18. november
Nadja! Kom lige ind til mig! sagde jeg, mens jeg trykkede på knappen på intercomen og ventede på, at min sekretær, Nadja, skulle trippe ind på mit kontor. Jeg, Mikkel Skovgaard, har det hele: et fornemt venteværelse med kaffemaskine og min flotte sekretær Nadja, skabe fyldt med mapper, som hun ikke forstår sig på, et intercom-system med fire linjerselvom det kun er Nadja og mig, der bruger detog så selvfølgelig mit eget, bossagtige kontor i vores lille juridiske rådgivningsfirma. Alt er gjort i glas og metal, marmorgulv med grå årer, et hvidt arbejdsbord med stålben, og stolene ligner mere noget, man ville finde til et forhør end til en hyggelig frokost.
Det er ligesom at sidde til afhøring herinde! drillede en af mine venner engang. Eller et operationsstue. Rent, koldt, og der må ryges.
Der ryges altså ikke på operationsstuer, svarede jeg. Jeg havde ikke overskud til sjov for tiden. Dorte smutter fra mig! Lige nu pakker hun sine ting, mens jeg sidder her, fastlåst i mit forhørsrum, uden chance for at slippe ud
Nadja! Hvor bliver du af?! råbte jeg og gjorde store cirkler med blyanten på bordpladen. Det går da ikke sådan her! Hun er akkurat lige startet, og nu render hun rundt og Åh, jeg fyrer hele banden og sender dem ud for at sælge klipklapper på torvet, så kan de lære det!
Jeg er her, Mikkel. Hvad kan jeg gøre for dig? hun stak sit kønne ansigt i døren.
Jeg smutter. Arbejder hjemmefra. Jeg skal ja, jeg har brug for det.
Jeg kunne jo ikke fortælle Nadja, at Dorte havde smidt mig på porten. Bare sådan uden et ord.
Men, Mikkel! Vi har jo møder hun så helt fortabt ud, øjnene flagrede.
Så flyt dem! Nej, nu skrider I altså på markedet alle sammen, og så sælger I futter! Jeg knækkede min blyant midt over i frustration og smed den i skraldespanden.
Ironisk nok startede det hele med futter.
Min farfar, Steffen, var en jysk mand med hænderne godt skruet påhan lavede håndlavede futter ovre i landsbyen, ikke bare nogle kedelige nogen; nej, der var dompapper og grantræer på. Han havde masser af tid, pensionen rakte ikke langt, og der var tag, der skulle fikses, skur der skulle bygges til den gamle Opel. Uden bil duer man jo ikke i de egne. Så han tjente en ekstra skilling ved håndarbejdet.
Hans kone, Kirstenmin mormorsatte futterne til salg på markedet inde i Horsens. Hun pakkede dem i en stor pose og tog toget til torvet. Kirsten var ikke én, der stillede sig midt i mængden; hun var bange for, de ville opkræve stadepenge. Hun holdt sig i udkanten, trak sin skjulte kasse frem og præsenterede farfars arbejde: futter til både børn og voksne, kvinder og mænd, pyntet med fugle eller gran. Hjemmestrikkede vanter og uldsokker kunne hun også trylle frem.
Sandt at sige, futter blev der ikke solgt mange af. Hvem skulle også bruge dem, når der alligevel bare er slud under fødderne i byen, og ingen går i uldsokker længere
Hvor har du så fine futter fra? Er de fra en fabrik? spurgte en lille splejset mand med en rygsæk og fiskestang.
Håndlavet, du. Tag dem, så fryser du hverken om fod eller lænd! Fisker du isfiskeri? Kirsten nikkede mod stangen. Tag de her sorte, med sølvtrådede fisk på. De vil klæde dig! Hvad er din størrelse?
Næ hvad skal jeg med dem ude på søen? Men jeg tager nogle til min datter. Hun går sammen med udlændinge og fører turister rundt fryser hele tiden. Jeg vil give hende noget ordentligt. De der med rønnebær derovre. Hun har nemlig også en rød frakke og basker. Vanter, kan du ikke prøve dem på?
Hvad?
Ja, du har samme små hænder som hende, prøv så.
Han snusede rundt, pruttede om prisen, pegede, og til sidst, da han var tilfreds, gav han Kirsten penge, tog futterne og forsvandt.
Nogle ville kalde det held, andre misundelse. Kirsten vidste ikke hvad, men nogle dage senere dukkede datteren op, opkøbte alt hvad Kirsten havde, og spurgte efter adressen.
