om hun var kommet til begravelse i stedet for.

– Hvorfor er du så stille? spurgte jeg.

– Jeg gider bare ikke tynge dig med mine problemer. Du er jo i festhumør. Flot lejlighed, lækkert nyt køkken jeg er virkelig imponeret.

– Så! jeg satte resolut min tekop på bordet. Kom nu, ud med det. Hvad går du og bakser med?

– Ej, hvorfor skulle jeg belemre dig?

– Fordi vi jo er veninder! Vi har kendt hinanden siden vi var syv, og man skal hjælpe hinanden, ikke?

Det var rigtigt vi havde boet i samme gård hele barndommen, bare i hver vores opgang.

Efter gymnasiet var vores veje gledet væk fra hinanden, men for en måned siden løb vi ind i hinanden oppe i MENY.

– Ej, er det virkelig dig, Sofie? sikke en overraskelse! udbrød Stine, så folk gloede.

– Hej Stine, jeg smilede. Bor du her omkring, eller er du bare forbi?

Vi begyndte straks at snakke: mindedes fortiden, talte om vores nuværende liv, og drømte måske lidt om fremtiden. Stine havde som altid en drøm om at møde prinsen på den hvide hest, mens jeg blot håbede, at jeg snart kunne afslutte min evige istandsættelse. Manglende tapetsering og stramning af loft i stuen var det sidste.

Af vores snak forstod jeg, at Stine for et halvt år siden var flyttet fra den lille landsby til København, og nu lejede en lille lejlighed. Ikke en overraskelse mulighederne var mange flere her. Og selv om Stine aldrig kom i gang med at læse videre, som hun selv sagde: Skolen var rigeligt for mig, havde hun da fået job som sekretær i et eller andet firma.

Det var så hyggeligt at ses igen, og flere gange drak vi kaffe sammen. I dag havde jeg altså også inviteret hende hjem, så hun kunne se min næsten færdigrenoverede lejlighed.

Jeg bemærkede dog hurtigt, at Stine slet ikke var i humør.

Derfor spørger jeg så og tilbyder hjælp, hvis det skulle være.

– Nok om det, viftede Stine af. Du kan jo ikke hjælpe mig. Situationen er lidt indviklet.

– Jo, sig det nu! Jeg kan ikke nyde min fest, hvis min bedste veninde sidder og lider og ovenikøbet ikke vil tale om det. Er det for at såre mig eller hvad?

– Nå, okay, smilte hun undskyldende. Det er bare noget med min bolig.

– Hvad er der galt?

– Jo, du tror det ikke, men min udlejer sagde i dag, at min husleje bliver fordoblet næste uge. Hvor i alverden skal jeg finde så mange penge? Og for hvad? Wi-fi er altid nede, vaskemaskinen hopper rundt som en gal, tapetet i stuen falder af og vandhanen drypper. Det er en sand katastrofe!

– Hvorfor tog du så den lejlighed?

– Fordi huslejen var lavere end andre steder. Men nu… nu vil han snyde mig.

Stine tog sin kop te, tog et par slurke og fandt sig en vandbakkelse på fadet. Hun tog en bid og slugte hurtigt, næsten uden at tygge.

– Nu vil han altså have dobbelt så meget, og allerede næste uge! Er der problemer, så kan du bare flytte, sagde han.

– Sagde han virkelig det? jeg måbede.

– Ja! Og jeg har slet ikke de penge. Selv hvis jeg havde, nægter jeg at betale. Jeg har jo også udgifter til negle, fitness, svømning du ved, man skal holde sig i form. Lønnen er lille. Jeg kan ikke acceptere hans urimelige krav.

– Har du ikke en kontrakt? Hvis ikke der står besked om lejestigning, så har du ret på din side. Prøv at sige fra.

– Åh, Sofie hvilken kontrakt? Han sagde bare, jeg kunne blive så længe jeg ville, så længe jeg betalte til tiden. Men nu ja, nu står jeg her. Hvad gør man?

– Find en ny bolig, og skriv nu en aftale næste gang!

