Viggas kærlighed
Ivan Steen tog sig længe sammen uden for opgangen, satte sig lidt på bænken, sprang op igen, tøvede med at gå ind. Han fik det varmt; skjortekraven gnavede i nakken, under jakken var der lummert, som i tropevarme, og skoene var så stramme, at han næsten kunne råbe, men Ivan Steen bed tænderne sammen. Det var jo ikke for sjov, han i går sad længe hos frisøren, brugte to timer i svømmehallen på Amager, og om aftenen stod i sin lille uindrettede kvistlejlighed og pressede bukser, sprøjtede på dem med vand, der hvislede under det gamle strygejern. Ivan Steen brændte sig et par gange han ville have det perfekt. Og da han troede, at bukserne var ovre, opdagede han et lille hul. Heldigvis i en søm… Gamle tråde ville ikke binde, de knækkede igen og igen, han måtte til at sy. Men nålen var umulig at tråde, lyset fra den lille skærmløse lampe var for svagt, og Ivan Steen bandede men skældte straks sig selv ud. Det går jo ikke at bande foran damer!
Om morgenen stod nabokonen i opgangen, Antonette fandenivoldsk, og sagde surt, at Ivan Steen lugtede som en våd hund.
Undskyld, hvad for noget? Hund? Jeg var i svømmehallen i går! Jeg vaskede mig og det hele… protesterede Ivan.
Du lugter! Og lad nu være at diskutere! sagde hun skarpt. Du har sikkert sat dig, hvor hunden ligger normalt. Men ved du hvad, jeg redder dig. Jeg har lidt Kølnervand, det kan slå alt i stykker! Hentet om lidt!
Antonette trillede cigaretten rundt i munden og luntede afsted uden at bede om lov. Hun var snart tilbage med en mørk flaske, riflet og stor, med dråbeformet låg og en kranslig snor som fra et persisk smykke.
Sådan. Jeg sprøjter lige på din isse. Hold nu op med at vriste dig fri! sagde hun, og Ivan snoede sig faktisk som en ål og smuttede under hendes arm.
Nej tak! Du ødelægger bare det hele! Flyt dig! Han gemte sig bag en stegepande. Jeg har altså ikke skaldet isse!
Nu ikke noget sludder. Hvem bryder sig om hundelugt? Kølnervand vil alle kunne lide! Kom nu! kommanderede Antonette.
Ivan bøjede sig for hende han var faktisk lidt bange for Antonette, og at diskutere med en kvinde, det var nu heller ikke nemt.
Kølnervandet lagde sig tungt i luften, sammen med lidt forstærket gammel aroma.
Jamen dog… Duften er nu blevet lidt underlig, men det går nok. Du vil stadig dufte fantastisk, sagde Antonette, og ville spraye igen, men Ivan flygtede nærmest ud i badeværelset og vaskede hovedet længe. Duften var alligevel genstridig.
Nej… Hvad nu… Jeg må prøve med jordbærsæbe Eller rettere, husholdningssæben. Det må da hjælpe! råbte han, mens vandet fossede, og Antonette satte sig ved fællesbordet i køkkenet og ventede, til hendes fisk var stegt færdig på panden. Ivans jakke lå over stolen, og Antonette følte sig hjemlig og tryg, ja næsten lykkelig, bare ved tanken om, at Ivan var i nærheden, selvom han var klodset og lidt trist. Men alligevel det var godt!
Duften blev aldrig helt vasket væk, jakken kom til at lugte lidt af fisk, og bukserne blev lidt krøllede, men Ivan var allerede sprunget ud ad døren og løb ad Vesterbrogade rigtig hurtigt, snublede, undskyldte, vejede lidt forbi en fejeblad, og hele tiden var han spændt. I dag gik det løs! I dag! Han turde næsten ikke tro det. Hvor mange gange havde han ikke gennemlevet denne dag i sit hoved, haft alle slags samtaler, skiftet mellem at nikke og rynke brynene alt efter, hvordan fantasien udfoldede sig.
Han vidste nøjagtigt, hvad han ville sige, hvordan han skulle stå…
Blomster! Stram op, Ivan! Han havde glemt blomsterne. Pæoner! Det skulle være pæoner, men kun knopper, ikke udsprungne det skal jo folde sig ud hjemme hos hende. En blomsterbutik, straks!
Ivan roterede blikket rundt. Brugs, thebutik, skomager… Men hvor?…
Undskyld, ved du, hvor man kan købe blomster her? spurgte han en forbipasserende, men den anden så slet ikke Ivan. Undskyld igen…
Ingen så ud til rigtigt at bemærke ham.
