Nannas bryllup
Allerede i det øjeblik Nanna drejede hovedet mod strømmen af mennesker, som væltede ud fra regionaltoget, bemærkede hun ham. Der var havelodsejere med kurve og rygsække, lokale folk på vej hjem fra nattevagt, en pige med en slidt bamse under armen, hendes mor trækkende på en kuffertalle stimlede de i retning af trappen. Men hannej, han trak sig lidt til side, standsede, tændte en cigaret, tog sig tid med et dybt hvidt røgslør, lod blikket glide over stationsperronen og kløede sig på halsen. Sådan stod kun storbyens folk og åndede provinsens ro ind.
Nannas hjerte trak sig sammen i brystetdet hele føltes så hjemligt og varmt. Og så var der kasketten, falmet og lidt forvasket, nøjagtig som Peters gamle
Står du og drømmer, Nanna! Køen venter, Nanna! Hendes makker Helga daskede hende let på skulderen. Skynd dig nu!
Nanna fór sammen, vendte sig om. Køen ved disken betragtede slik i plastickurve med stor interesse, mens et par drenge skubbede til hinanden ved døren og talte deres lommer op for mønter.
Ja, selvfølgelig. Hvad ønsker I? Værsgo og til dig? Ja, ja, øjeblik
Stadig med øje på manden med kasketten, fyldte Nanna hurtigt slik op med skovlen og solgte til de ventende. Da han var færdig med cigaretten, strakte han sig, løsnede skuldrene, greb sin gamle brune taske og satte kursen mod kolonihavekvarteret. Han havde noget harmonisk over sig, robust og lidt bred, lidt hjulbenet måske, men pytde hænder! Sådan nogle arme kunne næsten smelte hende fuldkommen.
Nanna rødmede over sine egne dristige tanker.
Og hvem har vi så der? Helga, altid nysgerrig, stak hovedet ud af butiksvinduet. Lydlig og udadvendt, hun tøvede aldrig med at blafre med øjenvipperne, hvis en mand faldt i hendes smag. Undertiden ventede de endda tålmodigt på hende foran butikken senere, men når Helga var færdig med sin vagt, låste hun altid den tunge ristede jerndør af og blev stålfast.
Skal jeg følge dig hjem? foreslog dagens bejler ivrigt. Tag noget lækkerier med, jeg har lige købt noget her!
Men Helga trak på skuldrene, skubbede æsken fra sig. Jeg spiser ikke slik. Og jeg klarer mig alene. Giv plads.
Den forsmåede kavalér gik snøvlende væk, mens Helga svang sig hjemad. Der ventede en bunke pligter, tre drenge, og ikke meget tid til romantik.
Hey, du dér! Dig med kasketten! kaldte Helga til den fremmede.
Hvorfor gør du det? Hold nu op, Helga, mumlede Nanna og rødmede.
Ser du ikke selv, at han tiltaler dig, Nanna? Han er jo perfekt!
Helga kaldte alle mænd for eksemplarer; det ord morede hende.
Ham dér: alt for tynd, ham dér: nærrig, se hvordan han rækker læberne frem og ham dér Den kan du ikke brødføde! Hun stod i døråbningen med solsikkekerner i kinden og vurderede de forbipasserende.
Jeg har da slet ikke sagt, at jeg kan lide ham! protesterede Nanna og trak sig bag forhænget.
Det kan man da se lang vejdu står helt fremme ved vinduet, rødmer og har stjerner i øjnene. Tag chancen, Nanna! Dit held banker på. Jeg har børneflok og pleje, men din Karla er jo stor, og din mor rask endnu. Du har ingen forpligtelser derhjemme!
Helga vinkede til manden ude på perronen. Kom bare ind, her er køligt og vi har de bedste vingummi fra egen fabrik!
Han trak på skuldrene, spændte bæltet rundt om den lidt runde mave, tog tasken og gik i retning af købmanden.
Hvad står du for, Nanna! Tag min læbestift og brug den. Og smid nu det gamle tørklæde, du ligner noget fra en anden tid! Jeg siger det igen og igen: Gør dig klar! Man ved aldrig, hvornår lykken banker på, og du render rundt og ser søvnig ud. Massér nu under øjneneja, sådan, flot.
