Mors veninde
Mor, hviskede jeg helt ind til hendes øre, så tante Jytte, der lå og sov bag den tynde væg, ikke kunne høre os. Mor!
Min mor lå med ryggen til mig i sengen. Dengang jeg var lille, krøb jeg tit ind til hende om natten, varmede mine kolde fødder ved hendes ben, hørte hendes rolige vejrtrækning og holdt om hendes hånd, pressede min kind mod hendes varme håndflade. Vi lå og hviskede om alt muligt om naboens kat Gustav, der havde været nede i brønden, og om hvordan han blev reddet op, og om, hvad der var sket i skolen. Senere fortalte mor mig historier om, da jeg var helt lille
Hvad er det nu, Asger? svarede mor søvnigt. Jeg kunne mærke hendes spinkle, pigeagtige krop, hendes skarpe albuer, når hun vendte sig, hendes ånde, der duftede trygt, og den måde hun lagde armen om mig, når hun vendte sig.
Kan hun ikke bare tage hjem, mor? Kan hun ikke bare tage hjem? Hvorfor skal hun være her? Jeg nikkede mod væggen. Tante Jyttes seng stod lige bag muren, og vi kunne høre hendes snorken. Mor! Hvorfor svarer du ikke?
Jeg løftede mig på albuen, rynkede brynene. Jeg var så fornærmet, og mor forstod mig ikke!
Du ved godt, skat, tante Jytte mistede sit hus i en brand. Hun har ikke noget sted at bo, derfor er hun her hos os.
Hun er ikke sød, mor! Hun tager penge fra dig! Jeg glemte at hviske og sagde det i min sædvanlige, lyse stemme. Mor lagde straks hånden over min mund. Snorken bag væggen holdt op, sengen knirkede, tante Jytte mumlede noget, og snart snorkede hun igen.
Du lyver, Asger. Du anklager et menneske uden grund, og det er ikke pænt! Har du selv set det? Har du grebet hende i det? Men, Asger Tante Jytte hjælper dig med lektierne, og så siger du sådan
Jeg har set det! Virkelig, mor, jeg har set det! Jeg kiggede ind gennem revnen i døren og så hende rode i din taske, tage pengepungen op. Jeg ville råbe, men men jeg blev bange. Mor, jeg er bange for hende, hun skal gå! Det her er vores lejlighed, din og min, og værelset er mit! Hvorfor har hun taget det?
Jeg satte mig, krydsede armene og stirrede ud ad vinduet.
Du er stadig lille, Asger, hvis du ikke forstår, hvorfor vi må bo sammen. Lille, hører du? Og der er ikke forsvundet nogen penge! Gå ind i din seng nu. Gå!
Mor skubbede mig altid væk, når jeg nævnte noget om tanten. Hun var jo heller ikke min rigtige tante. Hun var ikke familie. Bare en eller anden, mor kendte. Men hun opførte sig som en general
Jeg snerrede, stampede over i mit værelse, trak dynen over hovedet. Bag muren blev der ro, alt stilnede af
Jytte Nielsen dukkede op i vores lejlighed sent på efteråret. Hun kom slæbende med en gammel kuffert, kinderne røde og svedige, håret med krøller klæbede til panden. Jeg stirrede forbavset op på hende; jeg var otte år. Bag hende smækkede naboens dør, og jeg hørte, hvordan vores nabo, gamle Anders, kaldte hende for en heks. Det viste sig, at hun havde taget fejl af lejlighedsdøren og ringet igen og igen på hos naboen, råbt, at de havde taget vores bolig, truede med politiet. Efter at have tjekket mors brev igen, forstod hun fejltagelsen, skældte ud på Anders og stormede hen til os
Tante Jytte kastede kun et hurtigt blik på mig, skubbede mig til side og kastede sig straks over mor. Hun ventede ikke på at blive inviteret, men sad allerede trygt i mit værelse, kiggede rundt, sparkede til mine tinsoldater, og begyndte at græde.
