Otteoghalvtreds og en spand

Er De blind, eller hvad? Stemmen kom så pludseligt og med en sådan kraft, at jeg et øjeblik mistede pusten. Ikke af frygt, men fordi den tone vækkede minder i brystet, nøjagtig som når man træder på et gammelt fotografi og mærker et pludseligt stik af erindring.

Spanden ramte virkelig skoen. En beige ruskindssko, tydeligvis dyr. Vandet piblede ud på marmorgulvet, men snittede kun lige sålen.

Undskyld, sagde jeg stift. Ikke krybende, bare neutralt.

Kvinden foran mig var omkring fyrre. Elegant, iklædt elfenbensfarvet kjole, mobilen presset til øret samtalen sat på pause i anledning af denne opsang. Skiltet på døren bag hende lød: Reklamebureau Lyslinjen. Direktør.

Ved De, hvad det her er for sko? Hun skævede til sin fod, så til mig, med det blik man har for defekt inventar. Hvordan bærer De egentlig deres spand rundt?

Skoen er ikke blevet beskadiget, svarede jeg og mødte hendes blik. Vandet er rent, jeg har lige skiftet det.

Det irriterede hende endnu mere end selve episoden.

Skal De forklare mig tingene nu? Kald på Deres chef!

Selvfølgelig hvis De finder det nødvendigt. Men skoen fejler ikke noget.

Hun sendte mig det der blik igen situationhovmodige øjne, ikke rettet mod en person, men mod et problem, der bør fjernes omgående. Så forsvandt hun ind på sit kontor med hastige skridt. Jeg blev stående et sekund, tog så min spand og gjorde gangen færdig. Der manglede tyve meter endnu.

***

Om morgenen, inden vagtstart, drak jeg altid kaffe fra termokanden i personalerummet. Her lugtede af klor og gammelt gulvbelægning. Rummet var smalt, med metalskabe det ene hang aldrig helt til og blev presset til med albuen, hver gang jeg skulle have mit arbejdstøj ud. Jeg lagde mærke til alt. Det var professionelt. Det forlod mig aldrig.

Jeg var otteoghalvtreds. I mit tidligere liv, hvis man kan kalde det det, havde jeg i 22 år arbejdet som chefanalytiker i konsulentfirmaet NordForum. Jeg lavede strategiske rapporter, deltog i internationale forhandlinger, læste økonomiske dokumenter på tre sprog og mit engelsk var på et niveau, så jeg tænkte direkte på det. Dengang ventede man på min mening, og mit navn i bunden af en rapport gav dokumentet tyngde.

Så sluttede det hele. Ikke på én dag. Først døde Anders, min mand, i en meningsløs ulykke. Jeg røg direkte på hospitalet fra begravelsen med et slagtilfælde, lå i koma i tre uger. Da jeg vågnede, havde forretningspartnere, som Anders før sin død havde givet fuldmagten, allerede overflyttet alt muligt. Advokaten, som jeg hyrede for mine sidste penge, forklarede roligt: Fuldmagten var bred, handlingerne formelt lovlige, og at føre sag ville være næsten umuligt dyrt og langsommeligt. Han foreslog, at jeg først og fremmest skulle passe på mit helbred.

Det fik jeg nogenlunde styr på, på halvandet år. Så begyndte jeg at søge arbejde.

Det var en lang historie, jeg helst tog i små bidder. Samlet var det for tungt. Jeg sendte ansøgninger, kørte til samtaler. Alle tog venligt imod mig, indtil de så alderen. Seksoghalvtreds var jeg da. En rekrutteringsmedarbejder, en yngre kvinde med flotte negle, sagde blødt: De har et flot CV, men vores kunder søger i øjeblikket nogen med, lad os sige, lidt andre vækstmuligheder. En HR-chef sagde mere bramfrit: De burde nok overveje pension. Hvorfor gøre det svært for Dem selv?

Det var tidligt for mig at gå på pension, og pensionen ville være minimal uanset hvad. Ingen bolig, ingen opsparing, helbredet stadig skrøbeligt. Jeg tog det roligt, ikke fordi jeg var forberedt, men fordi der ikke var noget i at gå i panik.