Døren gik op, og manden trådte ind.
Goddag og velkommen til vores lille landsby! Helga rakte hånden frem. Og det her er Nanna Frederiksen.
Helga nikkede mod Nanna, der hurtigt nikkede tilbage, nu med kirsebærrøde læber.
Goddag! Jeg hedder Sten Rasmussen. Jeg er her på forretningsrejse, så at sige, lød det fra Sten, mens han trykkede Helgas hånd og smilede varmt til Nanna. Hold da op, hvilke lækkerier I har! Imponerende
Han købte to æskekager og Helgas berømte solbærpastiller.
Det er den rigtige beslutning! roste Helga. Nanna, deroppe med den chokoladebjørn!
Nanna tog den lune, lette bjørn i sølvfolie ned fra hylden.
Den får du af os, specielt af Nanna, grinede Helga. Hun er så omsorgsfuld, laver fremragende mad og holder hjemmet pænt! Du skulle se, hvor rent og hyggeligt hun har det. Huset er stort, et rigtigt bindingsværk, med have, alt det bedste. Kan du lide at fiske? Der er en sø lige ovre på den anden sidefuld af aborrer. Findes der en mand, der ikke kan lide at fiske?
Helga smilede vidende, men Sten så ikke begejstret ud. Jeg køber hellere min fisk, lød det tørt, men han blødte hurtigt op. Hus siger du? Det har altid været min drømat bo på landet, tæt på naturen. Hvor bor du egentlig?
Tæt påti minutter fra stationen, du kan ikke overse huset med vejrhane og stokroser ved hegnet. Det er Nannashele landsbyen kender huset. Og hendes kager Fantastiske! Helga snakkede derudad, og Nanna følte sig næsten utilpas over al opmærksomheden.
Det skal jeg da se med egne øjne, bedyrede Sten og hængte posen med slik på armen. Jeg må videre, piger. Skal til møde på rådhuset. En vigtig sag.
Han blinkede skælmsk til dem og forsvandt.
Der var den, Nanna! Gå til stålet, mens du kan. Tag nu chancen!
Sludder, Helga. Hvad hjælper den snakken? Jeg burde aldrig have blandet ham ind i noget men alligevel fulgte Nanna ham med øjnene, mens han gik ned ad gaden, nu og da justerende sit livrem.
For søren, du skulle da ha givet ham en dåse danskvand, påpegede Helga. Skynd dig, tag flasken her. En gave fra dig. Han vil føle sig forpligtet og kommer tilbage igendu får se! Hun stak Nanna en glasflaske i hånden og puffede hende ud.
Nanna tøvede først, men løb så ned ad vejen efter sin mulige frier.
Undskyld, må jeg? Det er så varmt, tag lidt vand. Nanna var forpustet, og Sten vendte sig om. Først så han lidt overrasket ud, men så bredte smilet sig.
Det skulle du ikke have gjort! Hvad skylder jeg?
Det er en gave. Velkommen til. Og pludselig spurgte hun modigt: Hvor overnatter du så?
Helga holdt øje gennem butiksruden som en general over soldater på mission.
Mig? Jeg bor her i byen, på pensionalet Løveapoteket. Der er jeg indlogeret. Så tak for vandet, og på gensyn!
Nanna blev stående, indtil en knægt puffede til hende på fortovet.
Farvel Farvel, Sten Rasmussen Du må endelig kigge forbi!
Hun gik hjemad i et tåget lykkeligt udmattet sind. Hjertet bankede som en fugleunge, og hun tænkte: Tænk, at jeg kan føle sådan igen
Hvem? spurgte Helga med et smil.
At man kan møde en fremmed, knap vide hvem han er, og alligevel mærke i hele kroppen, at han er en, man vil have ved sin side
Tja, lidt for rund og magelig for min smag, men hvis hjertet banker, så slå til! Og gør nu lidt mere ud af dig selv, ik? Jeg låner dig min grønne kjole. På brystet er den nok lidt bred, men Karla kan nåle den ind. Mine former er ikke, som de var! Helga lo, så duerne fór væk fra butiksvinduet. Sig også til din mor, at hun ikke skal leve sig for meget indde byfolk bryder sig ikke om sladder.
