En dag ude på landet
– Men hvad nu hvis han ikke kommer tilbage? sagde Mette Sørensen og kiggede fortvivlet på betjenten, mens hun tørrede sine øjne. Og han kunne altså aldrig finde på bare at tage på eventyr, min Asger. Det er ikke sådan, han er. I mænd går jo kun og tænker på at gå ud og lave ballade, men min Asger nej, det ligner ham ikke.
– Nå, men er han ikke mand så? grinede Rasmus.
*****
Rasmus kiggede på klokken, trak vejret lettet nu var arbejdsdagen slut, så samvittigheden var ren, og det var bare hjemad til aftensmad.
Han låste døren til nærpolitistationen, og gik i retning af bilen. Han nåede dog ikke langt.
– HJÆÆÆLP! lød et desperat kvindeskrig bag ham, og han snurrede rundt på hælen.
Det var Mette Sørensen, løbende og fægtene med armene, snublende for hver halve meter. Han kunne straks se, at noget var helt galt.
“Det må for guds skyld ikke være et mord” nåede han at tænke, mens han begyndte at gå hende i møde.
Rasmus arbejdede som landbetjent i området og kom som regel 3-4 gange om ugen for lige at hilse på folk og høre, hvad der rørte sig.
I dag var sådan en dag åbent hus, kaldte han det. Og det var virkelig rent ud sagt ikke et øje tørt der stødte folk ind og ud hele eftermiddagen. Hele landsbyen skulle have vendt et eller andet. Først på pletten var Henning Larsen, der straks begyndte at brokke sig over naboen, der hentede brænde i skoven.
– Jeg betaler dyrt for mit brænde, mens han bare henter det gratis! Det er da ikke i orden, vel? Jeg forlanger, du ser på sagen, hamrede han i bordet.
– Det skal vi nok se på, Henning, nikkede Rasmus og noterede i sin blok.
Alt dette var langt fra første gang, og det endte hver gang med, at Hennings nabo egentlig bare gik og samlede dødt træ, altså det der valdfælde, som det hed, og gjorde alle en tjeneste ved at fjerne det. Men Henning brød sig ikke om, at han skulle betale, mens naboen fik sit gratis det stak jo i stoltheden.
Senere kom Karen Madsen ind for at klage over sin søn, den 40-årige Søren, der igen havde drukket hele sin kontanthjælp op og nu krævede hendes pension.
Kan du ikke snakke lidt med ham, Rasmus? Jeg kan ikke mere! sagde hun grådkvalt.
Selvfølgelig skrev han det ned, lyttede og forklarede, at man altså ikke bare sådan sender folk i aktivering, fordi moren er træt af dem.
Det var nok lidt nytteløst, men det var nu engang hans job at høre på folks problemer, berolige nogle, forhandle med andre, og engang imellem give nogen et nødvendigt reality-tjek.
Flere kom forbi bare for at snakke. Jens Peter, der var lidt ensom. Og fru Nielsens store ønske: hun bad om nogle radise- og tomatfrø fra byen, så slipper jeg for at køre selv, Rasmus. Der var også gamle Morten, tidligere nattevagt, der spurgte, om ikke der var job til overs i politiet. Jeg vil så gerne gøre gavn!.
Dagen havde været lang, tankerne kredsede mest om at komme hjem, lægge sig på sofaen og glemme det hele. Men så kom Mette Sørensen i sidste sekund.
– Hej, er der sket noget? Du ser helt ulykkelig ud, spurgte Rasmus. Hun hev efter vejret i et minut, før hun kunne sige noget.
Min Asger er forsvundet! Han skal findes, hurtigt!
Rasmus blev lidt forvirret. Han havde trods alt kun været folkets betjent i tre måneder, men vidste, at Mette altså ikke havde nogen mand længere. Hvad mener hun dog?
Vent lige, Mette. Lad os lige tage det stille og roligt. Hvem er Asger? En slægtning?
Nej da, Asger er jo min kat. Verdens bedste kat! Vi har boet sammen et år. Men i går aftes forsvandt han! Han svarer ikke, når jeg kalder. Hvad nu, hvis der er sket ham noget?
Rasmus sukkede dybt. Hvordan skulle han lige forklare Mette, at betjentens arbejde altså ikke primært handlede om forsvundne katte. Men hun stoppede ham ikke.
Hvad nu, hvis han er stjålet? Han er jo så flot! Du skal lave sådan et eftersøgnings-melding. Sådan et, som på tv. Plan Alfahan, tror jeg det hed? Eller nej hvad er det nu, du ved det…
Ja ja, og jeg ringer da lige til beredskabsstyrken i København, tænkte Rasmus, men sagde i stedet:
Måske skulle du ikke være så bekymret, Mette. Måske er Asger bare ude på eventyr. Det er jo forår! Han er nok hjemme i løbet af ugen, god og glad.
