De Allernærmeste
Ifølge lægen, der sad ved skrivebordet, lignede Vera Madsen en tudse stor, udbredt og med en hals, der blæste sig op for hvert åndedrag. Kvinden havde ellers fået at vide adskillige gange, at hun burde tage sin sygdom alvorligt, at det ikke ender godt, hvis ikke hun får behandling. Men Vera viftede blot afværgende.
Operation? Er I gået fra forstanden? Jeg har kolonihave, kartofler, alt muligt, og I snakker om operation! Tro mig, bare man havner hos jer. Og hvad med Laura? Hvad gør jeg med hende så?
Normalt dukkede Laura så op på scenen en køn, solid lille pige med to fletninger, iført uldkjole eller en let bomuldskjole, alt efter vejret, i et par støvler eller sko, der tydeligt ikke var hendes egne fra ny. Laura stod roligt, så nedad, mens Tudsen rodede hende på skulderen med sin svulmende hånd.
Skal hun på børnehjem eller hvad? Det ville bare mangle, nogen har foreslået det før! Lad være, tag jeres papirer væk, jeg skriver ikke under på noget, jeg ved ingenting om det der papirarbejde, og I skal ikke bilde mig noget ind nu… Kom, Laura, vi har ting at ordne. Farvel, hr. Dyrlæge, vi har andet at se til! Ikke rør det der det er ikke vores! Tudsen daskede Laura på hånden, da hun rakte ud for at røre ved lægens porcelænsfigur på bordet. Vera rejste sig med besvær, støttede sig tungt til bordet med en hånd, der bedst kunne beskrives som en klump gærdej, blød, fyldig, med korte fingre afsluttet af knaldrøde negle.
Bordet knirkede, noget sagde knæk var det bordet eller Veras knæ? Døren smækkede bag dem, og lægen pustede tungt ud. Alle var bange for Vera Madsen, sådan så hun ud, og det var der ikke noget at sige til.
Vera bevægede sig bestemt og overlegent gennem hospitalsgangen, Laura fulgte trop, som en haletudse efter sin mor, gnubbede håndfladen, men syntes ikke synderligt berørt. Var det ligegyldighed? Vane? Noget i huden? Det var Lauras egen hemmelighed.
Så! Vera stoppede brådt, rynkede brynene, bed i underlæben, som om hun overvejede, hvad hun nu burde gøre. Så greb hun Laura i hånden og hviskede:
Her, gå ind til lægen igen med det der. Sig, det er fra Vera Madsen, hils og sig tusind tak for omsorgen, men hun kan altså ikke blive opereret lige nu. Forstået? Kom så, lad nu være at hænge sådan! Godt nok et særlig barn, Gud har givet én! Enten fiser hun rundt som en gal, eller også står hun der og glor ind i sig selv, hvad hun mon ser?
Vera rystede på hovedet, vendte Laura med front mod gangen og gav hende et lille skub.
Pigen traskede lydigt tilbage mod det kontor, de lige havde forladt.
Bank dog på, din fjollede unge! råbte Vera efter hende. Ja, hvad bliver det til! Du lærer og lærer, men alligevel…
Vera kiggede sig irriteret rundt efter et sted at sidde. Folk rykkede straks tættere sammen og slap et ledigt sæde.
Først da Laura forsvandt ind til lægen, lod Vera sig falde ned på den voksdugsbetrukne bænk, trak lommetørklædet op af lommen og tørrede sit svedige ansigt. Hendes læber dirrede let, og hjertet dundrede som en smed, rungende og smertefuldt bag tindingerne.
Vera vakte ikke væmmelse hos nogen.
Jo, hun var omfangsrig, klædt i lag på lag, med ben som søjler men ikke frastødende. Vera duftede altid rent og hjemligt, tøjet var pænt, velstrøget, de slidte sko skinnede trods slidmærker.
Dårlige fødder, forklarede hun, hvis nogen kiggede for længe på hendes vinterstøvler i sommervarmen. Hvad skal man tage på, når knoglerne stritter alle veje? Jeg blev selv født for tidligt syg over det hele! Men jeg har vist dem, jeg har!
