Må jeg vente på dig?
Lykkens vej for Hans Henrik, og slet ikke kun for ham, gik sære omveje gennem hans mave, der var arret af mavesår og for meget kaffe.
Alle dage blev Hans Henrik Madsen siddende i sit lille, klaustrofobiske kontor, der virkede alt for trangt til sådan en stor mand. Han var klædt i sit evigt perfekte jakkesæt fra Magasin og skjorte, ren og stivnet hvem sørgede for det? Kemirenseren, selvfølgelig, Hans boede jo alene. Han sad der dag ud og dag ind, styrede, svedte i sin uldjakke, rettede på sit livrem, som satte sig spor halvejs om maven, hev i slipseknoten, bandede lavmælt, slog i bordet, blev rød, kradsede sig i skægstubben (som ikke var der), skrev under på papirer, ringede ud i det uendelige univers, mumlede ned i røret, lyttede, mumlede igen, stod svelgende på det slidte tæppe foran sine egne chefer og alt sammen endte det i ondt i maven.
For at få det nogenlunde godt igen, lod Madsen sig hvert halve år indlægge til forebyggelse på hospitalet. Han drak bitre miksturer, slugte mærkelige plastikslanger, så de fnisende læger kunne nyde synet af hans slimhinder, drak endnu mere medicin, skar grimasser, sukkede dybt. På hospitalets diæt-syltede menu levede han på kogte grøntsager og sort, dansk te. Om aftenen, med tekoppen hævet som en slags skjold, snakkede han om livet og universets indretning med sine besøgende venner, blinkede til de søde sygeplejersker, der blev røde i kinderne og vendte sig væk, mens de skubbede chokoladestykkerne fra sig.
Tag nu, for pokker! Kan du ikke lide sødt? blev Hans fornærmet. Det er bare for at glæde damerne. Ikke noget pjat.
Sygeplejerskerne blev modigere, tog til sidst modvilligt imod chokoladen, undskyldte og diskuterede ham bagefter over te i deres lille forkølede personalerum. De talte om kærlighed og den ensomme Madsen og ønskede ham alt det gode, som en god dansker gør.
Foruden de beskedne fornøjelser, råbte og skændtes Hans Henrik ofte grundigt med overlægen, Grethe Mortensen, der altid dukkede op på altanen i det værste øjeblik, og gang på gang opdagede ham med en cigaret.
Igen, Madsen?! Har vi ikke sagt, at vi ikke ryger her, og alligevel fortsætter du? Jeg sætter dig på udskrivningslisten i morgen så ser vi, om du kommer tilbage! truede Grethe, mens hun, lille som en marcipangris, kneb øjnene sammen og så op på patienten med hendes store, havgrønne blik.
Hør nu, Grethe! Jeg har set dig selv stå og tage et hiv men jeg må ikke? Jeg ville hellere ryge udenfor, hvis ikke det styrtregnede! Se nu bare den regn! Vil du have, jeg skal drukne? protesterede Hans Henrik, tog et par dybe sug, skod hans cigaret i den rustne dåse, der var fyldt op med danske cigaretskodder, og svingede så stolt sin alt for store, bordeauxrøde morgenkåbe en gave fra hans søster, Lærke omkring sig.
Grethe nægtede at flytte sig, stod som en granitstøtte i døråbningen og lugtede af sæbe, rengøringsmiddel og en duft af noget sart, florlet og blomstret.
Vi er ikke på sanatorium, du må indse det! rasede hun videre, lillebitte ved siden af den store mand. Ud i morgen, basta.
Hun forstod dårligt selv, hvad det var, der drev hende sådan. Grethe havde aldrig tidligere været sådan; før Madsen dukkede op, var livet gråt, tankerne tunge. Nu var der ham med, også. Ham, Hans Henrik.
Luk mig nu forbi, jeg skal til behandling! Byd du dig selv, Fru Kobberryg! Sid du bare her og sure til, hvis det gør dig glad. Forresten, Grethe, mavesår er en nervøs sygdom, du stresser mig også dig, læge! muggede Madsen, listede forbi dame-lægen, som han kaldte hende, trådte én gang på hendes blåt klodsede træsko, der lynhurtigt trak sig tilbage.
Pardon, brummede han.
