Det er altså sidste gang
Nå, skal vi køre hjemad? spurgte Martin med et smil, da han satte sig ind bag rattet.
Sofie sagde ikke et ord. Hun kiggede lidt forskræmt på sin mand og bed nervøst i læben.
Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal sige det, men du må ikke råbe, okay? sagde hun forsigtigt, tog ham i hånden og kastede et betydningsfuldt blik på bagsædet…
*****
De var sikkert aldrig stødt ind i hinanden, hvis ikke det havde været for et rent tilfælde. Martin var på vej til et kundemøde i Aarhus, da bilen pludselig sagde stop halvvejs mellem Odense og Aarhus.
Kom nu, gamle ven! Lad nu være, start nu! forsøgte Martin overtalende på sin gamle Volvo, der faktisk havde været til stort syn blot en måned før.
Men det hjalp ikke spor.
Helt ærligt vidste Martin ikke, hvad han ellers kunne gøre. Han var dygtig til at køre bil han havde aldrig haft bare et lille uheld.
Til gengæld som mekaniker? Not so much. Så han kiggede lidt rådvildt på motoren fem minutters tid, lukkede så klappen og kiggede rundt.
Bilen var gået i stå lige ved en lille grusvej. Ifølge et skilt førte vejen mod landsbyen Katteholm.
Det begyndte at blive sent, så han havde ikke mange valgmuligheder. Martin begav sig mod landsbyen i håb om, at der måske også boede mennesker der og ikke udelukkende katte.
Derfor blev han også ekstra lettet, da han så en ung kvinde komme ud fra skovkanten med en køkkenkniv i den ene hånd og en plastikspand fyldt med kantareller i den anden.
Undskyld, vent lige! råbte Martin og satte farten op.
Pigen stoppede op, og da Martin så hendes øjne, slog hjertet et ekstra hop i brystet på ham.
Han kom i tanker om, hvordan hans far havde fortalt om dét øjeblik, han mødte Martins mor:
Dreng, jeg troede mit hjerte stoppede. Det var kærlighed.
Ville du mig noget? spurgte pigen, imens Martin stadig stod og så på hende, som om hun kom fra en anden verden.
Han vågnede op.
Ja Jeg, øhm, min bil gik i stå ovre på landevejen. Katteholm skulle ligge her?
Jamen, du er det rette sted. Der er kun os inden for 20 kilometer. Du er tæt på, ti minutter så er du der. Og min far er faktisk mekaniker.
Nej hvor godt!
Sådan lærte Martin og Sofie hinanden at kende.
På vej mod landsbyen faldt de hurtigt i snak. Martin opdagede, at han slet ikke var nervøs for at tale med hende ellers har han altid haft svært ved det, når han stod overfor kvinder, han kunne lide.
Men sammen med Sofie gik alt bare nemt.
Det føltes næsten som om skæbnen havde sendt hende det måtte jo være på tide.
Mens Sofies far, Henrik, rode under motorhjelmen på Martins Volvo, der var blevet slæbt hen med Henriks gamle Lada, sad Martin i udestuen og blev budt på te af Sofie og hendes mor, Birgitte.
Omkring dem myldrede det med katte. Martin nåede at tælle fem sikkert var der endnu flere.
Siger jo sig selv, når byen hedder Katteholm, grinede han for sig selv.
Nå, var du bare på gennemfart? Birgitte hældte mere te op.
Ja, det var noget arbejde. Jeg er ellers fra Odense. Men bilen besluttede taget stoppe her.
Det er jo som man siger: Hvor man er født, gør man nytte! smilede Martin.
Det plejer jeg også at sige til Sofie. Men nej, hun ville til byen og læse. Godt hun husker os.
Der er klart flere muligheder i byen, svarede Martin, men folk er ikke lige så tætte sammen. Herude i landsbyen hjælper vi hinanden.
Birgitte løftede en kat op på skødet og nussede den.
Ud af de ni vi har, er det kun Victor og Alice, som den nærliggende nabo afleverede til os som killinger. Resten fandt vi i Odense. Byboere smider jo bare kattene ud på gaden!
Ja, der er mange hjemløse dyr i byen, sagde Martin.
De snakkede videre, og snart kom Henrik smilende ud: Volvoen startede igen.
Tusind tak! sagde Martin og rodede i lommen efter sin pung. Skylder jeg noget?
Henrik og Birgitte grinede.
Nej da! Her hjælper vi hinanden for hyggens skyld, ikke for penge. Put den pung tilbage, unge mand.