Rengøringsfirmaet ansatte mig uden vrøvl. Pas, sundhedsbog, to timers instruktion. Her er spanden, moppen, planen. Lønnen var lille, men kom fast. Erhvervscenteret Polaris på Åboulevarden var stort, med glasfacader, adgangskontrol, dyre kaffemaskiner på alle etager og folk, der passerede mig, som var jeg en søjle. Jeg gjorde altid mit arbejde ordentligt. Det havde jeg altid gjort professionel til fingerspidserne.

***

Jeg så nu Karen Grevesen, direktør i Lyslinjen, hver dag. Hun gik ind ad døren klokken kvart over ni med en stor to-go kaffe og snakkede i telefon. Altid i stiletter, altid i fuldt fokus, og hun så ikke på mig. Det var egentlig bedre end hvis hun reagerede.

Kollegaerne i rengøringen accepterede mig, omend med en vis forsigtighed. Grethe, en kvinde omkring min alder med røde hænder, spurgte engang direkte:

Du har vist haft et andet arbejdsliv. Hvad lavede du før?

Analyst, sagde jeg.

Hvordan det?

Regnede ud, hvordan tingene hang sammen i erhvervslivet. Skrev om det.

Grethe tænkte lidt og nikkede.

Jeg var lærer. Matematik, ottende klasse. Tyve år. Så lukkede skolen og ja, så blev jeg for gammel.

Vi tav lidt. En stilhed, hvor ord var overflødige.

Unge Simon fra vagten hilste af og til på mig ved navn, hvilket altid var rart. Den administrative leder, Anne-Lene, holdt øje med tidsplanerne, men uden ond vilje. Jeg blev ikke fornærmet jeg forstod systemer. Der er altid en logik og en rangorden. Det hjalp.

Det, der ikke hjalp, var hænderne. Om morgenen var fingrene stive, gigten værre hvis natten havde været kold. Jeg lavede øvelserne fra fysioterapeuten, bøjede hver finger igennem, tog gummihandskerne på, greb spanden og gik i gang.

***

Forhandlingerne i Lyslinjen var sat til tirsdag klokken to. Dagen før havde Anne-Lene bedt mig om at gøre dobbelt så grundigt rent i mødelokalet på tredje. Udenlandsk klient. Det hele skal skinne. Jeg pudsede også vinduerne, selv om det kun var fingeraftryk ingen havde bedt mig men man vander da en tørret stueplante, ikke?

Tirsdag vaskede jeg gangen på tredje lidt over halv to. Så blev der tumult ikke larm, men en dirrende uro. Lyde bag døren til mødelokalet, så gik døren op; Karen Grevesen stod med fast mund men nervøse øjne.

Vent, jeg ringer senere Nej, han er allerede her, men Olsen… han kommer ikke, jeg ved det, vent lige…

Hun lagde mobilen, så mig som om jeg var i vejen for udsigten.

Er du her stadig? Gå ned, vi har et vigtigt møde.

Naturligvis. Jeg er på vej.

Tolken er ikke kommet, sagde en stemme bag mig det var Maria, Karens assistent, ung, briller, tablet under armen. Han skrev, han sidder fast i trafikken, lover at komme til klokken tre, men de britiske forretningsfolk… Mr. Hardy er her, og han taler ikke dansk, slet ikke! Jeg tjekkede, han er fra Manchester.

Ja, Maria, Karens stemme var lav, hvilket var værre end grådkvalt. Hvad foreslår du så?

Måske online… Google translate…?

Med en partner, der er fløjet herop personligt via online oversættelse?

Maria blev tavs.

Jeg var allerede næsten væk. Allerede drejet bag om hjørnet, da jeg instinktivt stoppede op. Det var ikke sentimentalitet. Det var et refleks når man ser et system vakle, og man kender løsningen, føles det naturligt at hjælpe. Som at samle en stol op, der er væltet.

Jeg vendte om.

Undskyld, sagde jeg.

Karen så på mig, en blanding af irritation og svagt, næsten uundseeligt håb.

Jeg kan oversætte. Hvis I har behov.

Pause. Maria så på os begge.

Taler du engelsk? Skepsis og en snært af spinkelt håb i stemmen.

Toogtyve år med internationale forhandlinger og analyser. Engelsk på forretningsniveau, også finans og jura. Vil du teste mig?

Karen betragtede mig tre sekunder. På min blå rengøringsuniform, handskerne i lommen, min ranke ryg.

Maria, find noget… find noget pænere tøj til hende i garderoben. Hurtigt.

