Kunne ikke holde det inde
Sofie Mads så på sin kone med et blik, der fik kuldegysninger til at løbe ned ad ryggen på hende. Vi skal have en alvorlig snak. Lige nu. Sæt dig venligst ved bordet.
I hænderne holdt Sofie en tung støbejernspande, som hun egentlig skulle til at vaske op, og pande
var lige ved at smutte ud af hænderne på hende.
For en sikkerheds skyld lagde hun hurtigt panden i vasken, tørrede hænderne og vendte sig undrende mod sin mand.
Egentlig var det ikke selve det, at Mads ville have en alvorlig snak, der overraskede hende. Det, der virkelig undrede Sofie, var, at han kaldte hende Sofie
Ikke Sof, ikke Sofus, ikke Sofilotte og slet ikke Snuske, som han plejede at kalde hende.
Bare “Sofie”. “Godt det ikke var med mellemnavn Sofie Kristiansen”.
Det havde været det sidste. Så havde Sofie følt, hun var til møde hos en lokal kommunalpolitiker – eller på stationen hos en betjent.
Kvinders intuition er sjældent forkert og den tydelige distance i Mads stemme varslede ikke noget godt. Det var sådan man taler, når der skal sættes punktum.
Hvis Mads virkelig mente det, så var det deres sidste samtale.
Så lad os snakke, sukkede Sofie og satte sig tungt på skamlen. Jeg lytter.
*****
Den “alvorlige samtale”, hendes mand havde lagt op til, viste sig at være det rene jammer. Mads snakkede om, at forholdet havde været dødt længe, at de skulle skilles, og at han i dag ville pakke sine ting og flytte over til
Til Pia, ikke? sagde Sofie tørt.
Ja, til Pia Mads så overrasket på hende. Hvordan vidste du det? Har hun fortalt dig det?
I virkeligheden havde hendes gamle folkeskoleveninde Pia ikke sagt et ord. Pia havde aldrig haft modet til at fortælle den slags ansigt til ansigt.
Men der havde da været advarsler. Kollegaer havde fortalt Sofie, at de flere gange havde set hendes mand spankulere rundt med en kvinde, der lød meget som Pia.
Sofie havde ikke villet tro det værste, for Mads og Pia var gamle klassekammerater venner fra før Sofie nogensinde kom i den klasse. Så hvad var der egentlig at frygte? At de var sammen i Bilka og hvad så? At de sad lidt på café det ville hun også selv gøre.
Selv da de en dag blev set sammen på torvet, slog Sofie det hen. Den dag havde hun selv sendt Mads på torvet efter gulerødder og koriander til hans yndlingshønsekødssuppe. De kunne jo lige så nemt være stødt på hinanden.
Men efterhånden begyndte Sofie at lægge mærke til, hvordan Mads langsomt blev en anden næsten fremmed
Han krammede hende aldrig længere.
Han kyssede hende ikke svarede knap nok på spørgsmål. Hvis hun spurgte om noget, lød det bare: “Mmh” eller “Jo”.
Det var mærkeligt.
Endnu mærkeligere var det, at hverken Mads eller Pia nogensinde nævnte, at de havde mødtes i storcenteret, på café eller på torvet.
Alligevel lod Sofie som om, hun ingenting anede om, for hvad skulle hun sige? For at konfrontere sin mand havde hun brug for beviser, ikke bare rygter.
Og dybest set: Tidligere havde hun ikke set noget betænkeligt i, at gymnasiekammerater sås.
Men i dag stod Mads altså og indrømmede det hele eller rettere sagt: Han tvang hende til at se sandheden i øjnene.
Hun burde nok råbe, skrige, lave kæmpe drama. Hendes mand har valgt hendes bedste veninde! Men i stedet besluttede Sofie sig for, at nu ville hun være tavs.
Hvad var meningen med at lave en scene, hvis han eller de for længst havde besluttet sig?
Hun kunne fælde tårer senere, nu
nu måtte hun holde hovedet højt.
Mor havde altid lært hende at være stærk. Det måtte hun vise især nu. Hun ville gerne vise Mads, at hun ikke var helt knust over, at han gik til en anden.
