Ikke et match
Jeg ved virkelig ikke, Anders Karen Jensen trak opgivende på skuldrene. Den solrige, lyse dag blev pludselig mat, grå og tung af små, sure skyer. Vinden flåede vinduet op, ruskede i papirservietterne på køkkenbordet og fik dem næsten til at flyve væk.
Hvad er det, du ikke ved? Mor, jeg spørger jo ikke, om jeg skal gifte mig eller ej. Jeg siger bare, at vi har besluttet os, mig og Signe, Anders skubbede utålmodigt sin suppetallerken væk.
Når jeg er hjemme hos mine forældre, fylder min mor altid på min tallerken, som om jeg har været på en ørkenvandring og nu er vendt hjem. Portionernes størrelse og antal afhænger af, hvor udmagret hun synes, jeg ser ud. Sådan viser hun kærlighed: mad, omsorg, uendelige kopper te og hjemmebag. Jeg havde for længst klaret mig selv, tog aldrig imod penge tværtimod tilbød jeg nogle gange hjælp til min far, som bønnfaldt om, at sådan gør man altså bare ikke, Anders! Jeg er jo ikke længere barn, stor og stærk og alt det der, men hjemmebanen, det er altså stadig mors frikadeller.
Jeg siger ikke, jeg er imod, dreng. Synes du ikke om suppen? Er den for salt? Jeg sagde jo til din far, han ikke skulle købe det der havsalt, det er alt for krads hører du, Poul?! råbte hun.
Der lød en mumlen inde fra stuen, hvor Poul halvslumrede og mistede sine briller ned på tæppet.
Så du er ikke imod? Sig det ligeud, hvad er det, du går og driver rundt om?
Altså Signe er ikke ligefrem en nem pige, vel? Hun har store ambitioner, det har hun altid haft. Jeg mindes fra skolen, hvordan hendes forældre altid købte det fineste og dyreste, forkælede hende. De andre piger gik i enkle kjoler, men Signe havde festkjole på til hverdagsbrug. Hendes forældre insisterede på limousine til studenterfesten for ellers var det ikke rigtigt Københavneragtigt, men landsbybal. Helt ærligt, jeg har aldrig haft fidus til de folk. De praler og sætter sig selv i fokus og helt ærligt: før lagde hun ikke mærke til dig, og hendes familie kiggede altså ned på os, især hendes mor. Nu er hun pludselig vild med dig? Undskyld, men den køber jeg bare ikke, Anders.
Karen holdt inde, som om hun overvejede, hvor meget hun skulle sige. Hun skænkede mig saft, lagde som altid lidt tørret abrikos i, som jeg elskede, satte glasset foran mig og satte sig ned igen.
Er hun nu den rigtige? Kommer hun ikke til at slide dig op, nu hvor det endelig går godt for dig? Kan du bære en familie? Måske bør du tænke lidt mere over det Men det bestemmer du jo selv
Hun afsluttede som sædvanlig med sit: Det er jo dit liv! som hun altid sagde, når hun egentlig mente noget andet, men ikke ville trække det ned over hovedet på os. Man kunne næsten høre min fars stemme i baggrunden, lidt i spøg: Manøvrer!
Jeg blev mopset, knyttede næver, kiggede indædt på hende.
Hvordan kan du sige sådan? Jeg er jo voksen nu, tror du stadig ikke på mig? Sig det nu bare, mor!
Nej, nej, Anders! Karen sprang op, begyndte febrilsk at ordne på komfuret, tændte og slukkede for vandhanen, satte sig ned igen.
Hvordan kunne hun fortælle sin voksne søn, at hun frygtede, hans kloge, stærke facade ikke ville række til den pige? At Signe måske var for meget, at hun tilhørte en anden verden. En haj, en ørn. Nej.
Det går bare hurtigt, og det virker mærkeligt. Men hvis I har besluttet det, dig og Signe, så er både din far og jeg med. Det er dit liv, din fremtid, din lykke. Hvis hjertet siger ja, så Nå, vil du have småkager? Jeg købte nogen i går, de bedste! Kommer nu!
Hun raslede med posen, lagde nogle pebermynteglasur-småkager foran mig. Jeg tog en, gumlede tankefuldt og trak på skulderen.