Alt er væk, Lise, ALT! Helt ned til kælderen! Og vi havde så mange sylteglas og kartofler dernede Surt, det er så surt! snøftede hun, gyngede som en dukke med hænderne for ansigtet. Jeg havde ingen andre steder at gå! Der er så mange børn og børnebørn hos de andre. Så kom jeg i tanke om dig! Heldigvis har jeg altid haft dit brev på mig, passet på det, for du er jo næsten som familie! Jeg købte billet og tog herover. Åh, hvor er det trist, Lise! Hvordan skal jeg nu leve? Min mands billede, det med matros-huen, det er væk! Kun det her lille har jeg tilbage Tante Jytte bøjede sig og hev et foto op af en mand foran et stort skib. Må jeg stille det her? pegede hun på mit bord. Så kan han holde øje med mig.
Hun var omkring tres dengang, så hun skulle jo “bo ud” længe endnu. Det betød, vi måtte leve sammen med hende
Mor løb rundt og gjorde det komfortabelt, sørgede for, at Jytte fik mad.
Jeg er sulten efter rejsen! Dreng! Hun kaldte mig kun “dreng” eller “unge”, aldrig mit navn. Dreng! Følg tante Jytte ud i køkkenet, hvad glor du efter?
Hun greb hårdt fat i min skulder, skubbede mig frem. Jeg vred mig løs, løb væk.
Åh, hvad er dog det for noget?! rystede Jytte Nielsen på hovedet, da hun satte sig til bords. Din søn er helt vild! Sådan kan gener altså være, det sagde jeg jo til dig
Han hedder Asger, hviskede min mor. Jeg stod udenfor døren og lyttede.
Ja Ja Asger. Ligesom bjørnen! Jytte grinede højt og glemte helt sine sorger for en stund.
Efter maden begyndte hun at bestemme i mit værelse.
Jeg må nok hellere lægge mig lidt, Lise. Mine ben gør ondt. Det bliver regn. Sikke et vejr her i Jægersprisregn, regn, vand over det hele Ja, du ved
Mor nikkede ivrigt og begyndte at samle mine legetøj sammen, i mit eget værelse, hvor denne kvinde nu skulle bo.
Vand over det hele, men huset brændte ned? Hvordan kan det hænge sammen? Men, ja, alt kan jo ske
Asger kan jo også bo med dig Her stiller jeg et lille bord med kopper. Ved du, sådan nogle fine porcelænskopper? Har I det? Jytte, som var i gang med at pakke mine ting væk, spurgte, mens hun hev op i sin sweater.
Nej Vi har almindelige kopper Da Asger var lille, kunne han jo slå dem i stykker undskyldte mor sig.
Nå, Lise! Bor man i byen og ejer ikke engang ordentligt porcelæn! Jeg sendte dig herind for at du skulle blive til noget! Jytte rejste sig, tørrede støv af på skabet, tskede over snavset, Du har ikke samlet på noget, er stadig tynd som en birkekvist! Men nu da jeg bor her, skal det nok blive anderledes. Ikke, knægt? blinkede hun til mig. Jeg så dig jo helt lille!
Hun viste med fingrene et lille frø. Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad for det “venskab”, men mor var allerede optaget i sin trækiste under sengen, min kasse med biler.
Sådan, sagde mor og børstede støv af hænderne. Jeg vasker gulvet nu, og så kan du flytte ind, tante Jytte. Roligt værelse, vender mod gården, varmt med tætte vinduer, fortalte hun som om hun skulle leje det ud til gode penge.
Vask godt, med klorin, jeg foretrækker klorin sukkede Jytte og satte sig tungt.
Så begyndte hun at græde igen og klage over, at hele hendes hjem, alle hendes ting, penge, alting var væk.
Mor klappede hende på ryggen og bad mig hente et glas vand fra køkkenet.