På et tidspunkt havde hun endda lyst til at grine; hun måtte tænke på dengang, hans misundelse og jalousi næsten dagligt sled hende op: Hvis hun kom for sent hjem, talte med pensionister i bussen eller gik i Netto med nabodrengen som i øvrigt kun var ti og stadig barn. Det var latterlige situationer.
Selvfølgelig havde det såret Sofie, at Mads ikke stolede på hende. Men det sårede endnu mere, at han snød hende med Pia bag hendes ryg. “Hvis jeg nogensinde finder ud af, at du”. Hun huskede ordene.
“Og så gør du det selv, Mads” hun kiggede tungt på ryggen af sin nu eksmand.
Hun havde en stærk trang til at tage den tunge støbejernspande og banke ham en, men hun tog sig sammen ikke fordi hun frygtede politiet, men fordi Woody deres fælles hund, som Mads gav hende i fødselsdagsgave stod ved siden af. Og Sofie ville ikke skræmme ham.
Woody kiggede allerede mærkeligt på dem som om, han forstod, der var noget helt galt.
Så Sofie blev bare stående tavs ved væggen og betragtede sin tidligere mand.
Du virker slet ikke knust, sagde Mads med et skævt smil, mens han pakkede. Har du også fået nok af mig?
Nej, min ven. Jeg har bare bemærket længe, du har ændret dig. Du er blevet kold. Så jeg var egentlig forberedt, men jeg vil gerne spørge dig om én ting.
Hvad? Om hvorfor jeg valgte hende og ikke dig? Jamen det er nemt. Du har ikke kunnet få børn de sidste fem år. Jeg vil virkelig gerne have en søn. Og Pia kan give mig det.
Ja især nu hvor hun i forvejen har to sønner af andre mænd. Bekymrer det dig ikke?
Nej, på ingen måde. Der findes ikke andres børn. Niklas og Lasse er fine og de tog godt imod mig.
Forstået. Men jeg tænker på noget andet. Hvordan føles det at være en forræder? Plager samvittigheden dig ikke?
Hvad mener du? Mads grinede tørt. Det var mig, der fortalte alt til dig. Ærligt og redeligt…
“Ærligt”, tænkte Sofie og vendte sig, så han ikke så hendes tårer.
Mads gik.
Han tog sine ting med, og også strygejernet, han havde givet hende til Mors Dag sidste år, en ny støvsuger og lidt porcelæn, hans mor havde foræret dem til brylluppet.
Men det, der gjorde mest ondt? Han tog Woody. Sofies elskede Woody, hendes hjertesten.
Hun havde været sikker på, at han ville lade hunden blive. Strygejernet kunne han få, det havde hun alligevel aldrig brudt sig om.
Men hunden?
Hvorfor skulle han tage hunden med især når Pia ikke kunne fordrage dyr?
Også som barn havde hun det svært med kæledyr. Hun blev altid snerret og jaget væk af de dyr, hun stødte på. Mads vidste det også godt.
En gang havde deres biologilærer haft hamster med i skole, og Pia åbnede buret uden lov og blev straks bidt.
Så “dyr og Pia” var bare slet ikke noget, der gik sammen.
Da Sofie så Mads spænde Woody i snor og slæbe ham, modvilligt, mod gangen, brast hun.
Mads! Stop! Tag hvad du vil men lad hunden blive. Det er min hund. Den gav du mig!
Ja ja sagde han hånligt. Men det var mig, der betalte. Jeg spinkede og sparede i tre måneder. Og, i modsætning til dig, har jeg papirerne. Det er min hund, Sofie. Du skal ikke ynke.
Der er ikke noget med ynk! Lad Woody blive, siger jeg. Du vil jo ikke passe ham. Hvornår luftede du ham sidst?
Det rager ikke dig, om jeg vil gå tur eller ej, bed Mads. Men sagen er: Det er min hund. Og du får den ikke. Og hvis du bliver ved, tager jeg også sengen og skabet det var jo også mig, der betalte.
Sofie stod i døråbningen med tårerne løbende ned ad kinderne, mens Mads slæbte Woody ned ad trappen.
Slæbte og ikke gik stille ved siden af ham.
Woody kæmpede for at komme fri og gøede desperat.