Martin var lidt forlegen, men opgav modstanden, da Birgitte insisterede på, at han skulle overnatte det var jo allerede mørkt, og han kunne lige så godt være deres gæst.
Næste morgen fik han varm grød og masser af kaffe, og så var det tid til at køre videre.
Og da han ugen efter skulle hjemad igen, kunne han ikke lade være med at svinge forbi Katteholm for at sige tak. Han havde et sæt værktøj med til Henrik, et pænt tekandesæt til Birgitte og til Sofie… en enorm buket blomster. Samt et lift til Odense, hvor han bar hendes sportstaske helt hen til kollegiets hoveddør.
Som du nok kan regne ud, stoppede de ikke med at se hinanden der.
Martin fik mod på at fri til Sofie, og hun sagde ja uden tøven. Så skulle svigerforældrene selvfølgelig høre nyheden.
Men Martin, sagde Birgitte tænksomt til ham, kan du godt lide katte?
Ehm… Ja! svarede Martin uden tøven.
Godt! For du kunne vel overveje at tage én med? Det føles så tomt i en lejlighed uden en kat.
Åh, vi får svært ved det, indtil vi kan købe vores eget, vi bor bare til leje. Udlejeren gider ikke dyr.
Selvfølgelig, ærgerligt er det nu. Der bør være i det mindste én kat i huset.
Sandheden var, at Martin ikke havde noget imod katte. Men han var opdraget til at mene, at dyr hørte til udenfor. Eller måske var det bare undskyldninger; han var bare ikke klar.
Så han spurgte en dag lidt forsigtigt:
Sofie, du får mig aldrig overtalt til ni katte vel? Som din mor?
Hun lo.
Slap nu af. Jeg ved godt, det er et lejlighedsliv. Vi tager det roligt!
Forskellig tilgang til katte ændrede heldigvis intet i deres forhold.
Sofie var ikke bare en fantastisk hustru, men også endnu bedre til at holde styr på hjemmet end han havde forestillet sig og hun magtede alligevel at tage sin universitetsuddannelse på siden.
Alt åndede fred indtil det gik op for Martin, at Sofie havde et særligt talent for at finde nødstedte katte hver eneste uge.
Hver gang hun gik fra stationen, kom hun hjem med en lille udsultet killing, eller hun fandt en forkommen kat under en bil eller med et brækket ben. Hun bar dem hjem, puttede dem under et tæppe, gav dem mad, kærlighed og tog dem til dyrlæge.
Den første gang fik hun reddet en killing fra nogle store drenge i gården.
Husker du ikke, at udlejeren ikke vil have katte? peb Martin, da hun trådte ind med killingen.
Jeg ved det. Men vi hjælper bare, lover jeg. Vi finder et hjem til ham han kan ikke forblive på gaden!
Det lykkedes altid Sofie at finde familier til de katte. Én gang kørte Martin killingen hjem til sin kusine i Kolding. En anden gang fandt Sofie en sølle skravl under naboens bil, og en bekendt fra Vejen takkede ja med det samme.
En ung kat? Så slipper jeg måske for rotter! lo Peter.
De fortsatte sådan Sofie opsnuste de triste, Martin sørgede for nyt hjem.
Efterhånden boede stort set alle hans venner og slægtninge sammen med en af Sofies katte. Selv hans chef, Egon, fik en dag foræret to striber, og efter at de havde væltet chefbordet, var Martin bange for at miste jobbet…
Men Egon var ellevild og kort efter blev Martin tilbudt lederstilling og lønforhøjelse. Lige et heldig tidspunkt, for nu kunne de endelig tage hul på drømmen om egen bolig.
Sofie fik sit eksamensbevis og var heldig at få arbejde næsten straks efter. Livet begyndte for alvor at falde på plads.
*****
Vent på mig i bilen, og for Guds skyld, bliv siddende! sagde Martin, inden han skyndte sig over vejen til Biltema.
Sofie nikkede efter ham og tændte radioen. Hun zappede lidt, men syntes kun, at der kom moderne pop og lukkede ned igen. Så scrollede hun lidt på mobilen, men det var også kedeligt.
Alligevel kunne hun ikke sidde stille. Hun åbnede bildøren, strakte benene og gik en lille tur rundt om bilen. Det var perfekt vejr, og efter tre timer på motorvejen trængte hun til luft.
De havde været ovre i Aalborg, hvor Martins grandtante havde lovet at tage imod en trebenet kat, Sofie havde fundet i vejkanten sent en aften.