Kan han ikke være interesseret i at høre om mig? Nanna undrede sig.
Nej du, for byfolk skal der være lidt mystik! Hvis du flasker det hele ud, hele din barndom, sygehistorier og fotoalbum, så løber eventyret hurtigt ud i sandet. Gå efter hemmeligheden, Nanna! råbte Helga og bød kunderne ind i butikken. Køb lidt sødt til aftensmaden! Nanna, dig ønsker vi en mand, der er chef!
Nanna fnes og viftede hende væk.
Nå, hvad med den chef, pigebørn! lød det fra vinduet, hvor Knud fra nabohuset hilste på. Han var altid hjælpsom og lidt hemmeligt forelsket i Nanna, men manglede modet.
Hej, Knud. Nå, men det går nok snart den vejNannas storbychef er her. Han kommer sikkert og frier, afslørede Helga.
Knud blev mørk i ansigtet, hans blik strengt.
Passer det, Nanna? mumlede han.
Hvad rager det dig? Helga viftede ham væk. Nanna har ikke tid.
Han fortrak og Helga lukkede igen for ruden. Man skal være vaks, hvis man vil noget! konkluderede hun.
Nanna skyndte sig hjem. Måske havde han allerede været forbi? Alting skulle helst se ordentligt ud, og så måtte hun lige advare mor, hvis gæsten kom.
Hej mor! Nanna sprang op ad de nymalede trætrin til deres røde bindingsværkshus, alt skinnende rent og pelargonerne blussende i vindueskarmen. Tøjet blafrede, der var liv.
Hvordan går det? Mor, Anna, sad stille, lidt mut.
Nanna satte sig på knæ foran sin mor. Hvad er der, mor? Har du ondt?
Intet, mor brummede, hev hånden til sig. Du har tænkt dig at sælge, ikke? Over mit lig! Din far byggede det husjeg skal dø her. Hånden bankede mod hendes knæ.
Men for pokker, mor, det har jeg da aldrig tænkt! Hvorfor nu det? Nanna kyssede morens hænder. Du skal ikke tænke på sådan noget! Du og Karla er alt for mig. Jeg elsker huset!
Men Annas ansigt var gravalvorligt. Han kom forbi. Gikte rundt ved havelågen, målte alt op Hans øjne de var ikke rene. Han kendte til husets tag, jorden, brøndenhan havde blik for det hele. Hvis du sælger, forbander jeg dig, det sværger jeg!
Hvem var? Men Anna gik ind uden svar.
Nanna sad undrende tilbage, indtil Karla sprang ind ad døren med tre is: En til hver! Hvad er der?
Karla, lover du at du vil holde fast i huset? kom det alvorligt fra Anna.
Det lover jeg, farmor, sagde Karla.
Alt det pjat! indvendte Nannaså forklarede hun indenfor, at Helga havde inviteret Sten over for kaffe, og at han bare var interesseret i huset som egnens seværdighed, ikke andet. Anna troede hende ikke helt.
I det samme blev Nanna kaldt udenforSten stod ved havelågen med en buket markblomster. Hun greb hurtigt sin sjal, smed forklædet og gik ud.
Undskyld, jeg ville lige vise min taknemmelighed, sagde Sten forsigtigt og rakte blomsterne frem.
De gik en tur sammen. Nanna viste ham stien ned til søen, hvor lokalsamfundet holdt folkefest; hun fortalte om byen og Sten spurgte ivrigt til Karla og hendes fremtiduniversiteter i København, mulighederne, museer og teatre.
Du burde bo i København, Nannadu og Karla. Der er så meget at se og opleve! mente Sten.
Nanna svarede afdæmpethun havde engang som ung været på besøg i hovedstaden, men det var mange år siden.
De så hinanden dybt i øjnene, hun var helt væk i hans grønne blik. Han så ud som om han ville kysse hende, men pludselig forstyrrede Knud dem bagfra. Din mor mindede lige om brødet, sagde han tørt og gik straks sin vej.
Ærlig talt! Han er bare vores nabo, glem ham! lo Nanna og trak i retning af huset.
