En rigtig ridder
Anne-Lise trykkede hurtigt på tasterne med sine slanke fingre. Hun havde lært netop dette at taste hurtigt på særlige kontorkurser. Hendes lærer, fru Madsen, roste ofte Anne-Lise, og sagde, at hun var en skat for enhver kommende chef. Og det var Anne-Lise stolt over. Tænk at kunne skrive så mange ord i minuttet og ovenikøbet korrekt! Anne-Lise havde altid haft gode karakterer i dansk også. Ikke helt udmærket, så ærlig måtte man være eksamensbeviset lå lige ved siden af men alligevel, Anne-Lise var en meget dygtig pige.
Det sagde bedstefar Harald også altid, han med det viltre hår, buskede, stride skæg og øjne blå som de klareste søer. Harald kom til byen for at besøge sit barnebarn, havde altid en stor pose røde, sprøde æbler med så store som hans egen næve og også squash, men dem brød Anne-Lise sig ikke om. Dem fandt hun i maden, skubbede til side, og listede dem senere ned til hunden Frida. Frida spiste alt. Hun havde tidligere været en forhutlet gadehund; Anne-Lise havde fået lov til at tage hende ind, våd og forpjusket, overbevist sine forældre om, at “vi altså må have denne her dejlige hund boende hos os.” Forældrene gav sig, for hvad siger man, når ens barn spørger på den måde?
Hele sin barndom blev Anne-Lise omgivet af interessante voksne. Blandt andet kom Fru Poulsen, talepædagog, hjem til hende. Udover sit fag brugte Fru Poulsen enhver lejlighed til at fortælle om mænd nej, ikke noget plat, slet ikke men om ridderlighed og bedrifter, at en rigtig mand altid hjælper sin dame, overøser hende med komplimenter og beskytter hende mod al verdens ulykker.
Når Fru Poulsen nævnte “ulykker”, mente hun store ting at redde verden, ikke bare en opsprøjtet vandpyt fra en bil, for høje varmeregninger, tunge indkøbsposer eller hverdagsindkøb. En ridder var ikke praktisk hjælper, men snarere kavalér, lidt som i romanerne. Han kunne godt more sig ude i byen, mens konen ventede smukt og tilfreds derhjemme. Stearinlysene tændt, middagen damper, og samtalen foregår på ædleste vis.
Min mand, Anne-Lise, han er netop sådan! sagde Fru Poulsen stolt. Dygtig og charmerende. Han kan lave mad, går klædt med stil, spiller volleyball og svømmer godt. Og han ser vidunderlig ud nærmest som et ideal. Alle er lidt misundelige på mig. Og jeg jeg passer også på ham, fortsatte hun, og gemte benene væk under den slidte stol. Jeg tager mig af det praktiske, tømmer skrald, gør rent, og kløver såmænd brænde på sommerhuset, så han ikke skal besvære sig. Jeg kører endda selv bil, ligesom den engelske dronning, så jeg er en rigtig dame Jeg forguder min mand.
Med Frida trykket ind til sig, lyttede Anne-Lise andægtigt til de historier om “rigtige mænd”, riddere og kavalérer, og glemte nærmest at trække vejret af begejstring. Frida lyttede også, og gøede af og til, når Fru Poulsen blev for højstemt.
Sådan nogle mænd, tænkte Anne-Lise tit. Var hendes far mon sådan en? Det syntes hun. Han tog mor i teatret, sang i badet og var altid munter og lidt ubekymret.
Men hun så ikke, når han i bilen om aftenen holdt sig for tindingerne, som om hovedet skulle sprænges. Hun så kun den far, der gik smilende ud af bilen og hjem, mens moderen, Kaja, med det samme kunne se, at far havde det skidt, men intet spurgte. Først når huset var stille, talte han om sin dag, mens Anne-Lise sov trygt uden at vide, far havde slugt tusindvis af dråber nervemedicin blot for at komme igennem endnu et møde.
Sådan voksede Anne-Lise op i et hjem fuld af pæne ting og pæne mennesker, fine porcelænskopper med guldkant og smukke kjoler. Hun drømte om, hvordan hendes idealmand skulle være, og besluttede sig for, at hun ville læse videre på universitetet, måske endda på teaterskolen, og gifte sig med en skuespiller eller sanger. De var jo alle så smukke og ridderlige, og klædte sig flot!
