Utaknemmelige mennesker
Nå! Signe, jeg kan ikke høre dig! sagde faderen og stod truende over den lille pige, der klyngede sig til lommen på moderens morgenkåbe og gemte sig bange.
Sig da til far, tak! Han har købt så fine skøjter til dig se nu! Beroligende strøg Karen datterens fletning. Far har virkelig gjort sig umage, kom nu, skat! Jens, hvor er du dygtig, sikke en gave Karen kastede et hurtigt blik på sin mand og lagde mærke til hans sammenbidte ansigt. Nu begynder han at råbe igen Han råber nok ad Signe Hvorfor siger hun ikke bare det dumme tak!? Så svært kan det da ikke være, tænkte hun, mens hun bed sig selv i læben.
Åh, jeg har sagt det før I har opdraget en lille ulv! Hun har ikke lært at vise taknemmelighed, hun har intet i sig! brummede Ingrid fra døråbningen ind til badeværelset hendes mands slægtning. Sådan mor, sådan datter altid så forkælede! De tager det hele som en selvfølge Jens knokler og slider, gør alt for at behage dem, men de de to slanger aldrig så meget som et lille tak! De skulle kysse jorden for at få lov til at bo her i København, det skulle de
Inden Karen kunne nå at svare igen, forsvandt Ingrid ind i brusebadet, atter vrissende over alt hvad Karen nogen sinde havde gjort forkert. Med sammenpressede læber og udstrukt underkæbe begyndte Ingrid at ligne en gammel bulldog, altid utilfreds, stolt af sine mange arbejdsmedaljer, men nu tvunget til at bo sammen med hittegods.
Ingrid var ikke nem. Hun havde været lærer på gymnasiet, et forbillede for mange unge og kåret Årets Arbejder. Hun var engang rejst fra Lolland til København for at skabe sig et navn, havde med sig i sin kuffert lidt H.C. Andersen, to par strømper, slidte sko, syltetøj og skyhøje ambitioner. Syltetøjet og ambitionerne hjalp hende ind på seminariet, og hendes smarte fremtoning og fandenivoldske natur gjorde hende hurtigt til en, der blev lagt mærke til. Snart var hun formand for elevrådet og besluttede, hvem der skulle skældes ud for tidligt giftermål eller fejre fødselsdag lidt for højlydt. Hun elskede at sætte folk på plads, afsløre sandheden, åbne øjnene for dem. Det gav hende en rar følelse i kroppen, blodet hamrede i hovedet, hænderne blev varme.
Man kaldte hende Hammeren på seminariet for hendes stædighed og principfasthed, der ofte havde en mærkbar hårdhed grænsende til grusomhed. Kom en studerende til at gifte sig uden at spørge Hammeren først straks på dagsordenen for at forklare sig. Ingen måtte skille sig ud uden kollektivets godkendelse.
Sig tak, Petersen, at vi nøjes med en advarsel! Vi kunne have smidt dig ud rullede hun af sted fra talerstolen over for den studerende, der havde slæbt udenlandske plader med på kollegiet. Nu takker du fællesskabet!
Hun forventede altid taknemmelighed. Først når nogen sagde tak, kunne de slippe for hendes vrede, så nikkede hun gravalvorligt et kongeligt nik, syntes hun selv, som betød: Ok, men kun denne ene gang! Så gå, og synd ikke mere.
Sådan havde Ingrids liv været altid på jagt efter taknemmelighed, ikke gennem gode gerninger, men gennem autoritet. Og nu var hun træt. Og så kom Karen, indfangede Ingrids barnebarn, Jens, og fik ham til at gifte sig med sig, så de flyttede ind hos Ingrid og boede godt. Men Karen nej, hun kunne ikke finde ud af at sige tak! Og datteren var nøjagtigt som hende!