Man kunne se i hans øjne, at han ikke ville væk og Sofie kunne ikke holde ud, at han forsvandt.
Men Mads havde papirerne og hvad kunne hun gøre?
Vov! Vov! Vov!
Sofie hørte Woody gø ude på trappeopgangen og fløj ned med håbet om, at Mads ville forbarme sig i sidste øjeblik. Men
det gjorde han ikke.
Han proppede uden nåde Woody ind på bagsædet i bilen, satte sig bag rattet og forsvandt hurtigt.
Sofie blev stående længe ude i opgangen, stirrende ud i luften. Hun græd.
Ikke over at manden havde forladt hende til fordel for hendes bedste veninde, ikke engang over at han havde beskyldt hende for at leve et moralsk løssluppent liv (det lugtede tydeligt af Pia).
Sofie græd, fordi hun aldrig ville se Woody igen.
Aldrig.
*****
En måned senere.
Venner, familie, kollegaer alle havde haft ondt af Sofie og støttet hende. Selv hendes normalt så strenge chef, Jørgen, havde sagt opmuntrende, hver gang han mødte hende i frokoststuen:
Rolig, Sofie, tiden læger alle sår. Du skal nok glemme den forræder snart. Du møder en anden, får børn og en ny hund. Hvis du vil, kan jeg fikse en rejse sydpå. Vil du det? Kom væk lidt
Nej tak, Jørgen, arbejde er bedst for mig nu.
Helt fint. Men prøv at lade være med at tænke på det hele tiden. Tro mig: Alt, der sker, sker af en grund. Det var bedst, I ikke nåede at få børn. Og godt, han gik nu. For den slags folk svigter altid ikke bare i kærlighed. Så du skal hellere være lettet.
Faktisk tænkte Sofie sjældent på Mads længere.
Havde det ikke været for den fælles tur på rådhuset for at hente skilsmissepapirerne, havde hun slet ikke set ham siden. Hun tænkte mest på Woody.
Hvordan går det med ham? spurgte Sofie, da de gik ud fra kommunen. Må jeg ikke engang besøge ham en gang imellem? Det er jo også min hund.
Undskyld, Sofie, men Pia vil ikke have dig på besøg. Det er bedst sådan.
Men du kan jo selv tage ham med forbi
Nej, det er slet ikke til diskussion. Pia vil ikke have, jeg ses med dig. Man ved jo aldrig med dig, Sofie måske vil du gøre kur igen. Hunden er jo bare et påskud for falske planer. Så nej. Køb dig en ny hund og kom videre. Og du må snart få solgt lejligheden jeg mangler penge, som du forstår. Jeg har jo ny familie.
Desværre var lejligheden købt sammen med Mads (med lidt hjælp fra forældrene), så den skulle sælges og deles.
For at undgå ballade i retten, aftalte de, at Sofie selv stod for salg, og bagefter gav ham halvdelen af pengene.
Endnu en måned gik, før lejligheden var solgt, Mads fik sin andel og Sofie stod pludselig uden virkelig at vide, hvad nu?
Købe en lille lejlighed i byen? Nok ikke hun havde slet ikke lyst til at blive. Det var et lille sted, og risikoen for at støde ind i forrædere var for stor.
Flytte hjem til mor? Nej, der var ingen job.
Byen kunne hun dog heller ikke undvære helt. Så hun blev gående og tænkte og stadig dukkede tanken om Woody op: Hvordan havde han det? Var han lykkelig?
Men så endnu en måned senere sad Sofie en aften og bladrede Facebook-gruppen for byen, da hun stødte på et opslag:
Nogen spurgte, om nogen kendte en fransk bulldog, der gik rundt ved tankstationen ude i udkanten af byen.
Hun klikkede sig igennem billederne, og så hun sprang op fra stolen som stukket:
Det var Woody! Hendes Woody.
Hun skrev straks i kommentarsporet, at det var hendes hund, og at hun kom nu. Hun tilkaldte en taxa, hev overtøjet på og for ud af døren. En halv time senere løb hun rundt i området for at finde ham tankens personale havde allerede jaget ham væk. Mørket sænkede sig, men Sofie mistede ikke håbet.