Men teaterskolen afviste hende de mente ikke, hun havde talent. Anne-Lise blev knust. Hvordan kunne der ikke være talent, når bedstefar klappede hver gang hun lavede teater hjemme, og mor sagde, hun var en født skuespillerinde? Faderen sagde intet, men Anne-Lise fandt aldrig ud af, at det faktisk var ham, der havde lagt en dæmper på hendes optagelse. Han mente det var for overfladisk et erhverv, og at Anne-Lise var for forkælet til at forstå den nødvendige lidelse.
Ja, ja, blev mor og datter enige om, og Anne-Lise søgte nu ind på seminaret. Hun holdt jo meget af børn havde altid leget med ungerne i gården, spillet stikbold og bygget snemænd. Efter leg samlede hun alle børnene om det store bord, hvor hun serverede mors varmende boller, ligesom en rigtig husfrue.
Der var kun plads tilbage på aftenholdet på seminariet, så Anne-Lise fik arbejde som sekretær hos en af fars gamle bekendte, direktør Jens Birk, som ofte var hjemme hos dem og havde haft Anne-Lise på skødet, da hun var lille.
Anne-Lise skuffede ham aldrig: Hun tastede flittigt, forstod efterhånden snart alt, og lavede næsten ingen fejl.
Sådan, Anne-Lise lad mig se mumlede direktøren, mens han rettede i rapporterne og lavede små noter i kanten. Ved fejl rynkede han brynene, og Anne-Lise blev nervøs, men snart kom smilet tilbage.
Sådan, det lyder fint! Du retter bare det, jeg skrev ind. Skal vi tage en kop te bagefter?
Så rejste Jens sig besværet, tog selv kaffen. Han brød sig ikke om at blive opvartet, mente det var noget gammeldags, fordi han var chef.
Første dag havde Anne-Lise ellers kastet sig over tebordet, klirret med glas og tepotte, men blev nærmest skældt ud for den slags “kællinge-vaner”. Hun lærte straks lektien og holdt fingrene fra tebordet.
Sådan gik dagene Anne-Lise arbejdede stille og roligt i receptionen, studerede om aftenen og levede med sin familie og venner. Ferier blev altid holdt i det samme sommerhus tæt på Vejle fjord den gamle fru Jørgensen serverede nyplukkede druer og abrikoser, og Anne-Lise følte sig som en prinsesse.
Men alt ændrede sig den dag hun blev inviteret til rund fødselsdag hos direktør Jens og dér mødte nevøen Kasper.
Kasper var høj og lidt slank, men med brede skuldre, brave øjne. Han var på alle måder præcis sådan som Fru Poulsen havde beskrevet ridderne: høflig, charmerende, serverede drikkevarer og mad til damerne, førte let samtale og førte an i bordets selskabeligheder. Modne kvinder sendte skjulte smil, og selv direktør Jens blev lidt stram om munden, selvom han egentlig var stolt over sin nevø.
Anne-Lise følte sig lidt lille blandt alle de voksne, men pludselig bøjede Kasper sig ind til hende: Må jeg få denne dans?
Hun var forlegen, men nikkede efter et vink fra direktøren. Hun havde lært at danse af sin mor som barn, men Kasper trådte hende over tæerne, sagde undskyld, og dansede i forkerte retninger.
Sådan noget kan jeg ikke, indrømmede han. Har du været i Paris, Anne-Lise?
Mens han forsøgte det bedst mulige, snurrede både sal og Anne-Lises hoved. Nej Paris havde hun ikke besøgt, kun Samsø og Skagen.
Kasper grinede og lovede at bringe hende lidt saft. Hun sad og ventede, så ham smile og more sig med de andre og forstod pludselig, at det her, dét var sådan en ridder, som hun havde drømt om.
Efter dansen delte de druer og snakkede om rejser, om sjove ænder i København, om morgentågen over Storebælt. Anne-Lise blev mere og mere forelsket, og smilet ville slet ikke forsvinde.
Senere fulgte Kasper hende hjem, kyssede hendes hånd og lagde en rose på trappen foran døren den måtte han have taget i vaserne på bordene. “Det var for mig, bare for mig,” hviskede hun for sig selv og bar den ind på værelset.
