**ELENA IVANSDATTER**
For fem år siden flyttede Katrine med sin mand og datter ind i en femetages lejlighed i udkanten af byen. Sådanne huse kaldes her for “karréhuse” små lejligheder med beskeden plads, trange værelser og kombineret badeværelse.
Flytningen var en konsekvens af endnu en misforståelse med svigermoren. På et familieråd havde de unge besluttet at leje en etværelses de havde ikke råd til noget bedre, men Katrine var glad, om end midlertidigt, for at have sit eget hjørne. Efter tre og et halvt år under samme tag med sin mands forældre og at have tømt sin tålmodigheds kalk til bunds, var hun kommet til den konklusion, at det var nødvendigt for at redde sit eget ægteskab at bo alene. Desværre så Jørgen intet problem i at bo hos forældrene deres lejlighed lå kun ti minutters gang fra hans arbejde, og samtidig kunne de spare op til en egen bolig.
At Tatjana Sergejevna ikke kunne lide hende, vidste Katrine godt eller rettere, hun havde måttet mærke den negative holdning på egen krop.
Hvor meget hun end havde prøvet at imponere sine nye slægtninge! Gaver, husarbejde, gulvvask, hundeluftning alt forgæves!
Katrine følte, at Tatjana hadede hende og kunne det være anderledes? Hendes eneste søn var gift med en stakkels pige fra en lille provinsby, hvor der ikke engang kørte sporvogne! Hvad nu, hvis hun ville stjæle deres lejlighed?
Ved det første møde med sin fremtidige svigerdatter så Tatjana hende ondskabsfuldt ned over brillerne og sagde den sætning, der blev hængende i Katrines hukommelse:
“Jørgen, min søde dreng, vil du grave mig tidligt i graven? Hun er ikke den rette for dig! Hører du? Kom til fornuft!”
Men Jørgen var hovedkulds forelsket og ville ikke trække sig han havde kæmpet for hendes opmærksomhed i lang tid. Katrine var den smukkeste på studiet, og udover det, kunne hun lytte, og hendes interesser strakte sig langt ud over mode og smykker. Det var det, der havde fanget ham.
Kort efter brylluppet fik Katrine og Jørgen deres datter, Maja. I sit første år var pigen ofte syg mavepine, tænder der skød frem, søvnløse nætter.
“Selv et normalt barn kunne du ikke få,” bebrejdede svigermoren. “Du passer dårligt på min barnebarn! Hvorfor græder hun hele tiden? Jeg sagde til Jørgen, han ikke skulle gifte sig med dig, men han hørte ikke! Se nu resultatet! Utaknemmelige! Du lever af os og vender endda næsen op!”
Katrine var vokset op uden en far. Han døde, da hun var syv. Hendes mor giftede sig aldrig igen hun ville ikke risikere at bringe sine døtre i fare.
Når hun krammede dem, sagde hun ofte:
“Jeg ofrede mit eget liv for jer, mine skatte. Jeg kan ikke lade en fremmed opdrage jer han vil aldrig elske jer som jeg gør, og hvad nu, hvis han gør jer fortræd? Når I bliver voksne, måske kan jeg så finde lykken.”
Men nære relationer var der ikke i familien, og Katrine mærkede ikke særlig meget varme.
Da Katrine og hendes søster Lise blev gift, solgte moderen lejligheden og flyttede til et andet land, hvor hun fandt sin kærlighed.
Katrine så sine venner, mor og søster sjældent, men hun bed ikke mærke i det hendes opmærksomhed var hos hendes mand og datter.
Da Maja blev fire og startede i børnehaven, fik Katrine arbejde i en lille slikfabrik. Hun kunne godt lide at arbejde som økonom, og den ekstra løn var velkommen.
Deres liv var, som for mange andre: arbejde-hjem, hjem-arbejde. Lejlighedsvis besøgte Jørgens forældre og så deres barnebarn, hvorefter Katrine og Jørgen besøgte dem tilbage.
En lille lykke for Katrine var turene med Maja til legepladsen. Mens hun læste en bog, iagttog hun naboerne. På første sal boede hendes veninde, Anna. Deres børn legede sammen på gyngerne og byggede sandslotte. På tredje sal boede alkoholikerne Lise og Søren. De var altid berusede. Om sommeren stillede de en burfugl på altanen, og hele gaden blev vækket af dens kvidren. Lige overfor dem boede en larmende, stor familie. Hvor mange børn havde de? Katrine vidste det ikke måske fem, måske syv. Det var umuligt at tælle, for romafamilien havde altid gæster. Ved månedens slutning, når pengene var brugt, gik den kvikke nabo rundt og tiggede:
“Giv mig lidt til børnene brød eller mælk. Pengene er slut, og jeg skal nå til næste kontanthjælp. Gud velsigne dig for din godhed.”
“Hvordan kan man leve uden arbejde og stadig være glad?” undrede Katrine sig.
Men de mørke naboer var altid venlige og gæstfri, uanset hvad. De gav Maja slik, og hun gav deres børn sine legetøj.
På femte sal boede et ægtepar af intellektuelle Tove underviste i matematik på en teknisk skole, og Mads var dekan samme sted. De hilste høfligt, holdt sig for sig selv og undgik konflikter.
På fjerde sal boede en ensom gammel dame. Alle kaldte hende “Ivansdatter.” Hver dag, uanset vejr, gik den gamle kvinde ud med sin stok. Hun handlede med en lille rygsæk og sad stille på bænken uden at bagtale nogen. Om sommeren strikkede hun, fodrede duerne med brød og hundene med grød.
“En farveløs gammel dame,” tænkte Katrine. “Hun smiler ikke, spørger ikke om hjælp, er ikke bange for at gå ud selv i glat vejr. Mærkelig.”
Sønnen besøgte hende sjældent. Han kom i en sort bil, bragte mad og medicin, og efter en times tid gik han med tårer i øjnene.
En dag kom Maja hjem fra skole og opdagede, at hun havde mistet nøglen. Hendes telefon var løbet tør for strøm, og hun kunne ikke ringe til sine forældre.
En voldsom efterårsstorm brøde løs.
Pigen gemte sig i opgangen og var ved at græde.
“Maja! Hvad laver du her, skat?”
Det var Ivansdatter, som kom op ad trappen med sin rygsæk.
“Jeg har mistet nøglen, og mor og far er på arbejde,” hulkede Maja.
“Ring til dem!”
“Jeg kan ikke, min telefon er død.”
Majas øjne fyldtes med tårer.
“Græd nu ikke, min ven. Kom med op til mig, så får du te og syltetøj. Du må ikke blive syg!”
“Mor tillader mig