Jeg husker tydeligt den dagdagen, da jeg mistede mit frie rum, min lille hemmelige verden. Nu hostede Jytte Nielsen på den anden side af væggen, klirrede med de nye kopper, og min plysbjørn, som plejede at ligge på sengen, så trist ud på mors sofa.
Og tiden gik.
Tante Jytte var overalt. På badeværelset, i køkkenet, i mit værelse. Hun tog magten over alt, flyttede rundt på blomsterne, smed mine planter ud, slæbte selv nye ind, omstillede møbler, rodede i vores gryder, fiskede kødstykker op.
Hvad glor du på? snerrende hun, mens hun rodede Når du bliver gammel, forstår du, hvor svært det er uden tænder! Kogt kød er mørt! Gå nu ind og lav lektier, ellers tjekker jeg for fejl!
Hun gik ikke ud, arbejdede ikke, sagde til mor, at hun var på folkepension. Hvordan og hvor hun fik sin pension, vidste mor ikkeville heller ikke vide det.
Men pensionen strakte ikke langt.
Lise, hvor er det godt, at du har et fast arbejde! Hvor var du uden mig dengang? Med den mave kom du ikke langt, vel? tante Jytte blinkede. Mor skænkede suppe til og skar et stort stykke rugbrød. Når nu alt går så godt, Lise, kan du ikke låne mig lidt? Mit overtøj og støvler brændte op
Mor lånte hende penge og sagde, at Jytte ingenting skyldte. Hun skyldte nemlig Jytte meget.
Det skal nok betales tilbage! brummede Jytte.
Så så vi aldrig skyggen af pengene mere.
Se her, Lise! Kom og se! råbte Jytte og vendte sig foran spejlet med en ny jakke. Husker du, din kæreste gav dig sådan en engang? Pelskrave og det hele! Sikke en dragt, hva! Også noget jeg har set på et andet sted du burde tage mere arbejde, Lise.
Hvordan skulle jeg kunne nå det? Jeg er allerede sent hjemme og skal hjælpe Asger og lave mad sukkede mor.
Det må du klare! Hvem får arbejdede ordnet? Når man har gået rundt og leget “korrespondent-kæreste”, må man tænke fremad, ikke? Vi skal alle have det godt! Du må tage flere tegneopgaver, lav dem om natten. Vi har jo kun vinteren foran os, og jeg har ingenting! hun snøftede nu igen, Mine klæder, kun en slåbrok og nederdel
Jeg så og hørte det hele, og blev vred over, hvor uretfærdigt det var.
Mor begyndte at tage arbejde med hjem, sad krumbøjet over bordet, jeg hørte blyanten rasle, og måtte vende mig væk for at få lidt ro. Men det var nu ikke kun lyset, det var den udmattede måde, mors ryg bøjede sig på, hendes slanke skuldre.
Mor, drop det, du skal jo på arbejde i morgen! Læg dig nu! bad jeg flere gange. Vi har penge nok! Og hvis ikke, så må hun da i det mindste selv arbejde! Mor!
Asger, lad nu være hviskede mor. Da det var svært, hjalp tante Jytte mig. Nu er det vores tur.
Vi skylder hende intet! Intet!
Jeg vendte mig med ryggen til, hørte mor græde sagte, hørte blyantsstregen drukne i hendes tårer. Hun blev aldrig vred, kun den skælvende skygge af hende på væggen afslørede det hele.
Først senere, da jeg omsider turde sige til Jytte, at det var forkert at tage mors penge, begyndte hun at skråle op under en familiefest. Hun råbte, at min mor var ødelagt, hendes far var stukket af, og hun havde taget sig af hende for kun at få penge fra ham. De penge brugte Jytte selv, mens mor tjente den magre løn som rengøringsdame, vaskede andre folks tøj og solgte havegrøntsager på torvet. Jytte krævede, at agurkerne og squashen voksede store før de blev solgt, for store grøntsager gav mere og så mere solide ud.