Men hvad nu, hvis han ikke kommer hjem?! græd hun igen Han kunne aldrig finde på det! I mænd tænker kun på sådan noget, men Asger er ikke sådan!
Ikke en mand altså? smålo Rasmus.
Jo, en ægte han! Men han har temperament, forstår du. Min datter bragte ham fra Aarhus sidste år du ved, for at blive neutraliseret og det hele…
Jeg forstår godt, hvad du mener…
Stakkels kat, tænkte Rasmus. Han vidste også, at Mette næppe gav sig uden kamp. Egentlig burde han jo ikke bruge tid på det, men på den anden side Mette havde altid været sød og bragt kage, når han kom forbi.
Kan man så bare sige nej? Hun ELSKER jo den kat af hele sit hjerte. Men én ting er at lede efter mennesker, noget andet dyr.
Et menneskes færden kan man spore: ID, sygesikringsbevis, man kan ringe rundt og spørge til folk, sætte skilte op, efterlyse i avisen. Kæresten til den forsvundne kan fortælle om sidste dag. Der er meget, man kan gøre.
Men en kat? Tja, der er ikke den store chance men hvis der eksisterer et foto, kan man sætte et opslag op på lygtepælene. Det er da et forsøg værd.
Men Rasmus havde aldrig prøvet det før ingen manual på politiskolen fortalte om kattesporing.
Rasmus, hører du slet ikke, hvad jeg siger?! Mette greb fat om hans skulder Hvad skal vi gøre? Tiden går, vi får travlt!
Jeg tænker, jeg tænker…
Der er ikke noget at tænke på! Nu leder vi efter Asger. Han har ikke været hjemme i et døgn! Hvad hvis han fryser ihjel om natten? Eller…
Hun nåede ikke at sige mere, tårerne løb igen.
Rasmus besluttede, at ligegyldigt hvor fjollet det lød, ville han hjælpe hende. Om så kollegerne ville grine, så var det sådan, det blev.
Godt, Mette, vi starter hjemme hos dig. Du fortæller alt, du kan om Asger på vejen. Har han gjort noget mærkeligt på det sidste?
Selvfølgelig, selvfølgelig, sagde hun, og satte sig i patruljevognen.
*****
Rasmus gennemgik grundigt Mettes lille hus, gik rundt i haven og alle skure.
Intet spor af en kat.
Han plejede aldrig at gå. Sidste forår var alle nabolagets katte ude og luske, men Asger… han blev altid hjemme. Vil du vide hvorfor?
Ja, hvorfor?
Fordi min datter siger, det ikke interesserer ham, det der. Hun fik ham neutraliseret.
Ja, jeg har forstået det.
Så trak Mette ham i hånden og kiggede ham dybt i øjnene.
Så der var ingen grund for ham til at forlade mig. Og nu er han væk… Eller også stjålet. Jeg kan mærke det: der er noget mistænkeligt ved det her.
Rasmus snusede ind. Der duftede af frostvejr, gylle fra bondegårdene og grill! Fra nabolaget var én tydeligvis i gang med at fejre noget. Det fik maven til at knurre.
Jeg lagde mad frem til Asger i morges. Troede, han kom tilbage. Se selv maden er urørt, hun viste ham madskålen.
Det kan jeg se, svarede Rasmus og bevægede sig et skridt væk. Sagde du ikke, at han sad på hegnet for nylig, kiggede lidt drømmende?
Jo, sådan helt fraværende. Startede vel for en uge siden.
Hvor kiggede han hen?
Han kiggede bare. Ud i det fjerne.
Og hvad ligger der derude?
Det er det gamle, forladte hus, som ejerne gav op for ti år siden og aldrig er vendt tilbage til.
Men Asger ville da aldrig gå derhen. Han ville jo bare komme hjem næste morgen. Jeg tror virkelig, han er blevet stjålet!
Nu undersøger vi sagen. Lad os snakke med naboerne. Vi starter på denne vej.
Det burde vi have gjort for længe siden…
Timer senere måtte Rasmus og Mette indrømme: Ingen havde set den kat. Nogen kendte ham ikke engang.
Hvordan ser han egentlig ud, din Asger, Mette? spurgte fru Kirsten, som boede i udkanten og dårligt kendte Mette.
Åh, han er bare en helt almindelig kat.
Ja, men hvordan? Rasmus pressede på.
Kraftig, grå med striber og lysegrønne øjne.
Bildokumentation?
Min datter har masser af billeder på mobilen skal jeg skrive til hende?
Der var altid et smil i Mettes stemme, når sønnike eller datter blev nævnt. Julia arbejdede i storbyen, sjældent hjemme, men altid hjælpsom. Sidste år kom katten til landet med Julia, og hun havde sørget for både god kattemad og daglige opkald til mor.
