En dag i landsbyen
Hvad nu hvis han ikke kommer hjem igen? sagde Marie Feldstedt og så bedende på mig, mens hun tørrede øjnene. Han kunne aldrig finde på bare sådan at gå på druk. Det er kun jer mænd, der hele tiden tænker på det, men min Lille-Viggo er slet ikke sådan.
Nå, så han er ikke en rigtig hankat eller hvad? sagde jeg med et lille grin.
*****
Da jeg kiggede på klokken, åndede jeg lettet op arbejdsdagen var gået på hæld, og nu kunne jeg køre hjem med god samvittighed.
Jeg lukkede døren til nærpolitistationen og traskede mod bilen, men jeg nåede knap nok at tage ti skridt, før jeg blev afbrudt.
Hjælp! lød et hjerteskærende kvindeskrig bag mig, og jeg vendte mig straks om.
Det var Marie Feldstedt, der næsten væltede for hvert tredje skridt, mens hun viftede med hænderne og skyndte sig alt, hvad hun kunne. Det var tydeligt, at noget var helt galt.
Bare det nu ikke var en forbrydelse denne gang, tænkte jeg gnavent og gik hende i møde.
Jeg var selv landsbetjent herude og tog turen til landsbyen tre-fire gange om ugen for at snakke med folk. Det var faktisk i dag vi havde åbent hus, som jeg plejede at kalde det.
Døren stod bogstaveligt talt pivåben siden frokost. Folk kom og gik mange havde noget på hjertet. Først ind ad døren kom Steffen Nielsen, som ville brokke sig over naboen, der samlede brænde i skoven.
Jeg betaler for brænde, og så går han bare selv ud og samler det uden at slippe en krone. Det er ikke rimeligt! gør noget ved det, bankede pensionisten hårdt med hånden i bordpladen.
Jeg skal nok undersøge sagen, Steffen, ingen snyder sig udenom her, nikkede jeg og skrev ned i min notesbog.
Og husk nu det skal være med fuld konsekvens! Ellers lærer han det jo aldrig! Han stjæler brænde fra staten, og jeg skal betale!
Selvfølgelig, hvis han ellers har overtrådt loven, sagde jeg smilende.
Sådan var det ofte her senest sidste uge viste det sig, at naboens brænde blot var nedfaldne grene og kvas, som han egentlig bare hjalp skoven af med. Men Steffen følte sig snydt han måtte jo købe sit brænde for dyre danske kroner, mens naboen fik det gratis. Not fair, syntes han.
Bagefter kom fru Tanja Olesen forbi med klager over sin 40-årige søn, Anders, som havde brugt hele pensionen på øl og nu ville have flere penge.
Tal nu med ham, betjent! tiggede hun nærmest. Jeg magter ikke hans opførsel længere.
Jeg skrev endnu en linje i blokken.
Måske han skulle sendes i samfundstjeneste, så han glemte flasken?
Jeg tog mig tid og forklarede tålmodigt, at han altså ikke bare kunne sendes af sted men lovede naturligvis at tage en snak med Anders.
Måske hjalp det ikke, men det var mit job at lytte og hjælpe, hvor jeg kunne.
Nogle gange hældte jeg olie på vandene, andre gange måtte jeg finde kompromisser. Og så var der dem, der krævede lidt flere ord måske lidt skub i den rigtige retning.
Så kom gamle Egon forbi han havde sådan set ikke noget på hjertet, ville blot snakke lidt, fordi han savnede selskab.
Fru Lydia kiggede også forbi. Hun bad mig tage radisefrø, agurker og tomater med fra byen, så hun slap for turen selv.
Mikkel Mikkelsen, tidligere nattevagt, kom og forhørte sig, om ikke politiet manglede hænder. “Vil så gerne gøre samfundet en tjeneste,” sagde han stolt.
Jeg smilede og sagde, at der endnu ikke var ledige stillinger, men nok skulle sige til, hvis det ændrede sig.
Kort sagt dagen havde været proppet fra start til slut, og jeg ville egentlig bare gerne hjem og falde om på sofaen. Men så kom Marie Feldstedt præcis da jeg ville til at køre.