Intet! Men dine behandlinger stopper snart! snerrede hun og drejede om på hælen. Når aftenen kom, sneglede afdelingen mod sin døs, ventede på kærnemælk og teboller, og Grethe listede diskret tilbage på altanen. Hun kunne have gået udenfor men der var jo regn
Må flytte, begynde forfra, endelig få luft! lovede Grethe sig selv, trillede asken af cigaretten i dåsen. Tror I, jeg ikke kan? spurgte hun de unge læger med papirhuer på væggen, som en parade af kokke. Selvfølgelig kan jeg! Og jeg skal blive lykkelig. Nemlig! Så suk, en kort pause på den rustne stol, ingen anede hvorfra hun havde hevet op, og tankerne cirklede om alle hendes patienter. Jeg skal lige have styr på Axel, også på Bjarne, den rare gamle mand, han har det virkelig dårligt og Annika kom også igen i går, det er håbløst.
Altid blev det til, at hun blev et år til, højst to, indtil der ikke var flere patienter, og indtil Sara, hendes søster, var tilbage. Men patienterne tog aldrig ende de blev udskrevet og hilste på Grethe på gaden, nikkede, sagde tak eller de gik forbi med blikket i jorden. Det var oftest pårørende; de havde troet på et mirakel, men der kom aldrig noget mirakel.
Grethe havde vænnet sig til det; man kan ikke være en flødekaramel, som hun plejede at sige. Alligevel sved det lidt
Hun så sig i det lille spejl i den enkle jerndusk, sat op fordi sygeplejerskerne havde forlangt det for ellers kan patienterne jo ikke frisere sig. Selv brugte de det mest.
Hun løftede hånden til sit askeblonde, asymmetriske hår længere på den ene side end den anden, sådan lidt drenget, men alligevel feminint. Gik det hende? Måske. De store øjne, skarpe kindben Frisuren fremhævede det skrøbelige, det pigede eller gjorde den hende til en ung fyr? Hun klædte sig ofte i ternede skjorter, stramme jeans, læderjakke og selvfølgelig sneakers, og en sort strikhue, den samme altid.
Køb dig dog en ordentlig hue, der findes jo så mange fine nu om dage! sagde søde Lise, hospitalets tekstildame, der lignede en farmor fra eventyr. Du ser ud som sådan et røveri-kostume!
Nej, det er Saras, svarede Grethe kort, skubbede vanemæssigt huen i jakkelommen.
Læg den dog, den er jo gennemvåd, sukkede Lise, lagde den til tørre, mens Grethe forsvandt lydløst ad korridoren på de lyseblå træsko.
Alt bliver godt, pige, hviskede Lise bag hende, lavede korsets tegn.
Nu tog Grethe, færdig med dagen, huen på, lukkede lynlåsen på sin jakke og hørte:
Skal jeg køre dig hjem, Grethe? spurgte den lokale charmør, René, smøg hånden hen over hendes skuldre.
Lad mig dog være, René! Jeg kan klare mig. Gå til den nye pige fra røntgen, der står og venter der er mere saft og kraft i hende. Hej hej! nikkede Grethe til en anden læge i baggrunden, greb rygsækken og forsvandt hurtigt.
Hun skulle nå hjem før klokken ti. Sara havde ikke fået nøgle til den nye lås endnu, så hvis ikke Grethe kom hjem i tide, ville Sara sidde der foran døren, vente, blive såret og måske forsvinde igen. Grethe ville aldrig vide, at Sara havde været lige der. Aldrig vide det
Hun løb, trak tasken over skuldrene, trådte midt i en vandpyt, skoene blev drivvåde, fødderne kolde.
Pokkers også mumlede hun, mens hun så efter den bus, der for længst var væk, og begyndte at gå, stak det grønne rejsekort med Bjørnen fra “Rasmus Klump” (Saras gave) i den spraglede plasticmappe ned i lommen.
René, du er vist alene igen, grinede Lise kækt. Nogen er ikke til at få has på, min dreng. Find én, der er lettere!
Hvor skal du altid vide alt, Lise? mumlede René. Måske mener jeg det faktisk. Måske er jeg forelsket hvad så?!
Han kæmpede med jakkeærmet, det ville ikke rigtigt nevralgien, sagde han.
For pokker! bandede han, mens Grethe missede sin bus.
Du er ny, min ven, men Grethe har været her i årevis også dengang Sara boede hos hende. I forstår hende aldrig, I mænd! Nå, kom, jeg hjælper dig der, nu sidder den! Så af sted med dig ingen tid til privatliv!