***

Mr. Hardy David Hardy fra det engelske reklamebureau Bridge&Conifer var omkring femoghalvtreds, rødhåret grå, opmærksomme blå øjne. Han sad for bordenden med sin tekop (det måtte han selv have bestilt ingen havde nået kaffe). Han betragtede os indgående, som folk der kan vente men ikke lader noget gå dem forbi.

Maria fandt en mørkeblå blazer et sted. Jeg tog den på, satte håret op, rettede kraven på blusen, som heldigvis stadig var præsentabel. Hænderne havde jeg nået at vaske. Det var faktisk det, jeg var mest bevidst om.

Karen åbnede forhandlingen med en hurtig præsentation. Jeg oversatte. Først målte Mr. Hardy mig af, men der skete et skift han begyndte at tale frit.

Det drejede sig om et strategisk partnerskab Lyslinjen ville have eksklusiv adgang til platformen Bridge&Conifer for at placere danske brands på det britiske marked. Komplicerede betingelser, flere lag af provisioner, intellektuelle rettigheder, force majeure-klausuler. Maria tog noter. Karen nikkede.

På et tidspunkt spurgte Hardy ind til revenue split modellen, og Karen foreslog en procentsats, som, oversat til dansk forretningslogik, betød noget helt andet. Jeg stansede.

Karen, sagde jeg lavt, da Hardy noterede i blokken, du tilbyder ham fyrre procent af nettooverskuddet, men han taler om bruttoomsætning før omkostninger. Det er vidt forskellige størrelser forskellen kan være tre til fem gange.

Hun blegnede.

Spørg ham, hvordan han forstår grundlaget for beregningen, sagde jeg. Jeg skal nok oversætte.

Ti minutter senere var misforståelsen rettet. Hardy var nem at tale med, bare ingen havde fanget, at vi talte forbi hinanden. Her er det vigtigste i forhandlinger ikke at skrive under på noget, man ikke mente. Det havde jeg set utallige gange.

Omkring tre ringede tolken, at han først lige var kørt. Karen sagde, han kunne tage det roligt. Imens spurgte Hardy mig, mens han betragtede orkidéen i vinduet, om det var rigtigt, at danskere elsker blomster.

Jeg tror alle elsker blomster, svarede jeg. Vi giver dem for enhver anledning det gør livet markant.

Han lo hjerteligt.

Halv fem blev intentionsaftalen underskrevet. Hardy gav hånd til alle også mig, længere end de andre.

Har du været længe i firmaet? spurgte han.

Nej.

Ærgerligt. Du er en rigtig dygtig forhandler.

***

Karen indhentede mig på gangen, da jeg allerede havde taget blazeren af. Maria lige bagved.

Vent, sagde Karen. Jeg vil gerne tale med dig.

Vi standsede ved vinduet. Sænkende sol i glas, biler nedenfor, i mødelokalet pletter af te, som jeg i morgen ville tørre op.

Du har gjort noget vigtigt i dag, sagde Karen i sit forretningsagtige tonefald. Uden dig havde kontrakten ikke været mulig. Jeg vil gerne takke dig.

Det behøves ikke, sagde jeg.

Jo, hun rakte Maria en kuvert. Her er et rimeligt beløb. Tag det som et honorar.

Jeg så på kuverten. Så på Karen. Så på kuverten igen.

Vil du betale for min tavshed? spurgte jeg stille.

Karen rystede let.

Jeg vil takke dig for din indsats.

Det er ikke det samme. Hvis du vil takke mig, så sig tak. Det kan jeg tage imod. Men jeg tager ikke kuverten.

Det… hun påbegyndte en sætning, standsede. Hvorfor ikke?

Fordi jeg ikke har gjort noget, man får penge for at tie om. Jeg hjalp, fordi man hjælper. Det er ikke for penge.

Maria så ned.

Okay, sagde Karen omsider, uden at det helt var klart, hvad hun mente.

***

Næste dag sagde jeg op. Ikke fordi jeg var såret ikke kun derfor. Noget havde flyttet sig i mig, noget, jeg havde skubbet fra mig af pligt, for at få faste penge og for at vænne mig til en ny tilværelse. Alt dette var sandt, jeg fortrød ikke de to år.