Benet kunne ikke reddes, men katten blev det, og nu havde den fået et godt hjem.
Hvis bare Martin kunne overtales til at vi selv fik en kat nu, hvor vi får vores egen lejlighed, tænkte hun.
I morgen gik flytteturen til deres nye hjem på Amager. Alt var klar: maling, møbler, det hele. Kun indflytningen og… måske lidt held med at overtale Martin til et lille kattedyr.
Hun satte sig over på bænkene lidt derfra, nød solen og spejdede efter byduerne. Da hun så hen mod bænken, spottede hun et lille bitte kræ med store øjne: en killing, alene.
Den sad og kiggede lige på hende. Øjnene sa: Du må gerne tage mig hjem.
Årh, jeg ville hvis jeg turde… Men Martin vil slå knuder på sig selv, hvis jeg gør! sukkede Sofie og vendte blikket væk.
Tre minutter senere sad killingen stadig der og gloede parat til at følge hende, hvis hun lagde vejen forbi.
Indeni kæmpede hun: skulle hun spørge Martin igen? Turde hun? Han var for tiden… ja, han havde fået nok af alle de katte, det var tydeligt.
Men killingen troede på sin sag. Langsomt gik han hen mod bilen, mjavede svagt og så så sød ud, at Sofie næsten smeltede.
Hun kunne ikke modstå det og åbnede døren på klem. Killingen sneg sig ind, sprang op på hendes lår og kiggede på hende. Så smøg han sig rundt og spandt.
Hvordan kan man sige nej til det? tænkte Sofie og nussede den lille pelsklump.
Killingen var slet ikke færdig med sin kamp for et hjem. Han satte sig op på bagbenene, lagde forpoterne om hendes hals og holdt fast helt kær og forsigtig.
Jeg kan ikke give dig tilbage, sagde Sofie stille og trak ham ind til sig.
Men hvad nu med Martin? Hvordan ville han reagere?
I det sekund så hun ham komme ud fra Biltema…
*****
Nå, skal vi køre hjem? spurgte Martin, da han satte sig ind.
Sofie sad med store øjne og bed sig i læben.
Jeg… Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal sige det. Du må love ikke at blive vred, hviskede hun og pegede på bagsædet. Vi skal nok et ekstra sted forbi. Eller måske to.
Martin sad et sekund og så chokeret ud.
Ej, ikke igen?!
Jeg sværger, han kom selv! forsøgte Sofie.
Du har altså lovet det var sidste gang!
Killingen var hurtig. Han sprang Martin op på skødet, krøb helt tæt ind til ham og begyndte at småmjavse så bedende, at selv en isblok måtte tø op.
Man siger tit, at katte kan charmere sig ind overalt og det kunne denne!.
Martin lagde tøvende hånden på ræven, og den begyndte at spinde højt.
Jeg tror ikke, der er én eneste tilbage i familien, der ikke har kat på grund af os, sagde Martin forsigtigt, mens han stirrede på killingen.
Måske burde vi bare beholde denne? prøvede Sofie forsigtigt.
Mener du det?
Vi har jo endelig vores eget! Og der er faktisk et gammelt dansk ordsprog om, at man skal lade en kat være det første levende væsen, der kommer ind i ens nye hjem. Så vil det altid gå én godt.
Okay, sagde Martin endelig. Men kun hvis vi aftaler: det er første og…
Og sidste gang! grinede Sofie.
Præcis.
Tusind tak, skat! Du er virkelig verdens bedste.
Næste dag stod Sofie og Martin foran døren til deres nye lejlighed. Døren stod åben, og de kiggede ind.
Martin satte killingen ned på måtten. Den strakte halen stolt og maste sig ind som den naturlige hersker.
Martin og Sofie trådte ind og da de så killingen slå sig ned midt i dobbeltsengen, brød de ud i latter.
Godt så, nu ved vi, hvem der bestemmer herhjemme, lo Martin.
Han vil bare være tæt på. Katte har bedst af at bo med folk, sagde Sofie.
Ja, du har ret, svarede Martin og lagde armen om hende.
Sofie fortsatte naturligvis med at hjælpe små katte og sikre dem gode hjem, og Martin trådte til med logistikken.
Og ja, han sagde tit, at nu må det altså være sidste gang.
Og Sofie lovede ham det hver evig eneste gang.
Men vi ved jo begge, hvornår sidste gang kommer… først når alle katte og hunde har et trygt hjem.