René trak på skuldrene, ville sige mere, men opgav. Hvis han skyndte sig, kunne han måske indhente hende Det nåede han ikke. Så måtte han jo prøve lykken hos den nye pige.
Lise var den eneste, der ikke pakkede sammen for dagen. Efter lidt nusseri gik hun ind til pigerne for te og snak. Personalestuen var lille, fyldt med sofaer, ternede gardiner, og det blå hospitalslys fra loftet skar dem lidt i øjnene. Elkedlen peb, og Anne og Sofie sad, døde trætte, bukkede af deres medbragte mad.
Velbekomme, piger, nikkede Lise, fortsatte samtalen fra tidligere. René render rundt om Grethe som en fregnet labrador. Hun har sagt, hun ikke kan fordrage skæg, så han barberer sig og ser nu ud som en teenagedreng! Han kom endda med chokolade men hun vil ikke, hun er for stolt. De ville have været et flot par
Sofie slukkede for madkassen, gad ikke vaske op, satte kopper frem til alle og hældte te i.
For Grethe har det ingen betydning, skæg eller ej. Hun lever ikke, hun venter Hvis det ikke er papirarbejde eller patienter, tjekker hun mobilen, ringer hjem, bliver modfalden, ryger og skændes med hvad er det nu, han hedder nå ja, Madsen. Charmerende fyr ikke! Han lægger op til alt der er ungt og kvindeligt, opfører sig som hjemme, men kun fordi han valgte privatstue. Han irriterer Grethe, og hun bider på. Han kunne lige så godt være blevet behandlet på en fancy klinik, men nej han skal hertil Nå, lad os drikke te, Lise.
Han kommer på grund af Grethe, konkluderede Anne, sugede på en karamel.
Sludder, fnøs Lise.
Jeg fornemmer den slags, fastholdt Anne trods hovedpine.
Skulle ikke undre mig. Hun er sød, klog, dygtig Der er noget ved hende. Men Grethe kan ikke give slip. Det er, som min bedstemor gennem hele krigen ventede på sin mand, der forsvandt uden grav, uden sted, hun gik aldrig videre. Sådan står Grethe og stamper på grund af Sara, ja
Pludselig lød et host i gangen, Tove stak hovedet ud af døren, lukkede den nemt igen.
Hvad var det med søsteren? spurgte Anne søvnigt.
Tja, Grethe kom her sammen med Sara, da forældrene døde. Sara er ti år yngre, mindst. De boede sammen, Grethe fik job her, lejede en lille lejlighed. Sara var en sær, forpjusket pige med lilla hår og næsering sådan én, man ikke glemmer! Lise smugsmilte, rullede en osteskive sammen og tyggede langsomt.
Sygeplejerskerne nikkede. Sara huskede de tydeligt.
Du var på barsel, Anne, grinede Lise. Og Sara var tit væk i flere dage. Grethe ledte, trak hende hjem. Nogle gange ringede politiet, én kendte Sara fra hospitalet Det blev aldrig alvorligt, men det var skidt. Sara grinede det væk, men en dag forsvandt hun sporløst. De ledte i hele byen, klistrede billeder op intet. Siden har Grethe ventet, aldrig rigtig været til stede.
En vildfugl. Sådan nogen, der ikke tænker på andre, sukkede Sofie. Grethe kunne give slip Men hun kan ikke. Hun ræser hjem hver aften, bare Sara ikke sidder der alene. Indbrud var der for et par måneder siden, nu ny lås og Grethe panikker: Hvad hvis Sara tror, jeg er flyttet? Hun kunne bo tættere ved hospitalet, tage videre men kan ikke slippe
Stilhed, chips blev gumlet.
Man kan jo ikke bare give slip på sin søster, sagde Anne til sidst.
Noget hostede i gangen igen, så blev alt stille.
Hans Henrik lagde sig på sengen, foldede hænderne under hovedet, så op i hospitalsloftet.
Som en sommerfugl, naglet fast, tænkte han. Hun burde flyve, smuk, ung og så stikker hun sig selv fast, kaster ankeret ud kan ikke rokke sig Stakkels kvinde.