Men dagen før, over for Hardy, mens jeg oversatte juridiske nuancer, var jeg mig selv. Ikke rengøringsdame, ikke eks-analytiker, ikke en, der er blevet foldet sammen og lagt væk af livet. Bare mig, Gitte Jensen, en der tænker, lytter, taler præcist. Det bed sig fast. Senere sad jeg på køkkenet i min lille lejlighed i Valby, kiggede ud af vinduet, tænkte på ingenting. Bare sad.

To dage senere fandt jeg en annonce. En lille blomsterbutik Vintergækken ti minutter fra hjem søgte ekspedient. Den ældre ejer, Karen Andersen, tog imod mig uden ansøgningsskemaer og uden tale om karriereplaner. Vi talte sammen i en halv times tid. Jeg sagde, at jeg kun kendte til blomster som hobby, men at jeg er god til mennesker og hurtig i hovedregning. Karen grinede.

Jeg har ikke brug for en ekspert. Jeg har brug for én, der ikke kommer for sent og er venlig ved kunderne. Er det nok?

Ja, det er det, sagde jeg.

***

Butikken duftede, som livet dufter på de bedste dage: fugtig jord, grønt, sødlig rose, kølighed fra lageret med gerbera og krysantemum. De første dage tog jeg fejl af priserne, men Karen Andersen rettede venligt på mig. Fjerdedagen kom en kvinde, ville have noget blidt til sin syge veninde ikke for farvestrålende. Jeg lavede en buket af hvide fresia og eukalyptus, bundet med linnedbånd. Præcis dét, sagde hun. Karen så det og nikkede kun.

Lønnen var lavere end i rengøringen. Men om morgenen følte jeg ikke længere den modstand mod at stå op.

Jeg begyndte at lægge mærke til ting hvordan lyset i butikken ændrer sig fra morgen til aften. At flere mænd, usikre, kommer fredag. At den gamle dame altid køber én hvid krysantemum hver onsdag, uden forklaring og jeg spørger ikke.

En aften ringede jeg til min datter Mette hun bor i Aarhus, gift, to børn, altid bekymret for mig, men uden at trænge sig på. Hun tog straks telefonen.

Hvordan går det, mor?

Fint. Jeg arbejder i en blomsterbutik.

Pause.

En blomsterbutik?

Ja. Jeg kan lide det.

Mette tav lidt, jeg kunne næsten høre, hvordan hun ledte efter ordene.

Jeg er glad, mor. Du… lyder anderledes.

Hvordan?

Som du plejede, tror jeg.

Jeg kiggede på min lille potte med pelargonie i lejlighedens vindueskarm den havde jeg fra butikken, Karen solgte den til mig billigt, fordi den var lidt træt. Nu var den sprunget ud.

Godnat, min pige.

Godnat, mor.

***

En måned og fire dage senere kom Karen Grevesen ind i Vintergækken. Jeg så hende straks i vinduet, mærkede på forhånd en slags stille træthed, endnu før dørs klokken klang.

Hun var ikke i businesskjole, men jeans og cremefarvet frakke. Uden telefon i hånden. Overraskende.

Goddag, sagde hun.

Goddag, svarede jeg.

Karen Andersen stod diskret i baglokalet og holdt sig væk.

Jeg fandt dig ikke med det samme, sagde Karen Grevesen. Først spurgte jeg Anne-Lene, hvor du var. Hun vidste det ikke. Så gik jeg hele strækningen fra Polaris flere gange og tjekkede butikkerne.

Jeg bød ikke ind.

Jeg vil tale med dig.

Jeg lytter.

Hun så sig om, fandt en stol ved væggen og satte sig bare. Det var et godt tegn, tænkte jeg; folk, der sætter sig uden at spørge, taler oftest ærligt.

Hardy har sendt brev, sagde Karen Grevesen. Tre uger efter mødet. Han skrev, at han gerne ville bekræfte intentionerne og især takke deres formidable tolk. Han spurgte, om du arbejder fast i vores team, og skrev, at han fremover kun vil forhandle, hvis du deltager.

Butikken duftede fugtig og blomstrende.

Jeg har tænkt længe over dét, der skete, fortsatte Karen. Jeg tænkte meget på den måde, jeg talte til dig med spanden. Jeg skammer mig men det lyder for let; som om skam var nok. Det er ikke kun det.

Jeg satte forsigtigt potteplanten på disken. Oktobersolen var bleg.