Signe, jeg kan ikke høre dig! Jens gentog træt og kastede de sorte hockeyskøjter på parketgulvet. Jeg har brugt hele lørdagen på at finde din størrelse! Har du nogen idé om, hvor meget jeg har at lave?
Jens, lad nu være. Vi er meget taknemmelige både Signe og jeg. Hun… hun havde bare håbet på kunstskøjter… sådan nogle fine, hvide…
Karen strøg Signe over håret og trykkede hende ind til sig.
Signe-musen, gå ind på værelset og lav lektier, skat, sagde hun blidt og ledte pigen ud af stuen.
Signe fór mod sit værelse, men Jens stoppede hende skarpt:
Hvad er nu det?! Signe, kom her og sig tak. Sådan opfører man sig, når man har fået noget. Karen, det dur ikke, du lærer hende at blive utaknemmelig! Man skal altid værdsætte det, man får!
Jens havde lært det som barn taknemmelighed var alfa og omega, for sådan havde Ingrid, farmor, opdraget ham. Man skulle takke, fordi man overhovedet var blevet født. Hans mor, Marianne, havde været tæt på at tage til udlandet og ville egentlig ikke have barn, men Ingrid, Hammeren, havde bestemt, at Marianne skulle beholde barnet.
Hvis du får et barn, så vil han elske dig for evigt! sagde hun, mens Marianne græd. Og hvis faren skrider, så skal jeg nok ordne resten.
Marianne var gift med en tilflytter med rødder i Tjekkiet og en farmor fra Jylland. Han tilbad børn og gjorde altid, som Ingrid og Marianne sagde, men Ingrid fandt altid noget at klage over og krævede tak for alt.
Sig tak, at Jens overhovedet blev født! sagde hun ofte til sin svigersøn. Det kostede Marianne meget, og alligevel elsker hun barnet. I mænd aner intet om smerte og afsavn, men vi føder og slæber rundt på børn.
Ingrid var selv blevet forladt tidligt den utaknemmelige mand døde, da Marianne ikke var syv endnu, og så burde Marianne have været taknemmelig over, at hun blev opdraget alene af sin mor. Mariat bor nu i udlandet; hun og manden gik fra hinanden, men han forsørger stadig. Jens voksede op hos farmoren, blev sendt i børnehave mandag morgen og hentet fredag, hvilket Ingrid præsenterede som en stor bedrift.
Du kan være glad for ikke at havne på børnehjem! hørte Jens ofte.
Taknemmelighedslektien havde han lært til perfektion. Alt uddannelse, bolig, mad, selve chancen for at leve skyldte han Hammeren. Og maden?! Hvor han dog spiste som teenager, hvor farmor svedte i det lille køkken men det skulle han også sige tak for…
Nu skulle Karen også forstå, hvor meget hun skyldte dem alle sammen Ingrid og Jens.
Da Karen første gang mødte Jens, læste hun psykologi i Aarhus og han gik på sidste år på DTU. Ingen anede, at Jens boede med sin farmor, for han inviterede aldrig nogen hjem. Først kort før brylluppet mødte Karen hende og forstod straks, at farmoren havde undertrykt sit barnebarn i årevis.
Du forkæler Signe, Karen! Hun skal lære at sige tak for alt!
Jens, du forstår det ikke Hun havde glædet sig til hvide kunstskøjter. De her er jo til drenge!
Mine veninder vil grine! Alle har kunstskøjter jeg får sådan nogle! udbrød Signe, bleg med rystende hænder. Hun stampede i gulvet. Giv mig mine gamle tilbage! Jeg vil skate på dem!
Signe! Hvad bilder du dig ind?! Jens kæbe trådte frem som farmorens og forvandlede ham til en bulldog. Jeg kørte over halve byen! Der var ikke andre. Du har ikke vilkår for at forlange mere! Sig tak, at du overhovedet må gå på skøjter dit skolekarakterblad burde ellers holde dig hjemme!
Jeg jeg stammede pigen og græd. Jeg vil ikke skate på dem. Behold dem, far!