Da kom han til at tænke på Grethes enorme øjne, hendes drengede frisure, den lille slanke skikkelse, de knæ der stak frem under de smalle jeans, de iskolde hænder, når hun pressede på hans mave som om hun gjorde det ekstra ondt Han havde bemærket alt. Han plejede ikke at være playboy det her var anderledes. Han ville beskytte hende uden at vide hvorfor.
Ryger for meget, alt for meget! fastslog han.
Han sov dårligt den nat, vendte og drejede sig. Han skammede sig over samtalen på altanen, over sin opførsel. Alt var forkert.
Han var ellers vant til at være øverst, strække chokolade ud tag bare, jeg koster gerne 100 kr. på dig udvælge det bedste, kræve særlig behandling.
Men han mente jo også, at de private patienter var en slags elite og burde behandles som sådan! Og så hendes kolde hænder på hans mave
Hans satte sig, stak fødderne i klipklapperne, rejste sig.
Bag væggen klagede nogen stille. Han kløede sig på hagen, lyttede, kiggede i gangen. Sygeplejerskerne var væk, så han slentrede over i den næste stue også privat.
Må jeg forstyrre? Hans stak hovedet ind. Der lugtede indelukket, tungt. Eller jeg må hellere gå?
Han tøvede, men gik ind, da stønnene lød hjerteskærende.
Skal jeg hente en læge? Hvad sker der? Jeg tænder lige lyset Og lufter ud mumlede han.
Normalt blev Hans selv serviceret hjemme: puden, te med sukker, tæppe, en frakke, you name it.
Han havde glemt, hvordan man tog sig af andre. Da forældrene døde, blev alt ligegyldigt, han gik afsides.
Selv med sine tidligere kærester var han konge, de var tjenere, han betalte, gav gaver, dominerede
Hans fandt kontakten, tændte natlampen.
Blåt skumringslys fyldte rummet, løftede det lilla gardin, det forladte aftensmåltid, den forpjuskede morgenkåbe. Og i sengen: en tør, gammel mand, hvis ansigt næsten bare var en maske.
Vil du ikke give mig lidt vand der i glasset klappede masken tørt.
Hans greb glasset, men det var tomt. Han hentede vand i gangen, kom tilbage.
Den gamle mand havde sat sig.
Tak. Men du må hellere hente en læge du stønner så højt, så det høres helt herind, sagde Hans.
Nej, lad søsteren sove. Jeg har pint dem hele dagen. Men maven det skærer Alt sammen prisen for en god ungdom! Men åh, hvor var det herligt dengang! lo manden skævt.
Tja, ungdommen er god for os alle, svarede Hans, mindede sin egen stormfulde ungdom i 90erne frygten for at nogen fulgte én hjem i natten. Han gøs. Jeg åbner vinduet lidt. Her er kvælende varmt.
Gør du bare. Men du tager fejl om alt er godt i ungdommen. Sådan tror man bare. Den gamle krummede sig sammen, peb, så det gjorde ondt bare at lytte.
Hans havde aldrig hørt nogen lide sådan. Bande, ja. Knurre i smerte, ja. Men sådan som den stakkels mand nej.
Jeg henter lægerne. Det er derfor, du er på privatstue det skal fungere! skyndte Hans sig.
Privat mumlede den gamle. Min søn satte mig her, så jeg ikke skulle forstyrre de andre. Han skrapede penge sammen så kunne jeg ligge her, som en konge, sagde min Mikkel. Jeg kommer om to uger, når du bliver udskrevet. Så jeg venter på, han kigger forbi
Sikke en utaknemmelig gut, den Mikkel! hviskede Hans, som om han talte om sig selv. For han havde også svigtet.
Det er naturens gang. Unge skal leve, gamle skal dø. Man kan ikke hele livet tage sig af andre nogle gange må man tænke på sig selv. Det har du prøvet, det ser jeg og det gør ikke noget. Men Grethe hun venter stadig, venter på Sara Stakkels pige
Nok om det nu handler det ikke om mig eller Grethe. Jeg henter lægen. Du er alt for bleg. Hans blev pludselig bange for at manden ville dø for hans øjne, uden at han endda kendte hans navn Frygteligt!
Hans gik ud ad gangen, så at Tamara, sygeplejersken, sad og døsede på sofaen. Han ruskede blidt i hende.
Hun spjættede, blinkede forvirret.
Hvad er der? Er du skidt tilpas?
Nej. Min nabo. Han ser skidt ud, sagde Hans og pegede.
