Mors sko
– Mor, forstår du det slet ikke? Jeg kan da ikke tage til samtale klædt sådan her! Det er jo en seriøs virksomhed! Astrid hev den sidste rest af sit skrabede tøjskab ud og dumpede direkte ned på gulvet midt i bunkerne af tøj. Ikke et eneste ordentligt stykke tøj! Mor, er der noget galt med mig?
Astrids mor, Mette, puffede hende venligt væk fra gulvet og sagde lidt skarpt:
– Hvem forhindrede dig i at få fat i noget nyt, før du begyndte at sende ansøgninger afsted?
– Jeg vidste jo ikke, de ville svare så hurtigt! hvinede Astrid. Jeg er altså ikke noget så særligt, at de bare straks vil have mig!
Astrids stemme jog en skræk i livet på det lille ranglede væsen under sofabordet en hund, som med lidt god vilje kunne kaldes sådan.
Den hed Vigga, var bange for sin egen skygge, men blev forvandlet til et lille uvejr, når nogen nærmede sig hendes mennesker. Kom man for tæt på, mente Vigga og hendes skingre, desperate gøen fik folk til hurtigt at flygte i stedet for at tage kampen op mod den lille forsvarer.
Astrid fandt Vigga på et internat, hun besøgte sammen med veninder, i håb om at hjælpe de stakkels dyr.
Dyrene satte dog ikke så stor pris på hendes iver. Allerede første dag kom Astrid hjem med kradsede arme, mens en godmodig dobermann, efterladt af sin ejer, snappede hende i bagdelen, da hun forsøgte at give ham et kram.
Alt det skyldtes bare, at Astrid ikke gad lytte til internatbestyrerens instruktioner hun mente nemlig selv, hun havde styr på det hele.
Efter et kort ophold på skadestuen nægtede Astrid stædigt at holde sig væk fra internatet, på trods af protester.
– Skæld mig ikke ud! Jeg har fattet det jeg duer vist ikke til at hjælpe alle. Men jeg kan hjælpe én! Jeg så en lille hund. Den grimme med de skæve tænder. Ingen vil nogensinde tage hende. Men jeg vil!
– Ikke bare sådan. Jeg tjekker, hvordan Vigga får det!
– Det er helt i orden!
– Bor du alene?
– Med min mor.
– Hvis hun er imod?
– Det er hun ikke. Mor elsker mig og stoler på mig.
– Vi får se
Astrid løj ikke. Moren elskede hende helt oprigtigt, lod hende næsten alt i håb om at opdrage en stærk og selvstændig pige. Nogle gange førte det dog til både uventede og kaotiske konsekvenser.
– Astrid, hvorfor har du taget onkel Martins bil?
– Jeg TOG den ikke! Jeg lånte den kort. Thor fik søm i foden, og hans farmor var ikke hjemme! Der var kun mig!
– Astrid, du er jo selv stadig et barn!
– Måske, men hvad hvis han fik stivkrampe?!
– Du kunne jo have ringet efter lægen! Onkel Martin gav os nøglen til lejligheden, ikke for at du skulle tage bilen!
– Lejligheden, mor! Jeg var ikke engang derinde! At der var en nøgle til bilen på bundtet kan jeg jo ikke gøre for! Jeg måtte redde Thor!
– Du er grounded. Resten af sommeren må du hjælpe mormor i haven, fremfor at løbe rundt udenfor!
– Mor!
– Ikke noget, mor! Det er alvorligt! Du er kun tretten! Du må ikke køre bil! At du kan, giver dig ikke lov! Har du glemt, hvad far sagde?
– Nej Astrid så surt til, hun vidste skænderiet var slut. Dine fejltagelser er DIT ansvar. Gør du noget galt, må du selv rode bod på det.
– Lige præcis!
Astrid ville aldrig have været ulydig mod sin far. Han lærte hende at køre bil, mens han drillede morens bekymringer væk:
– Hold nu op! Jo før hun lærer det ordentligt, jo sikrere vil hun være.
– Men hun er jo et barn!
– Tolv år er da ikke lille! Se, hun kan nå pedalerne og har lynhurtige reflekser. Totalt min datter.