Hvad skal du med så mange? spurgte Kirsten målløs.
Jeg skal sælge dem til mine udlændinge. De tror jo, vi har isbjørne gående her, så futter, vanter, sokker det er lige noget for dem, forklarede pigen, og en gut smed det hele bag i en rusten Lada.
Hvorfor vil de ha futter? I kan også komme og kigge på nogle gamle, sjove træfigurer. Hvem ved, måske er det dem, de vil ha?
Muligvis, og så er prisen i kioskerne jo horribel. Vi gør det på en anden måde. Men pas på, ingen ved noget, forstået?
Kirsten nikkede. Ssssh, hun sagde ikke et ord.
Hun fløj hjem som på vinger, forestillede sig alle turister gående rundt i Steffens futter og hendes vanter. Bare vinteren ville vare lidt længere Og det gjorde den. Og der blev hentet varer med Ladaen. Indtil, ja, det sluttede igen.
Men der var penge nok til taget, til skuret, og ja, også til farfars begravelse.
Jeg arvede erhvervssansen, plus huset i landsbyen.
Nu stod der, midt i Gl. Skovlund, bag et smukt smedejernshegn, på stedet hvor Stef og Kirsten havde deres stråtækte, et stort hus med to små tårne, sauna, grillplads, havepavillon til kaffeslabberas og en kunstig sø.
Jeg tog indimellem Dorte med derud, men hun kunne ikke med landlivet. Myg og fluer blev hun småskør af, myrer og larver kravlede på hende, og jordbærene fra torvet syntes hun var alt for sure.
Hun holdt ud indtil hun fandt en anden mand med et hus bare ved havet.
Men min landsby elskede jeg. Og huset.
Alt kunne være så fint; sidde og stirre på månen mens jeg sørgede over Dorte og kiggede på myrter med solbærdram. Men en dag, da vinteren var på vej, dukkede der en kat op. En rigtig gammel hankat, stor, våd og larmende, sprang direkte op på min trappe, efterlod våde poter og skrålede, så naboerne havde fået sig et show, og jeg overvejede straks at ringe efter Falck. Men katten ventede ikke. Han hamrede løs på døren skulle ind for enhver pris.
Udenfor var det rædsomt vejr; slud, glat, forfrosset. Hvem ville ikke ind i varmen?
Hvem fanden er det?! Jeg ringer efter politiet! råbte jeg og slog døren op.
Katten smuttede ind som en misile, gnavede sig ind forbi mine fødder, og plantede sig på min hvide sofa foran pejsen som om han ejede det hele.
Først troede jeg, jeg drømte. Jeg gnubbede øjne, nippede mig i armen. Men katten blev liggende.
Hør, du. Ud! Jeg pegede på døren.
Katten lo bare hånligt og begyndte at vaske sig.
Skal det betyde, du ignorerer mig? Mener du det?! Jeg har en jagtbøsse, har du forstået?
Selvfølgelig gav det ingen mening at snakke med en kat eller forklare om privatlivets fred og lovpligtig fjernelse. Men jeg prøvede. Jeg gik efter fredelige løsninger. Måske har han bare taget fejl af huset. Så må han ud. Vores veje skilles.
Men mandenkattenløftede kun poten og landede tungt igen på divanen, som en knægt.
Ud! Skrid så! Det er min sofa! Jeg greb en kost, viftede truende.
Den løftede sig dvaske, himlede med øjnene og sank sammen med hovedet på puden.
Jeg turde ikke røre ham. Tænk, hvis han har rabies? Eller lopper?!
Jeg skal have handsker, tænkte jeg, rodede i køkkenet og fandt til sidst par gamle arbejdshandsker ude i skuret.
På vej derud stoppede min nysgerrige nabo, fru Poulsen, mig: Hvorfor er der larm hjemme hos jer? Børn, råben?
Jeg indså, jeg stod ude i regn og slud i badebukser og frakke.
Der er bare en kat, der bryder ind. Ikke min! Jeg har sagt nej til dig før. Denne her kom uden invitation! forklarede jeg.
Kat? Jeg tilbød dig en killlingdu ville ikke! Nu lukker du en forhutlet ind. Skam dig, Mikkel.
Jeg siger jo, han kom selv!
Jeg havde ikke undskyldt så meget siden jeg var tyve og blev opdaget med en ukendt pige i sengen!
Er det Jesperkatten? Med flænset øre?
Aner det ikke. Han er gennemblødt.
Ja, Jesper. Nu slipper du ikke. Giv op.