Hun sparkede til de sorte skøjter og løb på værelset.
Signe elskede at løbe på is, hun var faktisk dygtig, men pengene til en skøjteklub var der ikke og måtte nøjes med at øve på byens lille udendørsbane. Sig tak, at der overhovedet er en isbane i nærheden, sagde Ingrid altid kontant.
Nu var de gamle skøjter for små, og familien kunne mærke, hvor meget det betød for Signe men nu stod hun der med nogle drengehockeyskøjter, mens hun drømte om at være som Pernille Sørensen eller Anni Jørgensen, svævende på isen i en let blå nederdel.
Døren til badeværelset åbnede, og Ingrid trådte ud indhyllet i damp og mørkeblå badekåbe, ansigtet først nydende, så hårdt. Hun så indtrængende på barnebarnet og vredt på Karen.
Hvad står du der for? Gå ind og riv hende i ørerne, den flabede unge! Hun pisser på fars indsats. Gør nu noget, Karen! Vi satte hende i denne prøve for at hun skal få is under fødderne pengene fra præmien brugte jeg på noget mere fornuftigt. Jeg har bestilt et leksikon til Signe. Hun skal læse! I må ikke hæmme hende. Og vær nu taknemmelig bare et tak er rigeligt.
Hvad?! Karen så på Ingrid med sammenklemte næver og torden i blikket. Brugte du vores penge?! Mine penge? Hvem er du til at bestemme for os? Jens, hvordan kunne du lade hende bestemme? Har du ingen rygrad?
Ingrid trådte hen til barnebarnet, lagde armen om ham.
Jeg sagde til dig, kære, at Karen ikke kunne finde ud af at være taknemmelig. Jeg beslutter, hvad der er bedst! sagde hun, som til et umælende barn. Karen, en pige der klarer sig dårligt i skolen, skal ikke bruge tid på sådan noget pjat som skøjteløb. Jeg har brugt pengene på noget fornuftigt. Du må være taknemmelig
Nej, nu stopper du, Ingrid! råbte Jens pludseligt, men han så ikke på Karen, kun på sin farmor. Karen, du tager fejl! Farmor er god mod os! Sig hende tak stop nu!
Han var rædselsslagen hvis farmor blev vred, begyndte hun at true, tale dårligt om hans mor, om Karen, eller måske direkte hente læderremmen fra skabet. Han huskede stadig, hvordan han som barn måtte sige Tak, farmor, fordi du opdrager mig
Jeg siger ikke mere, Jens, sagde Karen, roligt. For alt det jeg har gjort: madlavning, vask, rengøring og husleje det betaler jeg. Og Signe kan jeg selv hente fra skole. Vi skylder ikke mere.
Men du bor i mit hus, din utaknemmelige sild! stemningen var ved at eksplodere. Jens, hvem har du slæbt ind i mit hjem?! Ud!
Signe kom ud, kiggede bange på moderen.
Find dine ting, Signe. Vi tager afsted, sagde Karen.
Mor… hvad med far? Er det min skyld? spurgte Signe og begyndte at græde. Hun anede, at farmor altid ville mene, hun var en utaknemmelig unge. Hun frygtede at blive forkastet.
Men Karen sagde roligt: Du bestemmer selv, Signe. Jeg forlader ikke mig selv mere. Jeg vil ikke være taknemmelig på kommando, som et fange. Du kan altid komme jeg elsker dig uanset hvad.
De græd, mens de pakkede, men Karen og Signe forlod lejligheden, og Jens blev tilbage.
Se, Signe er ligesom sin mor utaknemmelig og kold, sagde Ingrid. Nu har jeg gjort dig fri, Jens. Tak nu!
Tak, farmor, mumlede Jens og gik ud i køkkenet.
Det var underligt tomt ved bordet. Alle de gamle retter og glas havde igen plads på det store spisebord.