– Ja ja, men du har set priserne? Det er som om folk lejer ud til kongen og dronningen! Jeg ender på gaden, tror jeg…

Jeg kunne godt se, at det faktisk var en alvorlig situation for Stine. Jeg havde selv boet til leje, og vidste alt for godt, hvordan man kunne rykke rundt i årevis fra dårlig bolig til dårlig bolig. Mine forældre hjalp heldigvis med en fornuftig håndsrækning, da de byttede deres lejlighed og supplerede, så jeg kunne købe denne toværelses. Banken blev undgået og det var jeg yderst taknemlig for.

Nu havde jeg endelig afsluttet renoveringen og var godt i gang med at finde møbler til stuen. Alt, hvad jeg havde haft af penge, var gået til håndværkere og maling.

– Prøv at hør, Stine Hvis du mangler tag over hovedet, kan du godt bo midlertidigt hos mig indtil du finder noget. Jeg har trods alt to værelser, bare ikke så meget møblement i stuen endnu. Hvis du kan leve med en feltseng…

– Ja! hendes ansigt lyste op. Tænk, jeg havde overvejet at spørge dig, men turde slet ikke.

– Selvfølgelig må du det. Ingen møbler endnu, men hvis feltseng duer…

– Yes, det gør den! Jeg skynder mig hjem og pakker mit tøj. Håber det er okay jeg kommer tilbage med det samme jeg vil væk fra det der hul nu!

Helt ærligt havde jeg troet, at Stine først ville flytte ind i løbet af ugen. Men ja, hvad gjorde det egentlig?

Måske var det bedst, jo hurtigere hun kom ud af den dårlige situation.

*****

Jeg havde lige gjort rent da det bankede på døren Stine var allerede tilbage. Jeg så på uret og forstod ikke, hvordan hun havde nået at pakke så hurtigt.

Havde hun nærmest siddet på kufferten, parat til at gå?

– Så er vi her, Sofie! smilede hun, da hun trådte ind med to kufferter.

– Vi altså dig og dit tøj? grinede jeg, mens jeg hjalp med kufferterne.

– Nej. Altså, mig og Mathilde.

Hvem pokker er nu Mathilde? tænkte jeg. Troede, hun var kommet med en ekstra veninde, hvilket jeg ikke havde sagt ja til!

– Præsenterer, det her er Mathilde. Bare rolig, hun går ikke i tapetet, bider ikke i skoene og går ikke forkerte steder på toilet. Du skal ikke få problemer med hende.

Jeg stirrede på hende og så nu, at hun havde en kattemed, der sad trygt i en transportkasse.

– Helt ærligt, Sofie Det er bare en kat! Min mor har bedt mig tage mig af hende, fordi hun ikke kan mere helbredet, du ved.

– Er din mor syg? Hvorfor sagde du ikke noget?

– Der er ikke så meget at sige hun er bare blevet gammel, du ved. Sygdom og alderdom rammer os alle.

– Så gammel er hun da ikke! Hun gik da først på pension sidste år…

– Ja, men du ved, pludselig rammer det bare.

Stine så lidt utilpas ud, næsten som om hun ikke vidste, om hun skulle gå ind eller blive stående i entreen.

– Du skal ikke være bekymret, det er ikke alvorligt. Lægerne siger bare, hun skal holde sig i ro. Så jeg tog Mathilde med. Må hun bo her?

– Okay jeg sendte et udtvunget smil. Så må Mathilde vel også være med

*****

Bekendtskabet med Mathilde startede skævt. Da jeg åbnede transporten, skreg hun, rev mig på hånden, spurtede rundt som en raket og gemte sig under sengen.

Jeg måtte give hende tid til at falde til ro mere kradseri havde jeg ikke brug for.

– Hun skal nok bare vænne sig til ny lejlighed, smilede Stine lidt undskyldende. Gjorde hun dig ondt?

– Det er ingenting, sagde jeg og satte hånden under vand. Det gror inden jeg skal giftes.

– Godt, sagde hun og gik ud for at pakke ud. Jeg lægger mig snart skal tidligt på arbejde.