– Åh, vi mangler ikke én stuntmand mere i familien!
– Hvem ved? Måske følger hun i mine fodspor.
Mette rev sig fortvivlet i håret, mens Astrid nikkede ivrigt. Men livet fik sin egen vilje.
Umiddelbart før jul, to måneder før Astrid fyldte tretten, kørte hendes far hjem fra en optagelse. En dreng sprang ud på vejen bag en bus faderen så ham for sent til at undgå at der skete noget, men hans rutine og evner bragte bilen væk fra busholdepladsen, hvor skolebørn ventede, og væk fra fodgængerovergangen, hvor mødre med barnevogne gik. Bilen ramte en lygtepæl, der holdt stand, men alligevel kunne intet redde Astrids far.
Den jul blev Astrids mørkeste nogensinde. Hun forstod pludselig, at der var ting, der aldrig kunne ændres, uanset hvad man gjorde.
Mor Mette græd hele tiden, nægtede at erkende en virkelighed uden ham, hun elskede så højt. Astrid drev hvileløst fra rum til rum, ude af stand til at hjælpe mor og mormor, som var kommet til for at hjælpe i huset. Mormor brugte timer i køkkenet for at holde tankerne væk, men jog Astrid væk hver gang hun ville hjælpe.
– Gå nu ud, du får bare skåret dig…
Men det var naboen, tante Karen, der første gang satte en stopper for sorgen. Da hun så Astrid græde lydløst på gulvet udenfor morens soveværelse, tog hun hurtigt affære og talte lige ud:
– Er I gået fra forstanden?! Hvad har barnet gjort? hun gik ind til Mette. Nu rejser du dig, Mette! Nok er nok! Din datter trænger til dig! Du har mistet din mand, men hun har mistet sin far! Han elskede Astrid over alt! Og du kigger ikke engang på hende! Pigen græder sig i søvn hver nat!
– Hvad bilder du dig ind, Karen
– Jeg siger bare sandheden! Send din mor hjem. Kan du ikke selv koge suppe til dit barn? Kom nu! Karen satte sig på sengekanten og tørrede Mettes tårer. Det er tid nu. Du kan ikke følge efter ham. Han ville aldrig tilgive dig, hvis du forlod Astrid!
Karen var den eneste, der ikke ynkede Mette, men hjalp hende videre.
Samme aften tog mormor hjem, mens Mette tre gange skar sig på kartoflerne til aftensmaden.
– Det går, hviskede hun til Astrid, mens hun satte plaster på et nyt lille sår. Vi klarer det… Det havde din far ønsket…
Og de klarede det. Langsomt men sikkert fandt de fodfæste, selvom det ikke gik let.
Astrid gik i skole, tegnede, prøvede at spille guitaren, der havde tilhørt far og forsøgte at holde mor i gang.
– Astrid, HVAD er det der?! Mette tabte kæben, da hun så Vigga, der altid knurrede uden grund og var sur på hele verden.
– Gave til dig, mor! Nu har du din egen hund! Så får du lidt at gå op i om aftenen. Se, hvor sød hun er! Så keder du dig aldrig!
Mette tog forsigtigt den med ét så tavse Vigga i armene og sukkede:
– Ulvehund Hvor får hun al den lyd fra?
Vigga fangede stemningen, knurrede fornærmet, men lagde sig straks tæt ind mod Mettes hænder villig til at være ulvehund, loppe eller pave, bare hun slap for at skulle tilbage på internatet.
Ingen havde planer om det. Mette gik nu med Vigga i den lille park hver aften og morede sig med de andre over denne sære, benede skabning, der havde erobret hendes hjerte.
Astrid? Hun gik stadig lidt hvileløst rundt og forsøgte at finde ud af, hvad hun ville.
Farens venner holdt sig ikke tilbage, hjalp og inviterede Astrid med på optagelser eller til festivaler. Da hun fyldte atten, kunne hun både køre bil og motorcykel, hun var god til fægtning, kunne lidt sværdkamp og dykkede ret flydende.
Hun kom endda med i filmscener, som statist, men oplevede nok til at kende miljøet ret godt.