Hun forsvandt, og jeg råbte, at jeg nok skulle smide katten ud. Jo, jeg skal få styr på det her!
Ind igen, nu med handsker og fast beslutsomhed: Katten skal pakkes ind i et tæppe og bæres ud.
Men Jesper havde ingen planer om at give sig. Han hvæsede, sprang på trappen, fløj op på loftet og gemte sig under min seng.
Så bliv liggende! I morgen ordner jeg dig.
Med mit mislykkede kærlighedsliv og hjemmearbejde havde jeg kastet mig ud i et vældigt forsøg på at flygte: kvinder på samlebånd, sprut, fart Alt for at glemme Dorte.
Hun var den første, der nogensinde havde forladt mig! Altid var det mig, der gik. Jeg lavede undskyldninger, tog på forretningsrejse, sagde vi passede ikke sammen. Pigerne græd og tiggede om en ny chance. Men jeg slog altid op først.
Men Dorte hun smadrede mit ego, trådte ud af min komfortzone. Jeg skulle komme videre.
Hvis der var landsbykonkurrence i tilfældige forhold, havde jeg vundet.
Selv fru Poulsen kunne ikke følge med i alle de forskellige kvindestemmer fra mit køkkenvindue. Men tidligt næste morgen blev pigerne hentet af taxa, jeg vinkede farvel og smed noget hård rock på anlægget. Kunne ikke klare tanken om Dorte.
Forstår du, jeg ved ikke engang hvorfor! Hvad havde hun gang i?! Den Gavstrup der, gammel og skaldet! Jeg gav hende alt! Ville hun have ring, fik hun ring! Ville hun have pels, fik hun pels! Hun blev bare aldrig min rigtige kæreste Er det derfor?! jamrede jeg over for min ven Jeppe, som bare nikkede og hældte mere snaps op.
Jeppe var lykkeligt gift og sad trygt i snor. Jeg var undtagelsen, vennen, han fik lov at besøge, fordi jeg var sikker.
Nu har jeg besluttet: intet mere romantik. Ikke flere forhold, symbolic moments, alt det pjatud med det! Jeg er færdig.
Mørkets side viste sig at være ganske munter. Ingen følelser, ingen forpligtelser, ikke engang smser. Hvis Dorte kunne dumpe mig, kunne jeg dumpe Danmark!
Jeppe ville måske også men hans kone ville aldrig tillade det. Sådan var det.
Netop den aften, Jesperkatten indfandt sig, sov jeg for en gangs skyld alene. Træt og slatten, muligvis lidt snue på vej.
Jeg faldt i søvn i gæstesengen, vandmelonsæbe og minder om sjovere nætter med Dorte omringede mig. Jeg drømte: noget kradsede, et dyr pilede rundt, faldt, skreg, mobilen ringede, døren gik
Jeg skulle tage min temperatur. Vågn op vågn nu op.
Jeg slog øjnene op og kiggede direkte ind i Jespers grimme fjæsarrigheder, kradsemærker over øjnet.
Jeg jog ham væk, men han lød ligeglad. Og så opdagede jeg rotten: stor, fed rotte på mit gulv. Katten så afventende på mig. Ventede, jeg skulle rose ham?
Jeg var ikke engang i nærheden af taknemmelig. Jeg løftede gaven op i halen og bar den ud.
Jesper syntes ikke om ideen, hvæsede og spærrede vejen, som om en rotte var det smukkeste, han kunne fremtrylle.
Og jeg en stor fyr på næsten to meter, følte mig som et lille barn med krøller på hovedet og barneføddder. Der var ingen tvivl: Jesper vandt. Jeg kunne ikke hamle op.
Okay. Fred. Lad os løse det her. Jeg giver dig mad, så går du hjem bagefter, ja? Jeg har i øvrigt rigeligt at tænke over, Dorte er gået, jeg er ja, du ved.
Jesper fnøs, men slentrede ud ad værelset.
Mikkel! Er du okay?! fru Poulsen kiggede allerede ind ad køkkenvinduet. Jeg hørte et spektakel!
Alt i orden! Kom lige ind, hvis du har lyst, mumlede jeg. Da hun kom ind, kunne hun se, det lignede en slagmark. Skår overalt.
Rotter! Katten slæber dem ind! Nu har han også smadret min mors kaffestel
Han driver ånderne ud? spurgte hun og kiggede på katten. Så er det din kat nu, Mikkel. Gud ske tak og lov.
Og ud gik hunmens jeg sad på en stol og kiggede opgivende på katten.