Så rystede Vera sin næve mod himlen, nikkede og skød underkæben frem.
Jeg har danset i folkedans, sunget, hvad har jeg ikke lavet! Kun øjnene… og skjoldbruskkirtlen, siger lægerne. Nogle gange blev Vera helt bevæget og tørrede tårerne bort med sit lommetørklæde og begyndte derpå straks at skælde ud:
Stop med at begrave mig på forhånd! I har vænnet jer til at pille i mine skavanker! Gå selv til lægen! Jeg har ikke tid til sygdom, jeg har Laura, der skal opdrages dét er én ting, så talte Vera på sine små pølsefingre, hun skal i skole dét er to. Hun skal giftes det er tre! Og I snakker operation! Pyh for den lede!
En forvirret og lettere skræmt samtalepartner tabte helt tråden, og Vera Madsen gik sejrsstolt sin vej.
Denne gang måtte hun dog blive, ventede på Laura, som blev længe væk.
Hvor bliver hun af? Laura! Hjem, nu! Veras stemme skar gennem gangens stilhed, folk fór sammen, rengøringskonen kiggede ud fra depotet og gumlede på et bolsje.
Sig det lidt mere stille! Det er et hospital! men folk blev tøse stille, da de mødte hendes blik.
Laura stod i mellemtiden over for lægen, Lene Andersen. Lene så på hende med blide, medfølende øjne.
Tak for hjælpen og omsorgen. Det er fra Vera Madsen, Laura rakte Lene en æske chokolade. Men Vera kan desværre ikke behandles lige nu. Vi skal have kartoflerne op, ellers tager naboerne dem. Vi tager afsted tidligt i morgen.
Lene så chokeret ud.
Dig? Du skal læse bøger, gå i skole, ikke grave kartofler! Laura, sig mig, hvem er Vera Madsen egentlig for dig? Tag en chokolade, du må gerne, jeg skal ikke have for meget. Lene åbnede æsken og nikkede mod Laura, men denne rystede på hovedet.
Nej, bedstemor ville blive vred, forklarede Laura. Jeg går igen. Vera er bare min bedstemor, hvad er der så svært ved det?
Vent nu. Du hedder Laura, ikke? Smukt navn. Behandler Vera dig ordentligt? Hun slår dig vel ikke? Lene var en meget omsorgsfuld læge.
Bedstemor? Jo, det sker. Lauras ansigt blev et øjeblik eftertænksomt, som om hun ville huske på episoder. Men altid med grund. Min bedstemor er god, hun skælder bare ud fordi hun bekymrer sig om mig. Og jeg løj om at hun slog mig. Lene, hvis du skriver på en seddel, hvad vi skal gøre, måske om hospitalet, så klarer vi det selv. Du er ny her? Før dig var der Poul, han kunne tale med bedstemor… Du skal ikke tage dig af det. Hun har haft et hårdt liv… Laura rystede på hovedet. Tak for rådene, jeg går.
Laura gik sin vej og efterlod Lene i tvivl: Hvordan når man ind til sådan en person? Og skal man overhovedet prøve? Vera er jo voksen og kan bestemme selv.
Hvor har du været så længe? Hvad har du nu rodet dig ud i? Hun har vel ikke snakket operation til dig?! Vera fór straks i flæsket på barnebarnet.
Hvis Lene fik overbevist Laura om, at Vera skulle på hospitalet, ville Laura aldrig lade sagen ligge. Hun var som en professor og Vera som hendes rygsæk, altid med medicin, piller, omsorg…
Hun sagde ikke noget. Spurgte bare om du var god ved mig. Kom nu, bedstemor, vi skal hjem og vaske tøj! Laura skubbede sedlen i lommen, tog posen over skulderen og gik.
God ved dig?! Er jeg god ved dig?! Vera stormede efter, hals og kinder blæste op af raseri, hun trampede i linoleummet. Laura, kom her! Og hvad svarede du hende? Kom nu med tasken, dit lille spektakel!
Hun nåede Laura i opgangen, vendte hende mod sig og sagde barskt:
Hvad sagde du? Svar nu!
