Sidste udrykning
Allerede fra morgenstunden hang der en mærkelig fornemmelse over mig at et eller andet var under opsejling.
Noget dårligt
Jeg ringede straks til min mor, men Kirsten forsikrede mig om, at alt var, som det skulle være:
– Blodtrykket er perfekt, jeg har ikke ondt i hovedet, sagde hun. Hvorfor spørger du?
– Det var bare for en sikkerheds skyld, svarede jeg. Nå, jeg må hellere komme i arbejdstøjet, men du ringer bare, hvis der skulle være noget.
– Selvfølgelig, skat.
Man skulle tro, at jeg ville falde til ro efter samtalen, men uroen slap mig ikke, og den trykkende fornemmelse var der stadig.
Jeg kunne ikke helt regne ud, hvor den kom fra der var jo egentlig ingen konkret grund til at være urolig.
Men med sådan et job som mit, kan alt jo ske. Og det var ovenikøbet mandag ugens hårdeste dag.
Jeg bællede den sidste kaffe, tjekkede hurtigt klokken halv syv og fik hurtigt tøj på, tog lidt mad med og gik ud ad døren på vej til vagtcentralen.
*****
På ambulancegården mødte jeg min chauffør for dagen, Lars, som jeg skulle køre rundt med hele dagen. Han vinkede glad, men jeg nikkede bare træt tilbage.
– Signe, du ser da godt nok lidt mut ud, grinede Lars, mens han tændte sin smøg. Er der noget galt?
– Nej, Lars, endnu ikke i hvert fald. Men jeg har på fornemmelsen, at noget er undervejs, sagde jeg tankefuldt.
– For pokker da, hvordan får du dog sådan nogle tanker fra morgenstunden? Har du ikke sovet?
Jeg svarede ikke, men rettede blikket op mod himlen, hvor tunge regnskyer næsten havde dækket alt. Snart ville det sikkert vælte ned.
Og jeg har aldrig brudt mig om regn, ikke siden jeg var barn…
“Måske er det bare vejret, der trykker?” tænkte jeg, lettet over endelig at have fundet en forklaring på min nedtrykthed.
Men allerede et øjeblik senere snørede den trykkende fornemmelse sig om hjertet igen.
– God vagt! råbte en ny kollega, en ung kvinde, der hastede forbi.
Lars fik straks røg i den gale hals og rømmede sig vredt, mens han viftede dramatisk med hånden efter hende. Hun så straks forskrækket ud.
– Undskyld, det tænkte jeg slet ikke over, mumlede hun.
Hun var ny på stedet, havde kun været på stationen en uge, og havde endnu ikke lært, at man aldrig må ønske en ambulancevagt en god vagt, når de stempler ind.
Det bringer nemlig uheld.
– Så sker der i hvert fald et eller andet nu, mumlede jeg for mig selv, mens kuldegysningerne løb ned ad ryggen.
– Sludder, svarede Lars og smed smøgen ud i den nærmeste jernskraldespand.
*****
Mine læber var hvide af nervøsitet, hver gang vores disponent sendte en ny adresse ud på tabletten og i højtaleren:
– Mads, 35 år, klager over kraftig hovedpine. Taler usammenhængende, mistanke om blodprop i hjernen.
“Det manglede bare,” tænkte jeg. Ja, som akutlæge skal man kunne håndtere alt, men
Hver eneste udrykning sætter sig i én. Og særligt de, der ender med dødsfald. Blodpropper kan være farlige.
Især sådan en dag
Heldigvis havde Mads bare tømmermænd, efter at have fejret en ven hele natten. Mens hovedet var ramt, hang tungebåndet stadig. Jeg gav ham en Panodil og sagde, han skulle sove rusen ud.
– Tror du en øl vil hjælpe? spurgte han håbefuldt, mens han holdt sig på hovedet.
– Bestemt ikke! Det gør kun det hele værre. Hvis du vil holde dig sund og rask, så lad helt være med øl.
Da jeg forlod lejligheden lettet, håbede jeg, at Lars havde ret og at min forudanelse bare var udtryk for træthed og overbelastning.
Lige så småt begyndte jeg at falde til ro, da disponenten meldte ud, at næste opkald gik til kirkegården
– Hvad for noget? spurgte Lars overrasket.