Gå væk, viftede jeg.
Han sparkede igen. Vi stirrede på hinanden. Til sidst overgav jeg mig.
Hvad gør det nu, Dorte er væk? Jeg fanden tage det hele, bare krokodiller ikke også flytter ind!
Hvad hedder du? Jesper, var det? Skal du ha mad, Jesper?
Jesper smed sig rullende, bad om nus. Jeg trængte egentlig selv til det, men ingen nusser mig.
Han var en kompliceret kat. Sov, hvor han ville, rev, hvad han ville, lod sig kun kæle, når det passede ham. Ydede service i form af hengemt bytte i haven, men foderdet var han kræsen med. Nadja købte det bedste, men Jesper gik alligevel rundt og vrængede næse.
Efterhånden forsvandt alt liv fra min matrikel: fluer, mus, rotter, endda fugle holdt sig væk.
Han gjorde det, fordi han ville, ikke af nød.
Jeg lukkede alligevel døren til mit soveværelse om nattenmen det kunne han ikke lide. Han slyngede sig ind i døren, indtil jeg lod ham komme ind. Så boede vi sammen. Eller han boede hos mig, rettere sagt.
Jeg læste mig frem til, at man burde kastrere hamså blev han mild. Men jeg fik ham aldrig i transportkassen; han gik amok, bed, kradsede, flænsede bilen. Så jeg gav op. Han skulle åbenbart forblive en rigtig jysk kat.
Efterhånden vænnede vi os til hinanden. Jesper kom hver morgen med bytte, jeg gravede det ned. Han tog det personligt og gav sig til at flænse min sofa. Men jeg magtede ikke at hidse mig op. Dorte havde knækket mig.
Efter halvanden måneds samliv fik jeg den idé at tage min nye flirt med ud i sommerhuset. Maria hed hun, vi mødte hinanden til et kedeligt firmaarrangement, hvor hun serverede drinks.
Men du skal lige vide jeg har en kat. Han er ikke helt nem. Du skal lade ham være.
Det havde hun glemt, da hun så Jesper hun kastede sig hen for at nusse ham. Han hvæsede, sprang væk, og hun hylede op, faldt ind i mine arme, og så rullede vi rundt derfra.
Døren til soveværelset blev lukket. Jesper gik i gang med sit vanvittige nattearbejde og næste morgen måtte Maria se sine støvler og frakke ligge i en god solid kattepøl. Som i: hun var blevet straffet for at sætte pote på det, der ikke var hendes.
Du er ikke klog! og så var hun væk.
Det samme skete for Rita, Jannick, Johanne, Julia, og dem imellem. De skreg og råbte, jeg skulle drukne Jesper. Men Jesper sad stolt udenfor på en regntønde og kiggede på solopgangen. Han var hævet over alt det her. Han var sin egen.
Prøver du at gøre mig til eneboer eller hvad, Jesper?! Det her, det er MIT hus! Mine kvinder er mit frirum, det forstår du, ikke?
Jesper nikkede.
Så hold dig væk fra deres ting. Forstået?
Han nikkede igen. Han var klog.
Så hvorfor opfører du dig så?! Jeg bankede i bordet og mærkede, hvordan det hele truede med at vælte. Du har ødelagt mit hjem, sat mig på plads, men jeg har vel også ret til kærlighed!?
Faktisk blev jeg helt rørt.
Jesper sukkede, trillede hen til min fod og lagde sig med maven op.
Din bandit, mumlede jeg og klappede ham modvilligt. Jeg laver dig til hue en dag!
Jesper spandt, skævede op, lå og rystede af vellyst.
Den nat sov jeg dårligt. En fornemmelse lurede.
Opdagede bilen ikke straks. Jesper havde stirret ud af vinduet længe, mens jeg sneg emails af sted.
Er nogen hjemme eller hvad?! lød det ude fra dørenog så fru Poulsen:
Se dig for, hans kat er skør! Han terroriserer hans veninder. Du er vel endnu én?! Fru Poulsen havde altid næsen i alt.
Jeg forstår ikke hvem er Mikkel? Jeg skal bare hente nogle futter?
Åh, futter! Dem! Fru Poulsen sukkede. Futter er slut. Profitterede for hurtigt. Mikkel! Kom nu! råbte hun.
Døren skreg. Jesper styrtede ud foran kvinden, klar til at gå til angreb, men standsede så brat, gned sig om hendes ben.
Er det ballademageren? Han ligner en hårdt prøvet! sagde hun.