Ikke noget særligt. Giv nu slip! Laura kneb læberne sammen. Jeg er træt af at blive forhørt. Ingen har alligevel interesse i vores liv. Kom nu! Hun holdt døren, Kom nu forsigtigt, se trapperne. Det var nu synd at gamle Poul gik på pension…
Den store Vera, med de skarpe grå øjne og den lille knold i nakken, trådte ned fra trappen og mod busstoppestedet. Tænk at skulle vente på 5A i en halv time bare fordi en sygeplejerske mente at Vera behandlede Laura dårligt.
Der er ingen når man har brug for hjælp, men alle stikker næsen i ens privatliv!
Vera var gal og tænkte hele vejen hjem. Om aftenen var vreden dog blæst væk, de sad i sofaen og sang Se, nu stiger solen, Vera græd, Laura sukkede. Sådan flød Veras liv som en flod, og ved siden af hende rislede Lauras bæk, først lige begyndt at få fart. Man må hjælpe det lille vand, beskytte det men har Vera kræfter?
Hele natten vendte Vera og drejede sig, stod op og drak vand og rynkede bryn. Nej, nu måtte hun gøre noget for helbredet! Når Laura var færdig med ottende, så…
…Tidlig morgen kørte de ud for at høste kartofler inden hele byen skulle til kolonihave.
De vælter ind! Laura, kom nu! Du kan mødes med din kæreste bagefter, nu skal du følge mig! råbte Vera fra det fælles køkken, selvom klokken knap var seks og naboerne sov. Ingen morgenmad, Laura, vi skal afsted nu!
Hun smækkede døren ind til værelset.
Åh bedstemor! Jeg er klar, jeg skulle bare flette mit hår! lød Lauras stemme.
For pokker da! Man får ikke sin nattesøvn. Deres børn har de ikke styr på, ikke engang morgenmad! Vera, du leger med ilden min tålmodighed er ikke uendelig! Lena fra værelset ved siden af stak hovedet ud iført hårruller og løftede truende stemmen. Min stue skal ikke være din længere! Og din kartoffel gider vi ikke alligevel, på markedet får man noget bedre! døren smækkede.
Vera fnøs.
Hunde gør, karavanen går, Lena! Men kom bare ikke, når du vil smage min kartoffel. Sønnen din sendte du i videregående for at slippe for ham! Jeg har ikke glemt det. Vera slyngede døren op til naboen, så brædderne skarpe protesterede. Prøv bare at gå til kommunen, du får svar!
Laura stod selv og hørte på bedstemorens kraftudtryk. Det var skræmmende men med bedstemor var intet farligt, hun var som en uigennemtrængelig klippe.
Lena hakkede i noget ved denne påtagethed.
Ud af mit værelse! Jeg går til kommunen i dag hører du, Vera! Ny bestyrer der nu, han vil forstå. Din tudse!
Hårrullerne dirrede, hun maste sig mod døren, lå det forkert kunne hun hurtigt knække hoftebenet og få sygehus, og så kunne værelset blive ledigt!
Haps, lille hund! Stik du bare af! Før har du sladret om sønnen min, hvorfor lever du stadig! Vera spyttede på døren, skød underkæben frem, blæste kinderne op. Det blev sværere at trække vejret, men snart sad de på S-toget og det ville gå over.
Laura! Kom nu, lad være at trække tiden ud! råbte Vera, mens hun tog overtøjet på.
Allerede i toget blev Vera tankefuld.
Hvad hvis Lena går til kommunen for alvor? Der er nyt personale, vi kunne miste værelset… Laura! Sover du? Her bestemmes din fremtid og du sover… vågn op! sagde hun og daskede til Lauras knæ.
Laura vågnede, puttet ind mellem væg og det varme Vera-sidespejl. Udenfor løb markerne tilbage mod København og den bryske Lena, tågen hang tæt over jorden. Solen skimtedes i disen, under broen blinkede Mølleåen, og en pjuskede hund gøede af en storsindet sortbroget ko.
Er du syg? spurgte Vera bekymret og lagde hånden mod Lauras pande, der med det samme kørte ind under Veras tørre, men brødagtigt og småkartoffelduftende hånd.