Hej! Er der sket noget? Du ser helt ude af den ud, spurgte jeg bekymret, da hun endelig var nået over til mig og stod og hev efter vejret et øjeblik.
Min Viggo er væk! Det er dét, der er sket. Vi skal straks organisere en eftersøgning.
Jeg kneb øjnene sammen.
Jeg havde kun haft stillingen her i tre måneder, men vidste udmærket, at Marie var enke. Hvem var så denne Viggo?
Marie, vi tager det lige fra en ende af. Hvem er Viggo? En søn?
Nej nej! Viggo er jo min kat, min elskede kat. Vi har boet som pot og pande i et år nu. Og i går aftes forsvandt han bare forstår du? Jeg har kaldt og kaldt, men han svarer ikke. Hvor kan han være blevet af?
Jeg sukkede tungt og overvejede, hvordan jeg blidt kunne forklare hende, at politiet normalt ikke leder efter forsvundne katte uanset hvor mærkeligt de er forsvundet.
Jeg tænker bare Hvad nu hvis nogen har stjålet min Viggo? Han er jo så flot! Kan du ikke melde du ved, hvad hedder det nu Efterlysning! Sådan noget har jeg set på fjernsyn.
Jo jo, og jeg ringer straks efter Beredskabsstyrelsen samtidig tænkte jeg for mig selv. Men jeg sagde:
Marie, vi skal nok tage det stille og roligt. Måske er Viggo bare ude og strejfe? Det er jo marts kattene er ofte lidt mere på eventyr i denne tid. Han er sikkert hjemme om nogle dage, helt uskadt.
Og hvad hvis han ikke kommer tilbage? jamrede hun og tørrede øjnene. Han er ikke som andre hankatte det er kun jer mænd, der går og tænker på den slags. Min Viggo er slet ikke sådan.
Nå, så han er ikke en rigtig “mand”? grinede jeg.
Hold nu op! Han er sørme en rigtig hankat, men min datter fra byen tog ham med, og her i byen får de jo du ved det gjort ved sig.
Jeg forstår, Marie, svarede jeg hurtigt for ikke at gøre hende mere flov.
Stakkels kat, tænkte jeg.
Desuden forstod jeg, at Marie ikke ville give sig så let. Og måske var det ikke min opgave at lede efter katte men omvendt: et godt menneske bad om hjælp. Hvor ofte havde hun ikke serveret varme boller til mig i pausen?
Kunne jeg nægte nu? Hun elskede jo det dyr, og jeg kunne se hendes bekymring var ægte. Men der var det med: At lede efter et menneske var en ting efter en kat noget helt andet.
Mennesker har dokumenter, faste adresser og spor man kan følge. Det hele er mere håndgribeligt.
Men med en kat? Hvad tænker en kat? Kan man overhovedet spørge tilfældige vidner? Næppe.
Dog, hvis der var et billede, kunne vi da hænge sedler op det var da en start.
Men hvor begyndte man sådan en eftersøgning? Jeg havde aldrig prøvet lignende før, og på politiskolen havde vi, så vidt jeg husker, kun haft kursus i at finde mennesker ikke huskatte.
Hører du slet ikke efter? sagde Marie, greb fat i min arm og rystede mig. Hvad gør vi? Tiden går jo! Vi må skynde os.
Jo, jo, undskyld jeg tænker bare
Der er ikke tid til at tænke! Vi må lede efter Viggo nu han har været væk et helt døgn! Og der var iskold frost i nat. Hvad hvis han
Resten blev aldrig sagt; hun skjulte ansigtet i hænderne og græd.
Jeg besluttede, at jeg måtte hjælpe hende uanset hvad så måtte de andre grine, fordi jeg som betjent ledte efter en forsvunden kat. Det måtte de om. Det vigtigste var at finde ham.
Ok, Marie, vi kører hjem til dig. Jeg vil se huset og høre alt om Viggo. Måske har du bemærket noget underligt ved ham det sidste?
Tak, tak, sagde hun, mens hun satte sig ind på passagersædet i politibilen. Jeg fortæller alt på vejen.