Faren blev rasende, da han opdagede mors graviditet, slog hende, og mor flygtede. Mormor sendte hende væk til Jytte med et par gamle øreringe, så hun havde noget at give i gave. Jytte forbarmede sig først, da hun så smykket.
Jytte fik mine fars penge for at holde kæft, mens mor arbejdede og kæmpede. Da hun fødte mig, blev hun sendt til København, og mor tog en uddannelse på aftenskole. En flink chef sikrede, at hun fik egen lejlighed, held i uheld!
Al det lærte jeg senere, men Jytte fortalte kun, at hun kun havde hjulpet min mor og at jeg ikke hørte til.
Hun prøvede at skræmme mor til at få mig anbragt på kostskole. Han skal blive til noget! Han nærmer sig de tolv! Militærskolen vil være så god for ham! Han har allerede truet mig med en kniv!
Hun råbte, så Anders fra opgangen kom for at høre, hvad der skete, men hun smækkede døren i hovedet på ham.
Rød i hovedet, med hæs vejrtrækning, så jeg på min mor, min allerbedste mor. Jeg var for længst holdt op med at krybe ned til hende om natten, og vi lignede to planeter, der kun sjældent kredsede om hinanden.
Jeg rystede på hovedet jeg havde hverken taget penge eller en kniv, og intet havde jeg gjort, som hun sagde!
Mor nikkede til mig.
Du tager fejl, tante Jytte. Du er bare træt, det hele er indbildning, sagde hun og gik ind på værelset.
Dengang begyndte jeg at tilmelde mig alle fritidsklubber på SFOen efter skoletid bare for ikke at skulle hjem.
Jeg var der til det blev mørkt, og mor hentede mig efter arbejde, og vi gik hjem i snegletempo.
En dag blev mor syg. Jeg husker, jeg løb ud til hende med min hue i hånden, mens hun ventede foran klubben, rødmosset og hostende.
Mor, du er jo brandvarm! hviskede jeg og tog hendes hånd. Lad os gå hjem, så laver jeg te med syltetøj til dig!
Vi har ikke mere syltetøj, skat. Tante Jytte har spist det, sukkede mor.
Jeg huskede, hvordan jeg havde set Jytte spise syltetøj med ske direkte fra glasset, grinede, slikkede sig om munden.
Jeg løber ned til Anders! Han har altid et glas i skabet! sagde jeg.
Mor smilede pludselig og sagde:
Skal vi ikke bare gå lidt mere, Asger? Træk noget frisk luft.
Du har heller ikke lyst til at gå hjem? spurgte jeg.
Mor svarede ikke
Vi var ikke nået så langt, da min lærer på modelværkstedet, Hr. Kristian, indhentede os.
Asger! Godt, du ikke gik! Tag din model med hjem! Han rakte mig den flyvemaskine, vi havde lavet sammen, smuk, han havde malet den rød. Åh, undskyld, jeg hilste ikke
Hr. Kristian blev forfjamsket, da han så min mor. Hun smilede til ham.
Det gør ikke noget, Asger har fortalt meget om dig. Du er dygtig! sagde min mor.
Og du kan tegne? Jeg har hørt meget godt! Du burde undervise lidt hos os i klubben ungerne kan ikke læse tegninger, og jeg har masser af projekter!
Jeg ved ikke, tiden er knap men det kunne være sjovt, sagde mor.
Det synes jeg! Hvad hedder du nu? Nå ja, Lise Madsen. Tag Asger med på lørdag! Hvorfor hoster du dog sådan? Det duer ikke! Kom, tag hende under armen, vi kører jer hjem i min bil.
Han gik rask hen til sin gamle Folkevogn.
Det behøver du ikke, vi har ikke travlt stammede mor.
Så bliver du jo syg! Kom nu, sagde han. Vær nu ikke genstridig! I kommer hjem til mig. Jeg bor med min gamle mor. Og hun har pandekager, honning, stikkelsbær og hindbær. Jeg håber, I vil komme!
