Mandlige glæder.
Femårige Gustav havde brugt en hel uge hos farmor og farfar, mens mor og far slappede af under sydens sol. Endelig vågnede han hjemme i sin egen seng en mandag morgen, gik en rundtur gennem alle rummene og betragtede dem alvorligt, inden han trak mod badeværelset.
Efter morgenritualet slentrede han ind i køkkenet, hvor mor havde travlt med at larme med tallerkenerne. Hun vendte sig og smilede, kyssede ham hurtigt i panden og gik roligt tilbage til sine sysler.
Gustav klatrede op på stolen, satte sig ved bordet og ventede tålmodigt på, at mor stillede en tallerken og ske foran ham. Sådan plejede farmor altid at gøre, når han stak næsen ind på hendes køkken om morgenen.
Men mor havde tilsyneladende ikke travlt.
Nå, Gustav betragtede hende grundigt. Hvordan fodrer man så mænd i dag?
Mor stivnede ved kogepladen, mundvigen åben. Hun kom langsomt til sig selv og vendte sig.
Hvem er det lige, der er mænd herinde?
Hvem ellers Gustav trak på de små skuldre. Far er taget på arbejde, så der er vel kun mig tilbage i huset.
Nå, mor kørte hurtigt hovedregningen igennem. Og hvor har man så lært den slags udtryk hen?
Hvorfra… Gustav vred sig lidt på stolen, plantede hagen i hånden og sagde eftertænksomt: Livet har lært mig sådanne ting, mor.
Hvilket liv?
Som onkel Poul siger: et hårdt liv.
Hvem er så onkel Poul nu?
Farfars ven. De spiller altid skak og snakker om livet. Jeg kan også godt lide at snakke om livet nu.
Hvad tænker du så over?
Om det hårde liv, selvfølgelig.
Men dit liv er da ikke hårdt? Du er jo kun et barn! Dit liv er jo ren lykke!
Jah, lykke… Gustav tog fars store ske, der lå på bordet, og kiggede bedrøvet på mor. Prøv du selv, mor, at leve mit liv lidt.
Hvordan er det så at leve dit liv? Nu begyndte mors interesse virkelig at blomstre. Fortæl løs.
Tja… Jeg skal tidligt i seng, skal tidligt op til børnehave. De tidlige morgener er hårde. I dag slap jeg godt nok, men i aften bliver jeg nok smidt i seng igen som sædvanligt.
Det skal du jo også du skal sove dig voksen.
Men jeg er allerede voksen! Ja, faktisk mere end voksen! Derfor skal jeg hele tiden gøre noget for nogen. Derhjemme og ovre i børnehaven får jeg ikke et øjebliks ro.
Hvordan det?
Tja, jeg får ikke lov til at se TV så meget, jeg må aldrig røre ved computeren. Jeg bliver faktisk helt nervøs af det.
Nå, du bekymrer dig sådan?
Selvfølgelig. Og så bliver jeg kun fodret med noget kedeligt som grød, som om jeg ikke laver noget som helst. Jeg bliver ellers temmelig træt, må du vide! Meget træt!
Nå da, mor begyndte næsten at stamme. Hvad laver du egentlig, siden du bliver så træt?
Hvad jeg laver? Jeg adlyder jer voksne! Jeg skal rydde mine legoklodser op, læse bøger, lære at stave. Måske har jeg ikke lyst? Så, mor, min mandsrolle er egentlig temmelig hård.
Jamen dog, mor prustede. Jeg har altså gjort livet barskt for dig.
Ja, sådan er kvinder, mor. Det går ud over manden. Nå, skal vi have noget morgenmad eller ej?
Ja-ja, mor kunne næsten ikke holde latteren tilbage. Du vil kanskje have lige så stor portion som far?
Eh, nej tak Gustav skævede til gryden, hun havde sat foran ham, så træt bliver jeg trods alt ikke endnu. Men kage jeg kan sikkert klare to stykker.
Spiser rigtige mænd nu også kage? mor smilede.
Selvfølgelig, svarede Gustav fast. Hvis de altså ikke er alt for voksne.
Ikke for voksne?
Jep. Når man bliver rigtigt voksen, får man vist nok andre glæder i livet, ikke? Sådan sagde onkel Poul i hvert fald. Ikke?
Mor spærrede øjnene op, hældte suppe op til sønnen og syntes pludselig, at det var bedst ikke at snakke mere om de dér mandlige glæderMor lo og satte sig endelig ved bordet, skar to store stykker kage og skubbede fadet hen til ham.
Ved du hvad, Gustav, sagde hun lavmælt, jeg tror, det er godt, hvis du venter lidt med de helt voksne glæder. Ellers får du jo aldrig så gode kager igen.
Gustav grinede højt, greb et stykke og lod krummerne drysse på dugen.
Så længe der er kage, er jeg alligevel ret lykkelig, mor.
Mor rakte ud og strøg ham over håret.
Så lad os to blive ved med at finde glæde i små ting det klarer vi mænd bedst sammen.
Gustav smilede med fyldte kinder og nikkede alvorligt, mens solen sneg sig ind gennem vinduet og ramte både store og små mandlige glæder midt i køkkenbordets fred.