Hvorfor hænderne altid duftede sådan, vidste Laura ikke, men hun gemte duften i sig.
Nej, jeg fejler ikke noget. Er bare sulten… rynkede Vera øjnene. Naturligvis! Du kan altid spise og sove, men hvor er du, når jeg skal smøre madpakker! Nå, jeg klarer det.
Hun fiskede en pakke mad ud af nettet over hovedet.
Spis. Jeg fik ikke mælk med i farten. Lena snød koncentrationen ud af mig. Vera satte sig og skumlede, mens Laura begyndte at spise brødet.
Ha, det knaser mellem ørerne! bemærkede Vera over for de betragtende medpassagerer. Unge mennesker! Spis nu op, Laura! Jeg skal nok tage en lur…
Nu lå Vera sig ind mod Laura og snorkede straks. Laura fik hurtigt spist, lagde hovedet på bedstemors skalle og var døsig. Bag lukkede øjenlåg gled alt bort, tilbage til Lena, solpletten, som blev opslugt. Laura faldt også i søvn.
Vera drømte om et stort, rødt kontor med tunge gardiner, et grønt bord midt på og stole rundt om. Ved bordet sad folk og bestemte over Lauras skæbne, mens den lille pige gemte sig bag Vera fem år kun og turde næsten ikke trække vejret. Vera mærkede Lauras svedige hånd.
Bare rolig, græd nu ikke! sagde Vera, før hun vendte sig mod kommissionen. Nu skulle de afgøre, om Vera Madsen, forældreløs og alene, måtte tage naboens pige Laura til sig, siden moderen var sporløst forsvundet. Vera så bedende på dem, hagen dirrede, hun var klar til at falde på knæ. Men de så skeptiske ud.
De er jo ikke i familie! sagde den ældste mand.
Men hvad med hjertet! Hun har hjemmet her, jeg ser efter hende! insisterede Vera og forklarede, hvordan Laura kunne lide hendes suppe og pandekager, og hvor godt de to havde det.
At passe på, det gør man med hunde, ikke børn! Der skal papirer, tilladelser til! Nej, desværre. Manden slog i bordet som for at knuse en flue. De vil have os til at bryde reglerne.
Vera græd, Laura peb…
Ingen kom for retten. Vera fandt en løsning, skaffede penge, fik papir på midlertidig forældremyndighed. Det var hendes og Lauras lille sejr.
Vera vågnede træt, så ud S-toget nærmede sig Hillerød.
Sikke en kartoffelårgang! Vera jublede, som om hun havde levet under besættelsen og nu så, at jorden gav udbytte. Så tikkede minderne ind dem var der ikke brug for nu, der var arbejde at gøre.
Laura! Helt forkert, du skal ikke stikke kartoflerne! Giv mig den, ta at samle toppe.
Se, Vera har Laura med til kartoffelarbejde igen, mumlede naboerne.
Hun arbejder for sig selv god træning, hun får hele livet at slide i, svarede én.
Vera er snu sikke et trick! sagde en ældre mand og blinkede til nabopigen. Skal du ikke hjem til mig som barnebarn, Mette?
Føj dig, gamle Niels! Vera får sit hyr med det barn, de unger nu om dage er tossede. Må ikke gå galt Maria lagde spaden, tørrede sveden væk.
En varm dag, tågen gled ned til åen, tidligt dugglitrende græs.
Vera stak rutineret skovlen i jorden, rensede de fede, våde kartofler og fyldte posen.
Hvor mange poser? To til os, en til Lena for at holde fred, to til salg. Sæt dig, Laura! Stop nu, du snakker for meget, hele støvlerne er smurt ind, du må selv vaske dem!
Laura jagede græshopper i rækkerne, som sprang, summede, væltede om på ryggen og stirrede på hende.
Fang du bare, til vi får aftensmad! brummede Vera, ryggen værkede så hun ikke kunne rette sig, sveden drev, turen hjem ville blive tung.
Help mig nu! Armen virker ikke længere, sæt dig, hold posen mellem benene. Vera bandede over Laura, mens de ledte efter plads i toget.