*****
Jeg gik rundt med alvorligt ansigt omkring Maries matrikel, ledte på loft, i udhuse og gennem alle kroge både ude og indenfor.
Ingen kat.
Han plejede aldrig at gå langt væk. Sidste år gik alle nabokattene ud i marts, men min Viggo blev hjemme. Ved du hvorfor?
Nej, hvorfor?
Fordi min datter sagde, han ikke gider mere. At han har fået det der gjort.
Jeg forstår.
Ja, netop det.
Nu greb Marie min arm hårdt, nervøst.
Derfor giver det jo ingen mening, at han løb væk. Måske er han stjålet. Mit hjerte siger mig, at der er forskruede ting på spil her. Det lugter af noget kriminelt.
Jeg åndede dybt ind.
Det duftede af kold februarsne, muldjord og grillmad. Nogen havde fest længere nede ad vejen, kunne jeg lugte.
Lyden af maven, der rumlede, var ikke til at overhøre, og jeg prøvede forgæves at lade være med at tænke på mad.
Jeg havde lagt mad i Viggos skål i morges, i håb om han ville vende hjem. Men se selv ingen har rørt det. Hun rakte mig skålen.
Ja, jeg ser det sagde jeg og trådte et skridt tilbage. Så du noget mærkeligt? Sad han på hegnet og stirrede ud i luften?
Ja, det begyndte for en uge siden. Han sad og kiggede drømmende væk.
Hvorhen?
Ud mod den gamle, forladte villa, viftede Marie ud i luften.
Javel Hvem bor der?
Ingen. Familiens flyttede til København for ti år siden ingen har sat fod på deres matrikel siden.
Marie så bekymret op på mig.
Men der er absolut intet derovre for min Viggo at komme efter. Selv hvis han gik derover, ville han jo bare komme tilbage næste morgen. Jeg er sikker på, han er stjålet.
Lad os da forhøre os hos naboerne. Måske har nogen set noget. Vi starter på din vej.
Endelig, sagde hun opgivende.
Et par timer efter måtte jeg erkende både over for hende og mig selv, at rundgangen ved nabohusene ikke gav pote. Ingen havde set noget til Viggo.
Nogle anede ikke engang, hvordan han så ud.
Hvordan ser Viggo egentlig ud? spurgte Karen Steffensen ude fra landsbyens yderkant. Hun talte aldrig meget med Marie.
Han er da en helt almindelig kat.
Nej, men hvordan ser han ud, Marie? spurgte jeg selv.
Jamen for Pokker, jeg har jo sagt det: Han ligner da en kat! Godt polstret, grå med striber og lysegrønne øjne. Sådan!
Har du et billede?
Min datter har et på telefonen. Jeg skriver til hende, så kan hun sende dig det, sagde Marie med et lille smil.
Hun smilede altid, når det gjaldt Julie. Hun var så stolt af hende.
Julie arbejdede i en stor virksomhed ovre i Silkeborg, kom sjældent hjem, men hjalp altid sin mor. Sidste år kørte hun selv katten til landsbyen til selskab, og hun sender altid kvalitetsfoder og ringer hver dag. Bortset fra i går.
Men det opdagede Marie ikke hele aftenen gik med at lede efter katten, drikke hjerte-dråber, græde i lommetørklædet, og gå ud i haven hvert femte minut og håbe, Viggo kom hjem.
Han kom ikke og hvem ved om han nogensinde ville?
Fint, få din datter til at sende mig et billede, svarede jeg. Så spurgte jeg Karen:
Har du selv oplevet at miste en kat?
Slet ikke. Jeg har seks stykker, og de spiser som ti jeg har nærmest for mange, sukkede Karen.
Også de andre nævnte, at ingen dyr var forsvundet. Så teorien om en gal katte-kidnapper kunne vi vist afblæse. Men hvor pokker kunne Viggokatten så være?
Så må vi prøve noget nyt, sagde jeg og sendte et hurtigt blik mod den forladte villa.
Hvad da? spurgte Marie bange og tog sig til brystet.
Vi undersøger huset. Kom.
*****
Ti minutter senere stod vi foran den forladte villa.