Jeg kiggede på mor og mimede: “Please! Sig ja!”
Vi sad ved rundt bord i Kristians lille stue. Hans mor, fru Nina, havde lavet pandekager, og hun blev ved med at lægge flere op på min tallerken. Hun dryssede honning over mors te og beklagede sig over, at syltetøjet var løbet ud.
Hun var så rar, lille og rund i en blomsterkjole med tørklæde om håret, altid pillede hun lidt ved håret, så det så pænt ud for gæsterne
Mor blev rød i kinderne, var helt varm af stemningen. Kristian fortalte om fly, vi nikkede og så på hans modeller. Men pludselig kiggede mor på uret: “Asger, vi skal hjem! Jeg skal ringe til tante Jytte!”
Jeg rynkede brynene.
Hvor vil I da gå hen?! udbrød fru Nina. Kristian sagde, der blev malet hjemme hos jer! Ja, malingen er jo giftig, I bliver her! I kan sove i min stue.
Hun insisterede, og da hun hævede stemmen, trak mor sig en vane, når nogen blev lidt for høje i stemmen. Jeg ville bare gøre jer trygge, nussede hun mor forsigtigt.
Vi kørte hjem i Kristians bil, jeg sad forrest, kiggede ud, og mor døste bagved.
Er det svært hjemme? spurgte han. Jeg nikkede. Er det familien?
Nej, det er mors veninde. Hun bor her permanent nu, siger mor skylder hende for min skyld. Hun tager penge og hjælper aldrig, mor arbejder hele natten, men giver alligevel pengene til Jytte.
Hvorfor smider I hende så ikke ud?
Hun har intet sted at gå. Huset brændte ned, så hun blev bare hos os med en kuffert og sagde, det var for altid.
Kuffert fra branden? Kristian smilede skævt. Hun har nok redet papirerne og smykkerne!
Det begyndte jeg også at spekulere over. Hvordan kunne hun komme hel ud af branden, men med en perfekt pakket kuffert?
Hun stod og lurede i mørket, da vi kom hjem. Da mor trådte ind, fik hun straks en lussing.
Suser du rundt igen? Tror du bare, jeg vil leve det dårlige liv igen?! Ud! hun råbte og skældte, men tav brat, da Kristian tændte lyset og trådte ind.
Hvem er De? spurgte hun forskrækket.
Og hvem er De? Find papirerne frem! Det her er et tjek, svarede han og satte hælene i.
Hun pilede væk, svingede med natkjolen.
Lise, sagde han stille. Her er stadig fugtigt, er du sikker på at blive?
Mor nikkede, holdt sig på kinden.
Så sov på det. Du trænger!
Jeg skal have ordnet opgaven sagde mor stille.
Åh, glem det! Sagde Kristian. Sundheden først! Nu! Papirer! han stilede mod Jytte.
Hun kom løbende ind med pas. Han læste og brølede pludselig helt ind i hendes øre:
Hvor længe har du boet her uden adresse?
Det er kun besøg frem og tilbage Skæld ikke ud, betjent! peb hun. Jeg betaler, hvad du vil! Lise! skreg hun. Det er din søn, der har sladret!
Stilhed! råbte Kristian. Ingen forlader stedet! Vi tager stilling i morgen. Prøver du at stikke af, bliver du hentet!
Ja-da hvor skulle jeg ellers tage hen
Hun lagde sig i sit værelse, nu var der stille.
Kristian hviskede til mig i gangen, at jeg skulle gøre mig klar:
Vi skal ud og se det, hun kaldte et nedbrændt hus, sagde han.
Jeg nikkede glad.
Mor sov uroligt jeg lagde dynen på hende ti gange. Hendes hvide natkjole med kornblomster var drivende våd af sved, hun svarede mig ikke.
Over fra Jyttes værelse sneg stemmen: Ja, hvisk og syng! Sådan lå du også dengang og tog dig på maven. Nu er du tom, Lise! Og hvis du prøver at gå efter mig med politiet, skal jeg nok vise dig!