Hvad siger man til farmor for sådan en middag? pressede Ingrid. Jeg har gjort dig en tjeneste, nu er de ude af dit liv! Kom nu med et tak!
Men jeg elsker dem, farmor sagde Jens stille.
Kærlighed på afstand er bedst! sagde Ingrid og hamrede i bordet. Hvis du ikke takker, så ender du, hvor kun de utaknemmelige havner!
Krukkerne klirrede, kaffen rystede i koppen, og udenfor på en gren nikkede en krage næsten som en tak for Ingrids styrke.
Om aftenen sad Karen hos sin gamle veninde Eva i forstaden og drak te.
Din mand er svag, sagde Eva bestemt. Drik din te. Jeg har lagt honning i!
Nej, Eva, sådan er han ikke, når Ingrid ikke er der. Hun hypnotiserer ham, han bliver lille og taknemmelig, hviskede Karen. Han er sig selv, når hun er væk. Men hjemme åh, ikke engang at skændes tør man der skal altid siges tak.
Man skal ikke sige tak for at ydmyge sig! smilede Eva. Her skal du bare være dig.
Tak, Eva jeg siger det fra hjertet, fordi jeg gerne vil, ikke af pligt. Tak for dig.
Dagene gik. Signe hyggede sig i haven med Evas hund, Freja, lavede snemænd, og de sad sammen, lo og talte højt om alverdens ting. Eva dukkede op med pandekager og varm kakao, og duften af fedt og danske krydderier fyldte køkkenet. Om aftenen sad de på terrassen med tæpper og Freja, der lagde hovedet på Karens knæ.
Måske er det forkert ikke bare at sige tak, sagde Karen tænksomt. Men det skal komme let, ikke af tvang.
Rigtigt, sagde Eva. Ægte taknemmelighed er frivillig, ikke noget, man kan kræve. Din Ingrid gør godhed til en magtdemonstration.
Pludselig stod en skikkelse ved lågen. Eva blev forskrækket.
Det er bare mig, sagde Jens og så nervøst på Karen. Må jeg tale med jer?
Far! Signe løb ud og kastede sig i armene på ham.
Her, Signe, jeg fandt de rigtige skøjter, de hvide med guldskrift!
Hun skinnede op og sprang i armene på ham. Tak, far! Se, Eva, hvor fine de er!
Jens så på Karen.
Vi flytter, sagde han stædigt. Jeg har fundet en lejlighed, måske kun til leje nu men vi er fri. Jeg vil ikke leve i taknemmelighedens fængsel.
Karen lagde stille hovedet mod hans skulder.
Kom nu indenfor, råbte Eva glad.
Ingrid sad alene i sin lejlighed, uro i kroppen. Hun tastede Karens nummer, tøvende.
Karen? Det er Ingrid. Må jeg komme forbi på lørdag og ønske Signe tillykke med fødselsdagen? Vil det være besværligt for jer?
Det kostede hende alt at spørge ikke kræve, ikke befale, men spørge ydmygt.
Hej Ingrid, sagde Karen hurtigt. Vi er ikke hjemme i weekenden.
Jeg vil bare overbringe en gave. Må jeg mødes med jer fredag? forsøgte Ingrid.
Det passer fint kl. fem, sagde Karen. Så kan vi tage på café.
Tak jeg er taknemmelig, mumlede Ingrid, og læste sætningerne op fra en lap papir. Hun øvede sig nu ofte på at sige tak, på ikke kun at forlange og hun håbede en dag at høre ikke et pligtskyldigt men et ægte: Selv tak.
Man kan lære meget gennem et langt liv: men ægte taknemmelighed kan ikke kræves, den skal gives frivilligt. Når man søger kontrol gennem krav og tvang, skubber man dem, man elsker, væk. Kærlighed og forståelse kan kun vokse i frihed og respekt ikke i skyggen af tvungen taknemmelighed. Det er livets vigtigste lektion.