I går havde hun dog ikke ringet… Men Mette havde ikke lagt mærke til det i al sin stress og søgen og tårer.
Lad hende bare sende mig billedet, sagde Rasmus. Og til Kirsten: Har du mistet nogen katte?
Slet ikke! Jeg har seks katte og ville sådan ønske, at nogle forsvandt, de spiser mig fra hus og hjem! Men nej, alle er hjemme, sukkede fru Kirsten.
Andre naboer manglede heller ingen dyr. Ingen kattetyv på spil. Men hvor pokker var så ham Asger?
Der er kun én mulighed tilbage, sagde Rasmus og kiggede mod det forladte hus.
Hvad? Mette blev bleg.
Nu kigger vi derovre. Kom med!
*****
Ti minutter senere stod de foran det faldefærdige hus. Knuste ruder, døren hængte og svajede ikke ligefrem trygt.
Mette, bliv herude. Jeg går selv ind og kigger.
Jamen, du spilder jo tiden Asger ville ikke gemme sig her!
Ofte er svaret mere simpelt, end man tror.
Jamen, hvorfor skulle han vil det? Han har jo mad og kærlighed For hvad?
Det må vi finde ud af.
Han blev væk i ti minutter. Mette syntes helt hun kunne høre nogle puslelyde derinde og da Rasmus endelig kom frem, holdt han sin jakke på armen.
Hvad er det? Kan det virkelig være Asger?!
Hvad har du der? spurgte Mette, løbende ham i møde.
Killinger.
Killinger? Hvad lavede de derinde? Men hvor er Asger? Var han der?
Både Asger og en hunkat. De kom begge ud se selv! og to katte spadserede nu bagved ham med halen i vejret.
Det forstår jeg ikke Asger kan jo slet ikke Min datter sagde jo, han var neutraliseret!
Du behøver ikke sige mere, grinede Rasmus.
Men betyder det, at det er hans killinger?
Næppe. Du sagde det jo selv. Og killinger er jo født ret længe siden Jeg tror bare, han gerne ville være far eller måske er han bare blevet forelsket og har adopteret dem. For hvad ved jeg? mumlede Rasmus.
Så han er blevet forelsket?! Mette så strengt på Asger.
Mjav, svarede han.
Synes du ikke, du kunne have fortalt mig det i stedet for at få mig til at lede efter dig natten lang?
Asger stødte op ad hendes ben og kiggede bedende op.
Måske turde han ikke sige det, sagde Rasmus. Da jeg kom ind, lå han sammen med hunkatten og varmede killingerne. Der var isnende koldt. Så derfor blev han. Han ville ikke forlade hende måske skulle han også beskytte familieforøgelsen for fremmede mænd. Han gik faktisk til angreb på mig! Tak og lov, jeg slap for kløer.
Nå, tag os nu bare hjem, sagde Mette og tørrede en tåre.
Vil du tage killingerne med?
Ja og hunkatten også. Lidt lykke kan man altid bruge.
Helt sikkert!
Og Asger vælger aldrig forkert. Det må være noget specielt!
*****
Da de rullede op foran Mettes hus, holdt en stor Audi og ventede. Udenfor stod en ung kvinde i pæn suit datteren Julia.
Mor, har du fundet Asger?! Hvorfor svarer du ikke? Har ringet 20 gange!
Telefonen løb tør for strøm der var så meget med katten, Mette smilede undskyldende. Julia, det her er Rasmus vores betjent. Det er ham, du skal sende billedet til.
Jeg prøvede, men du skrev nummeret forkert i sms’en, mor!
Ja, undskyld, jeg havde travlt Vi ledte jo!
Hyggeligt, Rasmus, hun gav ham hånden.
I lige måde!
Så fandt I ham? Jeg forstår slet ikke
Kom nu med ind, sagde Mette og vinkede. Jeg laver en kop kaffe, smider lidt kartofler på panden og henter nogle syltede agurker op. Og et glas portvin vi skal jo fejre familieforøgelsen!
Familieforøgelse!?
Alt sammen, min pige, alt sammen Kom nu ind. Og du, Rasmus, du mangler bare lige jakken.
*****
Nu har Mette ikke bare én kat, men fem. Et helt kattehjem fuld af liv igen.
Hun og Julia diskuterede længe, hvordan Asger kunne vælge at blive papfar for en bunke killinger, men i virkeligheden var det ligegyldigt. Det vigtige var, at alle var glade. Det var Asger og hans nye dame, killingerne, og Mette, der manglede lidt gang i huset.
Og så var der jo også det, at Julia endelig havde mødt en god mand og måske snart ville give Mette børnebørn og gøre hjemmet endnu mere livligt igen.
Alt sammen takket være Asger.