Sagen er, at jeg så dig som inventar, indrømmede hun. Jeg tænkte ikke på dig. Hverken godt eller dårligt. Det er faktisk værre end det modsatte.

Måske, svarede jeg.

Jeg vil tilbyde dig et job, sagde hun. Ikke som konsulent eller oversætter men som partner. Vi skal arbejde med det britiske marked, og en tysk kunde er på vej. Vi har brug for én, der kan det, du kan: forstå kernens betydning i en forhandling. Jeg observerede, hvordan du opfattede spørgsmålet om beregningsgrundlaget. Det handler ikke kun om sprog. Det er analyse.

Jeg ved, hvad det er.

Jeg tilbyder dig en andel ikke stor, men reel. Med stemmeret til strategimøder. Kontrakt.

Transparent kontrakt? spurgte jeg uden sarkasme. Bare for at høre det igen.

Jeg forstår, at du har grund til at være forsigtig med den slags. Jeg kender ikke din forhistorie, men jeg kan mærke, at der er noget.

Det mærkes.

Karen Andersen gik i baglokalet for at tjekke noget hos bagdøren så diskret, at jeg blev oprigtigt rørt.

Jeg skal tænke over det, sagde jeg.

Selvfølgelig. Jeg efterlader mine kontaktoplysninger.

Dem har jeg. Jeg arbejdede jo i dit hus.

Hun smilede første gang under samtalen, uden distance. Så venter jeg på dig. Uden deadline.

Hun gik. Karen Andersen vendte tilbage vil du have hjælp til næste uges bestilling?

Nej, jeg klarer det.

***

Jeg tænkte i to uger. Eller rettere jeg lod være med at stresse mig selv. Jeg gik morgenruterne, som jeg plejede, gennem den lille park nær hjemmet. Træerne havde mistet næsten alle blade novembertæppet under fødderne duftede af fugtig jord og lidt syrligt; det mindede mig altid om barndommen uden at jeg kunne forklare hvorfor. Jeg tænkte ikke på pengene; jeg kan erkende, hvad de betyder. Men hvad får en til at tilbyde partnerskab til en, man en time før bad om at gå?

Jeg tænkte over, hvad Karen sagde: Det kan ses. Hvad står der egentlig skrevet på mig og med hvilken skrift?

Jeg ringede til Mette, men nævnte ikke jobbet. Jeg ringede senere til min gamle veninde Nanna, nu læge i Odense. Hun lyttede, så sagde hun:

Gitte, du har allerede besluttet dig du skal bare have det sagt.

Har jeg?

Tror du selv ikke?

Jeg tav.

Jo, vel nok.

Netop.

***

Fredag aften ringede jeg til Karen Grevesen. Hun tog telefonen med det samme.

Jeg siger ja til en snak ikke til jobbet. Bare til at tale om det.

Fint. Hvornår?

Lørdag. Ikke på kontoret helst i mit hjem. Det er roligst.

Pause, men jeg lod den være.

Fint. Jeg kommer til dig.

***

Jeg lavede te ikke brevte. Jeg har stadig min blå-hvide porcelænsteapotte fra det gamle liv, let skæv i tuden, som kræver at man hælder med begge hænder. Anders sagde altid, at tekanden var ældre end os begge. Jeg købte løste, skar citron, fandt to porcelænskopper frem ikke et sæt, bare smukke.

Karen Grevesen kom præcis klokken halv tolv. Med en papirpose. Hun rakte den ordløst: en lille potte violet, overvældende levende.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle have med.

Blomster passer. Kom indenfor.

Lejligheden var lille, det så man straks. Rent, lyst, kun lidt. Bøger, mange, pelargonie i vinduet og et foto på reolen.

Hun betragtede billedet yngre mig, midt i trediverne, og en mand begge smilende foran, sikkert, havet.

Din mand? spurgte hun lavt.

Ja, sagde jeg fra køkkenet. Sæt dig bare.

Vi satte os ved det lille bord på køkkenet. Jeg hældte te op. Den skårede side mod mig.

Jeg vil først spørge dig om noget, Karen kigger alvorligt, du behøver ikke svare. Hvordan endte du i rengøring? Med den erfaring?

Aldersdiskrimination, svarede jeg. Jeg er otteoghalvtreds. Efter at have mistet mit job kunne jeg ingen steder få arbejde de sagde alle, jeg var for erfaren. Det handler ikke om styrke, som bøgerne skriver, det handler om, at jeg skulle betale husleje.