– Vi skal til kirkegården, svarede jeg tungt.
En kendt, lokal skuespiller skulle begraves, selvom jeg aldrig havde hørt om ham. Der var mange mennesker.
Unge og gamle, mænd og kvinder, nogle stod med røde roser i hånden, andre stod og græd. Nogle hviskede pæne ord om afdøde.
Jeg stod hele tiden parat på, at noget ville ske. Lars røg uafbrudt.
Men der skete ikke noget ingen fik pludseligt brug for os.
Sådan gled vagten forbi, næsten identisk med de fleste andre dage.
Efter næsten 12 timer nærmede fyraften sig.
Om ti minutter var vi tilbage på stationen, og jeg begyndte allerede at dagdrømme om et langt bad og direkte i dynerne. Jeg håbede på at vågne til en bedre dag i morgen.
For en sikkerheds skyld ringede jeg endnu engang til min mor for at høre, om alt stadig var i orden.
– Ja, alt er fint, svarede hun. Nu skal jeg til at have aftensmad og så se lidt TV.
– Nå, hvad sagde din mor? spurgte Lars.
– Alt er okay.
– Hør nu, jeg sagde jo, der ikke ville ske noget slemt i dag, brød Lars ud med et grin. Du med din forudanelse
– Men jeg har stadig den følelse, Lars Jeg forstår bare ikke, hvad jeg er urolig for.
– Du burde skaffe dig et kæledyr de er gode for sjælen.
– Mener du det?
– Altså, jeg har jo katten Max hjemme. Når jeg kommer ind ad døren, springer han op til mig, spinder og spinder Så forsvinder dagens problemer og jeg sover som en sten bagefter.
– Jamen, hvordan skal jeg med min vagtplan have et dyr? Hvem skal passe det? Du har jo både kone og børn jeg bor helt alene.
Jeg nåede ikke at sige mere, for tabletten lyste op og jeg hørte disponentens stemme:
– Signe, din vagt er ikke slut endnu. Vi har en sidste udrykning. Lærkevej 23, lejlighed Et øjeblik
– Er det nummer 48?
– Ja, præcis, hvor vidste du det fra? spurgte hun.
– Det er jo der, Hans Mikkelsen bor. Jeg har nærmest været på besøg hos ham utallige gange. Er det hjertet igen?
Disponenten sukkede tungt, og jeg fik en underlig fornemmelse i kroppen
– Han er død, Signe Formodentlig tidligere i dag. Politiet er allerede der, og I skal være til stede du ved hvorfor
– Jeg ved det sagde jeg stille.
Jeg lagde tabletten på skødet med rystende hænder og så over på Lars, som selvfølgelig havde hørt det hele.
Han sagde bare sagte:
– Det var trist med Hans. Du fortalte at han var sådan et godt menneske. Men Signe, det er ikke din skyld. Du prøvede at overtale ham, men han ville ikke på hospitalet. Du bærer ingen skyld, forstår du?
– Mmm
Jeg lænede mig tilbage, lukkede øjnene et øjeblik og forsvandt hen i mine egne tanker.
*****
Jeg havde mødt Hans halvanden måned før, da han selv havde ringet efter os, fordi han havde stærke brystsmerter.
– Han sagde døren stod åben, så I kan bare komme ind, sagde disponenten.
– Fint nok.
Da jeg trådte ind i entreen, mødte en lille hvalp mig straks. Den bjæffede og gøede, men fnes, da Hans kaldte og hentede ham ind i stuen.
– Jeg fandt ham på gaden. Nu vogter han over mig, smilte Hans stolt, mens han prøvede at sætte sig op.
– Bliv bare liggende, sagde jeg. Hunden er skøn jeg kunne godt selv tænke mig sådan én, hvis jeg kunne.
– Hvorfor ikke?
– Der er flere grunde Men lad os snakke om dig: Hvad har du mærket, hvor længe og går du til kontrol?
Hans fortalte, at hans hjerteproblemer startede da hans kone døde året forinden. Besøg i klinikken hjalp ikke, sagde han, så
– Det bliver bare værre, når jeg sidder i kø. Smerterne svinger de kommer og går.
– Kan du beskrive dem nærmere?