– Og katten?

– Lad hende bare være der under sengen. Hun skal nok falde til.

Selvfølgelig nævnte Stine ikke, at hendes lejlighedsproblemer kun var opstået på grund af Mathilde katten, der havde gjort så meget skade, at udlejeren smed dem ud og krævede erstatning. Så fik Stine altså en uge til at flytte og ingen steder at tage hen. Men nu kunne hun udnytte situationen, da jeg netop havde fået renoveret.

*****

Det tog en uge, men Mathilde vendte sig til lejligheden. Hun blev dog ikke specielt rolig tværtimod, hun galopperede rundt hver nat og vækkede mig, når hun ikke havde travlt med at spille fodbold i køkkenet med sit tørfoder.

Stine hørte intet hun var tydeligvis vant til larmen.

Jeg derimod sov elendigt og lå ofte vågen og lyttede, mens Mathilde rodede under gulvtæppet i entreen eller hoppede op i garderobeskabet i soveværelset, hvor hun efterlod kattehår over alt mit nyvaskede tøj.

Jeg elskede dyr især katte men Mathilde krævede virkelig tålmodighed.

– Hvordan går det med at finde lejlighed, Stine? spurgte jeg forsigtigt mens vi spiste aftensmad, to måneder senere.

Jeg ville ikke såre hende, men samtidig måtte jeg vide, hvor længe hun havde tænkt sig at trække katten i halen. Hun virkede ikke specielt opsat på at finde noget nyt.

– Der er slet ikke nyt. Er jeg allerede ved at blive for meget? Jeg er jo sjældent hjemme kun om natten.

Det ér faktisk netop problemet… tænkte jeg. Stine er væk, jeg ordner fodrer og tørrer op efter Mathilde.

Når Mathilde ikke kunne komme på bakken i badeværelset fordi jeg var der valgte hun at tisse på gulvet.

At lade døren stå åben var heller ikke muligt hun sprang frem og forsøgte at bide mig, nærmest hver gang jeg gik forbi.

– Nej, det er ikke fordi du er besværlig. Men vi aftalte midlertidigt, ikke permanent. Der er gået to måneder. Måske skal du kontakte en ejendomsmægler, hvis du ikke kan finde noget selv?

– Ej, de er alt for dyre! Jeg har slet ikke penge til det. Har jo hverken mand eller millionærkæreste.

– Men hvad vil du gøre? Jeg har også brug for tid og plads til mig selv.

– Jeg fortsætter finder nok snart noget.

Gerne før end siden… tænkte jeg træt, da jeg næsten ufrivilligt kom til at sparke til Mathilde, der lå lige ved mine fødder under bordet og skreg vildt op, da jeg ramte hendes hale.

*****

Endnu en måned gik. Jeg kunne mærke, at jeg fortrød tilbuddet. Ikke nok med at nattesøvnen røg jeg gjorde rent hver dag.

Stine var næsten aldrig hjemme. Enten til negle, fitness, svømning eller i byen te med nye fyre.

Nu er det nok! tænkte jeg. Jeg blev nødt til at sige noget.

Men Stine nåede mig i forkøbet den aften.

– Hør, Sofie. Jeg har mødt en fyr, Kasper, og han har tilbudt, at jeg må bo hos ham.

– Det er jo fantastisk! Jeg kan hjælpe dig med at pakke?

– Det kan jeg selv klare. Men, eh Kasper vil kun have mig ikke katten. Han hader dyr og har lige malet.

– Du vil vel ikke lade Mathilde blive hos mig?

– Bare midlertidigt! Vi er jo gode tilpas sammen, du og hende.

– Nej, Stine. Jeg er træt, og nu vil jeg bo alene. Så du må tage Mathilde med måske kan din mor igen tage hende?

– Ej, min mor har det stadig dårligt. Det går ikke.

– Det går heller ikke her, Stine. Så tag dine ting og Mathilde med ud.

Stine gik fornærmet, mens hun mumlede til Mathilde: Se så, ingen vil have dig. Hverken mor eller veninde. Kun mig.