Hvad vil du? Sig det hurtigt, min kat beskytter mig mod kvinder, brummede jeg strengt, mens jeg betragtede hende på trappen. Jeg har ikke brug for kartofler, og jeg er ikke interesseret i religion.
Jeg hedder Katrine. Min bedstemor hun købte futter her for mange år siden. Hun elskede dem og nu ville hun så gerne have et par mere
Ikke flere futter! Jeg kiggede på Jesper, der sad som glansbillede og lod sig nusse. Min farfar lavede dem. Han er borte. Nu er det slut.
Det er synd, sagde hun ægte trist. Jeg regnede med undskyld, jeg ville ikke forstyrre.
Ikke nogen træfigurer heller! hylede fru Poulsen.
Nej, okay Katrine trak på skuldrene, gik mod bilen, Jesper løb efter.
Jeg lukkede øjnene, ventede kaos, men opdagede: hun sad på hug og nussede Jesper, som lå henrykt hen over hendes skød.
Han er da så sød! sagde hun, mens hun vendte katten og så et flåt.
Forsigtigt, han bider! sagde jeg.
Ikke tale om! Han har en flåthar du olie og pincet?
Han vil ikke samarbejde. Han er vild. Det må vente.
Hvis et hoved bliver siddende er det farligt. Kom nu! Kommandoen skar igennem.
Jeg kunne næsten ikke se på det. Jesper, som ikke tålte nogen, lå og dinglede med halen, mens Katrine fjernede flåten.
Adrenalin intravenøst? Er han død?! spurgte jeg nervøst.
Tag noget baldrian selv. Det her er da bare en kat og en flåt. Men han ER virkelig katten over dem alle. hun grinede, og jeg rødmede.
Han gik amok ved dyrlægen Jeg trak på skuldrene.
Men nu er det gjort. Tag flåten i et syltetøjsglas, så sender jeg den til test.
Tre liters glas? Jeg rodede. Alt var smadret efter Jespermen fandt et.
Tak. Jeg kører nu. Undskyld jeg forstyrrede.
Hvorfor futterne? spurgte jeg til sidst.
Museet for Folkeliv. Ville gerne udstille dem herfra. Kan jeg få dit nummer, i tilfælde af at flåten er farlig?
Jeg gav hende det, og hun kørte.
Samme nat vågnede jeg badet i sved. Hvor var Jesper? Nu dør han, flåten var giftig, og det min skyld! Jeg fløj gennem huset, ledte i krogenehan lå udstrakt på vindueskarmen, stille.
Det er slut. Han er død Jeg satte mig ned, tårerne pressede.
Så miauwede Jesper stille, satte sig op og spejdede ud.
Jeg løb hen, greb ham, trykkede ham ind til mig.
Jesper nægtede at flytte sig.
Vi satte os sammen, tæt, kiggede på telefonen. Den ringede.
Undskyld. Jeg ringer sent, men hvordan klarer din kat det? Analysen tager nogle dage med flåten, men
Han er sløv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Til dyrlægen! Jeg kommer nu, så tager vi af sted, sagde Katrine og lagde på.
Hun kommer, Jesper. Hun redder os, Jeg aede den beskidte pels. Jesper tillod det endelig.
Kort efter: Lygter udenfor, trin på trætrappen.
Så hvad sker her? Katrine ruskede i mig. Jesper opførte sig pludselig som en kærlig killing, sprang op på skødet af hende og spandt.
Han er rask, tror jeg. Men lad os tjekke, sagde hun og løftede ham, mens jeg gik bagefter og holdt hende fast. Hvis hun faldt, greb jeg hende. Selvfølgelig.
Hos dyrlægen genvandt Jesper kræfterne, væltede brochurer, hylede og blev til sidst erklæret sund og rask.
Jeg kan give noget beroligende, hvis han ikke vil med hjem?
Nej, han klarer det. Han er sej, sagde Katrine.
Jesper marchrede ud, stolt som en vagtkat. I bilen lagde han sig til at sove hos hende.
Senere, hjemme hos mig:
Så du har valgt side, Jesper? hviskede jeg og så ned på ham. Han kiggede bare væk, klistrede sig ind til Katrines ben.
Jesper, det er faktisk min kone! knurrede jeg halvt for sjov.
Jesper svarede ikke. Han fandt sig til rette. Katrine smilede. Jeg lagde mig på kanten af sengen.
Så langt kan man altså komme ud, når man arver futter, iværksætternæse og Kirstens gode hjerte og så Jesper.