Og intuitionen slog til igen. Ikke langt fra busstoppestedet lå Woody på asfalten med triste øjne. Han så virkelig ikke godt ud han havde vist været på gaden længe.
Woody! Woody, min skat! råbte Sofie forpustet, da hun så ham.
Han kiggede kort, og så sprang han op og kom løbende lige hen til hende med sine sjove, korte ben.
Taxachaufføren nægtede at tage hende og hunden med hjem, fordi Woody var beskidt.
Men det gjorde ikke Sofie noget.
Hun bar Woody hele vejen hjem som den største skat i verden. Og, sandt at sige, det var han også.
Derhjemme vaskede og fodrede hun ham. Og så ringede hun til Mads for at høre, hvordan hunden var endt på gaden.
Hvordan fanden Mads lød overrasket. Jamen han Han løb væk!
Løb eller hjalp du ham med “at løbe”?
Han løb væk. For to uger siden.
Hvorfor ledte du ikke efter ham?
Jeg havde ikke tid! Og lad mig nu være. Hvis du ville have ham, så tag ham!
Sofie lagde på. Hun forstod det hele.
Woody var ikke stukket af. Han var blevet kørt væk og efterladt forrådt, ganske enkelt.
Hendes gamle chef havde haft ret: Forrædere svigter altid igen.
Det var heldigt, at hun fandt Woody før noget skete ham med alle de biler på vejen.
Det er okay, Woody, hviskede Sofie og krammede ham. Nu skal det nok gå. Jeg slipper dig aldrig igen. Hører du?
Sofie besluttede sig: Hun ville flytte væk og begynde forfra.
Da hendes chef Jørgen hørte om det, tilbød han straks job hos en god ven med samme stilling og løn. Hvis Sofie gjorde det godt, kunne hun få karriere.
Lykken smilede nu slap hun for jobjagt.
Dagen kom: Billetter købt, kufferter pakket i morgen var det farvel til byen.
Men i dag ville hun gå én sidste runde, hvor hun havde levet de sidste fem år.
Og hvad tror du?
Midt på Strøget lige i centrum mødte hun dem: Mads og Pia, side om side.
Hun havde aldrig mødt dem sådan før: dén Mads og Pia sammen, mens hun gik alene.
Benene rystede, hænderne sitrede næsten, og for en stund havde Sofie mest lyst til at vende rundt.
Men hun gik lige på.
Tankerne myldrede, minder og spørgsmål uden svar pressede sig på.
Det var ydmygende at se dem sammen, men Sofie løftede hovedet.
De gik ikke hånd i hånd. De gik bare sammen men blikkene flakkede væk fra hende, ansigterne var trætte, grå og især da de fik øje på Woody ved Sofies side.
Da Sofie gled forbi forræderne, kunne hun ikke holde sig mere… hun spyttede Pia lige i ansigtet.
Og straks en gang til.
Første for sig selv anden for Woody.
Mads fór hen til Pia for at skærme, men for sent, og så gik han surt et skridt mod Sofie.
Men Woody, som fornemmede alt, trådte frem og knurrede lavmælt men faretruende han var lille, men for sin ejer ville han slås med en bjørn, og slet ikke sin tidligere ejer, der straks bakkede væk.
Sofie trak i snoren, sagde ikke ét ord og gik.
Hun så kun frem, kunne dog i øjenkrogen se Pia tørre sig og Mads stå ved siden af og ligne én, der gerne ville sige undskyld men ikke turde.
Det blev deres sidste møde.
Hun så dem aldrig siden.
Nu havde Sofie et nyt liv i en anden by, nyt job på et større kontor, aftenture med Woody i den smukke park.
Og det var der, hun mødte en mand, som hun havde noget særligt med.
Senere hørte hun fra gamle klassekammerater, at Pia havde fået endnu en søn men Mads, træt af nattegråd og pengesorger, var stukket af.
“Lykke på bekostning af andres ulykke varer aldrig”, tænkte Sofie.
Hun frydede sig ikke, nej. Sådan var hun slet ikke.
Sandheden var, hun både havde tilgivet sin eksmand og Pia.
Men hun glemmer aldrig synet af Pia, der tørrede spyttet væk midt på gaden. Og det fortryder Sofie ærlig talt ikke. For det var velfortjent.