Tak, du kan gå i seng. Tamara ilede ud, snart kom en lang, rodet læge løbende med hende, og stak hovedet ind.
Hans prøvede at overvåge, men hørte intet. Han blev stående lidt ved vinduet, så ud over de blinkende bylys, længtes pludselig efter varm, sød te og en kanelsnegl. Hans gamle mormor havde altid givet ham det, når han kom hjem fra astronomi i børne-foreningen. Han kunne stadig lugte den lille køkken, grydelapperne, de gamle træskeer, vindueskarmen med pelargonier, og postkortet med det store, hvide sejlskib, som mormor elskede så højt.
Hans sov først ved daggry, tyndt, uroligt, og bag væggen blev der gjort rent i nabostuen allerede fra morgenstunden.
Hvor er min nabo? spurgte Hans den slidte Tamara. Hun trak bare på skulderen. Hans forstod, og kulden gik gennem ham. Alt skete bag væggen den nat. Han var den sidste, manden talte med og de nåede ikke engang at lære hinanden at kende. Det er slemt ikke at nå det men sådan er det jo; alle på vej mod endestationen, kun i hvert sit tog.
Hans vendte sig, ville gå tilbage, men stødte direkte ind i Grethe Mortensen.
Hun var stadig så lille, nærmest Elf-lignende, favnede sig selv, tårerne trillede.
Jeg skulle have kigget til ham men jeg skulle nå hjem før ti, forstå? Jeg må fordi ja, du ved hvorfor Men jeg skulle have sagt farvel Han, onkel Poul han ventede måske og jeg kom aldrig
Hun hulkede, snøftede, så lille og grim i sin korte frisure. Hans fik lyst til at tage hendes hoved mod sit bryst, vugge al hendes sorg væk, love hende kage og te. Men han løftede kun forsigtigt hånden.
Han var ikke vred. Han sagde, du skulle leve videre. Og sagde Hans sagte, rakte hånden ud, men stoppede kort.
Grethe løftede de enorme, våde øjne mod ham, hendes hage sitrede. Pludselig vendte hun om, skubbede René til side og løb ud, fandt cigaretpakken frem i lommen, ilede ud, trak vejret dybt, ville tænde, men kunne ikke finde lighteren. Forbandede stille. Så var der pludselig en hånd med en tændstik.
Hans.
Han stod lillebitte, flabet, ventede på hun ville skælde ham ud mens tændstikken brændte.
Grethe tog et hiv, sugede så mager hun blev hulkindet, pustede ud og snerrede:
Du må ikke være her! Tilbage på stuen, straks! Hvor mange gange skal jeg sige, at altanen er for personalet? Skal vi have gitter op?!
Jeg rører dig ikke. Gav dig bare ild. Jeg har retten til at stå her, svarede Hans roligt.
Hvorfor det?
Fordi jeres jurist ikke fik skrevet, at altaner er forbudte der er ingen skilte. Så beklager, jeg står her.
Han rykkede sig ind, støttede sig til gelænderet, slog kåben op inde under den: en stribet pyjamas.
Se, det sneer. Hvornår kom det? Det ser hyggeligt ud. God park, I har. Nogen sidder på bænken eller er det bare en snemand peb Hans løs, bare for at aflede “damer-lægen”, og Grethe så op på ham, lyttede, blinkede. Hendes cigaret gik ud, blev smidt væk.
Jeg kendte ham, siden Sara siden jeg blev alene. Poul spillede altid violin i parken, havde ikke andet at lave. Hendes stemme næsten usynlig.
Violin? Ham gamle? Hans overrasket.
Ja. Han stod altid på stien, i jakke og med hat hatten var hans kendetegn
Og et rødt halstørklæde? Nej, så var det en saxofon bjæffede Hans.
Der var et halstørklæde. Strikket, groft og kradsende. Det ville Sara have elsket. Men hun forsvandt. Og Poul var den sidste, der så hende. Nu er han også væk og jeg er her.
Hun ville sige mere, men René brød ind, kaldte Grethe til stuegang.
Hvorfor står patienten her?! hvæsede René. Grethe trak ham væk, og Hans blev stående og så på snemanden, der bøjede sammen, sank og forsvandt.
Nogen låste stille altandøren, og Hans Henrik, i sin store, røde morgenkåbe og pyjamas, blev stående på den forkerte side, mens sneen tog til.
Ingen ved, hvornår de mon vil opdage det.