Jamen det skal nok gå! Du sagde det rigtige før: hjertet ved bedst. Jeg kan mærke, Signe er min. Og det hele skal nok gå, lige så godt som du og far. Jeg skal i biografen med hende i aften, så jeg smutter.
Karen nikkede. Nu var det begyndt før kunne vi have brugt en time eller to, et spil skak med far, have talt om ingenting men nu, hvor vi skal i biografen, er jeg hurtigt væk. Tiden løber
Hvad havde du regnet med, kvinde? sagde Poul, strakte sig, og mente, det var sådan det var. Han skal jo ikke sidde under dit skørt hele livet. Lad ham gifte sig nu. Kan altid skilles igen!
Men Karen bemærkede ikke Poul. Hun var bare bekymret. Efter min mening var Signe på mange måder forkælet, lunefuld, dybest set ikke nærværende hvordan skulle hun være som svigerdatter? Hun talte voksent, gik op i kunst og bøger, men der var et eller andet falsk over det.
Jeg mindedes, hvad min gamle fysiklærer, Helle, havde sagt: Signe er smart, hun forstår sig på de nyeste trends, lever let og ubekymret, men har ingen nære veninder hun kan ikke finde ud af det.
Helle fortalte, at man knap kunne hilse på Signe uden at føle sig røntgenskannet.
Karen og Poul var for længst flyttet til et andet kvarter en ny start. Men nu var denne Signe og hendes familie igen på vej ind i familien. Karen rystede på hovedet: For at gifte sig med dem? Nej tak!
Signe var uddannet journalist, havde fået ros for sine artikler, arbejde på et modemagasin, og forventede forfremmelse.
Hvordan jeg havde vundet hendes hjerte, forstod jeg egentlig ikke vi havde aldrig rigtig bemærket hinanden i gymnasiet, før en gammel klassefest bragte os sammen igen. Vi gik længe rundt omkring Kastellet, og da det begyndte at regne, løb hun rundt og dansede i regnen, som en glad vinget kat.
Hun kaldte det frihed, og det forstod jeg. Med hende føltes alt nyt, let, ægte. Hun læste digte for mig, trak mig ind i kunstens verden, og jeg blev som fortryllet. Hun kunne brage og blære sig, skeje ud og så pludselig blive sørgmodig og sårbar. Hun citerede moderne digtere, kendte navne på italienske kunstnere, var frygtindgydende og uimodståelig på én gang. Hun elskede musik og orkester, men spille ville hun dog ikke det krævede for meget tålmodighed, mente hun.
Jeg indså, at jeg var blevet forelsket.
Men Signe ville ikke have, jeg mødte hendes forældre.
Hvorfor ikke? spurgte jeg forvirret.
Fordi vi ikke hænger sammen. De er forældre, men ikke min familie, svarede hun.
Jeg huskede hendes mor, Susanne, fra skoletiden en smuk kvinde, litterat. Hun vil sikkert snakke i timevis med min mor om bøger, sagde jeg.
Fint, hvis du insisterer, men tro ikke det bliver hyggeligt. Vi kan tage derhen i morgen aften.
Vi mødte op, og straks undskyldte Susanne for sit små rod, tilbød kaffe og satte skoldhede Othellolagkage på bordet. Far, Niels, sad og bladrede i sin avis, nikkede høfligt og kommenterede, hvor godt jeg så ud, og kvitterede med lidt dansk humor: Træner du? Det kan betale sig!
Men Signe havde nærmest allerede meddelt, at de ikke ville blive inviteret til bryllup. Det her er mit valg. Jeg skylder jer ikke noget.
Samtalen blev anstrengt. Susanne talte om dyre gaver, dyre brudekjoler og pegede på, hvor meget de altid havde givet Signe. Alt for hende! Men hun siger aldig tak.
Signe blev vred, bankede koppen ned i bordet og gik væk. Jeg rejste mig, også vred:
Hvorfor gør I det her? Hvorfor skal alting handle om penge og gamle historier?
Niels lagde en tung hånd på min skulder.
Du sætter dig ned nu, sagde han truende.
Men det gjorde jeg ikke, og trak Signe med ud. Ned ad trappen, ud i gården, hvor hun pludselig greb sig i at have glemt sin jakke, nøgler og telefon. Hun ville op igen, hente sine ting. Jeg klarer den, sagde jeg, men hun bad mig vente, hendes job kunne ringe.