Du, Ivan Steens, som en myg fiser du rundt, men hvad får du ud af det! sagde Antonette tit om sin upraktiske nabo. Hun sagde det ovenfra og satte derefter tallerkenen med borsjtj foran ham, dryssede et kæmpe klat cremefraiche i, der langsomt gled ned og lavede hvide pletter på rødbedesuppen. Og så kunne Ivan tage for sig, rose, takke, nikke og ryste på hovedet. Han havde for længst lært, at det, en kvinde laver, det roser man altid, og helst mere end én gang. Stik gerne til om mere, hvis du tør. Med Antonette turde han ikke ej, han var ingen tigger! Han kunne selv klare en æggekage med lidt pølse senere. Men Antonettes borsjtj var bare himmelsk!
Blomster, hvor var det nu? Aha, på den anden side!
Ivan ventede, til bilerne var passeret, løb over vejen og gled ind i blomsterbutikken.
Hvad vil du have? Pæoner? Ja, dem har vi! Kom og se! sagde den unge ekspedient.
Har I dem som knopper? Sådan lidt lukkede, man ikke helt kan se farven, så de springer ud i natten senere… mumlede Ivan og så væk. Han blev stadig nervøs over kvinder, som da han var dreng og fulgte sin mor på besøgsrunder hos hendes veninder hver søndag.
Ivans mor var alene, som så mange, og hun var blevet ganske skuffet på mænd. Hun ryddede op i sit hjerte for lukkede veninder, diskuterede, grinede og klagede. Ivan sad stille i hjørnet og ventede, til det besøg var slut. Han måtte aldrig være alene hjemme det kunne jo gå helt galt, mente mor. Men at bevæge sig rundt hos morens veninde kunne han heller ikke tænk om han ødelagde noget.
Så han sad på skamlen, pillede i tapetet og blev kigget på som et underligt væsen af de snakkende damer. Hvad mon sådan én tænkte? Nogle gange spurgte de ham om, hvad han syntes om en kjole, eller om der var flotte piger i teaterklassen, eller hvad han syntes om manden i en eller anden film, eller om han synes, tante Sofie var flot.
Ivan anede aldrig, hvad han skulle sige. Hans mor irettesatte ham bagefter for at være både klodset og stum.
Man skulle svare rigtigt og hans hoved blev tomt. Men Ivan havde en hemmelighed, noget meget smukt, bare for ham selv: Vigga.
Vigga boede med sin familie i en stor lejlighed på Vesterbrogade de havde endda altan med en kæmpestor bregne og fine stole, dagligstuen havde vitrineskab og finservicet, og selv toilettet var en lille drøm. I Viggas fars kontor stod der reoler med bøger, smukke guldbelagte bogrygge, dedikationer, postkort de bøger fortryllede Ivan for altid.
Han vidste, at han ikke hørte til der, at han ikke burde røre ved noget, men hvor han længtes…
Ivans mor så ikke værdien i bøger, så han stjal tid på biblioteket, læste og glemte, men derhjemme susede mors sure stemme, hånlig tale om Ivans far og om, at hun aldrig igen ville stole på en mand. Stakkels Ivan frygtede, at hun måske en dag ville smide ham ud også han græd, og bøgerne gled i baggrunden.
Dog, hos Vigga var alt som fortryllet. Vigga gik på samme skole, dog var hun ny, utrolig smuk og lidt blæret men sådan skal det jo næsten være. Ivan bar hendes skoletaske hjem. Han måtte følge.
Min far følges altid med onkel Leif, der bærer hans papirer og paraply, så du følger bare mig. Du kan jo godt lide mig, ikke? sagde Vigga.
Ivan nikkede.
Onkel Leif fik penge for sit job; Ivan fik bare lov at stå i entreen, mens Vigga skiftede til frokost.
Husalfen, Karen, lod aldrig Ivan spise med, det havde herren bestemt, men hun gav ham diskret lommer af nødder, bolsjer eller en småkage.
Nå, Ivan, du kan bare gå nu! sagde Vigga venligt. Tak for selskabet!
Ivan var i den syvende himmel! Han var nogen! Han blev smilet til, ikke skubbet væk som en uduelig dreng.
Det var alt, han behøvede. Han sagde aldrig et ord om bøgerne, bange for at være for meget; så ville hun måske ikke lukke ham ind mere.