Jeg blev oppe hele natten ved min skrøbelige, lille mor. Jytte havde engang slået hende! Hvordan kunne hun? Jeg græd. Jeg var jo kun tolv, hvad kunne jeg gøre?
Næste morgen hørte jeg Kristians “Folkevogn” dyttede, jeg sprang i tøjet. Mor sad allerede bøjet over tegningerne.
Hvor skal du hen? spurgte hun svagt.
Fritidsklubben løj jeg. Lad hende ikke komme ind til dig! Jeg ved, hun har slået dig, mor! Slip hende aldrig ind igen!
Mor så forskrækket på mig, jeg nikkede alvorligt.
Kristian kørte ud af byen, vi sagde næsten ikke noget. Da vi ankom til skiltet Jægerspris, havde vi fået fortalt historien. Han spurgte gamle damer udenfor, der nikkede og pegede.
Vi stoppede ud for et plankeværk med en næsten skjult, lille træhytte bagved.
Se, Asger, her brændte hendes hus. Brændt til grunden! sagde Kristian og sukkede dybt. Typisk Jytte.
Vi gik ind, og Jytte blev forskrækket.
Pak dine ting! Nu!, beordrede Kristian.
Hvorfor? peb Jytte.
Du har fået tildelt en ny bolig af kommunen. Som hæderlig indbygger i København skal du jo have tag over hovedet. Pak sammen! Og bed en bøn om, at myndighederne ikke opdager, at du boede ulovligt! hviskede han.
Jytte nikkede, spurgte nervøst:
Hvor skal jeg hen? Langt væk?
Man kan ikke se det herfra, svarede han. Kom nu!
Se! peb Jytte triumferende til os. Nu får jeg min egen lejlighed! Tak til hovedstadens flinke folk! Pak, så er jeg klar!
Mor og jeg så ud ad vinduet, så hende kravle bag i bilen med sine ting, hjørnet af den pelsede jakke stak ud af posen, det gamle overtøj overlod hun storhjertet til mor.
Hun genkendte straks sit gamle nabolag, begyndte at klynke og ville åbne døren, men blev bange for at falde med kufferten.
Nå, skal I være sådan? Rager til jer? Lise skal i fængselhun laver sort arbejde for penge! Og du, dreng, får aldrig en familie. Din mor er ruineret indeni!
Kristian blev stiktosset, slæbte hendes ting ud af bilen, de landede i pløret og sneen, for marts var våd.
Og du kommer aldrig forbi igen! sagde han så strengt, hun begyndte at ryste. Forstået?
Hun nikkede og pakkede sammen.
Nå mumlede hun, mens hun rodede med sine sager. Sådan blev det. Vi har aldrig været heldige, skulle aldrig have begyndt på noget bedre Lise er jo ufrugtbar nu. Det var så det!
Et halvt år senere giftede Kristian sig med min mor og flyttede ind.
Nu havde vi en hylde med model-fly, og mor kom nogle gange og hjalp med tegninger i klubben.
Vi besøgte ofte hans mor, Bedste Nina. Mor og hun snakkede længe i køkkenet.
Ærgr dig ikke, Lise, sagde Kristian til sin kone. Min mor er læge, hvis der sker noget, kan hun hjælpe! Og vi har jo Asger!
Jeg hørte det hele.
Næste efterår fik jeg en lillesøster, Sigrid.
Min kærlige, smukke, spinkle mor stod på trappen til hospitalet og smilede. Far og jeg kom med blomster og chokolade til hende. Han gav det til sygeplejersken, jeg gav hende nellikerne, generte og stolt.
Tak, Lise! Tak! hviskede far, kyssede og krammede hende. Jeg krammede også.
Sådan elsker jeg dem mor, far, og selv den snottede Sigrid at jeg føler, jeg kunne dø af lykke…