Måske er det bedst, hvis vi ringer sammen i morgen sagde hun pludseligt og trak sig fra mig.
Jeg forstod det ikke. Skal du ikke med? De kan jo ikke styre dig!
Jeg skylder dem. De har jo givet mig alt. Min far skaffede mig stedet på magasinet.
Vi satte os på en bænk, i ly af mørket, så ingen kunne se os fra vinduerne. Her kom hendes historie.
Indtil jeg var fem, boede jeg på børnehjem. Min bedste veninde var Katrine, vi var som søstre. En dag blev vi fotograferet nogen kom, ville hjælpe os til nye hjem. Men jeg ville ikke nogen sted, hvis jeg skulle skilles fra Katrine. Lederen tiggede, at vi ikke skulle adskilles, men Susanne og Niels ville kun have én. Så valgte de mig. Jeg tog afsted, Katrine blev tilbage. Hun har aldrig tilgivet mig.
Jeg havde aldrig hørt det før. Hun fortalte lidt om, at hun blev en slags erstatningsdatter for en afdød pige, at hun altid blev presset til at ligne hende hendes hårfarve, hendes interesser, endda fobier. Signe blev aldrig rigtig sig selv.
Hun græd, min stærke, stædige Signe. Hele sit liv havde hun levet i en andens billede; hun frygtede mørket, men hendes forældre indprentede, at den ægte datter elskede det sorte rum.
Hvorfor har du aldrig sagt det her til nogen? hviskede jeg.
Fordi man ikke klager over sin egen familie. Og fordi alle tror, at de ved bedst. I virkeligheden blander folk sig kun, når det er nemt; hjælper, når det passer dem.
Det passer altså ikke. Jeg vil ikke forlade dig sådan her, Signe.
Glem det, Anders. Du kan ikke redde mig ingen kan. Hvis du ombestemmer dig med brylluppet, så forstår jeg det godt. Ingen har brug for fremmede problemer.
Hun rakte mig min jakke og gik. Susanne så hende gå forbi vinduet, vente på elevatoren. Jeg vidste, at de aldrig havde gjort hende rigtig til deres; hun blev aldrig andet end en tydelig erstatning.
Jeg gik længe i Københavns gader, så på de lysende butiksvinduer, regnbueolierne i rendestenen. At kende nogen, som alle tror har det let, men som i virkeligheden bærer så meget, havde rystet mig. Måske havde mor ret måske kunne jeg ikke løfte sådan et ægteskab. Jeg var vant til tryghed, karens suppe og min far, der døste på sofaen.
Signe blev gift langt senere, efter hun var flyttet til Aarhus som redaktør for sit blad. Der fandt hun en, der var stærkere end hende, én der kunne lytte og gøre hende fri. Én som ikke var bange for at møde hendes fortid og tage del i hendes liv, uden at ville redde, men bare rumme. Hun stolede på ham.
Og jeg? Jeg leder stadig. Jeg er stadig ham, alle kalder hyggelig, lidt blød, altid på udkig efter en, der er lige så enkel som jeg er. Men det ender altid med kvinder med for tung en bagage. De klistrer sig til ham som bier til honning, sukker mor, når hun snakker med gamle veninder.
En dag sendte Susanne et lydklip til Signe:
Hej min pige. Jeg ved, du ikke tager telefonen, men jeg ville bare sige undskyld. Jeg savner dig. Jeg ville ønske, vi kunne starte forfra, men det kan vi jo ikke. Du er blevet voksen, og jeg ja, jeg har misset det hele. Du er en god datter, Signe. Og jeg var ikke nogen særlig god mor. Undskyld!
Signe hørte beskeden flere gange, men hun vidste ikke, hvad det ville sige, at have en anden mor end Susanne.
Mor, er alt okay derhjemme? spurgte hun over telefonen en dag. Jeg kan først komme i slutningen af ugen
Susanne nikkede og tænkte, at hun godt kunne vente alverdens tid. For første gang ville hun kunne tage imod Signe bare som Signe. Måske er det ikke for sent, tænkte hun.
Jeg har lært, at tryghed ikke altid er det samme som lykke. Nogle mennesker har så mange lag at skrabe i, at de ikke får mod på kærlighed, men måske, en dag, kan vi tage imod hinanden, bare som os selv.