Mistede du boligen?

Jeg mistede mange ting. Det er ikke vigtigt nu.

Hun holdt om koppen med begge hænder. Porcelænet næsten gennemsigtigt.

Jeg vil bare sige dig noget. Ikke om jobbet. Bare sådan.

Jeg nikkede.

Jeg voksede op et sted, hvor alt blev besluttet hurtigt, sagde hun. Min mor sagde altid: det er din egen skyld, hvis du ikke når det. Jeg forvaltede firmaet på samme måde. Jeg tror… jeg så ikke folk omkring mig. Ikke som redskaber men slet ikke. Om det kan laves om, ved jeg ikke. Men jeg prøver.

Jeg så direkte på hende. Hun veg ikke tilbage.

Det er godt, du prøver, sagde jeg endelig.

Er det alt?

Hvad havde du ventet?

Hun blev tavs.

Ved det ikke. Måske, at alt var okay?

Intet er okay. Du opførte dig dårligt over for mig og sikkert andre. Men nu er du kommet, og du sagde undskyld. Det tæller.

Udenfor dryppede novemberregnen sagte.

Fortæl mig om aftalen, sagde jeg. Aktie, kontrakt, min rolle alle detaljer.

Hun åndede ud, næsten usynligt. Meget gerne.

***

Vi talte i næsten to timer. Jeg stillede præcise spørgsmål, hun svarede tålmodigt. Én gang måtte hun indrømme, hun ikke vidste alt, én gang var vi uenige om en provisionsstruktur, jeg forklarede min logik, hun overvejede og sagde, at det skulle regnes igennem. En professionel samtale noget i mit bryst åbnede sig, stille og udramatisk, som et vindue i et tungt rum.

Tekanden blev tom. Jeg satte den over, stod et øjeblik i det lille køkkenvindue gården nedenfor: nøgne træer, våd bænk, en rød kat under halvtaget, tålmodig.

Jeg satte mig igen, hældte op.

Jeg vil sige én ting, sagde jeg og satte tekanden Jeg har tænkt meget. Jeg siger ja, ikke for pengenes skyld; men fordi jeg savner arbejde, der udfordrer mig. Blomsterbutikken er fin. Karen Andersen er et rart menneske. Men det her er noget andet.

Vil du stoppe i butikken?

Jeg taler med Karen Andersen. Hun forstår.

Karen Grevesen nikkede. Tog koppen igen. Udenfor regnede det sagte. Katten ventede stadig.

Gitte, sagde hun, og hendes stemme var blødere. Jeg er glad for, at du ville mødes.

Det er jeg også.

Vi tav. Det var en anden stilhed end den med Grethe på personalestuen. Ikke mindre menneskelig bare anderledes.

***

Senere vaskede jeg kopperne op, skyllede tepotten, satte den nye violet ved siden af pelargonien. Violet og lyserød de klædte hinanden.

Jeg ringede til Karen Andersen om aftenen. Hun lyttede, tav lidt, så sagde hun:

Gitte, du træffer den rigtige beslutning.

Det ved jeg.

Du er altid velkommen tilbage, hvis noget ikke går.

Det ved jeg. Tak, Karen.

Og husk violer skal vandes fra bunden.

***

Vi skrev under på kontrakten to uger efter. Jeg læste den grundigt, side for side; noterede rettelser. Karen Grevesen svarede tålmodigt. Ét punkt måtte skrives om. Det tog en dag.

Første strategimøde var sat til mandag. Søndag aften forberedte jeg mig tog min gamle notesbog frem, købte nye penne. Drak te af min porcelænskop. Kiggede på fotografiet på reolen.

Udenfor var regnen væk. Første sne dalede, stille og tvivlende; vinter, men måske ikke helt.

***

Et par dage efter første møde ringede Karen Grevesen sent.

Undskyld det sene opkald, Hardy har skrevet igen. Vil have fysisk møde i januar. Spørger, om du deltager.

Jeg tav et øjeblik. Så ud på sneen udenfor, der faldt tøvende.

Ja, jeg deltager, sagde jeg.

Godt.

Pause.

Gitte?

Ja.

Har du vandet violen?

Jeg så på vindueskarmen. Den stod rank og violet.