Hun skyldte mig også penge til fællesudgifterne, men det mindede jeg hende ikke om.

Tak og lov, at hun og Mathilde var ude endelig kunne jeg slappe af. Dog, tapetet var kradset på et par vægge.

Det er kun én væg det kan nemt fikses, tænkte jeg lettet.

Historien var dog ikke helt forbi. Næste morgen, da jeg gik ud med skraldet, så jeg Mathilde ved affaldsstativet.

Først så jeg den velkendte transportkasse døren stod åben og Mathilde gik frem og tilbage og miavede hjælpeløst.

Hun fór straks hen til mig.

– Hvad laver du her? Hvor er Stine?

Ingen Stine kun en gammel dame nærmede sig med en skål i hånden.

– Godmorgen, sagde hun. Skal du ikke tage katten? En pige forlod hende her i kassen i går. Hun lukkede end ikke døren op. Jeg råbte, men hun løb bare væk med sit taxa. Så lod jeg selvfølgelig døren stå åben, så katten kunne komme ud og i toilet, men jeg kan ikke tage hende ind min mand har allergi.

Jeg smed affaldsposen fra mig, ventede, mens Mathilde spiste, og bar hende med hjem.

Indvendigt kogte jeg af raseri over Stine. Min tidligere veninde.

Hvordan kunne hun? Hvorfor bragte hun ikke Mathilde hjem til sin mor?

Vel hjemme slap jeg Mathilde fri, og katten hoppede bogstaveligt talt i loftet af glæde jeg kunne ikke undgå at smile midt i alt det kaos.

Så ringede jeg til Stine ti gange hun tog ikke telefonen.

Jeg ringede til min mor, for at få hendes gamle nabos nummer Stines mor, Pia.

– Hvorfor dog det, skat? Vi har jo flyttet og ser ikke rigtig til hende længere?

– Jeg har bare et spørgsmål.

Hun sendte nummeret.

Jeg ringede op og spurgte ind til hendes helbred, og blev forbløffet, da Pia sagde, at hun havde det helt fint. Jeg sagde, at Stine havde påstået, at hun var syg.

– Ej, den Stine. Tag ikke alt for pålydende hvad hun siger. Hun har altid løjet over for mig.

– Hvordan?

– Hun hævede penge på mit kort og købte en racekat for dem. Jeg sagde til hende, at det var tåbeligt sådan en kat kræver pleje. Men hun var ligeglad og lukkede sig inde på sit værelse.

– Og så?

– Ja, så legede hun lidt med katten, og så var hun ligeglad. Sparkede endda til den. Jeg vidste jo det ville ende sådan. Jeg kom til at tage mig af det hele foder, rengøring, dyrlæge. Stine var jo aldrig hjemme. Til sidst kunne jeg ikke mere, og sagde hende: Tag din kat med, ellers går min lejlighed til kommunen.

Det var forståeligt.

– Hvorfor spørger du egentlig, Sofie? Der er vel ikke noget Stine sagde da hun havde fundet et godt hjem til katten og at hun snart skulle giftes med den nye fyr.

– Alt er fint her, Pia. Min mor sender hilsener.

*****

En måned senere købte jeg en ny sofa, og Mathilde lagde straks beslag på den.

– Kan du lide den? smilte jeg.

– Mjav, svarede hun standhaftigt og stak poten i sofaen.

Mærkeligt nok fandt Mathilde og jeg ud af det sammen. Jeg fodrede og vandede, hun lod mine vægge og gulv være.

Mathilde var stadig stædig og larmende, men hun kradsede ikke mere og bed mig ikke i benene.

Sådan blev vi faktisk et team, uden ballade, uden brok. En kat og et menneske, der fandt en balance.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, når Mathilde sad klar ved døren, når jeg kom hjem.

Har du mad med? Vil du klø mig, som i går? Ser vi film sammen senere?

– Ja, ja, mad, klø, film, svarede jeg altid.

Stine blev aldrig diskuteret mere. Hverken af Mathilde eller mig. Indtil det halve år senere bankede på døren.