– Ikke rigtig. De går over, når jeg tager lidt medicin Kovalol eller noget under tungen.
– Det er altså ikke behandling, grinede jeg. Lad os lige lave et EKG.
Der var tydelige tegn, men Hans nægtede at tage med på hospitalet.
– Jeg kan jo ikke tage afsted hvem skal tage sig af Bamse så? Giv mig heller en pille eller en indsprøjtning.
– Det hjælper kun for en stund. Jeg ville anbefale dig at komme med.
– Dine kolleger har altid bare givet mig noget og kørt. Se selv, jeg lever stadig! Jeg skriver en fraskrivelse, hvis det skal være.
Det lykkedes mig ikke at overtale ham heller ikke de næste gange.
Sådan blev det, og jeg var nærmest stamgæst hos Hans. Han ringede efter os næsten en gang om ugen.
– Før i tiden gik det altid over. Nu bliver det bare værre.
– Fordi der ikke er nogen behandling og det bliver alvorligere. Skal vi virkelig ikke tage på hospitalet?
– Undskyld, men det kan jeg ikke, forklarede Hans og løftede Bamse op på skødet. Ingen til at tage sig af ham han er jo så lille.
– Men hvis der sker dig noget, hvem passer så Bamse?
– Der sker ikke noget og ellers, så håber jeg, at nogen vil tage ham ind. Jeg har allerede talt med min nabo Inger, hun holder øje. Jeg har endda vist hende, hvor pengene ligger.
– Penge? Hvorfor det?
– Hun kan købe hundemad, hvis jeg falder fra. Mange tager jo ikke hunde ind pga. de ekstra udgifter.
Han var et rigtigt godt menneske.
Nu var vi så igen på vej til Hans men denne gang kunne jeg ikke mere snakke med ham over en kop kaffe. Det var slut
Sidste udrykning var virkelig den sidste.
Og ærligt jeg kan ikke tilgive mig selv, som Lars påstod, at jeg burde. Jeg burde have overtalt ham. Bare én gang
– Vi er fremme, Signe.
– Hvad? jeg opdagede slet ikke, at Lars lagde hånden på min skulder.
– Vi er her nu.
Mine ben føltes som bly, men jeg slæbte mig op på tredje sal. I lejligheden var allerede politiet og naboen Inger, som jeg var blevet kendt med under en af de tidligere udrykninger.
Hans havde fået det dårligt nede foran bygningen engang, mens han havde Bamse i armene, og bad Inger om at ringe efter os. Det var sådan vi havde mødt hinanden første gang.
– Hej, Signe.
– Hej, Inger. Du kaldte politiet?
– Ja, hvem ellers? Hunden havde gøet hele dagen jeg tænkte, at Hans ikke havde været ude at lufte ham, men hvad ved man. Måske havde han bare ikke overskud.
– Og så?
– Så tog jeg ud til kolonihaven og kom hjem sidst på dagen og hunden gøede stadig. Så ringede jeg til politiet. VVSeren åbnede døren, og ja hun pegede mod soveværelset.
– Tak, Inger.
Jeg gik ind og stod lidt, mens jeg skrev rapporten. Pludselig gik det op for mig, at hvalpen ikke var i lejligheden. Jeg ledte overalt køkken, bad, altan.
– Leder du efter noget? spurgte betjenten skeptisk.
– Der burde være en lille hund. Har du set den?
– Mørk pels? Den for vi vist allerede væk herinde. Den stod og gøede og hidsede sig op, sagde betjenten og lo, hvorefter han huskede situationens alvor. Jeg tror, naboen tog den.
“Takket være Gud,” pustede jeg lettet ud.
Tænk hvis de havde sat Bamse ud på gaden Hans ville have lidt, hvis han havde vidst det
Jeg sagde farvel til betjenten, gik ud og smuttede straks over til Inger, som allerede var taget hjem.
– Signe? hun så overrasket ud. Er der sket noget?
– Jeg ville bare sige tak fordi du tog dig af Bamse. Hvordan går det med ham er han meget forvirret?
– Hvem hvad for én?
– Bamse Du har ham, ikke?
– Nå, hunden Ham har jeg ikke taget til mig. Hvorfor skulle jeg det?