Vigga og Ivan gik ud af tiende sammen, og han vovede endda at hjælpe hende til eksamen, gav hende et par hints til prøven, og tænkte, at til afslutningen ville han bekende sin kærlighed. Vovet? Absolut! Megadum plan. Men han tog chancen: slog sparegrisen i stykker og købte yndlingspæonerne, gemte dem, og så nogen havde sat sig på dem! De var flade. Og der stod endda en fyr i marinetøj og hang på Vigga, og de dansede og grinede sikkert af Ivan…
Han gik lige hjem, sang ikke med til daggry, intet. Mor havde ret: Han var håbløs, den endeløse ked af det-søn…
Karen, husalfen, fortalte senere, at Vigga havde giftet sig med søofficeren, var flyttet til Århus og læste til ingeniør.
Men hvad med dig, min ven? Hvor nu hen? spurgte Karen blidt.
Det er lige meget. Farvel! svarede Ivan og forsvandt ud i regnen.
Ivan klarede sig alligevel: kom ind på DTU, gennemførte og arbejder i dag som arkitekt. Han flyttede fra mor til et lille værelse i arven fra far. Gift blev han aldrig, han var overbevist om, at ingen kunne bruge en som ham. Han ventede. Ventede stadig på Vigga.
Og det skete. Efter 25 år.
Ivan! Ivan! Kan du slet ikke kende mig? råbte en gammel dame til ham på gaden det var Karen, hun havde fået flere rynker, men havde stadig travlt.
Karen? God aften, nikkede Ivan fjernt, men han genkendte hende til sidst og smilede.
Din Vigga er hjemme igen! Hun er blevet så rund, man skulle ikke tro det! Skilt fra søofficeren, bor hos os igen. Kom og besøg, Ivan, hun er så trist, vi trænger til dig! Kom nu, Ivan?
Men hvad er jeg dog for én, tænkte han Ensom lejer, fattig, lige som mor forudså
Måske er det skæbnen, Vanje jeg beder dig, kom!. hun har spurgt til dig
Spurgte? Kan det være? Måske er det virkelig skæbnen?!
Ja, jeg kommer, sagde Ivan med eftertryk. Tak, Karen. For alt.
Hun lyste op. For Karen var Ivan og Vigga stadig de rødkindede teenagere i opgangen. Uanset hvor mange år der gik, varer andres ungdom bare længere end ens egen.
Ivan vandrede rundt i byen den aften og spekulerede. Hvad kunne han tilbyde hende? Ingenting.
Pyt. Lad det nu bare ske, som det sker!
Så kom frisøren svømmehallen jakken med hullet Antonette med hendes duft og så de pæoner i silkepapir på vej til hendes vinduer…
Ivan stod lidt i gården, rettede skjortekraven, gik op ad trappen, og ind af den gamle dør.
Det kom væltende. Lige her havde Vigga faldet, og Ivan pustede på hendes sår, her havde de engang delt kirsebær efter en regnvåd skolesti Ivan gav hende en mørkerød bær, hun tog den med læberne og vendte sig væk forlegen.
Ved den store krukke med planter skjulte Vigga en gang sin karakterbog for ikke at få skældud af far. Næste morgen havde Ivan rettet karakteren så fint, ingen opdagede det
Ivan rettede jakken, ringede på.
Karen åbnede og strålede: Men Ivan da! Hva’ fanden! Vigga, se lige, hvem der er kommet!
Vigga kom ud ja, rundere om kinderne, men stadig. Hvem er du? Ivan? Er det dig?
Ivan blev flov, gav hende pæonerne.
Tak du kan huske det? Du kan huske, jeg elsker pæoner… hviskede hun.
Viggas mor, Tamara, kiggede ud fra stuen, bredte armene ud, smilte stort. Hele stemningen var ny meget havde ændret sig. Ivan havde fået sin plads nu, en ordentlig én.
Ja, du kan jo se, hvordan det gik for Vigga, hviskede Tamara, mens de satte sig. Manden gik fra hende, fandt en anden. Men han blev ikke fyret. Og lejligheden beholdt han. Vigga er kommet tilbage, helt afpillet Ivan, du spiser ikke? Prøv nu denne sylte, Karen har lavet og lidt til maven…
Mor, stop, det er pinligt! tyssede Vigga. Ivan, hvordan har du det? Hvordan går det med din mor?
Hun havde aldrig spurgt før.
Ivan trak på skuldrene. Mor har det okay blodtrykket er slemt, men hun holder ud. Jeg arbejder som arkitekt, er meget på farten. Bor for mig selv, det er godt nok.
Tamara smilede mere, Ivan glemte alt det gamle. Nu, for en gangs skyld, blev han ikke tolereret, han følte sig velkommen. Det var skønt!
Vigga, vi skal da hente kaffen ind! Ivan, du har ikke smagt te fra samovaren vi tog den med hjem fra sommerhuset! begejstrede Tamara, trak Vigga ud i køkkenet.
Kun Karen og Ivan blev tilbage i stuen. Der var stille, og Karen holdt øje med ham, Ivan blev utilpas.