Veninderne spurgte løs dagen efter: Hvordan er han, Anne-Lise? Er han sådan én?
Han er en ridder, piger! En rigtig én som i eventyrene, svarede hun åndeløst. Nej, hendes far tog fejl hun kunne godt have spillet tragiske heltinder.
Men har I kysset? spurgte Rikke forpustet, som aldrig havde prøvet det.
Nej jo, håndkyss, forklarede Anne-Lise, men Rikke sukkede misundeligt.
Kun Kirsten, høj og sportslig, gloede lidt skeptisk: Nonsens! Sådan nogle som ham venter ikke på nogen, og de har snor i utallige piger. Drop det! Kom til basketball i stedet, så ryger sådan noget hurtigt ud af hovedet.
Anne-Lise blev såret over denne kynisme, mens de andre piger sad stille og smilede. Rikke hviskede til trøst: Kirsten er bare misundelig!
Hele dagen huskede Anne-Lise kun Kasper, og sitrende gik hun gennem dagens gøremål.
Kasper dukkede ikke op i lang tid. Men på vej hjem fantaserede hun stadig om, at han ville stå med is, som hun bedst kunne lide hvilket han selvfølgelig ville gætte.
En dag sad Anne-Lise igen og tastede tekster for direktøren, da kollegaen, fru Lemvig, hviskede i telefonen: Kasper? Han skal da ikke giftes? Og du, jeg så ham til bal med… hun sendte et blik til Anne-Lise …med hende der fra kontoret. Ski’ skægt.
Hvad sker der? sagde Anne-Lise forsigtigt.
Ikke noget, bare at Kasper plager sin mor om at finde en kone… du skal arbejde, rapporten skal være færdig om en time!
Anne-Lise mærkede tårerne prikke. Alt indeni snurrede, og hun kunne ikke holde dem tilbage. Hun trykkede bare løs på maskinen hendes verden væltede. “Selvfølgelig havde Kirsten ret alt sammen indbildning”
Den eftermiddag gik direktøren op på podiet til mødet, svedte under skjorten, og indledte sin rapport. Han læste fra Anne-Lises kladde, hvor hun ved en fejl havde sat et kærlighedsbrev ind blandt de kedelige linjer. Pludselig opdagede han det: “Og jeg elsker dig, Kasper! Elsker dig som den ridder Fru Poulsen har beskrevet. Men du skal giftes, og det kan jeg ikke bære”
Salens gamle folk brød straks ud i latter, mens direktøren rødmede og forsvandt, højtråbende og forarget.
Tilbage sad Anne-Lise i receptionen, alene og sønderknust, tårerne løbende ned ad kinderne. Da hendes lommetørklæde var drivvådt, brugte hun bare ærmet, som da hun var barn.
Direktøren kom farende ud, forbandede “ridderlige galskaber”, og spurgte, hvad hun dog havde tænkt sig, at gøre ham til grin foran folk fra hele landet! Anne-Lise stivnede, slog blikket ned, og løb så alt hvad hun kunne ud i den silende regn.
I metroen søgte hun sig selv bag et vindue, græd lidt mere i stilhed. Skamfuldnessen skyllede ind over hende. “Nu bliver alle til grin jeg må finde noget andet”
Hjemme nægtede hun at forklare sig, skubbede kun flere chokolader i sig, mens moren, Kaja, forsigtigt stillede flere godter foran hende.
“Vil du ikke gå efter brød, Anne-Lise?” hviskede Kaja. “Du har godt af en lille tur.”
Anne-Lise sagde intet, men bandt cardiganen strammere om livet og smækkede døren.
Ved bageren stod hun og stirrede på brødene, kunne nærmest ikke huske, hvilket familien plejede at spise. Hjemve og mismod smeltede sammen. Hun havde næsten glemt hvorfor, men havde stadig sørgmod på grund af Kasper.
På vej hjem stødte hun tilfældigt ind i… selvfølgelig Kasper! Hans tøj var snavset, arbejdstøj fra et byggeprojekt.
Hvorfor er du så klædt? spurgte hun forbløffet.