Men om hun ville gå samme vej som faren? Astrid tvivlede.
– Mor, hvad skal jeg gøre?
– Hvordan skulle jeg kunne sige det, skat? Hvis jeg beslutter for dig, så er det jo mit liv, ikke dit. Og det vil jeg ikke. Det ville din far heller ikke.
– Jeg vil ikke have, at du skal bekymre dig om mig!
– Det kan du lige så godt vænne dig til, min pige. Jeg vil altid bekymre mig for dig, selv om du var lige ved siden af mig.
– Hvorfor?
– Sådan er mødre bare. Vi er født til at være bekymrede det er normalt! Det handler bare om, hvordan vi lever med det. Nogle svøber deres børn fast og holder dem nede, som om det hjælper… Men man kan jo ikke snyde skæbnen, Astrid. Jeg ved det nu. Men jeg nægter at tage unødvendige risici med dig. Jeg har kun én datter!
– Er det svært for dig? Astrid lagde sig ind til Mette.
– Hvad tror du selv?
– Svært…
– Det er godt, du forstår det. Jeg forstår også, hvor svært du har det. Det er aldrig let at vælge, især hvad angår det, du skal bygge dit liv op omkring. Søg, tvivl, vej alt op. Hvad kunne du tænke dig?
– Jeg ved det ikke… Jeg kan lide film, og at tegne, og at ræse Men jeg forstår jo godt, man skal kunne tjene til brødet.
– Præcis. Så må vi gå sammen om at finde noget, du både brænder for, og som vi kan få til at lykkes herfra.
– Hvad mener du?
– Ikke alt kan lade sig gøre her i Odense.
– Ups!
– Ja, du hørte rigtigt. Det kan være, du må til København og det betyder bolig, mad, alt muligt andet. Vi skal tænke grundigt over det, kan du følge?
– Ja! Du har ret, mor! Jeg tænker over det!
– Godt. Tænk over det og kom til mig, når du har besluttet dig. Så prøver jeg at finde muligheder.
Mulighederne blev til, at Mette begyndte at tage ekstra vagter og betale for to privatundervisere. Vennerne fra filmverdenen anbefalede universitetet i København.
– Vi bakker op. Bare giv den gas, Astrid! Din far ville have elsket at se dig som dygtig fagperson. Om det bliver netop film eller noget andet, kommer i anden række.
– Jeg vil gerne arbejde med special effects!
– Sejt! Ikke nemt, men der mangler altid folk. Er du frisk?
– Jeg prøver.
– Du blærer dig ikke det er tegn på, du har hovedet med dig.
De første par år i hovedstaden gik mest med at vænne sig til det hele. Men så gik det løs.
Hun arbejdede som makeup-artist og tjente faktisk godt, for alle vidste, at hun forvandlede enhver grå mus til stjerne.
Til cosplay-festivaller var der kø til hende måneder i forvejen. Hendes præcision og øje for detaljen var guld værd.
Hun blev også kaldt til filmoptagelser først som vennernes protegé, siden som anerkendt ekstra-håndværker.
Høj, slank, med kort, dristigt hår og altid iført sine elskede blå sneakers jagtede Astrid rundt i byen med ét ønske at bo med sin mor igen. Hun savnede Mettes rolige sikkerhed, Viggas gøen, den varme, ingen andre kunne give. Kærester havde hun men ingen var rigtigt værd at ændre livet for.
Muligheden for igen at bo sammen opstod først, da mormor gik bort. Hun efterlod lejlighed, sommerhus og et gammelt skur. Det var nok til, at Astrid købte en lille toværelses på Amager, hvor der var plads til dem alle selv med renovering.
Astrid blev færdiguddannet, nåede at arbejde på et mindre filmselskab, før hun modtog tilbuddet fra et stort mediehus, med karrieremuligheder og gode forhold.
Derfor rasede hun rundt på værelset, da samtaleindkaldelsen kom, smed yndlingstøj og gamle jeans overalt. Alt virkede forkert til anledningen.