Andre passagerer så uvenligt på Vera, men medlidenhedsfuldt på Laura.
Hun pisker hende, stakkels barn! At leve sammen med sådan en fy for pokker! hviskede én.
Ét stort kvabso, hvad hun kan sige, den pige får det hårdt! istemte en anden. Nogle mennesker
Laura satte sig, søvnig og ligeglad, dumpede posen under fødderne, ventede til Vera satte sig og sov ind i hendes side.
Er du træt? Soves, du må løfte lidt hjemme også, det kan jeg ikke! mumlede Vera og lukkede øjnene.
Efter tre stationer fik Vera det slemt. Hun gispede og gled ned af sædet.
Bedstemor! Laura greb hendes hånd, men Vera reagerede ikke…
Hvem er du for hende? Har du papir på at I hører sammen? gentog den unge læge, tog masken ned og trommede med pennen.
Min bedstemor. Men hvad sker der? Papirer? De er hjemme, jeg ved ikke
Ikke godt. sagde lægen kort.
Søren, lad dog være med at pine hende! Hedder du Laura? Kaffe, sandwich vil du have? plejersken nikkede venligt til Laura.
Nej, jeg må bringe kartofler til Lena, vores nabo. Ellers klager hun! Løslad os, stik bedstemor en sprøjte, så tager vi hjem. Bedstemor hader hospitaler. Laura rejste sig, kiggede rastløst rundt.
Jeg kan ikke lade jer gå. Vera må blive her, hjerteproblemer. Kan nogen hente dig? Søren gabte og dækkede munden.
Hvor længe? Laura gav sig ikke.
En uge mindst. Det tager tid, med hjertet… plejersken lagde en hånd på lægens skulder. Jeg hedder Lotte. Din bedstemor sover, kom, jeg gir dig mad.
Laura tænkte sig om.
Tak, men jeg har ingen penge, jeg kommer med dem senere…
Sludder! Du får af mig, børn betaler ikke. Lad os gå!
Lotte åbnede døren med glasrude, den peb, skar i det flossede linoleum. Laura trak på skuldrene, gik med. Endnu en ballade at rode sig ud i.
Laura sov på sygeplejestuen, spiste morgengrød bragt af Lotte.
Din bedstemor er vågnet, skælder ud, vil vide hvor kartoflerne er. Du burde gå ind… sagde Lotte blidt.
Jeg går med det samme. Tak for mad, jeg vasker selv op. Hvilket stuenummer?
Nummer ti. Laura, tag det ikke ilde op, hun er grov fordi hun er syg… Lotte syntes synd for pigen.
Hvor har du været? Har du glemt mig? Kartoflerne?! Luk nu den jakke! Jeg siger dig, går kartoflerne til spilde, så… Vi må give Lena dem, så hun ikke klager! Du forstår, Laura? Sæt dig ikke på hænderne, du klodsede unge!
Er hun tosset! Hvordan kan man tale sådan til et barn? Det er ikke rimeligt, lød det fra flere syge.
Lægen må få besked! sagde en beboer strengt.
Han er på rådhuset og få lov til ekstra penge til hospitalet, forklarede rengøringsdamen.
Synd, ellers blev Vera sat på plads!
Skal du have mad, bedstemor? hviskede Laura. Vera nikkede modvilligt.
Hvordan gir du mig det der? Tør lige op, det løber langs hagen! Laura, du bliver aldrig sygeplejerske! Hvad presser du på nu, jeg har ikke sunket! Hvem har kogt den klistrede gryn? Vera beklagede sig over alt Laura gjorde, endnu mere fordi hun ikke kunne få plads i sengen.
Åh for… skreg Vera, da Laura uden vilje kom til at spilde te ned i dynen. Ud! Tak for mad! Find kartoflerne, hører du! Du træls unge!
Laura bar tallerkenen ud til vask.
Tudse! Modbydelig, hvordan kan jorden bære sådan én? mumlede Lotte. Stakkels barn. Skal leve med det hele sit liv! Hvor er forældrene? Laura, græd nu ikke, vi skal nok hjælpe dig. Vi skaffer dig fri, vi slås for dig! rasede Lotte, iagttagende hvordan Laura vaskede op.