Den var ikke alene ubeboet, men også på randen af sammenstyrtning, med knuste vinduer og løse døre hængende. Ikke just et hyggeligt sted at opholde sig.
Du bliver her, Marie, sagde jeg. Jeg tjekker huset.
Ingen grund til at spilde tid. Jeg siger dig, min kat ville ALDRIG finde på at gemme sig her, sagde hun tvivlende.
Ofte har selv den mærkeligste sag en simpel forklaring.
Hvorfor skulle han dog forlade mad og kærlig ejer? Hvorfor?
Det ved jeg ikke men vi skal se huset igennem for at være sikre.
Jeg var derinde i et lille kvarter, og på et tidspunkt syntes Marie at høre stemmer.
Da jeg kom ud igen, stod Marie på tær, nervøs. Jeg havde taget min jakke af, og hun spærrede øjnene op.
Havde jeg Viggo?
Hvad har du fundet? råbte hun.
Killinger.
Killinger? Hvad lavede de der? Og hvor er Viggo? Var han derinde?
Der var han og en hunkat sammen med ham. Se, der kommer de!
Jeg trådte til side, og Marie så Viggo og en gråstribet hunkat komme efter mig, begge med flotte oprejste haler.
Det forstår jeg ikke min Viggo kan jo ikke du ved, han har fået det gjort
Marie, du behøver ikke forklare, jeg forstår, sagde jeg med et smil.
Men betyder det så, han er blevet far? Viggo har fået killinger?
Næppe. Katte er drægtige i to måneder og du sagde jo selv, at han har fået operationen. Måske har din Viggo bare fået faderfornemmelser? Eller måske har de to bare en helt særlig katte-kærlighed? Han skrånede i hvert fald ikke fra hendes killinger; tværtimod var hanmede dem varme og beskyttede dem han gik endda til angreb på mig i begyndelsen. Men opdagede jeg var ven.
Marie tørrede øjnene.
Tag os hjem, betjent, sagde hun forsigtigt.
Vil du tage killingerne med?
Selvfølgelig, og deres mor også, smilede hun. Lykken kan ikke blive for stor.
Helt rigtigt!
Og min Viggo vælger ikke hvem som helst.
*****
Da min politibil rullede op foran Maries hus, holdt der allerede en luksusbil udenfor. En ung kvinde i smart arbejdstøj stod lænet op ad bilen.
Mor, har du fundet Viggo?! Hvorfor svarer du ikke jeg har ringet tyve gange!
Åh, Julie, min telefon var løbet tør for strøm og jeg har ikke haft et sekund til at lade. Forresten Julie, det her er Betjent Madsen, ham bad jeg dig sende billedet til.
Der kom aldrig et billede du fik ikke skrevet hele nummeret i smsen, sagde Julie og smilede undskyldende.
Åh ja, jeg var så stresset vi ledte efter Viggo!
Hyggeligt at møde dig, sagde Julie og gav mig hånden.
Lige over, svarede jeg.
Nå, er Viggo så fundet eller hvad sker der? Jeg fatter ingenting
Kom med ind, vi laver lidt te og smider kartofler på panden. Og måske skal vi da lige skåle lidt for familieforøgelsen!
Familieforøgelse? spurgte Julie forvirret.
Kom, skat, jeg skal nok forklare det hele. Og du, betjent, kom bare ind, når du får overtøjet af.
Jeg kommer straks, svarede jeg.
*****
Nu havde Marie Feldstedt ikke blot én kat, men et helt lille menageri. Og både hun og Julie havde et hav af spørgsmål til Viggo: Hvorfor ville han være far for andres killinger? Hvordan havde han lært den vordende mor at kende?
Men det var sådan set ligemeget. Nu var alle glade.
Viggo og Misse, killingerne (som endnu ikke havde navne), Julie og især Marie, som virkelig havde savnet larmen og livsglæden derhjemme.
Og så var hun ekstra glad for, at Julie nu endelig havde mødt en god mand og måske skulle til at tænke på familie.
Hvem ved, måske blev der snart endnu flere børnebørn i huset og så ville livet virkelig være godt!
Alt sammen takket være Viggo.