– Betjenten sagde, det var dig.
– Nå ja, jeg tog ham med ud men lod ham gå, han var så urolig og larmede helt vildt, så jeg tænkte han havde bedre af at være udenfor.
– Du lukkede ham ud?
– Ja, altså, han havde det ikke godt i lejligheden hans ejer var jo død.
– Hans sagde ellers, I havde en aftale og at du havde penge liggende fra ham til foder.
Inger ændrede straks ansigt først kom der frygt, så blev hun stiv i blikket:
– Jeg forstår ikke, hvad du snakker om, Signe. Vi havde ingen sådan aftale og jeg ved ikke noget om nogle penge.
– Men han
– Undskyld, men jeg har ikke mere tid. Hunden Han klarer sig, hvis han vil. Der er gode mennesker derude måske tager nogen ham til sig.
*****
Jeg løb ned ad trapperne og ud i regnen. Vejret var nu blevet rigtig dårligt, og dråberne blev større og tungere for hver minut.
– Signe, hvorfor står du der? Kom ind i bilen, ellers bliver du gennemblødt, råbte Lars.
Jeg gik hen, lagde apotekskassen i bilen og lukkede døren igen.
– Hvad laver du? Lars kom hen.
– Du må hellere tage bilen tilbage til stationen, min vagt er slut men jeg bliver nødt til at gøre noget først.
– Hvad da?
– Jeg skal finde hvalpen.
– Hvilken hvalp? Forklar dig nu ordentligt, Signe.
Jeg forklarede kort hvad der var sket, og Lars trak på skuldrene, tog en cigaret og sagde:
– Sådan en lille hvalp kan umuligt være løbet langt væk. Jeg tager med vi finder ham sammen.
– Bilen må ikke efterlades!
– Det er der ingen der får at vide. Der sker ikke noget.
Chaufføren og jeg ledte i en halv evighed på gården; hvalpen var som sunket i jorden. Politibetjenten kom også ud og spurgte, hvad vi lavede han tilbød at hjælpe, og jeg takkede glad ja.
– Jeg har fundet ham! råbte Lars pludseligt, og jeg løb i hans retning.
Politiet kom også løbende.
– Se ham bare! Jeg finder ham, og så står han bare og brummer af mig! Lars stod ved bænken lige overfor Hans opgang og snakkede grinende til hvalpen.
Da jeg kom hen, lettede jeg et suk. Under bænken sad Bamse.
Han knurrede stadig lidt, men slap mig ind.
– Bamse, min ven! råbte jeg måske kom der en tåre eller to, men regnen skjulte dem i ansigtets spor. Kan du kende mig, Bamse?
Selvfølgelig han kom frem og lagde ørerne ned, som for at sige, at han var klar til at følge med mig.
Jeg satte mig på hug, han slikkede min hånd, og jeg sagde:
– Jeg kan ikke love dig, jeg kan erstatte Hans, men jeg vil prøve, lille ven. Vil du med mig?
Og det ville han.
For han vidste, jeg ville ham det bedste og han hadede jo regn lige så meget som jeg.
*****
Jeg havde frygtet, jeg ikke kunne klare et kæledyr, men min mor Kirsten kom straks mig til hjælp.
Når jeg var på døgnvagt, gik hun tur og fodrede Bamse.
Når jeg havde fri, var vi sammen alle tre i parken mor, mig og min nye bedste ven.
Jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg tog ham ind nu har mit liv fået indhold, og jeg forstår nu Hans kærlighed til den lille hund, selv om jeg som læge aldrig havde godkendt hans stædighed.
Og for resten ret hurtigt blev vi også en person mere i familien.
Politimanden, Jonas, som jeg først havde mødt i Hans lejlighed, kom på besøg med blomster og Bamse mødte ham i døren.
Han så op på Jonas, snusede og testede ham med et skarpt vov og efter et øjeblik inviterede han ham indenfor. Jonas var godkendt.
Nu var jeg endelig ikke længere alene.
Og jeg lærte: Lige meget hvor tungsindet og ensom man føler sig, sker livet alligevel, og hjælpen kommer tit fra det mest uventede sted og det er aldrig for sent at give plads til kærlighed, hverken til mennesker eller dyr.