Pludselig rankede Laura sig. Hænder på hofterne.
Hun vendte sig skarpt og så strengt på den voksne:
Min bedstemor er mit allernærmeste menneske. Det eneste jeg har. Sig aldrig dårlige ting om hende! I ved intet, men dømmer. Det er ondt!
Jamen hvad har hun da gjort for dig? At du skal fragte kartofler eller får skældud? Lotte krydsede armene. Allernærmeste…
Laura smilede skævt.
Hun frygter at være svag. Hvis der sker hende noget, ryger jeg på børnehjem. Jeg er ikke hendes eget barnebarn, min mor forlod mig da jeg var fem. Ingen far, ingen mor det var Vera, der kæmpede for at få mig. Hun pantsatte alt, solgte alt, sørgede for tøj og god mad. Hun er barsk, men kun fordi hun har haft det hårdt, voksede selv op på børnehjem… I kender hende bare ikke. Og hvis hun ikke var der mere… Jeg kunne ikke klare det. Hun er ikke nogen tudse! Hun er mit livs bedste menneske! Kender I hende ikke, så undlad at dømme!
Laura tørrede tårerne væk, men kunne ikke holde dem tilbage…
Lotte mumlede undskyld og kom selv til at græde.
En mærkelig pige, voksen af sind, selvom hun var barn. Hun forstod mennesker bedre end mange voksne, og kunne tilgive små ting for det større, for det gode og lyse…
Fem dage senere blev Vera Madsen udskrevet. Lægen, Søren, tilbød at køre dem hjem, lagde kartoflerne i bagagerummet. Lotte havde bagt boller og stak dem i hånden på Laura.
Ikke nødvendigt, du skal ikke det, afviste Laura, mens hun holdt øje med den blege bedstemor.
Jo, hjem og giv Vera te og mad. Og har du brug for noget, ring her er nummeret. Jeg kommer. Vera Madsen! Lotte vendte sig til patienten. God bedring. Og… tak for Laura. Du er et menneske af sjælden karakter.
Vera så strengt på Laura, så kneb hun læberne sammen.
Har du sladret? Kunne du ikke også have fortalt det i TV? Du bringer mig altid i forlegenhed! Hvad har du sagt, siden vi får lov at køre hjem, hvad? Snakker du for meget, Laura, og…
Men Vera tav, gik hen og trak Lotte ind til sig i et stort kram.
Det er ingenting, det at tage sig af en pige. Bare jeg når at få hende godt på vej.
Hun slap Lotte, satte sig i bilen, lukkede øjnene. I hovedet myldrede det allerede med tanker om fire poser kartofler i skuret, hvad Lena nu planlagde, hvordan hun skulle få mad til Laura, og om hun skulle give hende de hvide skøjter, som underboen solgte billigt.
Har du det skidt? Laura blev bange og klappede Vera på skulderen.
Bedstemor tav ualmindeligt længe hun skændtes altid ellers, eller filosoferede højlydt.
Du har forstyrret mig! Jeg ville tænke på noget hvad var det, Laura? Vera sukkede. Laura… hun kyssede hende i panden. Det hele er fint, jeg tænkte bare. Hold op med det snøfteri! Nu er min trøje jo våd! Laura, stop det, hører du? Uhørligt umulige pige! Herregud, hvorfor får jeg alt det…
Hun talte og talte, men Laura følte sig tryg, nu Vera var den samme igen. Sammen ville de klare alt hvad fremtiden bød, og bollerne duftede af bær, marker og kolonihaveglimt susede forbi vinduet og søvnen kom krybende…
Laura lod sig glide ind til bedstemorens skulder og lukkede øjnene. Vera smilede: Det er rart at være elsket, at være nogens eneste. Godt hun dengang kæmpede for Laura, fik papirene og ikke gav op. Mange bekymringer venter men for Laura kunne hun kæmpe mere endnu. Sundhed må komme i anden række, og til Lene, lægen, skulle hun altså snart gå op igen…