Vi har praktik på byggeriet, forklarede han, og grinede, men en ridder må hellere være ren. Vil du tørre mig af med dit fine lommetørklæde?
De gik videre mod hans hjem.
Undskyld det med rapporten, jeg må nok sige op nu, sagde hun.
Nej, nej, spekulerede Kasper, jeg syntes det var smukt skrevet. Kom med hjem, min bedstemor er alene hjemme, så spiser vi sammen.
Bedstemor Inge, som Kasper kaldte “Bedste Gitte”, blev straks varm om hjertet, da hun så Anne-Lise. Hun begyndte at dække op, hjerteligt snakkende om fremtiden.
Ride, lave mad, bage pandekager; det lærer du stille og roligt, Anne-Lise. Min Kasper var også bare en ridder på en træhest. At lægge mursten kan han heller ikke Men det kommer, det hele, smilte Bedste Gitte.
Anne-Lise forestillede sig sin ridder på legehesten og begyndte for første gang i lang tid at grine.
Hun blev aldrig nogen “fin dame”, vidste ikke hvorfor der var så mange gafler til hver tallerken på restaurant, kunne ikke holde festlig frisure, viftede brødkrummer af kjolen og lavede først tynd suppe og brændt kartoffel men Kasper, som en rigtig mand, var tålmodig indtil hun lærte. Han gemte endda kærlighedserklæringen, for det var på grund af den, han til sidst friede til hende.
Han havde egentlig ikke haft planer om ægteskab, men skæbnen ville det, at det netop blev Anne-Lise. De blev begge færdige med studiet, og giftede sig endelig.
Senere måtte de begge hjælpe til med at male lejligheden. Da Anne-Lise spildte lim over ham, skar han tænder men sagde ikke noget. Da Kasper krydrede den første sylte umuligt stærkt, sagde Anne-Lise ikke et ondt ord, hun spiste brød til og holdt tårene tilbage.
Ingen var forfinede længere. Riddere gik i arbejdstøj, damerne bar ærmerne oppe, skurede gulv uden at tænke på blod eller adel. Ikke nogen, der holdt lange sene fester livet var travlt, og de fleste nætter gik med praktik.
Om sommeren løb de barfodede på græsset i sommerlandet, kastede sig i sneen om vinteren, og snakkede om store og små sorger over en kop te med solbærmarmelade.
En dag mærkede Anne-Lise, hun vågnede op til den virkelige verden. Hun spurgte sin mor: Hvorfor levede I så anderledes, spillet roller, bare smilede?
Vi voksede op i en tid med mange problemer, svarede Kaja lavmælt. Derfor ville vi give dig et let og ubekymret barndom. Fordi vi elsker dig…
Barndommen forlod Anne-Lise endeligt, da faderen blev alvorligt syg. Skadestuen, duften af sygehus, den blege far. Alt tankespind om riddere og eventyr forsvandt. Nu handlede det kun om, at far skulle blive rask.
Han kom sig, men var ikke længere så frisk, ventede utålmodigt på børnebørn. Også bedstefar Harald, nu gammel og svag, ventede troligt. Nu var det dem, der fik besøg, og Anne-Lise bagte æblekage af de sidste gemte æbler.
Flere år senere mødte Anne-Lise Fru Poulsen. Har du fundet din ridder i skinnende rustning? spurgte hun, og Anne-Lise kunne svare: Ja, og brev skrev jeg også, og han gik ned på knæ og friede. Men han er murermester!
Murermester? Han skulle jo være af finere kaliber! beklagede Fru Poulsen.
Åh, men han er stadig en højtflyvende ridder, drillede Anne-Lise og lo. Han bruger bare ikke rustning.
Hvor er verden dog blevet af! sukkede Fru Poulsen, men måske er det bedre sådan Min egen ridder sidder på sofaen hele dagen nu, lever på minder Måske narrede jeg ham bare til det hele Farvel, Anne-Lise, alt godt!
Anne-Lise smilede. Det var godt, at hendes Kasper ikke var nogen ridder i rustning, men et almindeligt, rigtigt menneske, som hun kunne være sig selv med. Ikke noget skuespil længere, ikke flere masker; kun virkelighed og liv, sådan som det bedst leves.
Og Anne-Lise gik videre. Til hendes egne stille, praktiske gøremål…