Sten fulgte hende til lågen, kyssede hendes hånd og lovede at kigge forbi næste dag. Nanna var ikke imod det.
Knud sad i busken bag hækken og knurrede utilfreds.
Resten af ugen kom Sten næsten hver dag. De gik ture, snakkede længe, og om foråret fortalte Nanna begejstret om blomstrende æbletræer og om kagerne, hun bagte.
Sten blev mere og mere overbevist om, at Nanna burde leve et større liv, i byen, med tv og aviser, og Kasper, hendes nabo, vidste i grunden slet ikke, hvordan man ordentligt lagde el ind i huset, mente Sten.
Karla var ligeglad; hun havde sit eget. Men Anna fulgte nøje med.
Aftenerne ventede Anna i mørket, stille og fast ved vinduet.
Åh, mor! Lad nu være med at sidde sådan! Nanna udbrød.
Det er sjælen, Nanna. Jeg frygter du bringer os ulykke, svarede Anna dystert.
Må jeg ikke også få lidt kærlighed, mor? Jeg er ikke gammel, jeg vil leve, elskes, tage mig en mand der vil dele hverdagen! Ingen hjælper alligevel
Anna trak på skulderen. Så grib bukserne! sagde hun tørt.
Nanna fnes. Hvis det skal være! Jeg har ret som kvinde! hun hamrede i gulvet, og en gren knækkede ude på nabogrundenen tyk æblegren. Knud stak hovedet frem.
Ja, så skal jeg da også føde! skreg Nanna efter ham, og han forsvandt ind i mørket.
Anna gik i seng, og Karla grinede.
Efter to uger med gåture og samtaler nævnte Sten: Nanna, søde, jeg tager snart tilbage til København. Jeg vil gerne tale med din mor og Karla om noget vigtigt. Jeg kommer i morgen.
Vi venter dig! sagde Nanna.
Hele næste dag var de på mærkerne i huset. Der blev dækket op med Annas pæneste service, Helga havde lånt hende den grønne kjole, Karla syede den ind, selv Anna gav sig til at smage på salaten. Men du skal se ham an med snapse, Karladet er vigtigt at se en mands sande jeg!
Sten dukkede op klokken syv, overstrømmende venlig, men samtalen gik lidt skævt. Anna insisterede på en skål til Nannas salig afdøde Peter. Nanna rødmede; Sten blinkede bare opmuntrende.
Så tog Sten ordet: Jeg kan tilbyde jer et nyt liven byttehandel! Jeg får jeres hus, I kan bo i mit værelse i København. Der kommer snarligt en lejlighed til Karla, hun kan læse på universitetet, og du, Nanna, jeg har altid set dig som noget til noget større. Se, her er papirerne!
Anna, fattet og kølig, fandt læsebrillerne og så på papirerne. Du bytter vores hus for et værelse i en barak i København sagde hun og kiggede ham direkte i øjnene.
Nanna sank sammen. Men skulle vi ikke giftes? spurgte hun spagt.
Sten lo højt. Giftes?! Nej, nu må du ikke tage fejlsådan gør man kun for romantikkens skyld. Det her er fornuftet godt tilbud. En moderne løsning!
Nanna fór ud af huset, Karla efter. Sten ville forklare, men mødte Knuds næve foran lågen, der lugtede af nyslået græs og æblegrene.
Smid dine papirer og forsvind, sagde Knud. Sten krøb væk, mens Anna dundrede i bordetKnud, kom og spis, den slags kræver mandsmod!
Lidt senere kom Nanna hjem og græd i værelset; Karla trøstede hende.
Det skal nok ende godt, sukkede Anna og skænkede Knud en snaps og lidt salat.
Knud spiste og lyttede til snøft i værelset. Hun holdt om hans hjertedet kunne han ikke løbe fra.
Et halvt år senere støvede Knud endelig mod til sig og friede til Nanna.
Anna gav dem sin velsignelse, og de holdt bryllup.
Tja, sagde Anna til Helga, han er lidt bims, hun er lidt bimsmen nu har vi dem under samme tag.
Helga nikkede. Nannas bryllupdet var et rigtigt dansk og fornøjeligt bryllup.