– Åh, din skønne gave! sagde Mette, da hun hev endnu en T-shirt væk fra Astrid med en håndtegnet æsel på. Du burde sælge de her! Så blev vi rige!
– Mor! Det er ikke nu! Astrid fandt sin ene pæne bluse og forkastede straks de bedstemorrankerede flæser.
– Lad nu være med at tale dårligt om mormor! Mette fnyste og løftede Vigga op, der så hjælpeløst på. Hun hjælper dig jo faktisk nu.
– Hvordan?! Astrid, tæt på tårer, dumpede igen på gulvet.
Men med et mærkværdigt smil forsvandt Mette ud og kom tilbage med noget, der fik Astrid til at tabe pusten.
En hvid buksedragt, sirlig og smuk.
– Mor hvad er det? Astrid spurgte nærmest, hviskende.
– Mit bryllupstøj. Jeg blev gift med din far i det.
– Jeg troede, du havde kjole Astrid rørte forsigtigt ved det glatte stof og knapperne.
– Nej. Vi har jo ingen fotos fra den dag de blev væk i flytningen. Jeg græd så meget over det! Der var kun nogle få, og de forsvandt også Vi havde kun rådhusbryllup, ingen fest.
– Hvorfor ikke bryllup?
– Åh, vi var unge og dumme. Sendte papirerne, men kalkulerede tiden galt. Din far skulle afsted til optagelse samme dag. Så vi skrev under og tog toget. Vi holdt fest med venner senere. Selv vores bryllupsrejse var eventyr!
– Hvordan?
– Din far brækkede benet på den optagelse. Og jeg plejede ham hele tiden. Sikke nogle oplevelser men vi havde sommer, hav, ferskner… og lykke nok. Og fra den tur kom du, min pige. Så det er lykkebuksedragten! Prøv den!
Buksedragten sad som syet til Astrid.
– Utroligt! Som var den lavet til mig!
– Og hvad med mormor? Astrid drejede sig foran spejlet.
– Alt! Det var hun, der syede buksedragten og fandt skoene præcis sådan som jeg ville have. Jeg ville nemlig ikke have hæle, men til brylluppet bestemte jeg mig det skulle være! Men jeg kunne ikke finde bløde, hvide pumps, som ikke var pyntet med perler eller sten, dén gang var det jo moderne. Jeg ville bare have sko.
– Blev det til noget?
– Nej, ikke for mig. For mormor. Hun tog mål og gik til sin gamle skomager, og han lavede dem. Se!
Skoene i æsken var smukke. Astrid stak foden i den højre og begyndte straks at le.
– Jeg bliver aldrig Askepot!
– Hvorfor? spurgte Mette.
– For store! Vi bruger ikke samme størrelse, mor! Astrid mærkede tårerne brænde, mens hun så på sit spejlbillede.
Skoene passede perfekt til dragten.
– Pyh, det er ikke noget problem! lo Mette. Du har aldrig prøvet at leve, da der var mangel på alt! Vent bare!
Astrid måtte grine igennem tårerne, mens hun så moren stoppe vatrondeller i snuderne på skoene.
– Hvorfor griner du?! Det tricket virkede for os. Og ved du, hvad det gør, hvis du putter vat i BHen? Netop! Vi må lære jer unge alt! Mette stak skoen til Astrid. Prøv nu!
– De passer!
– Brug dem med glæde, mit barn
Astrid fik jobbet.
Og filmen, hun lavede med en af farens venner, blev rigtig god, og åbnede dørene til de store film, nu som specialisten, alle talte om.
Men det var slet ikke det vigtigste det var, at Astrid på settet mødte den, hun skulle leve sit liv med. Og hun blev viet i netop de hvide sko, hendes mor havde givet hende som lykkesko.
Præcis som hendes forældre engang, blev det til bryllup på rådhuset dagen før en optagelse og hun kyssede mor og Vigga farvel i lufthavnen. Vigga var sjældent rolig, og da flyet lettede, sukkede hun næsten menneskeligt og slikkede Mettes tåre væk.
– Jeg skal nok lade være med at græde, Vigga… Jeg skal nok! Du har ret. Vi skal bare glæde os over, at vores pige er lykkelig nu.
