Jeg blev gift med en mand, der har en datter. Hans tidligere kone rejste væk og lod deres datter blive hos sin far. Hun ringer aldrig, skriver ikke, som om hun for længst havde valgt en ny tilværelse. Hun har sin egen familie og flere børn nu. Af og til sender hun nogle småting til datteren i juletiden, men pigen bliver aldrig rigtig glad over det. Hun savner en mor, ikke flere gaver. Indeni er hun vred på sin mor over, at hun ikke vil have hende hjemme hos sig.
Da min mand og jeg begyndte at ses, boede hans datter hos farmor, min svigermor. Men efterhånden sagde farmor, at hun havde det svært med at passe et barn, hun var blevet ældre og havde ikke kræfterne mere så blev pigen sendt hjem til os. Da jeg fandt ud af, at min mand havde en datter, håbede jeg inderligt, at vi ville kunne have et godt forhold. Men uanset, hvor meget jeg har forsøgt, har vi aldrig kunnet nærme os hinanden. Jeg har prøvet alle tænkelige måder, men intet virker. Hun er så bevidst om, at jeg ikke er hendes mor, og derfor nægter hun at høre efter mig.
Hun ignorerer mig, som om jeg bare var luft. Hun prøver at bestemme det hele, kommanderer rundt og opfinder mærkelige grunde til at klage til farmor og sin far. Bagefter må jeg stå model til lange formaninger om, at det er mig, der ikke forstår hende, at jeg bør være mere tålmodig og selv finde nøglen ind til hende. Men helt ærligt, jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal finde mig i så meget uhøflighed og ballade. Hvis jeg både skal tage mig af hende og opdrage hende, så burde jeg da også i ny og næ have lov at sige fra og sætte grænser. Men nej hverken min mand eller svigermor vil røre ved det. Jeg må tåle hendes uopdragenhed, mens hun vokser sig mere forkælet og lunefuld for hver dag.
Min mand forsøger naturligvis at forsvare hende, men han skælder hverken mig ud eller hævner sig. Han arbejder hele dagen, så det er mig, der tilbringer de fleste timer sammen med hans datter. Hun er ved at være stor, 12 år, men min mand og svigermor nægter, at hun må være alene hjemme. Så må de selv tage ansvaret! Jeg har brug for ro, brug for at trække vejret, arbejde i fred. Farmor kigger forbi på besøg en times tid her og der, snakker lidt med hende og giver derefter mig skældud for, at jeg skulle være for kold.
Måske, hvis min mand og svigermor ikke hele tiden blandede sig, kunne jeg og pigen faktisk have fået kontakt. Nu tror jeg næsten, jeg har begået en fejl ved at gifte mig med en mand, der allerede havde et barn. Jeg er rystet over pigens sind, hendes dovenskab og ligegyldighed. Jeg bliver aldrig hendes mor det er jeg sikker på. Og nu hvor jeg er gravid selv, er der ingen vej tilbage. Jeg må finde en udvej, så hun frivilligt flytter tilbage hjem til farmor. Det er det eneste, jeg kan finde på…