Jeg skal hjælpe med samovaren den er tung! undskyldte han og smuttede.
Fra køkkenet hørte han stemmer:
Det er godt, Karen fik fat i din Ivan! Pjat! Pjat? Barnet mangler en far, og du en mand. Tænk på det, også lejeindtægten! Måske får vi plads til hans mor i det gamle værelse, så han kan bo her.
Mor, altså, han er for ordinær! hvæsede Vigga, og nu så Ivan, at hun var højgravid.
Og da du lånte sømanden, tænkte du ikke på det? Pyt! Ivan er jo arkitekt, klog, Plads til alle!
Mor…
Men så så Vigga pludselig Ivan rode med døren.
Ivan, skal du gå? spurgte hun.
Ja. Eller jo. Fordi jeg vil ikke igen være ham dumme, sådan har mor, dine veninder og du altid behandlet mig. Nu kalder de mig Ivan Steen på arbejdet, og min kollega Lene smiler til mig med stjerner i øjnene. Men brug for mig fik du da til at lappe hullerne. Nej tak! Jeg elskede dig engang virkelig. Men nej. Klar dine problemer selv, Vigga.
Hun stod bare fuldkommen paf og sagde svagt Tak for blomsterne
Ingen vidste så godt som ham, hvilke blomster hun kunne lide, hendes yndlingsis, hvor mange sekunder der gik mellem lyn og torden men respekt, det skulle han have!
Ivan gik ud, rev jakken af, åbnede skjorten. Den kølige aftenluft priklede ham. Væk, væk! Hjem til Antonette med borsjtjen og brokkeriet, hjem til sine bøger og tegninger. Dér blev han regnet for noget.
Han satte kursen mod Sønder Boulevard, og videre men en stemme kaldte: Ivan Steen! Ivan Steen, vent!
Det var Lene arbejdspladsens tegnestuer, slæbende på en kæmpe pose.
Lene? Hvad gør du her?
Min moster bor her, jeg har hentet æbler vil du dele? Jeg tror aldrig jeg får dem hjem selv…
Du har brug for dem selv, så tynd, som du er. Giv mig posen og fortæl hvor! sagde Ivan.
Lene pegede vej
Senere sad de i hendes køkken med te og æblestykker, og Lene fortalte ivrigt om forældre i Randers, en bror på grænsen, om dengang hun var otte og løb hjemmefra, eller da hun tog en omstrejfende hund med hjem.
Ivan lyttede, tav, glemte skjortekraven og den hundede jakke og Vigga.
Lene, hvilke blomster kan du lide? Nej, tænk dig om!
Mig? Far gav mig altid asters til fødselsdag, så dem er jeg vild med
… Vigga skubbede arrigt sit barns barnevogn gennem sluddet, så bryllupskortege fare forbi, kunne knap nok se brudgommen men lignede det ikke Ivan og en tynd brud…
Barnet vågnede og græd. Vigga bandede, kiggede efter de nygifte, tænkte tilbage på sit liv i Århus.
Det var mors skyld! Hun skred Vanje væk, og nu må hun selv tage sig af det hele! indså hun.
En time senere stod hun med kufferten i entreen.
Men Vigga dog, hvad gør vi med Poul? Han er jo så lille!
Det må du klare, mor. Jeg tager til min mand og prøver at forlige mig. Hvis ikke jamen, så må han slås i retten. Jeg har travlt. Hvem siger vi?
Jamen… hr. Madsen fra Illum og jeg… Vi kan jo godt lide hinanden lidt. Han har mange forbindelser. Moren blev helt rød.
Vigga stivnede. Jamen, så er det jo perfekt. Så har Poul en bedstefar, og lidt bedre mad på bordet. Nå, jeg skal nå mit tog. Hej!
Hun smækkede døren. Barnet græd. Tamara prøvede at trøste, forgæves.
Hr. Madsen kom ikke mere. Tamara kaldte ham en skiderik og svor aldrig at se ham igen. Vigga ringede nogle måneder senere for at bede om penge.
Hvordan går det, skat? Vil du ikke komme hjem?
Måske. Vi får se. Hils Poul og hæng mit foto op, så han kan huske sit mor. Hun lo og lagde røret på. Hun havde travlt, der var et liv at leve.
Ivan sad hos en sovende Lene, smilede. Hos ham, håbløse Ivan, skulle de have et barn! Måske en søn, ellers en datter bare Lene forbliver rask.
Han lagde forsigtigt dynen over hende og slukkede natlampen.
Sådan var det Viggas kærlighed, helt enkel og meget varm. Han havde ventet længe, men nu var den der.
